Til min Frelser

Der er en Verden i min Barm,

hvor tusind Kræfter spille;

der er saa megen Støj og Larm,

saa lidt af Fred og Stille;

men gennem Larmen i mit Bryst,

de vilde Kræfters Brusen,

et Suk, et dæmpet, stiger tyst

opad med sagte Susen.

Gudsbarnet græder i min Barm,

og dets er Hjertesukket,

Gudsbarnet, Herren tog paa Arm,

og Daabens Bølger vugged.

Det græder for den verden vild,

der larmer i mit Indre,

og hvor det ser saa mangen Ild

med vilde Luer tindre.

Den Verden i min Barm saa haardt

med Aanden staar i Fjendskab,

Gudsbarnet aldrig paa Akkord

kan gaa med den om Venskab. 

Nej - evig fast er Kampen sat,

og Liv og Død det gælder; -

ak! - ofte dog Gudsbarnet mat

og træt sit Hoved hælder!

Da stiger Sukket dybest frem,

da græder det i Barmen,

Gudsfreden er som uden Hjem

i al den vilde Larmen.

Men græd du kun! - den græder ej

for Guld, som Guld. ej gemte;

-         lad Sukket gaa! - det finder Vej

til ham, dig aldrig glemte.

0, du, som tog mig paa din Arm

og korsed mig til Sejer,

og aanded Freden i min Barm,

den Fred, som du kun ejer!

0, hold mig fast og gør mig stærk,

og øg min Tro, den lille,

gaa med den til sit Kæmpeværk

og tru de Bølger vilde!