56 (54)
Melodi: En
sommermorgen så jeg solen stige.
Hist ovre - der hvor
Vesterhavets bølger
med vældig larm mod
kysten bryder frem.
hvor husene sig trygt
bag klitter dølger,
der er mit hjem, mit
kære gamle hjem.
Der leved jeg min
barndoms glade dage
og vokste op ved
havets fri musik,
der stedse drog mit
hjerte mig tilbage,
hvorhen, hvorhen i
verden end jeg gik.
Jeg elsker Fanøs
smukke, brune banker,
jeg elsker højt hver
plet på land og sø,
og stedse skattes højt
i mine tanker
det folk, der bor på
denne gamle ø.
Fra barndom af de alle
elsked havet,
dets brusen lød for
dem som vuggesang.
Det hav har dog så
mangt et håb begravet,
når over bølgen
stormbasunen klang.
Derovre går så mangen
vakker pige
og venter på en kær og
elsket ven.
som bort fra hende
drog til fremmed rige,
hun ønsker kun: gid
han var her igen.
Derovre slår så mangt
et trofast hjerte,
kun troskab bor i
Fanø-pigens bryst,
der gods og guld ej
volder elskovs smerte,
der lyder man kun
kærlighedens røst.
Ja, der hvor
Vesterhavets bølger true
med undergang den
kække, lille ø,
hvor værn mod havets
magt er klittens bue:
»Der er det skønt at
leve, tungt at dø«.
Mads Kromann
|