Brinch, Laurits Frederik, skibsfører

brinch.laf

Fam

Laurits Frederik Brinch var søn af skibsfører og skibsreder Niels Hansen Brinch og Lene Lauridsdatter
Laurits blev født i Sønderho d. 16.10 1860 – Laurits døde d. 15.6 1931 i København
Laurits blev gift 1. gang d. 31.10 1886 med Kirstine Jessine Christiansen
Kirstine var datter af skibsfører Jens Christiansen og Bodil Hansen
Kirstine var født d. 23.10 1863
Kirstine døde d. 7.7 1894

Der var 4 børn i ægteskabet
Niels Hansen Brinch, født d. 31.1 1887 – død d. 28.10 1893
Bothilde Brinch, født d. 19.8 1888 – død d. 17.5 1981 i Nimtofte
Bothilde var gift med landmand Simon Sjørup Simonsen, Nimtofte
Lene Brinch, født d. 3.5 1892 – død 1983 i København
Nielsine Brinch, født d. 4.5 1894 – død d. 13.5 1894

Laurits blev gift 2. gang d. 3.5 1896 med Anne Cathrine Nissen
Anne var datter af skibsfører Niels Nissen og Anne Sørine Thøgersen (Niels Nissen omkom ved ulykken i "Martha" i 1893)
Anne blev født i Sønderho d. 20.1 1873
Anne døde i København d. 19.10 1960

Der var 2 børn i ægteskabet
Dødfødt dreng, født d. 24.10 1896
Kirstine Nielsine Brinch, født d. 16.3 1898 – død d. 16.3 1898, 7 timer gammelbrinch.laufred

Kapt

1888 - 1891: Fører af "Nielsine", skonnertbrig, reg.t 151, NKLS, Sønderho
1904 - 1907: Fører af "Martha", bark, reg.t 367, NFLG, Sønderho (svigerfaderens skib)
1907 -?: Fører i Det Forenede Bugserselskab, København

Beg

 

Nekrolog i Fanø Ugeblad, d. 20.6 1931:

Dødsfald.
Kaptajn Laurits Frederik Brinch, søn af skibsreder Niels Brinch er død i København d. 15.6.
Brinch var født i Sønderho i 1861. Han kom til søs, blev styrmand og senere skibsfører.

Han førte barken "Martha", som han overtog, da hans svigerfar, Niels Nielsen døde i forsøget på at redde styrmanden, der var besvimet i lastrummet.
I de sidste 20 år var han fører i slæbebåde tilhørende "Det forende bugserselskab". Boede i København i 20 år.

 

Herunder fra erindringer til søs, Fanø Ugeblad, d. 26.1 1929:

Sømanden fortæller


Efter Dagbladet "Tiderne" i Esbjerg gengives nedenstående interview fra 1929:
Fanøboen, kaptajn Laurids Brinch, der er kaptajn i "De forenede bugserselskaber", er en mand på hen mod de 70, hvilket man slet ikke mærker på ham. Han hører til en klasse søfolk, der er ved at forsvinde med de rigtige sejlskibe. Lige fra sin barndom og i manddomsårene pløjede han de store have med sejlskib. I den nye skipperstiftelse i København træffer vi kaptajn Brinch, hvem vi beder fortælle os lidt om disse år.


En slægt af søfolk.


Så langt tilbage vi kan følge min slægt, har den faret til søs, siger kaptajn Brinch Min oldefar, Peder Hansen Brinch, der var en ret kendt mand, sejlede på Middelhavet. Min bedstefar ejede selv en lille galease og min far, Niels Hansen Brinch, der døde som bankbestyrer i Sønderho, havde selv rederi.
Det var naturligt at også jeg kom til søs. Efter at have sejlet nogle år som matros, fik jeg i 1888 fars skonnert "Nielsine" at føre. Jeg førte den i 3 år, da min bror, Hans Brinch, overtog den, Han døde på sin første rejse med den i Paranagua, Brasilien af gul feber i 1892.


Sømandens liv er farefuldt.


Herefter overtog min svoger, Niels Ibsen, den, men han forliste med den året efter i Nordsøen. Han blev dog reddet; men han skulle åbenbart bort, han fik en bark at føre, men barken "Henny" må være gået under med mand og mus ved Sydhavsøerne. Vi hørte aldrig mere fra dem. Barken var også ejet af min fader.
Nogle år lå jeg og sejlede på Brasiliens kyst, men da den frie kystfart derovre blev ophævet, stak jeg hjem, og hjemme sejlede jeg nogle år som styrmand.


