HJEM

                                         

Links og litteraturliste
Indholdsfortegnelse
Fanøs historie
Fakta om Fanø
Lokalhistorisk forening
Tema
Fanø i sejlskibstiden

Vælg mellem bogmærker

Fanøs badevogne en aviskommentar(top)

Fanøs badevogne en aviskommentar

Selv om flere, bl.a. Esbjerg Museum, erklærer sig villige til at overtage Fanøs historiske badevogne, siger badedirektør P. O. Lassen at vognene skal hugges op, fordi ingen interesserer sig for dem.  

Mel: Jeg elsker den gamle, den vaklende rønne… 

Jeg elsker de vogne, de vaklende, grønne,

hvori vi som unge blev trukket til vands.

Fra dem har vi set på de badende skønne.

Nu står de og frønnes langt inde til lands.

 

De rådner hos Lassen, som styrer på pladsen,

og vognenes venner kan få sig en prop.

Man soll sich mit Lassen verblüffen nicht lassen,

mens vognene mørnes og mundhugges op.

 

Publikken og massen er vrede på Lassen,

mens vognene langsomt for lov at forgå.

Man møder hos Lassen, lidt stram i grimassen,

men det kan hr. Lassen ikke forstå.

 

Hvis Lassen vil være en smule gelassen,

kan vognene reddes, hvis andre blot må,

og tilmed kan Lassen få penge i kassen,

så det må selv Lassen vel kunne forstå.

 

*) Visen er skrevet af "Rimus", Redaktør Axel Hansen, Jyllands-Posten, kendt for de mange viser i fanø Ugeblad med underskrift »Rimus«, har udgivet en visebog med titlen »Min ungdom i vers og viser«, og i denne bog findes ovennævnte vise, der kan synges efter » Tørresnoren«. Axel Hansen er født i Esbjerg.

 

Jeg forpagtede de store hoteller fra 1945 til 1955 og opkrævede ifølge servitut kr. 1,- pr dag pr gæst for gratis brug af vognene. Det gav jo et økonomisk grundlag. Da hotellerne blev solgt, nægtede de nye ejere at betale denne afgift og dermed faldt økonomien væk, og vi ønskede ikke nogen retssag om dette spørgsmål. 

Herudover ændrede badevanerne sig. I stedet for en badetur, blev det til en hel dag på stranden. Bilturismen gjorde, at hele stranden kunne anvendes og strandlivet ændrede karakter. Alt dette forårsagede, at badedriften måtte ophøre i 1961. Vognene blev hugget op. Kun to blev tilbage. Den ene fik fru konsul Wohlert, den anden fik baron Raben Levetzau til at sætte i bilmuseet på Ålholm. Atter en epoke i Badets historie var forbi. 

Strandkurvene har jo fra tidernes morgen været en del af badelivet og strandlivet. Hver familie lejede en kurv med tilhørende flagstang. Dette fortsatte til midt i 50'erne, hvor man i de glade diskotekdage fandt det morsomt hver aften at stille nogle i ring og brænde et par stykker under sang og bægerklang. Dermed holdt udlejningen af strandkurve op. 

I 1962 kom imidlertid en stille tysker og forespurgte, om han måtte stille 100 kurve op, og hvad han skulle betale herfor. Aftalen blev lavet. Han betalte afgiften. Da efteråret kom, kørte vi kurvene i garage, og jeg så ham aldrig mere. Næste sæson lejede jeg dem ud, og satte indtægten op som gæld. Men afbrændingerne fortsatte, så jeg solgte kurvene. Omtrent hver villa købte en, og min gæld til denne mand blev større og større.

Badeliv 1955

Stranden 1950

 

 
Tilbage Fremad