Gård ved Nordby kirke. Søren Mathiesens Lauridsens gård. Fotograferet af Kromann i 1896. Eksempel på tre-længet Fanøgård. Der var beboelse i den østlige ende af stuehuset og stald i den vestlige ende, men flere havde det omvendt. Syd for stuehuset lå kålgården (haven) og nord for denne brønden. Indgangsdøren til stuehuset var altid i nordsiden af huset. 

Norden for igen lå så ladehuset, som blev anvendt til stald for heste og ungkreaturer, fåresti, tærskelo med træguld, samt lade for korn, evt. agerhø. Slagtegrisen kunne også være der, ligesom der kunne være plads til markredskaber og vogne. Ladehuset var som regel dårligere bygget end stuehuset, ofte var der kun en halv stens mur og dørene var ikke alt for tætte, så der var konstant træk gennem stalden med den følge, at bl.a. hestene kunne være syge hele vinteren igennem. Møddingen kunne også ligge mellem bygningerne og i så fald lå den altid østen for brønden, for ikke at påvirke vandkvaliteten. Til hver landejendom hørte også et område kaldet æ Grøn. 

Gårdmand Jens Hansen Iversen beretter i sine erindringer følgende (i uddrag): ”…. Æ Grøn var noget der blev værnet om. Ved alle højtider blev der pænt revet og ryddet op. Af ting den blev brugt til, kan nævnes, at i engtiden, når alle helt arbejdsdygtige var med i engen, skete det, at når en kom hjem med hø, der ikke var hjøgeltør, så blev det smidt af på æ Grøn. Så var der arbejde til de hjemmegående, og der kunne sagtens gå en formiddag med at få strøet og hverret, for så senere, når det var blevet tørt, at få det skubbet ned til æ Gavling og forket ind. Når vi havde røgtet æ Hamsted (fiskegård), og fangsten skulle dels i to lige store del, skulle der slåes om, hvem der skulle have hvilken part, og det foregik også i æ Grøn. Havde vi været i voddræt, blev voddet ligeledes lagt til tørre på æ Grøn. 

Skulle der snoes reb foregik det på æ Grøn under stor fornøjelse. Kunne man få nogle til at falde bagover, når rebet blev sluppet, enten børn eller voksne, så var det til stor morskab…”.