Vi presser dem fast i u-jernene og kiler dem solidt fast med de trækiler, som er lavet til netop dette formål. Udluftningsrør ombindes med plasticposer, spjældet til pejsens udvendige side smøres ind i margarine og presses på plads med sandsække, gulvriste i badeværelse og toiletrum skrues af, gummibolde puttes ned og sættes i spænd i ristene - og så skulle vi være sikre. Forhåbentlig !

Også Henrik synes, at vort forsvarsberedskab ser tillidsvækkende ud. Han er blevet båret på ryggen af en mand det sidste stykke hen til trappen, for nu er også vejen vest for huset helt under vand. Jeg henter Henriks slagstøvler ude i skuret og opdager først nu, at de er rådne og ubrugelige. Cornelia vader straks over til Knallert-Willy for at få fat på et par »waders«.  

Willy og hans hjælpere er også begyndt at blive usikre trods de ualmindelige svære og tidligere gennemprøvede skodder, som sikrer værkstedet. Men de er blevet ængstelige for butikken og er begyndt at slæbe cykler op på loftet, men er ikke færdige, da ulykken sker. Muren mellem vinduerne presses ind af vandtrykket, de store udstillingsvinduer sprænges, en bølge tårner sig op og Willy og de andre springer for livet og når at redde sig i sikkerhed for bølgen, som til gengæld i eet eneste sug tager fiskestænger, støvler, hjælme, tilbehør og andre varer for tusinder af kroner med sig ud i Nordsøen. Men da er Cornelia tilbage, og vi sidder nu i køkkenet i gummistøvler og varmt tøj, Henrik i de nye waders. Vi ved, at det kun er et tidsspørgsmål, før strømmen bliver afbrudt, af el-folkene eller ved kortslutninger. Telefonen er allerede tavs, hvad der mere foruroliger vore venner og familie i ind- og udland, som nu gennem radioen har hørt, at en naturkatastrofe er ved at udvikle sig på den jyske vestkyst. Også vi lytter naturligvis til radioen, som i formiddagens løb bliver mere og mere panikpræget.  

Vi hører også, at forsyningsskibet »Mærsk Explorer« skal være i yderste nød ud for Fanøs kyst. Vi mener, at der er søfolk fra Fanø ombord, men ved det ikke med sikkerhed. To dage senere tilser jeg både kaptajnen og styrmanden med deres forfrysninger og snitsår. Fra nu af må mine tidsangivelser tages med forbehold. Alting begynder at gå så stærkt, at overblikket mistes. Kun ved vi hele tiden, at tingene sker uhyggeligt tidligt, flere timer før normal højvands- tid, så hvornår vil det kulminere, hvor galt vil det gå?  

Ingen er optimistiske mere .... Vandet når skodderne, der beskytter terrassen, kravler 10 cm op, 20 centimeter. Skodderne holder, men pludselig løftes nogle fliser i vejret inde på terrassen og vand og sand breder sig hastigt. En mistelten er ikke taget i ed - der er intet egentlig fundament under havetrapperne, så de bliver underløbet, og vandets pres på fliserne nedefra er så voldsomt, at vi ikke engang kan presse dem ned ved at stille os på dem. Hastigt løfter vi bordet og bænken op på havemuren, så de ikke skal knuse ruderne til terrassen - og der står de stadig flere uger senere. Så sikrer vi døren fra køkken til terrasse - vi håber stadig trods dette uforudsete gennembrud at kunne holde huset frit for vand. Oliefyret, der ellers har kørt uafbrudt, går pludselig i stå. (Og kommer aldrig mere i gang.) Radioen bliver tavs. Strømmen er væk.

I den pludselige stilhed hører vi nogle langsomt boblende lyde, der kommer fra toiletrum og badeværelse. De sikrede gulvafløb holder næsten tæt, men kloakvandet stiger højere og højere op i wc-kummerne med en ulækker tilsætning af gamle fækalier. Vi har kun een sandsæk tilbage, som vi smider ned i det ene kloset. Forgæves. Der er kun een ting vi kan gøre: lukke og låse dørene, så vi ikke får septiktankens indhold ud at svømme i hele huset. Det viser sig da også senere at være ret simpelt at få disse rum spulet rene - efter at Henrik har løst den »delikate« opgave at få gulvafløbene skruet frie.  

