Blot over denne Bakke, saa have vi Vesterhavet og Fanø for os. Det gaaer noget langsomt og tungt; thi Veien er tung og sandet med dybe Spor, og de jydske Heste ere just ikke meget forhippede paa at flyve, helst naar det gaaer op ad Bakke; de ere, ligesom de jydske Mennesker, et sindigt Folkefærd, men dygtige, stærke og udholdende.

Det gaaer langsomt; Veien synes at være noget stedmoderlig behandlet, eller rettere næsten slet ikke behandlet, kun befaret, man faaer uvilkaarlig en Forestilling om, at man nu er saa omtrent Vesten for Cultur og Civilisation hertillands; - dog giv Tid! - See saa, nu ere vi paa Toppen! Hvilken Modsætning mellem det, vi komme fra, og det, vi see foran os, mellem den brune Hede og det lyse Billede, der viser sig i den vestlige Horizont paa en gylden Baggrund af Eftermiddagssolens blændende Straaler: Havet, Fanø og længere oppe »Skallingen«, en Række hvide Klitter, der danne Vestgrænsen for Hjertingbugten.

Det er en hel anden Natur end den, hvori vi endnu befinde os; thi endnu et Kvarterstid have vi tilbage, inden vi naae Strandby, Overfartsstedet; men Øjet søger stadig fremad. Du kjender sikkert den Fornemmelse, hvormed man længe, stundom i Timevis, kan holde Øje med det Kirketaarn, de Trætoppe, de Skorstene eller hvilkensomhelst anden Gjenstand, der betegner Maalet for Reisen, uden at see synderligt til de nærmest omgivende Gjenstande. Nu holder Vognen, vi ere i Strandby, Kroen seer særdeles reputerlig ud, den er ren, pæn, hyggelig og net som de fleste vesterjydske Landevejskroer; jeg vilde rolig lægge mig tilsengs og rolig spise selv den mest combinerede Ret der i Huset; Krokonen er en leven­de Garanti for det altsammen. 

Strandby Kro

Medens Færgebaaden, der har Vinden imod sig, kommer over med Passagerer og Post, nyde vi vor The i Kroen og see os om, det vil da mest sige fremad.

Thi Fanø er for Vesteregnen som et forjættet eller Fe-Land, nogle Mile »Nør paa« boer en Mand, som hvert Aar gjør en Reise til Fanø; den varer 8 Dage, men om den dreier sig saagodt som al hans Tale og alle hans Tanker; det ene halve Aar mindre 4 Dage er helliget Erindringen om den sidste, det andet halve Aar mindre 4 Dage lægges der Planer og opelskes Forhaabninger i Retning af den næste Reise.

Du har ikke været paa Fanø, min Læser! derfor undrer Du Dig over denne Mand, men bi lidt! 

Ved Landgangsstedet modtoges vi af vor gjæstfri Vært; mine Reisefæller valgte at kjøre til vort Kvarter, som laa en god Fjerdingvei derfra; Hr. B. og jeg gik, og jeg fik derved strax bedre Lejlighed til at kaste et foreløbigt Blik paa Landet. Man kan i Almin­delighed med temmelig Sikkerhed see paa et Menneske, om han er en Original, om endogsaa man ikke kjender alle de andre Mennesker, med hvem han mulig, have enkelte af sine originale Sider tilfælles. Det samme er sikkert Tilfældet med Gjenstande i Naturen og Konsten. Fanø maa være original, det bliver end mere tydeligt, naar man, som jeg senere skal paavise, seer indenfor Øens fælles Eiendommeligheder den Mængde Ting, der ere eiendommelige for hvert især af de to Sogne, den udgjør, og som dog kun ligge lidt over 5 Fjerdingvei fra hinanden, rundt omkring omgivne af Havet og i saa mange Henseender henviste gjensidig til hinanden.

Øen strækker sig i en Længde af omtrent to Mile fra N.N.V. til S.S.Ø.; paa det Bredeste er den henved 3 Fjerdingvei fra V. til Ø. Den nordligste Spidse er knap halvanden Fjerdingvei fra Strandby Strand, den sydligste derimod omtrent halvanden Mile fra Fast­landet, hvis Kyst netop paa den Strækning trækker sig betydelig ind mod Øst. Over Halvdelen af Øens Fladeindhold indtages af Klitterne, der ikke alene mod Nord og Vest i 3 Rækker, den ene et godt Bøsseskud indenfor den anden, danne et Værn mod Havet for Engene og det beboede Land, men som paa Strækningen mellem Rindbv og Sønderho strække sig tvers over Øen og paa den Pynt, der gaaer ud Sønden for Rindby, danne et Værn. for den saavelsom for de øvrige Dele af det nordlige Sogn, Fanø, som det, fortrinsvis kaldes. Dette bestaaer af Odden, Norby og Rindby, der dog igrunden kun er een stor, halvanden Fjerdingvei lang By, omtrent som Sundby-Øster og Vester paa Amager, I Pontoppidans Danske Atlas hedder det, at »Norby ligger som i en Halvmaane og deles ligesom i 4 Byer 1) Renderne, 2) Byen, 3) Nørby, 4) »Odden«. Renderne, det er naturligvis Rindby, »Byen« og »Nørby« ere smeltede sammen, Odden, det er den nordligste Del. Her findes Havnen og Landgangsstedet, Toldsted, Postexpedition, Gjæstgiveri, Kro, Apothek, 2 Møller, 2 Saltfabriker, adskilligt Skibsbyggeri og et Badested, som dog endnu kun »er i sin Vorden«. I Norby boe Birkedommeren og Lægen, der er Thing-huset, og i den sydligste Udkant ligger Kirken; Præstegaarden ligger i Rindby.

