24 (29)
Den norske bondes sang
Egen melodi.
Jeg er så fro, jeg er
så glad,
jeg er min egen herre,
jeg fogden ej skal
spørge ad,
om jeg tilfreds må
være:
Jeg stræbe kan og vil,
og held
skal møde mig fra dal
og fjæld;
jeg gi'er min skat,
gjør ret og skjæl
og er min egen herre.
Mit hus er lavt, men
mit det er,
min egen tomt det
bærer,
og åbent står det for
enhver,
der Gud og kongen
ærer;
kom bonde, bød jeg ham
min hånd,
kom ridder, bød jeg
ham min hånd;
jeg frygter Gud, men
ingen mand,
jeg er min egen herre.
Min kost er simpel, og
min drik
ned over klippen
flyder;
men mon han mere
styrke fik,
som snese retter
nyder?
Mon den er niere glad
end jeg,
som henter på en
farlig vej
sin rare vin? jeg
mener nej;
vand læsker, styrker,
fryder.
Mit leje ingen spotte
må,
jeg holder det i ære;
jeg ved, at søvn på
bare strå
kan tryg og kvægsom
være.
Når sol forgylder
bjergetop,
jeg med fornyet sjæl
og krop
til dagens arbejd
stiger op,
og sådan bør det være.
Af klæder andre bryste
sig
Med meget mindre føje.
Den hjord, jeg føder,
skjænkte mig
Den simpe vadmels
trøje,
Og den er varm og hel
og ren
Og spundet af min
datters ten,
Min kones finre sømmed
den,
Kjær er mig denne
trøje.
Min hustru er mig evig
kjær,
Skjønt ingen skønhed
mere;
For husets dont hun
omsorg bær,
Og det er koners ære.
Ja, jeg var
utaknemmelig,
Om kone jeg ej elskte
dig.
Du raske sønner
skjænke mig
Og døtre, egnens ære.
Min datter træd i
moders spor!
Da kan det aldrig
fejle,
At når du bliver
rigtig stor,
Vil snese til dig
bejle;
Og giv dig i en mages
arm.
Ved elskov lindres
livets harm,
Det kan umuligt fejle.
Min søn, vær fro som
jeg og glad,
Som jeg din egen
herre.
Som jeg nu ingen
spørge ad,
Om du tilfreds må
være.
Stræb, som din fa’r
har stræbt, og held
Skla møde dig fra dal
og fjæld:
Betal din skat, gjør
ret og skjæl,
Og vær din egen herre.
|