Vantro ser vi med hvilken fart havet er steget op mod skodderne foran husets døre. Det siler gennem bærehullerne, skvulper over kanten ved hvert bølgeslag. Cornelia og jeg prøver at holde trit i spisestuen med spande og skovle og klude, men det er helt umuligt. Henrik fortæller, at det også kommer ind gennem brevsprækken og under bagdøren, og at der nu står klart vand over alle gulve. Vi står et øjeblik opgivende i spisestuen og ser, hvordan skodden begynder at bue faretruende, men den bliver dog i u-jernet og har sikkert reddet dørenes termoruder fra at knuses under vandpresset. I den begyndende panik tager jeg en forkert beslutning. Endnu k u n n e vi have nået at redde nogle møbler, skuffer, maskiner o.s.v. op på borde, men vi forsøger i stedet at redde opholdsstuen med de mere kostbare ting og med det fastlimede væg-til-væg-tæppe, forsøger at holde vandet ude fra i det mindste dette ene rum. Men allerede mens vi banker brædder fast foran de to døråbninger, bliver vi klar over, at også dette er forgæves. En vandstråle står ind i stuen langs TV-kablets indføring 20 cm. over gulvet og bag sofaen hører vi vand fosse ind et eller andet sted. Muren selv kan altså heller ikke klare sig mere. Under det uhyre vandpres siver vandet gennem alle porer. Slaget er tabt. Febrilsk arbejder vi med at redde sybord og stole fra min bedstemors hjem op på boghylden. Vindueskarme fyldes op med alt, der er lavere placeret. Men hele tiden skæver jeg til vinduerne for at holde øje med vandstanden, for een ting er sikker: vi vil ikke fanges som rotter i en fælde, vi må ud af huset inden vandet stiger ret meget mere. Vi har jo intet loft at trække os tilbage til. Det skal ikke gå os som det gik så mange i Holland og i Hamburg.  

Jeg beslutter mig til at forlade vort hjem n u. Henrik kan stadigvæk klare sig udenfor i sin wader, og stigen op til taget står parat ved bagtrappen. Vi aftaler, at Henrik bærer Cornelia hen til stigen, så hun kan komme op på taget. Så skal jeg følge efter gennem et vindue, og Henrik skal se at få fat på en af de både, vi glimtvis har set ro rundt i gaderne. Henrik tager Cornelia på skuldrene, og jeg lukker entredøren op, så de kan smutte ud. Og da mærker jeg vandpressets styrke. Vandet presser døren op med en kraft, så jeg bliver skubbet langt ind i entreen - og jeg må opbyde al min styrke for overhovedet at kunne lukke døren igen, og der når desværre at komme mange, mange kubikmeter vand ind i huset, inden jeg lettet hører det lille klik, da låsen smækker i.  

Jeg er noget rystet og følger ængsteligt Henriks vej hen til stigen, i vand til brystet, med Cornelias fødder nede i vandet. Så skynder jeg mig ud i bryggerset, hvorfra jeg gennem vinduet kan komme ud på muren langs bagtrappen. Og her er orkanen over os med sin fulde styrke - det skal på det tidspunkt have blæst 30 m/sec. Cornelia klynker oppe på taget. Hun råber, at hun ikke kan holde sig fast og vil ned igen. Så afgør Henrik sagen og siger, at han vil bære hende i sikkerhed i stedet for at vente på en båd. Jeg ved, at hans ryg ikke er den stærkeste, men der er jo intet andet at gøre. Langsomt og forsigtigt vader han frem gennem det uigennemsigtige vand, men først vest for Hovedgaden er vandet lavt nok til, at hun kan hoppe ned og vente ved bilen, som Henrik to gange har måttet flytte længere bagud, til det højreliggende Th. Schmidtsvej, hvor den var i nogenlunde sikkerhed. Imens står jeg alene på muren ved bagtrappen, Jeg er høj nok til, at jeg kan nå tagets kant og på den måde holde mig fast. Måske er klamre mig fast et bedre udtryk, for det er nogle frygtelige stormstød, der kommer med korte mellemrum. Et af dem river min strikkede hue af. Den flyver mange meter gennem luften, inden den forsvinder i havet for evigt. Det bliver koldt om ørerne, også om fingerspidserne, men ellers fryser jeg ikke. To vindjakker over hinanden holder kulden ude. Jeg kan sagtens klare mig til Henrik kommer med en båd. I al fald har jeg ikke lyst til at springe ned i vandet og vade i sikkerhed. Det er trods alt sidst i november. Her står jeg i tyve minutter, måske en halv time, mens vandet fortsat stiger, men nu langsommere. Bølgerne skyller hen over mine fødder.  

