Ø-listen 

I kong Valdemar Sejrs jordebog er der i jagtøjemed optaget en liste - ”Ø-listen”, en fortegnelse over alle mindre øer med angivelse af, hvad vildt, der findes på hvert sted. På Fanø mener man at der var tale om jagt efter fuglevildt. I præsteberetningen af 20. august 1743 hedder det: ”Af fuglevildt er der en del, men allermest af de, som opholder sig ved vandet, thi ses i Efterhøsten en stor mængde af vilde ænder og gæs”. 

Ældre beretninger om jagt. 

De ældste beretninger vi har om jagten på trækfugle, går ud på at de blev fanget i net af forskellige slags. I en beretning fra 1791 fra pastor O.T. Foss, Sønderho, hedder det om fuglevildtet:

”Af Fjedervildt er vel mange og mange slags heraf  (skjønt der fanges og skydes ikkun faa, saasom Vildænder, Regnspover, Smender, Brokfugle, Strandmåger foruden mange andre arter og slags ved strandbredden, både til Øster og ved Vester Havet”.

Røy-Gjæs garn. 

Den bedste fangstmetode, man anvendte på den tid var de såkaldte ”Røy-Gjæs”- garn, som blev sat på sande eller grunde: Trinden eller Kielsandet. Man stillede disse garn så tilpas højt, at de ikke kom under vand ved normalt højvande, og om efteråret kunne man ”fange” en flok på 10. Røjgæsgarn blev anvendt til omkring århundredskiftet. Nogle betragtede det som dyrplageri, idet fuglene kunne hænge i garnet en rum tid. 

En anden fangstmåde, var at stille et garn ud i et flodsted kaldet Tues og Gjerlufs Dale, hvor der om efteråret plejede at stå vand. Garnet havde et tov i hver ende, hvoraf den ene var fæstet i floden og den anden til et skjul, som man gemte sig i. Når fuglene søger ind til vandet og kan nås med garnet, kan fangerne sænke det ned over dem. Der kan på en nat fanges mellem 20 - 30 ænder. 

Ældre folk fortæller at fangsten med net i floderne blev stoppet, idet en toldassistent Feerup i 1824 kom til Sønderho, og han ville hellere jage med bøsse, og derved skræmte han fuglene væk fra floderne.

Den første Fuglekøje 1866. 

Men der var stadig tanker om at kunne fange en del af de hundrede tusinde vildænder der om efteråret slog sig ned et par dage i bugten på Fanøs østkyst og derefter blev afløst af et nyt træk. 

Nogle mænd i Sønderho, skibsfører Thomas J. Anthonisen, gårdejerne Søren Larsen og Mads Sørensen anlagde derfor i 1866 en fuglekøje. Disse har været kendt på de frisiske øer, i Holland og Belgien samt i England langt tilbage i tiden. På Föhr anlagdes den første køje omkring 1713, i 1748 den anden og den tredje anlagdes på Vesterland Föhr i 1766. 

Omkring 1930 havde Tyskland 11 køjer i brug med en gennemsnitlig årlig afkastning på omkring 40.000 ænder; i Belgien var der 4 køjer; England havde ikke mindre end 21 køjer, der dog alle er af mindre dimensioner, og som kun gav 500 ænder årligt, idet de engelske køjer blev drevet som sport og ikke som et egenligt erhverv. 

De fleste køjer fandtes i Holland, her var der ikke færre end 145. Det årlige gennemsnitsudbytte var på 300.000 ænder. Det var hovedsageligt stokænder, krikænder og pibeænder. 

Fanøs fuglekøjer fordeler sig på en ved Albuebugten og er anlagt omkring 1880 og kaldtes almindeligt for Thyssens Køje, fordi møller D. Thyssen var foregangsmand for dens anlæg og havde store økonomiske interesser i den. 

En anden ligger noget sydligere og blev anlagt i 1866 i ”Chresten Ibsens Sande”, mens en tredje, anlagt i 1888,ligger endnu sydligere og blev anlagt af familien Knudsen i Sønderho.