På langfart igen med "Martha".


I 1904 døde min kones fader, der ejede barken "Martha", som senere forsvandt i 1917 under verdenskrigen. Min svigerfar døde i "Martha's" lastrum af gasforgiftning, da han ville ned og redde styrmanden, der var blevet forgiftet. Jeg rejste så til Marseille og overtog hans skib. Med den gjorde jeg nogle lange rejser til Brasilien, Vestindien og Afrika. Fra 1907 har jeg sejlet i "De forenede bugserselskaber".


Rundt Cap Horn.


Har De været rundt Cap Horn, spørger vi.
Ja, ja, svarer kaptajn Brinch. Jeg har for resten lige læst Jack Londons bog om turen rundt Cap Horn. Den er interessant, men de storme, som han var udsat for, har jeg ikke oplevet. Jeg har gjort turen mod vest fra Buenos Aires til en plads ved Valparaiso på 18 dage med en lille fanøbrig. Det var dengang, da man hentede sit mel på vestkysten af Sydamerika – nu er det i høj grad omvendt. Turen tilbage til Montevideo tog kun 24 dage.


Til en øde ø i Ildlandet


Engang lå vi i havnen i Montevideo, da kaptajnen kommer og siger at vi skal til en øde ø i Ildlandet nede i Magellan strædet. Det var en købmand fra Chile, som havde en koncession på at skove dernede, vi skulle hente træ til ham. I Punta Arenas, der dengang var en lille flække, fik vi købmanden ombord og så gik det sydpå, 60 kvartmil til øen, der ikke stod på kortet. Der var 17 arbejdsfolk på øen, de boede i skure af bølgeblik og var svært bevæbnede for det tilfælde at Ildlænderne skulle angribe dem. Ildlænderne kom i små kanoer og lagde til ved skibet. Det eneste, de kunne sige var "tabac". Meget tøj havde de just ikke på kroppen, men én af dem fik klædt på. Men fyren var durkdreven, nogle dage senere kom han tilbage splitternøgen.
Jeg har aldrig haft storm ved Cap Horn. Men skibene har tit måttet ligge der i flere måneder og mange skibe er også gået under dernede.


Et slemt selskab.


De har vel sejlet med mange forskellige slags mennesker??
Ja, det kan De tro. Engang havde jeg hele 7 nationer ombord. Det var med "Martha", Agterude var der kun styrmanden og mig. Resten var så godt som alle noget ros. Bedstemanden var en fordrukken amerikaner. Den bedste af dem var en tysker, jeg tror han var var gørtler, men havde fået lyst til søen. Han sejlede med mig i nogle år. Han var en flink mand, dr lærte sig at tale godt dansk. Det øvrige selskab blev vi da af med i Rio.


Et muntert forlis juleaften.


Er De aldrig selv forlist?.
Jo, en gang, for resten en juleaften, men det var da heldigvis kun under munter form. Det var som dreng, vi lå udenfor Marseille om natten, jeg stod til rors. Pludselig kom vi ingen steder. "Luf" dreng sagde styrmanden. Den vil ikke, sagde jeg, står den ikke på grund??. Styrmanden sagde inge ting, så kastede han loddet, men sagde stadigvæk intet, hvorefter han gik hen og kaldte på kaptajnen. Og ganske rigtigt, vi stod. Men heldigvis kom vi igen flot ved egen hjælp, da vandet steg.


Kaptajn Brinch taler portugisisk.


Hvordan klarede De dem med sproget??.
Godt, svarede kaptajnen. I de år, hvor jeg lå og sejlede på Brasilien fik jeg lært at tale portugisisk. Når man har sejlet meget på udlandet, skal man nok få lært nogle sprog.


Fru Brinch har også sejlet med sin mand??


Længes De ikke tilbage til de store sejladser??
Jo, det kan jeg ikke sige andet. Når min kone og jeg sidder om aftenen og taler om de ture – min kone har nemlig sejlet en del med mig – det vil sige, de rigtig lange ture har hun ikke været med på – når vi så opfrisker minderne, så kan en gammel sømand nok komme til at længes.

 

Kilde: Fanø Ugeblad, Anne Marie Grønnegaard og Schneider

Relaterede artikler

Gå til top