Indledning  

Vi kender ej dit Navn, din Stand,

og hvor du havde Fædreland.

Hvor er din Slægt? Hvor er din Ven?

Kun Bølgen førte dig herhen.

Du fandt ej Fred i Storm og Hav,

nu i Guds Navn du finder Grav.

Nu hviler du i stille Ro

paa Kirkegaard i Sønderho.

Vi værner om dit Hvilested

og ønsker dig al Himlens Fred,

thi ogsaa vi har Grave

bag stormomsuste Have.

August 1904

Frænder i fjerne grave

Der står en skude på et ukendt skær

som tusind andre i en evig dønning,

den kom en høst den barske kyst for nær,

dens rigning segned i det vilde vejr,

og bølgeslaget sønderslog dens lønning.

En uvejrsnat i brændingssprøjt og skum

den knustes mellem broddets rovdyrtænder.

Da stormen larmed i det kolde rum,

var fyret slukket, klokkebøjen stum,

men rattet knaged under greb af stærke hænder.

Hver gammel knark, hver ung og hård krabat

i mulm og byger synets nerver spændte,

de stod på vagt, ved fald og ror parat,

med kolde hjerner til en ny dravat

 - den sidste - som i dødens vold dem sendte.

En blev af strømmen varsomt ført i land,

en anden suget ned i havets dybder,

og en blev fundet ved en tropestrand,

i stilhed jordet som en ukendt mand -

og en drev ind i klippekystens krypter.

De gik til ankers om den ganske jord

og faldt til hvile under alle zoner,

og slumrer under sneen højt mod nord,

og en fandt fred, hvor sydens blomster gror,

og vinden suser mellem palmekroner.

Det hænder evigt både vår og høst,

når Æolsharpen atter dystert stemmes,

en sømand driver ind på vildsom kyst

og sænkes til en fremmed klokkes røst

som navnløs i en ukendt grav og glemmes.

På alle kyster ved det åbne hav

en frændes ankerplads er vel at finde,

dog ingen sten der rejstes på hans grav,

og ingen ham en krans ti, kisten gav -

lad os da rejse ham et værdigt minde.

Et vældigt vartegn på en hjemlig klit

imellem byen og den salte bølge,

i sol og storme skal det syne vidt,

når englandsbåden på sit bølgeridt

står Grådyb ind med skuder i sit følge.

N. S. Kromann

Rav

Engang jeg sad på træets bark,

jeg var dets krop tilfulde,

så styrted jeg i havet ned,

mit træ det dø nu skulle.

I millioner år, jeg lå

af sten og sand begravet,

så kom jeg frem og lyset så,

man kalder mig for ravet.

Vel er jeg ingen ædelsten,

og ej af guld det røde,

men se! - jeg er dog fast og ren

og glæder øjne søde,

og hænger du mig om din hals,

så bringer jeg dig lykke,

nok er jeg ingen diamant,

men jeg er dog et smykke.

Anthonis Nielsen Kromann