Alt dette erfarede jeg, medens jeg vandrede afsted med min Vært ad den ikke meget gode Vei; det er Sandveie overalt der paa Øen, Grus have de ikke, og saa bruge de Marehalm eller »Halm«, som det kaldes, til Veifyld, ligesom man i Hedeengene bruger afhugget Lyng. I Odden og Norby ligge Husene temmelig tæt sammenbyggede, de fleste have et net Udseende og ere af rød Grundmur som paa det tilgrænsende Fastland, for det meste med grønmalet Træværk, stafferet med hvide og sorte Striber, og med Rørtage. De ere alle af et temmelig ensartet Udseende, ikke synderlig høie, men derimod saa meget desto længere, thi Stuehus og Udhus ere gjerne forenede i een Bygning; de ligge for det meste med Gavlene i Øst og Vest og have de fleste Vinduer imod Syd for at benytte Solens Varme saameget som muligt. Ved de fleste Huse findes en lille Have, indheg­net med Tang- eller Jord-Diger, stundom ogsaa med et Plankeværk, »Æ kalgor« (Kaalgaarden) kaldes en saadan Plet; den er som oftest meget ubetydelig; men nogle Steder træffer man dog baade Træer og deilige Frugter og Blomster; i en Have traf jeg et Rosenflor, der ikke stod tilbage for noget sjællandsk. Der findes enkelte større Bygninger, f.Ex. Fabriksbygningerne og Kroen, og dette tjener betydelig til at oplive Indtrykket af Byen, der ellers seer lidt ensfor­mig ud.  

 Omtrent hvor Kirken ligger, begynde Husene at sprede sig, og saaledes bliver det ved lige til Syd­spidsen af Rindby; det er Bøndergaardene, som ligge her. Her have man fri Udsigt over de venlige Marker og Enge, der strækker sig lige fra den østlige Strand­bred helt over til Klitterne; ja selv imellem disse finder man smaae opdyrkede Oaser, jævnligst med Rug eller Byg.

Saadan en lille Plet, som oftest kun et tusinde Qvadratalen, stundom vel endog endnu mindre, opdyrker Konen med sin Spade, medens Manden om Sommeren pløjer Havet. I det Hele taget besørge Fruen­timmerne største Delen af Markarbeidet, og med Undtagelse af Bønderne i Rindby er der meget faa Mandfolk tilbage paa Øen om Sommeren, mest gamle Mænd, der have trukket sig tilbage efter det møisommelige Sømandsliv, ofte med en klækkelig Skilling; overhovedet bærer hele Øen, som det ogsaa ovenfor er antydet ved Beskrivelsen af Husene, Præg af jævn Vel­stand. 

Men Søen er den væsentligste Indtægtskilde, Agerbruget har ikke synderlig at betyde, hele Øens Hartkorn udgjør kun 60 Tdr. Agrene og de grønne Marskenge med de omspredte nette Gaarde og Huse, Kirken og længere tilhøire Nordby og Odden med sin tættere Hus-Masse, dannede med Klitterne som Baggrund en smuk og livlig Forgrund, der endmere hævedes ved en livlig Staffage af de hjemvendende Fruentimmer, som have været beskæftigede med Høsletten, og Andre, der dreve Qvæget tilvands.

Fruentimmerne ere (i Parantes bemærket) næsten alle smukke, nogle endogsaa meget smukke, men det forblev endnu den Aften for det meste en Hemmelighed; thi saalænge de gaae i Marken, ere de gjeme maskerede med de saakaldte »Struder«, sorte Hel- eller Halvmasker, omtrent af samme Construction som vore Silkemasker, for at skærme sig mod Sandet og mod Luftens og Solens Indvirkninger; de fleste af dem have ogsaa den fineste og smukkeste Teint, nogen Dame kan ønske sig. Men et underligt Indtryk gjør det, denne Maskerade paa fri Mark, første Gang man seer det.

Nu ere vi imidlertid naaede til vort Bestemmelsessted. En venlig Modtagelse og et rigeligt Aftensmaaltid ventede os der og en gemytlig Aftenpibe med dito Passiar sluttede Dagen. »Det blev Aften og Morgen - den første Dag«. - Man sover prægtig paa Fanø med et ganske svagt Accompagnement af Havet, som først hørtes, da det blev ganske stille rundtom; thi Veiret havde allerede i længere Tid været stadig roligt og godt.

Jeg var 2-3 Dage paa Fanø, fra Mandag Aften til Torsdag Eftermiddag, og jeg fik seet mig ganske godt om i den Tid. