63 (61)
Havblik og stormvind
Melodi: På sæteren
ligger min hytte i fred.
Jeg vandred'på heden
min ensomme gang
og følte kun sorgerne
tunge.
jeg ønsked' kun
sommeren dobbelt så lang
og hørte knapt
lærkerne synge.
Da vågned'en længsel
så dybt i mit bryst
og løsned'min
kærligheds strømme,
den vækker om dagen
min uro og lyst,
om natten de dejligste
drømme.
Og står jeg om kvælden
på klitterne her
og ser over havnen og
byen,
når gavlene lyser i
solfaldets skær
og aftenens guldglans
i skyen,
da stiger min glæde i
takt og i tro
for alt, som blev
skabningen givet,
for angsten og
længslen, fordi vi er to
om sorgen og glæden og
livet.
Når kornet det gyldne
forlængst er i hus
og endt er den liflige
sommer,
jeg lytter i uro til
vindenes sus
og venter på briggen,
som kommer.
Og ser jeg derude, den
stævner mod havn,
jeg glemmer de
angstfyldte dage,
da dugges mit øje, jeg
hvisker hans navn
velkommen, velkommen
tilbage.
N. S.
Kromann
|