TIPVOGNSBANER
Det
voldsomme fæstningsbyggeri stillede store krav til færgeriet og
logistikken på Fanø. Dette emne - og bardomsoplevelser i forbindelse
hermed - er skrevet af
Af Gunnar
Sonnichsen Engsted.
Det var
dog først i foråret 1943, at bunkersbyggeriet rigtig tog fart.
Værnemagten havde besluttet, at der, blandt meget andet, skulle bygges
et større luftværnsbatteri ved Skrånbjerg på Halen.
Dette
flakbatteri kom, da det var færdigbygget, til at bestå af 3 større
betonbunkere hver med en 37 mm luftværnskanon samt en håndfuld mindre
bunkere til ammunition, projektører, maskingeværer, maskinhus,
ferskvandsreservoir m.m. Dertil kom mandskabsbarakker osv., ja selv en
mindre svinestald havde man derude. Batteriet var hele vejen rundt
"indhegnet" og beskyttet af pigtrådsspærringer og minefelter og kunne
fungere næsten som et selvstændigt fort. Til dette store byggeri, som
tyske entreprenørfirmaer stod for, skulle der bruges store mængder beton
(mere end 3500 kubikmeter).
Byggeriet
påbegyndtes den 5. maj 1943 og blev afleveret til den tyske marine den
2. november samme år. Herefter gik våbenteknikerne i gang med montering
af kanonerne og andet krigsudstyr.
Man var
dog inden starten af dette byggeri blevet klar over, at den daværende
markvej slet ikke kunne klare en så voldsom belastning, hvis transporten
derud af grus, cement og armeringsjern skulle foregå med lastbiler. Der
var derfor kort forinden blevet anlagt en jernbane (tipvognsbane) fra
Rindby Brugs (nuværende diskotek "Chaplin") til. Skrånbjerg på
"Halespidsen" .
Banen
startede lige overfor Rindby Brugs på østsiden af Sønderhovejen. Her var
der en slags omladeplads, hvor de forskellige byggematerialer blev
lastet på tipvognstoget. Materialerne blev nemlig kørt hertil på
lastbiler og hestevogne fra havnen i Nordby. Armeringsjernet hentedes på
en "bindeplads" som lå på en mark overfor sognefogedgården (Nørby Kro)
på nordsiden af Strandvejen.
Det meste blev sejlet herover i store lægtere, som lossedes ved den
daværende trækaj neden for Krogaarden. Under denne kaj var der anbragt
bomber med fjerntænding. I første omgang blev materialerne hentet her og
som nævnt kørt til Rindby.
De første
ca. 100 meter var denne bane 2-sporet, nemlig med et spor på hver side
af Halevejen. Det nordlige spor førtes så over Halevejen, og banen
fortsatte som enkeltsporet helt ud til Skrånbjerg. Banen fulgte
Halevejen på sydsiden af denne til Klingebjergvejen; løb så i en blød
kurve ca. 150 meter på østsiden af Halevejen, krydsede igen vejen og løb
så langs med vejen, men ca. 100 meter vest herfor indtil huset "Ekko",
Halevejen nr. 8. Herefter fortsatte banen i en kurve vest om den senere
gravede sø ved Halevejen nr.18 og endte lige øst for selve Skrånbjerg.
I alt en
strækning på ca. 4 kilometer (Der er lidt usikkerhed med hensyn til
banens nøjagtige forløb på det sidste nordlige stykke fra Halevejen nr.
16 til Halespidsen.) Flere steder på strækningen kan der dog endnu anes
menneskeskabte konturer i terrænet, ligesom der flere steder kan ses
grus, som sikkert stammer fra banen.
Trækkraften til tipvognene bestod af 1 stk. ældre grønmalet
rangerlokomotiv med et stort svinghjul og håndstart. Der var påsat en
jernklods i begge ender formentlig for at forøge vægten. Der var
endvidere 2 nyere lokomotiver af mærket "Bur Wain"; de var blåmalede, og
de vejede ca. 5 tons, har jeg fået oplyst. De var udstyret med
gasgenerator i starten, men kørte senere på syntetisk benzin.
Tipvognene var ikke særlig store, (en fortæller kan huske, at de var ca.
2 meter lange), og der var 6 -8 vogne i et vogntog, Sporbredden var ca.
90 cm. Nogle af vognene havde i stedet for tippelad en flad træbund, som
så kunne anvendes til transporten af armeringsstål og cementsække. Nogle
af disse fladvogne var forsynet med en dobbeltbænk i vognens
længderetning; her kunne så sidde 4 - 5 mand på hver side. Der skulle jo
også befordres mange arbejdere til byggepladserne.
Det har
ikke været muligt for mig at finde oplysninger om, hvornår denne
tipvognsbane blev afmonteret. Dog tyder meget på, at banen er blevet
overflødig som transportmiddel til dette område, da byggeriet var
færdigt i december 1943.
