37 (37)
Godmorgen, her står
jeg på dækket,
påny til mit arbejd
parat,
et par timers lur i
min køje
har atter i orden mig
sat.
For strygende bør,
glider skuden
over bølgernes
syngende favn.
Hurra, slig en fart
kan jeg lide,
inden aften vi løber i
havn.
Ja, dejligt det er dog
at færdes
på søen fra kyst og
til kyst -
hvor rigt er dog livet
herude
på friskhed og
vekslende lyst.
Men det er ej løjer
altsammen.
der er alvor iblandt,
kan I tro,
det kender I godtfolk
nu ikke,
som oppe på landjorden
bo.
Her vanker ej tevand
på sengen,
kan hænde der før
vanker knubs,
tit purres jeg ud midt
i søvnen,
for i mulmet at entre
til tops.
Matroserne støjer og
skænder,
og tit får jeg varmet
min bag,
men hvad, det er
altsammen noget,
der følger med
sømandens fag.
En ting jeg ved kun,
som ængster
og trykker mig lidt nu
cg da:
Jeg længes så inderlig
efter
at høre derhjemme fra.
Nu er det seks måneder
siden,
At bort ud fra hjemmet
jeg for,
Gud ved, hvordan hun
har det,
Min egen velsignede
mor.
Ja, tit, når jeg
tænker på hende,
Da løber mit øje i
vand,
Jeg skammer mig næsten
over,
At ej jeg har bedre
forstand.
Matroserne griner og
vrænger
Hver gang de kan se,
jeg har grædt,
Men hvad skal jeg
sige, jeg føler,
At de jo i grunden har
ret.
En sømand må ikke
græde,
Men være ved frejdigt
mod,
Men når man nu har en
moder,
Der er så usigelig
god.
Nå, én jeg da ved, som
ikke
Gør nar ad et
tårefyldt blik,
På ham har jeg rettet
mit øje,
Før jeg til mit
arbejde gik.
Og han vil nok skærme
min moder
Og følge mig selv på
vej.
Hvad nu, var der nogen
der kaldte,
Halløj hr. kaptajn,
her er jeg.
|