|
12 (13)
Egen melodi.
Venlige aftenvind,
bring du min klage -
hen til min ven.
Bed ham, o, bed ham at
komme tilbage -
til mig igen.
Hist ved de fremmede
strande han vanker,
mon han dog bærer i
hjerte og tanker
pigen, som venter ved
Nordsøens banker?
0, gid han var her
igen.
Borte i syden min
elskede drager - mon han er tro?
Sig, om de glimrende
møer ham behager -
du ved det jo.
Sig, om den glødende,
ravnsorte pige
fængsler hans hjerte
ved sang uden lige.
Når hendes toner mod
himlen stige,
mon han da mindes sin
ven?
Når jeg ved stranden i
ensomhed sidder -
mindes jeg dig.
Hører i skoven jeg
fuglenes kvidder -
da tænker jeg:
0, gid han var her, så
skulle vi bygge
ensomt i skoven vort
hus og vor lykke,
blomster og løv skulle
værelset smykke,
bedre end fløjel og
guld,
Aftenvind, vift i min
elskedes lokker -
hvor han end er -
og dersom fremmede
piger sig flokker -
om ham, da bær
hilsen fra Danmark og
så fra hans pige,
at han står ene,
forladt må du sige,
sig, hun er trofast,
vil aldrig ham svige,
sig, at hun elsker kun
ham.
Og hvis han rigdom i
guldlandet henter -
før ham da hid;
jeg er kun ringe, ej
rigdom jeg venter -
men elskte, vid:
Vel er hun fattig, den
lille Kirstine,
rig er min kærlighed
dog som en mine -
kun dig jeg elsker, ej
sagerne fine.
Elskov er glad uden
dem.
Men om han sank i den
frådende bølge -
skaf mig da bud,
at jeg ham trofast i
døden kan følge -
hist op til Gud.
(Pludselig dukker
sømanden frem og siger):
Nej, vi skal leve og
sorgerne glemme -
kender du ikke din
elskedes stemme?
Hist ligger båden, og
nu er jeg hjemme
hos min Kirstine igen.
|
