Klitternes vegetation


Logo 900


Plantelivet i Fanø's Klitter


 

Klitternes vegetation 

Vil man følge den proces, der fører til dannelsen af klitter, skal man op­søge områder, hvor nyt land dannes. På Fanø er det netop sket indenfor de sidste 6 – 7 år med dannelse af nye klitter på ”Søren Jessens Sand” ved Fanø Bad, og længere sydpå på Fanøs Vesterstrand.

 

Vegetationens udvikling. 

De nye klitter er indvandret på sandstranden med ganske små sandhøje, »embryonale klitter«, bevokset med strand-kvik. På de meterhøje flyve-sandsbunker var der næsten kun hjelme. Overalt sås det hvide sand: vegetationen svarer til Warmings ”hvide klit”. 


”I de hvide klitter er plantevæksten så åben og spredt, at det er sandet, der er det langt overvejende og det, som sætter farve på klitten; de kaldes også ”levende klitter”, når overfladen stadig rykkes rundt af vinden og dækkes af sandflugt, så at plantevæskten uafbrudt må udføre et arbejde for at holde sig over sandet. Man kunne måske sige at klitten er ”levende” så længe den forandres ved sandflugt”.


 

Strand-kvik udvikler sig bedst, når flyvesandet samler sig mellem skuddene, derved skyder nye grene frem mellem de lave sandhøje, og der kommer til sidst en lav klit. Strand-kvik bliver på den måde den måske vigtigste pioner for den egentlige klitvegetation, men den holder sig udelukkende til den saltpåvirkede del af strand og kan ikke opfattes som en egentlig klitplante. 

Strand-kvik danner ofte et bælte foran de egentlige klitter. 

Strand-kvik er en stærkt grenet plante, navnlig er de i sandet krybende jordstængler grenede og danner udløbere, hvis ender er næsten stikkende. Udløberne bøjer sig til sidst op i lyset og udvikler her blade. Bladene har grøn underside uden spalteåbninger og ribbet blådugget overside. Spalteåbningerne sidder i furerne mellem ribberne. I tørt vejr er bladene indrullede. 

Når frugterne modnes er blomsterstanden meget skør. Frugt, avner og en stump af hovedaksen kan flyde og spredes med strøm og bølger.

Også Kryb-hvene og Strandarve kan samle sand omkring sig, og forberede indvandringen af de rigtige klitplanter, Marehalm og Strand-hjelme.

 

strandarve 2 web

 

 

Der kan også opstå sandophobninger omkring de enårige, fx sodaurt og strandsennep, men disse hobe ødelægges ofte sener under storm og har ingen modstandskraft, fordi planterne ikke har et forgrenet system af vedvarende jordstængler. 

Sodaurt’s blade er ganske interessante. De er næsten oppustede eller ved grunden trekantede og har inderst et stort vandvæv af klare saftfyldte celler. De er således bygget, som man ser det på de mest typiske bladsaftplanter, sukkulenter.

Navnet sodaurt hentyder til, at man tidliger brændte sodaurtplanter og fremstillede soda af asken til sæbe- og glasproduktion. Sodaurten er enårig og vokser især, hvor sandet er gødet af frisk opskyllet tang, og derfor ofte sammen med strandsennep. 

Klittens forskellige bælter og udviklingsstadier.

Stranden bliver ganske jævnt højer og højere, ældre og ældre og sandet surer og surere.

Man kan her skelne mellem føl­gende bælter, der samtidig sikkert også er stadier i en udvikling fra strandvegetation over »hvid« og »grøn« klit til »grå« klit og klithede domineret af dværgbuske. 

1. Unge lave forklitter, hjelme-stadium.   Hjelme vandrer ind i sand med strandarve, mare­halm, kvik-arterne, rød svingel, mandstro og sand-star.

2. Hvide klitter. Den hvide klit er et barsk sted for planter - da der både er ekstremt tørt, salt- og vindpåvirket. Kun enkelte arter er så godt tilpassede, at de kan overleve i den hvide klit. Det gælder for eksempel for Almindelig Marehalm, Almindelig Strandkål, Sand-Hjelme, Strand-Kvik og Strand-Mandstro.

3. Grønsværklitstadium: Sand-star og rød svingel har begge underjordiske vidtforgrenede stængler og danner tæpper. I dette stadium optræder al­lerede mange artskombinationer, der har karakter af at være ret kon­stante og karakteristiske, altså egent­lige   plantesamfund. Rige jordbundspletter mellem klitterne har svingel, gul snerre, bidende stenurt og en enårig som femhannet hønse-tarm, fattigt sand derimod sand­star. Selve klitterne er bevokset med hjelme og rød svingel med arter som almindelig kongepen og sted­moderblomst. Mosser er så småt begyndt at indvandre og vil nogle steder dække bunden.

 

gul-snerre 1 web

 

Gul Snerre

 

stedmoderblomst 3 web

  Stedmoderblomst

 

hvid-stedmoder 2 web

Hvid Stedmoderblomst

 

4. Stadium på overgangen til grå klit: nu er bunden næsten helt dækket af mos, især cypresmos. Lavernee bliver talrige, især sådanne arter, der kræver lidt bedre jordbundsforhold som hundelav og grå og brune rens­dyrlaver. Den sidste danner små grøngrå skæl på jorden, men bøjer randene af skællene opad, så de kridhvide undersider kommer til syne. Rød svingel er stadig den vigtigste blomsterplante, men den grå sandskæg er kommet til, samt håret høgeurt og rødknæ og enårige som harekløver og flip­krave.

 

Flipkrave 3 web

  Flipkrave

 

5. Det grå klit-stadium. De større grenede grå rens­dyrlaver begynder at gøre sig gældende, først som pletter og ofte isprængt brune pletter af tjørnelav. Nu er sand­skæg blevet det herskende græs og blandt de øvrige mærkes skærm-høgeurt, hunde-viol og den enårige liden dværgbunke.  Rensdyrlaverne danner et 4-8 cm tykt tæppe, der ofte sprækker så sandet ses. Den vigtigste, Mild rensdyrlav er hvid-grå, andre er mere grå, og en enkelt, Askegrå rensdyrlav blågrå.

 

sandskaeg 32 web

Sandskæg

 

sandskaeg 10 web

 

 

6. Klithedestadiet. Allerede i den grå klit kommer der store pletter af revling, men hedelyng findes også. Disse to dværgbuske kan brede sig i lavtæppet, hvorved der dannes en mosaik af hede og grå klit. Det er navnlig på den ikke for tørre bund, at hedebuskene får overhånd, så der til slut kan dan­nes en tæt dværgbuskhede.

 


Gå til top