Hestvoddet

En nær parallel til fiskeri med soppevod var brugen af hestvod. Fiskeriet forgik parallelt med kysten mellem inderste revle og havstokken på den måde, at det ene vodtov blev trukket inde på strandbredden enten af en mand eller undertiden bundet fast til en hestevogn, der blev kørt langsomt af sted, mens det andet vodtov var bundet til en hes, der blev redet frem på revlen. Havde man ikke rådighed over heste, kunne begge vodtove trækkes langs strandbredden og voddet holdes udspilet ved at en mand med en lang stang skød den yderste vodarm ud, så godt det lod sig gøre. Når voddet blev for tungt at trække på grund af fangsten, blev den yderste vodarm ført ind til kysten og voddet tømt. 

Krogfiskeri

Når krogfiskeri drives erhvervsmæssigt, sker det som "bakkefiskeri" (heraf navnet bakskuld). Langline-, krogline- eller blot linefiskeri. Selve redskabet, der er uhyre simpelt, består nemlig af en hovedline, hvortil der med ens mellemrum er fæstnet små korte sideliner, tavser, der hver bærer en krog. Som linefisker man afhængig af en række personer som arbejdede i land: drejere, esepiger og løbere - folk der henholdsvis skaffede madding, satte den på krogene, og tog sig af fangstens afsætning.

Så godt som ingen af 1800-tallets vestkystfiskere levede af fiskeri alene, de drev også landbrug, avlede lidt hø eller korn, og trods det bare og forblæste landskab kunne de fleste holde et par køer og måske nogle får, som fandt deres føde i klitterne. Denne forbindelse mellem landbrug og havbrug var noget typisk for den tids fiskeri. Året igennem lagde man hovedparten af sine kræfter skiftevis på det ene og det andet felt. Fra om foråret når vandet blev så varmt, at fisken trak mod land, drev man hårdt med fiskeri, så at sige dag og nat, fra marts - april og til omkring St. Hans. Fiskere, esepiger og drejere flyttede da fra gårde og huse ud i hytter eller boder ved kysten, hvor de så opholdt sig omkring en fjerdedel af året. Senere, når sommermånederne begyndte, søgte både fisk og mennesker bort fra kysten; fisken fordi vandet blev for varmt, og for mennesket var der meget arbejde at gøre andetsteds. Det var navnlig høslæt og kornhøst, der gjorde krav på fiskerens arbejdskraft, enten på hans egen jord eller på andres. I løbet af efteråret var der atter fisk at fange, og mange genoptog fiskeriet, gerne i tiden fra Mikkelsdag, den 29. september, og til hen imod jul. Resten af vinteren arbejdede man igen i landbruget, fx med tærskningen, men samtidig måtte tiden udnyttes til fremstilling og klargøring af fiskeredskaber inden foråret. 

Redskaberne 

En torske- eller kullerline var 200 - 250 meter lang og forsynet med 200 kroge. Tavserne sad med ca. 1 meters mellemrum. De var omkring en halv meter lange og af et tyndere og mere smidigt materiale end selve linen. Før i tiden brugte man hjemmedyrket ør eller hamp, som fiskerne selv behandlede og snoede til tavser enten på håndten eller på tavserulle. På den sidste kunne der slås flere tavser på én gang. Senere gik man over til at sno tavserne af bomuldsgarn. 

Fiskekrogene var også hjemmelavede i ældre tid. Ofte var det dog specialistarbejde, idet enkelte fiskere med det rette håndelag kunne skaffe sig en ekstra fortjeneste ved krogfremstilling- og salg. 

Når kroglinerne ikke var i vandet, havde de deres plads i en flad bakkelignende trækasse, benævnt "krogtrug" eller "bakke", hvis bund målte ca. 50 X 70 cm. For at forhindre tavserne i at komme i urede og for at holde orden på krogene, hørte der til hver krogline en "splidstok" eller "krogklemme". Det er en træliste, 30 - 40 cm lang, som er spaltet på langs undtagen de sidste 10 cm, der i stedet har en let tilspidsning. Spaltens og stokkens tværsnit er nøje tilpasset krogenes form, således at de én for én kan føres ind i spalten, hvor de sidder så fast, at de ikke kan falde ud eller bytte plads. 

Hermed er vi nået frem til bakke- eller linefiskeriets redskabsenhed: "en bakke", som er betegnelsen for et krogtrug der rummer tre liner med hver 200 kroge anbragt i deres klemmer. Heraf er benævnelsen bakkefiskeri afledt. 

Toggergarn

En særlig raffineret garntype er "toggergarnet", også kaldet grime-, pose- eller troldgarn. Toggergarnet har i modsætning til almindelige garn tre garnvægge. Den midterste er forholdsvis tætmasket, meget løst redet, og hænger frit ned mellem de vidmaskede og stramme ydergarn. 

Når en fisk forsøger at svømme gennem garnet, skubber den det finmaskede indergarn gennem en maske i det stormaskede ydergarn og fanges derved i en pose. Kendte man fisken retning, behøvede man kun to garnvægge; skulle garnet fiske dobbeltsidigt, måtte man have tre. 

Fiskegård og ruse

Skullegårde i marsken 

Skuller er et lokalt navn til fladfisk (og ordet skuld kommer af den tyske benævnelse for rødspætte "scholle"), og skullegårde har været at finde på marskfladerne fra Esbjerg og syd på. 2 gange i døgnet strømmer tidevandet ind over de udstrakte flader. Med tidevandsbølgen følger fladfisk for at æde af bundens dyr. Når vandet trækker sig tilbage, følger fisken med ud igennem de strømrender, loer, som dannes i marskfladerne. Ved siden af en lo blev der stukket stokke eller ris ned i bunden, således at der dannedes et V med spidsen pegende mod havet. Midt i vinkelen sattes en garnruse. Når fiskene søgte udad med strømmen, indfangedes de i vinklen og gik i rusen. Hvis der ikke altid stod vand på stedet, skulle rusen graves lidt ned, således at fiskene kunne holde sig i live.

Denne ruse bestod i ældre tid ofte blot af en netpose svarende til den, der blev benyttet i fiskegårdene i åerne. Den kaldtes en ham. Et hamsted er vist nok første gang nævnt på Fanø i 1608, men sprogforskerne hævder, at ordet må være lånt sydfra allerede i vikingetid eller tidlig middelalder.

Når vaderne var blevet tørre, gik marskboen ud til sit fiskeredskab. Fra Mandø fortælles dog om, hvordan kvinderne tidligere på skift kørte ud med stude for vognen, for at røgte skullegårdene. Fiskekurvene sattes ud på vejen, og den kone, hvis tur det var til at røgte alle skullegårdene, tog kurvene med i sin vogn, og ved hjemkomsten satte hun atter de fyldte kurve rundt om i byen.