Christian 7.                 

1766 - 1808

Konge af Danmark og Norge 1766-1808; søn af Frederik 5. Efter 1768 åbenlyst sindssyg; regeringen førtes af hans livlæge Struense 1770-72. Ove Høegh Guldberg 1772-84, fra 1984 af kronprins Frederik, søn af den engelske prinsesse Caroline-Mathilde, som Christian 7. havde ægtet 1766; hun landsforvistes ved Struenses fald 1772 til Celle i Hannover.

Frederik 6.

1808 - 1839 (Norge 1808 - 1814)

Konge af Danmark 1808-39, af Norge 1808-14. Søn af Christian VII. Frederik voksede op under triste forhold (faderen sindssyg, moderen landforvist efter affæren med Struense) og greb allerede som 16-årig magten ved statskup; han regerede som kronprins 1784-1808 med A.P. Bernstorff som udenrigsminister til 1797. Frederik var ivrig for de landboreformer 1787-88, som C. Colbjørnsen og brødrene Reventlow gennemførte sammen med A.P. Bernstorff; som tak rejstes Frihedsstøtten i København. Et andet eksempel på Frederiks oplyste enevælde var ophævelsen af slave-handelen 1802. 1797-1814 ledede Frederik selv udenrigspolitikken, men uden dygtighed. 1801 tvang en britisk flåde ved Slaget på Reden Danmark ud af neutralitetsforbundet med Sverige og Rusland, og 1807 tvang briternes bombardement af København Frederik til at afstå flåden. Hans forbund med Napoleon 1807-14 førte til statsbankerot 1813 og tabet af Norge 1814, hvilket Frederik forgæves søgte at råde bod på under Wiener-kongressen; han fik kun Lauenburg, og et forsøg på at indlemme Holsten i Kongeriget måtte opgives. Skønt Frederik ikke tålte indgreb i sin enevælde ("Vi alene vide"), blev han meget populær, ikke mindst pga. sin iver for landets genopbygning efter krig og bankerot. Frederik var gift med Marie Sofie Frederikke af Hessen-Kassel; de fik otte børn, men kun to døtre overlevede barndommen; den ene, Vilhelmine, var en tid gift med den senere Frederik 7.