Skibe på sælhundefangst

Fra Hjerting og Ho udsendtes fra omkring 1720 skibe på sælhundefangst og der blev anlagt et trankogeri i Hjerting, der lå der indtil 1758. I 1769 blev trankogeriet flyttet til Nordby.

I 1748 udruster rådmand og handelsmand Jens Rasmussen Rahr fra Ribe et skib til hval- og sælfangst i Nordishavet. Kommandøren og styrmanden var fra Rømø, men matroserne fra Fanø og Hjerting. Hyren for en matros var 5 ½ Rdl. Månedlig, 2 Rdl. Af hver hval og 8 Sk. Af hver sælhund der fangedes. En hval af mellemstørrelse gav ca. 120 tønder tran.

Hvalprodukter 

Hvalolie indgik som hjælpestof i beklædningsindustrien, ved garvning af læder og rebslagning. Som hovedråstof fandt hvalolie især anvendelse ved fremstilling af sæbe- produkter til rengøring og vask, samt til produktion af skibstjære, lak og maling. Hvaloliens bestanddel af glycerin blev brugt ved fabrikation af kosmetik og sprængstoffer. Hovedparten af hvalolien gik dog til belysning og som smøremiddel i industrimaskiner. Barder var et andet vigtigt råstof fra hvalfangsten. Deres anvendelse var dog meget modepræget, og afsætning og priser var derfor uberegnelige. De elastiske og stærke bardefibre blev benyttet til mange formål, fx. som stivere i parasoller, korsetter, vifter, ridepiske, lampeskærme og som afstivning i overklassekvindernes omfangsrige »fiskebensskørter«. Også kunsthåndværkere kunne anvende barder til drejerarbejder samt til fremstilling af knivskæfter, hårspænder m.m. og snedkere og skræddere benyttede råstoffet til mange formål.