|
54 (52) Egen melodi.
Eliza Dohm.
En lille by jeg
kender, hvor dagen går i fred,
hvor vej og sti er
sandet fra havets hvide bred,
og husene med stråtag
er bygget tæt i slyng,
om denne lille
strandby, om Sønderho, nu syng.
Se, her engang fra
havnen de stolte skibe fo'r
fra Sønderho mod
vester, mod syd og imod nord,
og mange sømandsgutter
på havets bølgegang
sig drømte hjem til
byen med gaverne i fang.
Det var før »dampens
tider«, da endnu sømandskunst
og sømandsdont var
sejlet i brug ved vindens gunst,
dengang et fartøj
kræved' en mast, et ror, en rig,
en sømand måtte evne
lidt mere end sit bestik.
Da fo'r i mange
fragter - med skonnert eller bark -
de mænd, de unge
knøse, ja selv en gammel knark,
til alle jordens
riger, langt bort på salten sø,
i Sønderho dem vented'
en viv, en fæstemø.
Var skibet atter
hjemme fra årelange færd,
og sømandsgutten genså
den ven, som vented her,
og sad han blandt de
kære ved armens åbne blus,
så glemtes savn derude
og nød i stormens sus.
Op slog han kistelåget
og gav i pigens hånd
det silketøj og
sjaler, de lange silkebånd,
de blanke
sølverknapper, der hører til den pagt,
hvormed hver sømand
smykker stolt fanøbrudens dragt.
Så blev der fejret
bryllup med dans og spil og fest,
og det var gildesdage
for hver en sømandsgæst.
Den korte tid, han
dvæled'på øens hvide kyst,
den skulle gå med
glæde, med fryd og hjertenslyst.
Men lokked' atter
havet med dans på bølgen blå,
og når hans skib
kølhalet og klar til langfart lå,
den fanøskipper hejste
igen i sin mesan
et dannebrog til
farten på verden ocean.
Da blev i huset
stille, hvor før lød spøg og skæmt,
og mor gik rundt og
stelled' med hjertet sær beklemt,
mens kaffekanden
snurred' forglemt ved lyngens glød
og småbørn langsomt
nipped' til husets hverdagsgrød,
I hver en lille stue,
i hver alkovekrog
man hørte suk fra
hjertet for ham, som fra dem drog,
»Når vender han
tilbage? Når melder breve trøst
for uvished og
angsten, for længselsvé i bryst?«
Og han, som fo'r
derude i storm og stille vejr,
og som i nattens mørke
fandt vej ved stjerners skær,
han retted' sejl for
vinden i kurs mod fremmed land,
men hjertet styred'
tanken mod Fanøs hvide strand.
Vel ofte sømands næve
er hård, tit grov hans røst,
men blidt er dog hans
hjerte i bredt og kraftigt bryst.
Hans vennesind er
trofast, og ydmyg er hans sjæl,
thi kamp på hav gør
drengen til mand fra skalp til hæl.
Sand åd i tider havnen
og ankerpladsen svandt.
Af havnen er tilbage
nu kun en bolværkskant,
det vilde hav, som
danned' den hele ø af sand,
bortslikker stadig
klitten langs kystens hvide rand.
Til søs dog gerne
drager hver dreng fra Sønderho,
og kvinderne de røgter
end ged og får og ko.
Den fanøbo er sømand,
hans vej er havets brus,
mens fanøkvinden
passer sin eng og mark og hus.
Her bærer kvinden
maske mod pisk af flyvesand,
og gubberne har rynker
ved øjenbrynets rand,
men bag ved masken
lyser en hud så fin ved mund,
og rynkerne er minder
om kamp i farens stund.
End bærer øens kvinder
den pynteligste dragt
af silketøj og sjaler,
der blev fra Kina bragt,
hvert hus, om nok så
lidet, det holdes fint som nyt,
hver stue leder tanken
til skipperens kahyt.
Her er kun lavt til
loftet, thi lavt er husets tag.
som dukker sig for
storme og vestenvindens jag,
og ruderne er bitte,
men bag det grønne glas
er der til pelargoner
og roser dog en plads.
Og kønne gamle fliser
er muret ind i tavl,
på væggens inderside,
langs sidemur og gavl,
her ses i blå emalje
det gamle testament',
samt møller, svaner,
skibe fra Zuidersøens skrænt.
Der står en gammel
kiste med skuffer og beslag,
den gemmer bånd og
skørter i folderige lag.
Her ligger små
konkyljer og timeglas med sand
og mærkelige sager fra
Asiens fjerne strand.
Der hænger nu på
væggen en oldefars sekstant,
et kranie af hajen og
sjældne ting, han fandt.
Og briggen der i
rammen ved siden af et spejl,
den er hans »Galathea«
til havs for fulde sejl.
Her føler jeg mig
hjemme i skønhed uden skryd,
hver linie i en hytte,
hvert blik, hver læbes lyd,
er som en venlig
hilsen, hver gang jeg går i land
og ånder ind min
sommer ved Fanøs rene strand
Blå er den høje
himmel, grøn skyller bølgen op,
og gul er marehalmen
på klittens hvide top,
her rødmer lyng på
heden, her slutter dag i fred,
når sol i purpurgløden
i havet daler ned.
Julius Termansen
|
