Påvirkning fra Slesvig 

Vestslesvig har i flere henseender påvirket Fanøs kostvaner. Mange fanniker tog tjeneste hos marskbønderne. De blev som regel fæstet ved det årlige tyendemarked i Ribe i juni maned. Nogle tog tjeneste for længere tid, de fleste dog kun for høstarbejdet, der var ekstra godt betalt. Ifølge mundtlige overleveringer var der særlig mange kvinder der arbejdede hos marskbøndeme fra omkring 1720 til 1741, da Fanøs befolkning sparede sammen for at købe øen. Mens de unge mænd tog ud at sejle med fremmede skibe arbejdede de unge kvinder i Vestslesvig.

Disse omstændigheder har sikkert bidraget til at gøre retter som tyske klumper med spæk og sirup, tvebaksbudding, sætkag', sursteg og hvidkå'lsbudding almindelige. Påvirkningen ses også i frikadellerne. De ligner i deres ældste form de sønderjyske, idet der bruges brød eller rasp i stedet for mel. En gammel opskrift på fars til frikadelle ser således ud:  

¼  kg oksekød + ¼ kg svinekød hakkes, ikke for fint, blandes med 1 æg, 1 dl vand, lidt finthakket eller revet løg, lidt salt, peber og en anelse stødt ingefær, samt en ret tyk skive franskbrød, der har opsuget så meget vand eller mælk som den kan tage, hvorpå det meste af væden igen er presset ud.  

Sakkuk 

Måske er sakkuk, den ret som bliver regnet for Fanøs mest karakteristiske, ligeledes kommet hertil fra Vestslesvig. Det er en melbudding serveret sammen med sprængt kød, kartofler, spækterninger, svitsede løg, sirup og smør, og det var indtil lidt op i vort år- hundrede en stående festret, især ved bryllup. Mange folkelige viser og digte, hvori den nævnes, vidner om at den var en populær spise. I en tekst til én af de melodier som man danser sønderhoning (folke- dans på Fanø) efter, prises den mand lykkelig som bliver gift med en møllerdatter, thi han kan leve ved herlige retter:

Den der fær en mølledætter,

han ka' løv' ve' herli rætter,

mjelk å klumper,

flæsk å stumper,

sakkuk mæ' sirop...  

Tidligst blev melbuddingen lavet af bygmel, men så dukkede hvedemel og det udenlandske rismel op; og det blev fint at bruge disse produkter, også til melbudding. Her gives fem forskellige opskrifter ' dejen, fem blandt de mange der findes. De er beregnet til 10-12 personer:  

Sakkuk: Fanøs mest karakteristiske ret. En melbudding serveret med sprængt kød, kartofler, spækterninger, svitsede løg, sirup og smør.

5 sakkuk opskrifter: 

Nr. 1 er den ældste og den mest solide. De fleste foretrækker i dag de øvrige, der er lettere og mere porøse. Nr. 4 er dog også ret bastant, mens nr. 3 er den letteste, med smag både af bygmel og rismel, men noget grødagtig i konsistensen. Nr. 5 er formodentlig den yngste, da der kun bruges hvedemel, og det er den der har fjernet sig mest fra den oprindelige sakkuk.  

Dejen skal røres godt og være så tyk, at grydeskeen, når den bliver sat lodret ned i dejen, dejser ganske langsomt om. Er den ikke tyk nok må man røre lidt mere mel i. Som fedtstof bruges nu margarine, eller smør hvis man er flot, men madfedt, d. v. s. fedt fra suppe, regnes for det bedste.  

Nr. 1: 800 gr bygmel - 1 liter sødmælk - 50 gr gær - 6 æg - 140 gr fedtstof - 1 kaffeske kardemomme - 4 tsk salt.

Man blander mælk, gær, æggeblommer, kardemomme og salt i en skål, og derefter kommes melet i. Margarinen smeltes og røres i dejen. Til sidst piskes hviderne og vendes forsigtigt i.  

Nr. 2: 500 gr bygmel - 3 spsk rismel - 3 spsk fine byggryn - 1 ½  dl knuste tvebakker eller rasp - 1 liter sødmælk - 2 æg - 120 gr fedtstof - 4 tsk salt - 1 tsk melis.  

Fremgangsmåde som ved nr. 1.  

Nr. 3: 200 gr rismel - 1 ½  liter mælk - 3 spsk fine byggryn - 3 spsk hvedemel - 375 gr bygmel - 3 æg - 4 tsk salt - 1 tsk melis - 185 gr margarine.

Der koges en grød af 185 gr rismel og ¾  I mælk. Den afkøles og derefter i røres byggrynene, bygmelet, hvedemelet, og resten af rismelet, Æggeblommerne, salt + melis, den smeltede margarine og ¾  I mælk. Til sidst vendes de stiftpiskede æggehvider i dejen.  

