Fiskeri, Robbefangst (sæl) og handel på Island og Grønland

I 1614 grundlagdes der i Holland et selskab med hvalfangst i Nordhavet for øje. Adskillige beboere fra Vadehavsøerne, også fra Fanø tog hyre på hvalfangerskibene. Dels på grund af de gode penge der var at tjene på hvalfangerskibene og dels fordi man da undslap udskrivning til orlogstjeneste, en tjeneste man kunne risikere at skulle være i indtil 8 år.

I Holland anskaffedes efterhånden et stort antal skibe til hvalfangsten, i 1701 talte flåden 207 skibe med et udbytte på 2071 hvaler.

På samme tid havde Hamborg 54 hvalfangstskibe og tog 544 hvaler. 

Omkring 1720 tiltager hvalfangsten betydeligt, og Föhr, Sild og Rømø udruster skibe til hval- og sælfangst og herudover besætter man københavnske og andre selskabers skibe med mandskab og førere - sidstnævnte blev kaldt kommandører. I Nyck på Föhr var der omkring 1720 blevet oprettet en navigationsskole, hvor matroserne fra Vesterhavsøerne fik undervisning i navigation og efter praktisk uddannelse om bord i hvalfangerskibene, kunne de ansættes som kommandører. Fanøboerne vedblev dog at sejle som matroser på hvalfangerskibene.

Farvelagt tavle fra omkring 1750 med hvalfangstmotiver og beskrivelser af kendte hvalarter. Tavlen er publiceret i et Natur- og Kunstatlas, Nürnberg 1760. 

Sejladsen og fangsten i Nordishavet var besværlig og livsfarlig og kostede mange menneskeliv. Man finder jævnligt i kirke- og tingbøgerne omtalt, at Fanø matroser ”blev i strædet”: omkom i Davidsstrædet. 

Sidst i marts sejlede hvalfangerskuderne fra hjemhavnene mod nord. Det var en flere uger lang tur, at komme til fangstpladserne mellem Spitsbergen og Grønland, ved Jan Mayen eller i Davidsstrædet vest af Grønland.

Henricus Hondius's (1588-1658) polkort fra 1636 omgivet af hvalfangstmotiver fra Svalbard 

Det var en hård tjans at sejle oppe nordpå og jage de store havdyr. Disciplinen var streng og religionen blev brugt i tugtens tjeneste; det kostede mulkt at udeblive fra andagt og bøn, og sløseri og drukkenskab kunne koste hele den samlede hyre. Heller ikke diskrimination og mobning på grund af sprog og kultur blev tolereret.

Hvalfangst i isen. I slutningen af det 17. århundrede blev det mere og mere almindeligt at drive hvalfangst uden brug af landstationer. Hvalspækket blev enten kogt ombord eller transporteret til kogerier i hjemlandet. Billedet er en pennetegning af A. V. Salm fra 1706. 

Farligt var det også; skibet kunne blive knust oppe i isen og den enkelte kunne komme galt af sted i kampen med en såret, men endnu stærk hval. Og skørbugen hærgede som regel på grund af ensidig kost og vitaminmangel.