8 (8)
Egen melodi.
Et lidet mindeblad jeg
her dig sender,
fordi du var så utro
imod mig,
jeg derfor nu vil søge
at forglemme
den kærlighed, jeg
båret har til dig.
Oh pige, kom, oh pige,
kom at høre
alt, hvad som her
opskrevet er af mig,
mon ej det kan dit
falske hjerte røre,
når éngang dette
synges skal for dig.
Sig, pige, frem, om ej
du kan erindre
den aftenstund, da
afskedstimen slog,
da stjernerne på
himlen lifligt tindred,
da evig, evig troskab
du mig svor.
Du klynged dig så fast
i mine arme,
du bad mig blive tro,
din bedste skat,
og tårer randt på dine
kinder varme,
da du det sidste
afskedskys mig gav.
Ej aned jeg, at du mig
ville svige -
når jeg nu tænker på
den aftenstund,
da ej jeg troede om
dig, min pige,
at du dog ville bryde
dette bånd.
Alene om i verden jeg
nu vanker,
nu mit hjerte trøste
kan -
som svalen om ved
fjerne kyster flagrer,
så færdes jeg omkring
på salten vand.
Du må ej tro, jeg over
dig vil sørge,
fordi du var så utro
imod mig.
Nej, overalt jeg søger
glædens følge.
for din skyld går jeg
ud på sværmeri.
Når stormen bryder sig
af sine lænker
og jager søen mod vor
nøgne strand,
mon ikke i dit stille
sind du tænker,
at du engang har
elsket en sømand.
Modtag til afsked
denne simple vise
til en erindring om
din fordums ven.
Lev stedse vel, jeg
ønsker dig, min pige,
farvel, farvel, min
ungdoms kærlighed.
Gid glædens sol din
fremtid må bestråle,
og lykkens stjerne
altid følge dig,
gid aldrig verdens
sorger du må tåle,
ej heller modgang og
bekymringer.
Ej pigens navn i visen
her er skrevet,
i Sønderho den pige
monne gå,
i kærlighed hun finder
ej sin lige,
hun kan omtrentlig
være 19 år.
|