62 (60)

Hjemstavnen

Melodi: Nu lyser løv i lunde. Carl Nielsen.

Når vårens briser kommer

og stryger om min kind,

jeg længes mod den sommer,

som snart vil bæres ind.

Det er, som jeg fornemmer

en hymne fri og fro:

et tusind lærkestemmer

ved Nordby, Sønderho.

En sommerdag jeg havner

på øen længst mod vest,

og ømt mig atter favner

den friske, salte blæst,

i sollys mågen sejler

om revlens våde sand,

og huse små sig spejler

i havnens blanke vand.

Her ingenting mig tynger,

jeg går så let i sind

på vejene, som slynger

sig mellem hække ind,

og bag de grønne diger

står havens blomsterflor,

hvor duften krydret stiger

af Fanøs golde jord.

I klittens gryder lune

jeg atter søger ind,

og somrens sol vil brune

min vinterblege kind.

Fra lyngen som fra vandet

mod himlen bæres højt

en lærkes jubel blandet

med rylens vemodsfløjt.

Når sol i aftenfreden

i havets favn er slukt,

går solbelyst mod reden

en måge på sin flugt.

Har hele fuglevrimlen

sin kurs mod reden sat,

da står endnu på himlen

den lyse sommernat.

Se juninatten hvælver

sin kuppel lys og blå,

for ømme briser skælver

hver dugbetynget strå,

to elskende sig smyger

bag grønne diger ind,

og nattevinden stryger

mig kølig mod min kind.

Blandt klit og brune banker

i strandens bølgegang

en sommers sunhed sanker

jeg til en vinter lang.

Når dagens byrde tynger,

vil mindets blomster gro,

en hymne da jeg synger

til Nordby, Sønderho.

N. S. Kromann.