Det er
også højst sandsynligt, at samme bane blev flyttet og genopstod på
strækningen fra Nordby Havn til det langt mere omfattende bunkersbyggeri
kaldet Grådybbatteriet ved Fanøs nordvestkyst. Dette byggeri blev nemlig
påbegyndt den 12. juni 1944.
VESTBANEN.
Med
hensyn til denne tipvognsbane, (her kan jeg jo så kalde den "Vestbanen"),
findes der langt flere oplysninger. Mange flere personer kan huske den;
der findes et fotografi af den, (i Bedstefars Billedbog) og jeg har selv
som dreng set banen, fået køreture med et af lokomotiverne, og leget ved
anlægget i foråret 1945. Denne bane eksisterede nemlig ved krigens
afslutning, og blev først brækket op og forsvandt fra Fanø i forsommeren
1945. Jeg har ikke kunnet få oplyst hvor den senere havnede.
Banen
blev, som antaget, anlagt i foråret 1944 til transport af de store
mængder byggematerialer, der skulle bruges til de store bunkersanlæg på
Fanøs nordvestkyst. Det største anlæg herude var batteriet "Graadyb",
som værnemagten kaldte det. Det kaldtes senere af danskerne for "Gneisenau-batteriet",
idet dets 4 stk. 15-eentimeters kanoner i 2 dobbelttårne var nogle af
reservekanonerne (sekundærskyts) til de tyske slag krydsere "Gneisenau"
og søsterskibet "Scarnhorst".
Selve
bunkersanlægget skulle efter de tyske planer bestå af to store bunkere
til selve de svære kanoner; to store ammunitionsbunkere og mindst 8
andre forskellige bunkere til forskellige formål. Heraf blev 5 stk.
aldrig helt færdigbyggede. Til hele anlægget skulle bruges ikke mindre
end 11.530 kubikmeter jernbeton, og det krævede naturligvis en
organiseret og stabil forsyningsvej.
Denne
bane startede ved Nordby havns Sønderbro, lige neden for Krogaarden;
førtes langs kajen og havnefronten, tværs over Skibsværftet, tæt øst for
huset "Kræmmerhuset" , hvor der i mange år lå en større stak størknede
cementsække som stammede fra en afsporing eller "sabotage"?
Faktisk
løb den der, hvor det nuværende dige ligger, - forbi Radio Jens's mølle,
og op på toppen af en stor langstrakt grusdynge beliggende der, hvor den
nordlige fløj af Plejehjemmet nu ligger.
Tipbane ved Svenskeren
Heroppe
kunne man så vippe gruset af til begge sider; således, at det var
bekvemt at læsse det på lastbiler. Der var jo et stort behov for
byggematerialer til alle mulige andre bunkers og vejanlæg som
herrefolket var i gang med.
Lige
neden for denne grusbakke var der et sporskifte. Herfra kunne en stor
del af togene dirigeres direkte ud mod vest til selve byggepladserne.
Sporet lå midt i den nuværende Vigensvej, krydsede Hovedgaden ved
"Brugsen" og fortsatte ud ad Gasværksvej, (den nuværende Niels Engersvej.)
Her løb den forbi Gasværket, hvor nu Sct. Georgskollegiet ligger, og
fortsatte vesterud direkte til det sydvestlige hjørne af
Kikkebjergplantagen.
Herfra
fulgte den markvejen, der fører sønden om Jørgen Hansens Plantage, idet
den fulgte nordsiden af den store grøft, som senere bliver til den store
"Grønninggro". Løber forbi stedet, hvor afvandingsgrøften fra området
ved Tempo Supermarked støder til Grønninggroen. Gik norden om Johannes
Post's Have og videre mod nordvest til Kviepladsen, løb over denne og
endte ved en aflæsningsplads, (der kan ses endnu) lige øst for
betonvejen, der fører op til selve "Graadybbatteriet".
Man kan
sagtens i dag finde banens forløb ude i "Æ Mark," som det hed dengang;
og det kan anbefales til en fin travetur i skønt terræn. Hele banens
længde fra Havnen til Graadybbatteriet er målt ud til 3,9 kilometer.
Der
knytter sig unægtelig nogle historier til og om denne Vestbane. Jeg har
ingen grund til at betvivle rigtigheden af, hvad jeg har fået fortalt af
forskellige ældre mennesker.
