Kantate ved Indvielsen af den ny Navigationsskole paa Fanø

Den 21. November 1893. 

Der er et Land…

Af Havet Skød vort Fædreland fremdukked

Med snævre Grænser om dets lave Kyst;

Men dette Hav, som stolt mod Strand sig vugged,

Det drog med sælsm Vælde mod sit Bryst.

Det viste Modet Vej til Daad og Ære

Fra Døs og Drøm, fra fattig Arne op;

- og stolt fra Strand saas Vikingskibet bære

sit Dragehoved over Bølgens Top!

En Saga nu" - Kulturen længst har jævnet

Den skarpe Form for Daad og Mandemod;

Men end af Vikingslægten er der levnet

En Draabe i den danske Sømands Blod.

Om end har Havet sine stolte Toner,

Der fine Genklang i et modigt Bryst,

Og end det drager hen mod fjerne Zoner

Og kalder Mandemodet frem til Dyst.

II

Vikingebalk.

Ved et blaanedne Sund, ved en Fjord eller Strand

Langs det aabne og bølgende Spejl

Vokser Drengen fra Legen sig tidlig til Mand,

Mens han lærer at sætte et Sejl.

Paa det gyngende Dæk er som hjeme han snart,

Og til Tops gaar han op som et Kat,

Og at fæstne et Sejl han forstaar i en Fart,

Og med Støthed han drejer sit Rat.

Snart har Dunene mærket den brunede Kind,

Mens sin Tørn han i Arbejdet tog,

Og det bærer mod hjemlige Kyster nu ind,

Hvor der vinkes fra Skole og Bog.

Vel med Hæder skal prises den øvede Haand

Og det Mod, som i Farerne bar!

Men med Viden de hæves og højnes af Aand

Under Tugt af en Tanke fuldklar!

Frem mod Kundskab og lys, vil du hæve din Dont!

Blev en Mand - vil du hævde din Plads!

Vend dit blik mod en fri og en høj Horisont!

-          da min gut! Viser ret dit Kompas.

Søg da Kundskab for Livet, og stræb da en stund,

Med at stille til Viden din Trang!

Husk dog, skønt du i "Længden" og "Bredden" ser Bund:

Kort er Livet, men Kunsten er lang.

III

God save the queen

Du, som har Sole tændt,

Lys til vort Øje sendt,

Lyskilden selv!

Sign denne Skoles Værk,

Med Lys dens Gerning mærk;

Led Strømmen, klar og stærk:

Kundskabens Elv!

Thomas Schmidt.