Fanemarch

Løft den højt, bær den mandigt, vor Fane,

den skal ej stilles i Skammekrog!

Frem til Ære og Daad skal den mane;

thi kun Hæder straaler højt fra Danebrog.

Det fik Daaben

i Gny af Vaaben,

da Hænder stærke

det greb til Mærke.

Og til Sejr gik dets Gang

under Heltenes Sang,

da Kong Volmer sit Korsværge svang.

Ja - og siden, hvor stolt har det svævet

i Fædres Kampe for Land og Ret!

Snart  til Sejr, snart til Fald blev det hævet,

aldrig Danebroge fik dog nogen Plet.

Skal det sænkes,

naar nu det krænkes?

Skal Flaget rettes,

og Korset slettes?

Nej! - et ”Vagt i Gevær!”,

kommer nogen det nær,

under Danebrog stiller vi hver.

Bring os Bud om hver Daad, der er øvet,

om dine Helte, som kro holdt Stand,

om det Mod, som fil Døden blev prøvet,

Bud om Dybbølbanken og om Helgoland!

Store Minder,

hvis Glans ej svinder,

vift frem for øjet,

til Slægten bøjet!

Flaget vajer fra Top:

”Danske Mænd! se kun op!

Frem med Gud i en fastsluttet Trop!”

 Vaj i Fred i vort Land og vaj længe,

og bær til seneste Slægt dit Ry!

Vink til Enklang de skurrende Strenge,

Kald os Haabet frem om Morgen, der skal gry!

Brødre bundne,

for os gjenvundne,

din Dug skal hejse,

vor Mur skal rejse!

Op, vort Flag det skal ha'

et fuldtonigt Hurra!

”Fremad, Marsch!” Fanen vinker, Hurra!