|
53 (51)
Melodi: Jeg elsker de
grønne lunde.
Som barnet sin moders
stemme
vi elsker dit hav, din
strand,
vi føler, at her har
vi hjemme,
at du er vort
fædreland.
Vi mindes vor barndoms
dage
i læ af din hvide klit
-
det minde os drog
tilbage,
om end vi fo'r
milevidt.
Vi mindes vor leg ved
stranden
den solvarme sommerdag
-
hvor fjernt imod
himmelranden
vi drømte et
stjernetag.
Vi mindes, når stormen
tuded,
og bølgen mod klitten
brød -
når angst vi for far
derude
os bøjed mod Gud i
nød.
Og kom så en dag dog
sorgen
og gæsted vort lille
hjem -
du Gud - fra i går og
i morgen -
vej viste os atter
frem.
Du tog vor fader, vor
broder,
vi fulgte dog glad
deres spor -
du gav vor sørgende
moder
den trøst, som i håbet
bor.
Ja, vel er med savnet
og sorgen
fortrolig, o, Fanø,
din kyst -
den færd, som fra
tidernes morgen
var stedse din ungdoms
lyst.
Og vel er der skønnere
steder
og egne med blidere
kår -
men alle vor barndoms
glæder
om dig som en krone
står.
Og alle vort hjertes
længsler
på sømandens
langvejsfærd
i fare, i nød og i
trængsler
gjaldt dig og vor
hjertenskær.
Vi elsker din brune
banke,
vi elsker din hvide
klit,
din strandbred er for
vor tanke
en drøm om alt rent og
hvidt.
Som du var vor
barndoms rede,
vor manddoms længsel
og fred,
så vær - om i sorg
eller glæde -
vor alderdoms
hvilested.
Som levet vi har vor
sommer
i pagt med din strand,
dit hav,
så skænk os, når
høsten kommer,
i din hjemlige jord -
en grav.
Mads Kromann
|