Nr. 4: ¾  I mælk - 5 Æggeblommer - ¼  kg bygmel - ¼  kg flormel - 1 ½  dl fine byggryn - ½  bagepulver - 3 tsk salt - 125 gr smeltet fedt - 125 gr smeltet margarine - 6 piskede æggehvider. Ingredienserne blandes i den rækkefølge hvori de står anført.  

Nr. 5: ¾  kg mel - ¾  l mælk - 2 æg - 35 gr gær - 2 spsk fedt - 3 tsk salt.  

Laves som en almindelig gærdej. Når dejen er rørt og har hvilet lidt, kommes den i en smurt form. Man hælder lidt sirup, endelig ikke for meget, i bunden af formen inden dejen kommes i. Det pynter når buddingen er vendt ud. Formen må ikke være for fuld, kun ca. 75 % fuld.  

Den sættes i vandbad i en gryde, med så meget vand at det når næsten helt op til formens låg, og koges 2 ¼ -2 ½  time, absolut ikke mindre. Selvfølgelig med grydens låg på.  

Letsaltet kød koges i meget lidt vand. Det kan være stribet flæsk, bov, nakke eller hamburgerryg og, hvis traditionen skal overholdes, ligeledes sprængt lammekød. Til sidst koges faste kartofler sammen med kødet, uden at koge ud.  

Melbudding, kød og kartofler serveres sammen med svitsede løg, stegte spækterninger, fedtet herfra og sirup, evt. blandet med smeltet smør eller med fløde. De forskellige dele spises sammen, idet melbuddingen skæres i skiver. På den nordlige del af øen skulle der i ældre tid ikke blot være saltet svinekød og lammekød, men tillige saltet, tørret medisterpølse. Senere er man gået over til letsaltet medisterpølse og sprængt svinekød.  

Ifølge gammel skik bør der drikkes sukkersødet gammeløl til. Øllet skal være varmt, uden at have kogt. Når det skal være rigtig godt hælder man en sjat brændevin i. Det kaldes øl med pind, en drik der kendes på Fyn under samme navn, i Vestjylland ellers mest som ølhøvl.  

Sakkuk's oprindelse 

Det er den almindelige opfattelse på Fanø, at sakkuk er hollandsk og indført til øen over havet. Denne teori baseres på den kendsgerning at Fanø har haft forbindelse med Holland allerede før 1741, og at den derefter blev forøget stærkt. Man henviser til fannikernes egnsdragter, der har en vis lighed med hollandske, og til de hollandske kakler der i 1800-tallet dækkede væggene i mange køkkener på Fanø. Kaklerne var gode som ballast når skibene var på vej hjem uden megen last, og sandsynligvis har de også været et statussymbol.

Grundelementet i Fanøboemes kombinerede ret sakkuk - hvor navnet angiver at det er en ret kogt i pose - er og bliver dog stadig melbudding, i ældre tid kogt i en pose, senere i metalform, og denne budding traf man tidligere i Slesvig, Holsten og de forskellige frisiske områder, altså også Holland, hvor den har været meget spist, og stadig findes i nyere kogebøger, især under navnet "Jan in den zak", (»Hans i posen«). Ordet »zak« kunne måske nok give anledning til sammenligninger, men kan ikke bruges som bevis for at sakkukken er af hollandsk oprindelse.

Måske har betegnelsen »sakkuk« været almindelig i store områder i 1700-tallet og tidligere. I J. F. Schützes samling af plattyske ord, »Holsteinisches Idiotikon«, læser man i 3. bind, fra 1801, under »sakook«, at sådan hedder på dansk, hollandsk og på de holstenske Elbenskibe en budding bestående af mel, rosiner, blommer og korender, kogt i en kagepose af lærred; og yderligere betegnes den som »Schiffsbudding« (»skibsbudding«). Denne sidste lille oplysning må man også tage i betragtning. Helt op til begyndelsen af vort århundrede var melbuddingen almindelig kost til søs, både på mindre fragtskibe og på kuttere, også på engelske både. Det var i høj grad en sømandsspise, og der er altså mulighed for at de meget sejlende Fanøboere har lært den at kende til søs og indført den derhjemme, selv om man stadig må lade den mulighed stå åben at den er hentet i Slesvig. Sammensætningen af melbudding, flæsk og sirup med kartofler er jo ikke så langt fra den nordfrisiske klump med kartofler og flæsk.

Hvor så end fannikerne har hentet deres melbudding, er den overdådige kombination af budding, kartofler, lammekød, grisekød, medisterpølse, sirup, flæsketerninger og løg tilsyneladende helt deres egen.