For første gang har jeg tid til at se mig virkelig omkring og danne mig et skøn over situationen udenfor mit eget område. Jeg ser kun vand alle steder. Alle huse, som jeg kan se, ligger som øer i havet, men vort kvarter ligger gudskelov i læ, så bølgerne er kun små. Anderledes, helt anderledes ser det ud mellem Fanø og Esbjerg. Havet er her pisket voldsomt op af orkanen, bølgerne er høje og skummende, og luften er fuld af flyvende skum. Et øjeblik når jeg endog at tænke, at det er et usædvanligt flot natursceneri, men så kommer jeg til at tænke på husene mod nord, som må ligge uden dækning for bølgerne. Hvordan med Inger ude på »Vesternasen«, mon hun er helt alene med sine heste ? Og Mie og Lennart i det nordligste hus på Færgestrand, helt nyombygget for mange penge ? (Senere på dagen hører jeg beretninger om, at bølgerne knuste de store glaspartier og skyllede frit gennem huset fra vest til øst). Og med den vandstand må jo ikke alene hele den nordlige del af øen være oversvømmet, der må også være frit indløb i sankningen omkring Vestervejens nordlige ende, kan jeg forestille mig. Det vil atter sige, at vandet nok har bredt sig langs Vestervejen, og vel også, at det meste af den indre by må  være oversvømmet. Der er nok mange, der er blevet mere overrasket end vi i forreste linje - mange, der for første gang i deres liv er blevet omringet af stormfloden. For dem må det være et chok.  

Så fanges min opmærksomhed af en båd, der ligger og sejler rundt et stykke udenfor autoværnet, der nu ligger dybt under vand. En mand på båden læner sig af og til ud over rælingen og fisker noget op. Lidt efter går det op for mig, at det er Eyvind Petersen, der prøver at redde så mange af de bortskyllede varer som muligt, fra Havnekiosken, fra »Æ bette hus« (som ikke eksisterer mere) og måske fra Willys butik. Jeg går engang imellem, stadig balancerende på muren ved bagtrappen hen til hjørnet af huset for at spejde efter hjælp, men stormen føles ekstra voldsom på hjørnet, så længe bliver jeg der ikke. Tredje gang ser jeg en jolle sejle op ad Svenskervej. Jeg prøver at råbe mod stormen, men ser den sejle videre, men jeg er alligevel blevet hørt af en eller anden, for lidt efter kommer Jan Jensen og lægger til ved min mur, så jeg kan kravle ombord. På Svenskervej møder vi Henrik på tilbagevejen, og han hjælper Jan med den lette jolle, som det er svært at drive op mod vinden. På Hovedgaden kan jeg bunde med mine støvler - og tavse kører vi tre ud til Henrik, hvor Annemette sørger for mad og kaffe. Her er vi udenfor det hele, kun stormen hører vi rase med uformindsket kraft. Og der er lang tid at vente, halvanden til to timer måske, før vi kan forvente, at vandet er begyndt at trække sig tilbage. Hvordan vil der se ud, hvor meget er ødelagt, er alt, hvad vi har bygget op og samlet gennem årene, er det ødelagt ? Det er mørke tanker. To gange kører Henrik ned og observerer. Kl. ca. 14.30 kan vi vende tilbage. Det er mærkeligt at se vandet fosse ud af ens hus, især at se trapperne omdannet til vandfald, hvor i alt ca. 100.000 liter vand søger tilbage til havet. Og dermed er den egentlige beretning til ende. Kun skal jeg  tilføje, at vandstanden udenfor huset nåede op på ca. 4.50 m. Det vil kunne ses på mine mure mange måneder endnu. Inde i huset blev det »kun« til 4,12 - helt nøjagtigt 42 cm over gulvhøjde overalt. En mørk streg på alle vægge, døre og møbler markerede, hvortil vandet var nået. Det betyder, at vore beskyttelsesforanstaltninger trods alt har forhalet vandets indtrængen så meget, at kostbare 30 - 40 cm blev reddet - og dermed tusinder af kroner. Ligeledes at mange tusinde kroner blev sparet ved den indsats, som Stefan Andersen, Sylvia og Knud Rasmussen, Grete og Niels Lahrmann og endnu flere gjorde for at redde så meget som muligt bagefter, først og fremmest ved at spule og spule i timevis med ferskvand med haveslangerne for at få det ødelæggende salt væk. Også hjælp fra venner i »baglandet« med reparationer, rensning og vask vil jeg nævne - og tilslut også, at den katastrofehjælp, som blev ydet af stat, amt og kommune i høj grad mildnede det økonomiske tab. Efter en uge kunne vi flytte ind igen. Efter 2 - 3 måneder er vort hjem i store træk genetableret. Idag ligger havet derude, stille og solbeskinnet. Vi vil ikke undvære det. Vi bliver boende. - Men stormfloden d. 24. november 1981 glemmer vi aldrig. H. J. Vestergaard.