Kogt torsk med spækterninger 

Tørret torsk hørte også til vinterspiserne, enten i form af hjemmetørret torsk eller, senere, indført klipfisk. Den blev vandet godt ud, kogt og spist med sur-sød sovs eller sennep. Med de bedrede økonomiske kår kom spækterninger til. De bliver stegt på panden og hældt over fisken, sammen med det afsmeltede fedt. Det gælder både kogt klipfisk og kogt torsk. Nogle bruger tillige snittede løg, Stegt sammen med terningerne; og efter manges mening hører hertil også en hvid mælkesovs tilsat sennep. Endelig findes der på Fanø den meget gamle fiskeret krap-i-hue.  

Kas 

Til det gamle Fanøs beskedne hverdagsretter hørte før kas (udtalt omtrent som en mellemting mellem kas og kars, med kort a), som næsten forsvandt omkring slutningen af 1800-tallet. Måske har den oprindelig været en fattigmandsvælling af vand, byggryn, lidt grønt af en slags, og en smule saltet flæsk, hvis man havde det, men som den huskes på Fanø er der temmelig meget fyld i den, måske fordi man kun erindrer den fra en mindre fattig periode. Den var kogt enten på vand eller på kærnemælk.  

I første tilfælde blev den kogt på udblødt saltet flæsk, store hele byggryn og noget grønt, senere tillige porrer, gulerødder og persillerod. Grøntsager er noget forholdsvis nyt på Fanø og i hele Vestjylland. »Dengang kendte folk ikke så meget til grøntsager,« siger en gammel kone fra Nordby, født 1882 i Rindby, når hun taler om madlavning i sin ungdom. Efterhånden blev byggrynene i kas af og til afløst af ris, som blev regnet for finere, og i hvert fald var dyrere. Den anden form for kas var en vælling af kærnemælk, byggryn, saltet flæsk, meget snittet løg og ofte nogle kartofler.  

Æwlkag' mæ' flæsk  

Terninger af spæk eller stribet flæsk finder vi foruden til kogt torsk i æwlkag' mæ' flæsk, der i gamle dage udgjorde et middagsmåltid, som regel med sødsuppe spist til. Terninger af røget spæk eller flæsk blev stegt, og en æbleskivedej med bygmel lavet. Fedtet blev brugt til at stege æbleskiverne i. Straks efter at dejen var hældt i hullerne på æbleskivepanden lagde man nogle flæsketerninger ned i dejen, de blev indbagt.  

De svitsede flæsketerninger går igen i kål. Tilberedningen af hvidkål og af grønkål kan føre tanken hen på de tilsvarende retter i Sønderjylland, men denne anvendelse af flæsketeminger giver en væsentlig forskel.  

Gammeldags hvidkål 

Fannikernes gammeldags hvidkål er en kraftig spise. Man forstår at det er sømandskost. Søfolkene fik den ikke blot hjemme, de spiste den meget på skibene. Et hvidkålshoved på ca. 1 ¼  kg skæres i fire dele, stokken fjernes, og det koges i ikke for meget vand sammen med 800 gr. letsaltet svinekød eller/og  lammekød, samt 500 gr kartofler, en halv snes hele peberkorn, lidt salt og lidt sukker. Kålen skal nok koge en times tid; kødet noget mere, hvorfor det skal i først; og kartoflerne behøver kun en halv times tid til sidst. 

125 ge letsaltet spæk skæres i de sædvanlige små terninger og ristes sammen med 200 gr løg skåret i skiver. Kartoflerne dryppes godt af; væden presses fra kålen. Begge dele hakkes groft med kniv, blandes med spækterningerne og løgene. Mange moser dog kartoflerne. Der krydres med lidt peber og lidt allehånde, måske tillige kanel og lidt salt hvis det er nødvendigt. Det hele varmes godt igennem. Serveres til kødet. 

Storkål 

Fanøs grønlangkål, her kaldt storkål, hører ligeledes til de robuste retter. Letsaltet svinekød koges. Den ribbede grønkål og nogle kartofler koges i suppen herfra. Al suppe presses fra kålen, og den og kartoflerne hakkes groft med kniv. Også i dette tilfælde kan man mose kartoflerne. Letsaltet spæk skæres i små terninger, svitses i en gryde og kålen og kartoflerne kommes ved. Den varmes forsigtigt, idet der tilsættes lidt mælk og lidt fløde, indtil kål-kartoffelmassen har en passende konsistens… ikke for lind.

Forholdet kan være 2/3 kål og 1/3 kartofler.

Storkålen spises til hamburgerryg, Fanø-pølser og andet røget, men også til frikadeller og medisterpølse. 

Fanø-pølse 

Fanø-pølse er en røget medisterpølse på 15-18 cm's længde, af den gammeldags slags, uden mel, nærmest det samme som en sønderjysk kålpølse, men noget stærkere krydret, tidligere med peberkorn; og i dag bruger nogle karry i. Den har været spist i slægtsled efter slægtled. Skibene medførte den også, som en del af provianten. Øens sommergæster døbte den i begyndelsen af århundredet Fanø-pølse, og fanøboerne har delvis accepteret betegnelsen, i hvert fald når de taler med fremmede. Pølsen lægges i kogende vand 13-15 min. over så svag varme at vandet kun bliver holdt nær kogepunktet, og den spises som sagt til grønkål, eller til stuvede kartofler.  

Man kan også riste den. I så fald - og her optræder en skik der er karakteristisk for Fanø - skæres den to gange over på tværs, og de tre stykker skæres derpå over på langs og ristes på panden. Hertil spiser man ligeledes grønlangkål eller kartofler, eller, hvis man holder på det gamle, risengrød med sukker og kanel, med fedtet hældt over grøden ... altså igen risengrød sammen med det røgede.  

Store portioner af den urøgede medisterpølse blev indtil for en generation eller to siden saltet godt igennem, dels til vinterbrug i hjemmene, dels til proviant på skibene, når de om foråret sejlede ud. 

I denne forbindelse kan nævnes en særlig tradition fra den nordlige del af øen. Til jul blev der bagt en julekage af kringledej, med rosiner og sukat, af form som et franskbrød, og den 24. december om eftermiddagen, inden man gik til julegudstjeneste, fik man kaffe med pølsekage til. Pølsekagen var skiver af julekage smurt med smør og belagt med tynde skiver saltet medisterpølse.