En dag i
sensommeren 1944 kom to større og en lidt mindre dreng roende ind ad
loen på vej hjem efter en fisketur. Da de passerede Sønderbro (ved
lavvande), opdagede en af drengene, at der stod nogle store grå kasser
på træbjælkerne inde under selve brodækket. Kasserne var forbundet med
ledninger, så det måtte vel være en form for sprængstof, men de var ikke
særlig solidt surrede til træværket. De to store drenge fik nu den
mindre dreng til at vælte en af kasserne i vandet med en åre; dette gav
et vældigt plask, som tilkaldte et par værnemagtssoldater. De to store
drenge nåede at stikke af, men den lille blev fastholdt. Han fortæller,
at han aldrig i hele sit liv har fået så mange tæsk af en åre, som ved
denne lejlighed. Havde der været SS-folk til stede, var han nok ikke
sluppet med tæsk.
Vestbanen
var også udsat for "rigtig" sabotage udført af "rigtige sabotører"
nemlig den 26. november 1944. - To sabotører fra en gruppe på Esbjerg
egnen skulle med hjælp fra en herboende anbringe 3 bomber. Bomberne var
i forvejen på dramatisk vis blevet smuglet herover med færgen (vistnok i
en barnevogn).
Der
skulle anbringes en bombe på lossekranen, der var monteret på kajen og
ligeledes en bombe på lægteren og den sidste skulle monteres på
lokomotivets buffer. Bomberne blev skam anbragt, men der må have været
en fejl ved dem, for de ville ikke detonere. Det var jo ærgerligt, men
efter nogen tid blev de opdaget af tyskerne og afmonteret. Sabotørerne
var da over alle bjerge, og ingen kom til skade ved den lejlighed.
I
forsommeren 1945 legede jeg og en ældre kammerat ude ved Gasværket.
Krigen var forbi, men man måtte stadig ikke gå frit rundt ude "i
marken", som dengang var alt, hvad der lå vest for Kikkebjerg Plantagen.
Pludselig
kom en ældre mørklødet mand kørende vestpå i et tipvognslokomotiv. Han
spurgte, om vi ville have en køretur, - det var da også noget at spørge
om, så vi klatrede om bord, og så gik det sindigt vestover. Han blev
kaldt "Gokke" fortalte han, og han imponerede os med, at han kunne vende
den cigaret han røg på, så gløden kom indad, uden at røre den med
fingrene, - og så stadig ryge på den.
Da vi
havde kørt et stykke, spurgte han pludselig, om vi ville have
lokomotivet? Han viste os, hvordan man fik maskinen til at køre, - og
til at stoppe; og så hoppede han selv af. Jeg tror, at vi nåede at køre
et par hundrede meter før modet slap op; det var jo ukendt land for os,
og vi var langt hjemmefra; - så hoppede vi af, og gik på svellerne
tilbage til de mere kendte omgivelser ved Vestervejen. Lokomotivet
fortsatte alene langsomt vestpå, - vi så det aldrig mere.
"Gokke"
med kone og en datter kom senere til at bo ude i "Lejren" som bestod af
de 4 store barakker, som den tyske marine havde brugt til skole for
nogle af deres søkadetter. Den lå lige nord for Vestre Kirkegård, og det
var en yndet søndagsspadseretur under den sidste del af krigen, at gå
helt ud til hegnet ved kirkegårdens toilet, og herfra følge de mange
eksercerende marinere; man havde jo her første parket. Den vestligste af
disse barakker var ikke en træbarak som de øvrige; den var lager for
krigsskibsmodeller og flymodeller og eksisterer endnu, men er ombygget
til ferieformål og tilhører Københavns Kommune.
Ovennævnte lejr blev ved krigsafslutningen også brugt til at huse de
mange tyske flygtninge.
Ved
krigens afslutning var tipvognsbanen fra "Svenskeren" til grusbakken en
yndet legeplads vel især for de større drenge. De skubbede en tom
tipvogn op på bakken, derefter kravlede alle om bord, og så gik det
nedad i god fart og under megen rumlen. Der kunne køres helt hen til
Svenskeren. - Jeg husker ingen episoder med tilskadekomne drenge under
den leg, - mærkeligt nok.
Af hensyn
den yngre del af læserne, som måske undrer sig over, at det kun er ca.
55 år siden at alt dette skete, og at det alligevel ikke er mere kendt,
må de jo tænke på, at befolkningens bevægelsesfrihed var stærkt
begrænset. Under krigen af værnemagten, og efter krigen af diverse
minefelter, pigtrådsspærringer, emsige forældre og andre ældre,
skolelærere, politibetjente osv.
Dertil
kommer, at kun meget få havde adgang til de "interessante" steder,
medens banerne kørte på højtryk. Det var f.eks. kun nogle få af de
landmænd, der havde jord at passe i de berørte områder, der havde
værnemagtens tilladelse til at komme ud på Halen under den sidste
halvdel af krigen.
Som
skrevet tidligere er det meste af denne beretning fortalt af mange
forskellige mennesker. En lille del af oplysningerne kunne findes i
Sognearkivet og lidt i Bedstefars Billedbog.”
|