61
En Rav-snak
Melodi: Nu lokker
atter de lange veje
Da jeg blev født, løb
jeg ned ad stammen
på skovens træ'r - jeg
var deres sved,
blev både hvid, gul og
rød i kammen,
imens jeg stille mod
jorden gled.
Og nu og da satte jeg
et minde
om dengang verden
endnu var ung,
en myg, en flue, du
måske finde,
hvis skæbne her jo
blev meget tung.
Mit liv har varet i
millioner
af år, før jeg blev en
moden gut.
Jeg kom hertil uden
illusioner
med isens bræ, før min
tur var slut.
Så ligger jeg her i
vand og vugger
og venter spændt på,
hvad der skal ske
imens omkring mig nu
havet sukker,
jeg kastes rundt som i
en lancier.
Så er der damer, og
der er mænner
med lange støvler fra
tå til skridt.
De fleste af dem I
alle kender,
de færdes hurtigt og
milevidt.
Ja, der er flere, end
jeg har vidst a',
- der er jo mange, der
følger trop,
de kunne let nå til
Jæren/Lista,
hvis de på række blev
stillet op.
Og disse men'sker er
mine venner,
de holder af mig, det
ved jeg godt.
I mange timer i vand
de render,
ja, selv når vejret er
koldt og gråt.
Men når de ser mig,
vil solen skinne,
i deres blik er der
kærlighed.
Af dem jeg gerne vil
la' mig finde,
når jeg er landet på
Fanøs bred.
Nu kan jeg blive et
kostbart smykke
og siddde smukt på en
piges arm.
Men jeg ku' også let
finde lykke
i kæde tæt ved en
kvindes barn.
Og jeg ku' tænde lidt
glans i øjet
som hjerte hængt om en
barnehals.
Og jeg ku' føle mig
ret fornøjet,
hvis jeg kom med i en
lystig vals.
Jeg kom til Fanø på
havets bølge,
jeg kom til Nordby og
Sønderho.
Min rejselyst har jeg
kunne dølge,
her er så dejligt, her
vil jeg bo.
Herfra jeg sender en
venlig tanke
til dengang skov
dækked’ jordens muld,
så man på stranden
endnu kan sanke
i ny og næ lidt af
”Nordens guld”.
V. H. Kittelmann
|