Fremstilling af redskaber 

Det foretrukne materiale til binding af net var hør og hamp. Omkring 1875 kunne man købe maskintvundet hørgarn, ellers havde man hidtil selv stået for hele fremstillingsprocessen. Bomuldsgarn kom frem i slutningen af 1800-årene og anvendtes, indtil nylon slog igennem i slutningen af 1950erne.

Bødenålen var et af fiskerens vigtigste arbejdsredskaber. Den var i ældre tid af træ eller ben og fandtes i forskellig størrelse, afhængig af, hvilke masker der skulle bindes dermed. For at få samme størrelse på alle masker bandt man dem over et bindebord eller skel. Under bødningen anvendtes bødekniv eller særlig fingerkniv til overskæring af bindetråden. Det større tovværk var af hamp. Senere begyndte man med manila og sisal.

Til snoning af tavser (de korte snore med kroge, der hænger ned fra langlinen) er der blandt fiskere frembragt redskaber, som hovedsagelig kun anvendtes til dette ene arbejde. Håndtenen der var en forløber for den almindelige spinderok, var i brug på Harboøre-egnen til i slutningen af 1800-årene. Redskabet bragtes i omdrejninger ved at blive rullet over låret eller hen ad en bordplade.

I tavserulle og tavsevinde sidder den snoende kraft foroven. Tavserullen, der snoer tavsen ved hjælp af tandhjulsoverføring fra et håndsving, brugtes mellem Esbjerg og Nissum Fjord. Længere nordpå brugtes varianter af tavsevinden. Dette redskab, der blev trukket af en drivsnor, kunne i modsætning til tavserullen slå mere end én tavse af gangen. Tavsevinden anbragtes i sin ældre udformning på siden af en loftsbjælke. Senere fandt man på at sætte den i et stativ, der kunne spændes fast på bordet.

Flere steder i landet var fiskerne fælles om en reberbane, hvor de slog kraftige liner og tovværk. 

Materialet fik man af gammelt tovværk, der samledes på stranden eller købtes på strandingsauktioner. 

For at fiskeredskaberne ikke skulle blive ødelagt af opholdet i vandet, var det nødvendigt at tjære, barke eller på anden måde konservere dem. Ved alle fiskelejer fandtes en tjære- eller barkegryde. Liner kunne tjæres, ved at en mand med en tvedelt kæp holdt linen mod bunden, mens en anden halede linen igennem tjæren. Man kunne også hale linen igennem en fastsiddende ring i bunden af tjæregryden. Garn og vod blev trukket igennem tjæren eller blev dyppet heri. Overflødig tjære fjernedes ved vridning med de bare hænder, eller ved at redskaberne blev halet igennem en vrider eller en klud. Fiskere, der barkede deres redskaber, kogte dem i en opløsning af vand og egebark, ofte tilsat lidt soda. Anden bark kunne dog også bruges.

Krogene der i ældre tid var af jern eller messing, fremstilledes hos krogmagere eller smede, der havde specialiseret sig i krogfremstillingen. Nogle steder kunne man købe korte messingstænger med eller uden modhage, som man selv bøjede i facon med en tang eller på en kroglave. Det var en lille træklods beregnet til at holde i hånden, mens krogen rettedes i facon fx omkring et tyndt metalstykke i kroglavens endestykke.

Redskabet brugtes også ved opretning af gamle kroge, idet disse ofte rettede sig ud, når man slog fisken af dem. Der var fiskere, som selv lavede hakket til modhagen med en krogskærer. Denne havde et knivsblad, der kunne drejes om et fast punkt i den ene ende og skære et hak i krogmaterialet, som holdtes fast mod underlaget.

Bl. a. i en del af Vestjylland har man fra gammel tid fastgjort "tavsen", til krogen ved hjælp af en surring med tynd beget eller tjæret svøbetråd. Svøbetråden var viklet omkring en fast eller løs svøbepind. Den faste svøbepind sad på en bordplade, og svøbningen foretoges, ved at man drejede tavse og krog rundt, så de surredes stramt sammen af svøbetråden. Den løse svøbepind havde man i den ene hånd, mens den anden fastholdt krog og tavse, når de svøbtes sammen.

Hvor fiskerne ikke svøbte deres kroge, brugte de øjekroge eller kroge, hvis skaft bøjedes om foroven og klemtes sammen om tavsen. 

Under arbejdet med påsætning af madding tog man krogene fra en krogklemme eller splidstok. Den var spidset til, så den kunne sættes fast foran eller ved siden af personen, som satte madding på. Vedkommende tog da en krog fra krogklemmen med den ene hånd og satte maddingen på med den anden. Krogene med madding, tavse og langline blev anbragt ved siden af hinanden på krogtrug. Når der anvendtes sandorm som madding, blev der lagt sand imellem ormene på krogtruget.

Ved optagning af krogene havde hver af de fiskende deres bestemte arbejde at udføre, og pladserne i båden opkaldtes ofte derefter. Når fisken var halet op til overfladen, huggede man en "hæg" eller "klæp" i dem, for at de ikke skulle falde af krogene, når de blev hevet indenbords. Man kunne også løfte dem op i en ketcher. Fisken blev pillet af krogene med hænderne, eller de blev slået af, så krogen rettede sig ud. Havde man travlt, brugtes det at skære tavsen med krog og fisk over. Redskaberne lagdes i en bestemt orden på krogtruget, da det ellers kunne være vanskeligt at rede krogene ud, dvs. rense, ordne og anbringe dem i en krogklemme efter hjemkomsten.