Ved et Guldbryllup

Et halvt Hundred Aar - det er Dagen saa lang,

der lyste for Jer, Gamle! og saa Eders Gang.

Et halvt Hundred Aarl - hvilken Smerte og Lyst

har de dog ej at bringe et Menneskebryst!

Med Sol og Skygge skifted' den lange Dag vel tidt,

og Sorg og Glæde blandtes, mens den blev gennemstridt;

men hvad der blev det samme, mens Dagen den led,

var Glansen fra dens Morgen: Den unge Kærlighed.

Den bliver aldrig gammel, og aldrig skal den dø;

thi selv den er spiret af et Evighedsfrø.

Lad Haaret kun graane, lad Synet blive mat,

den er dog Stjernen klare i den mørkeste Nat.

Hil sidde da i Gamle! nu efter Dagen lang,

mens Kvælden sagte skumrer om Eders stille Gang!

Et halvt Hundred Aar! - Lad dem Minder bære frem,

om hvad I fik at leve fra Gudfader i dem!

Og Mindets Aftenrøde med son dejligst Glans

Er Guld, hvoraf der flettes Jer en Guldbryllupskrans.

Se,der er mange Blomster, og der er mangt et Blad,

Et halvt Hundred Aar har em føjet I rad.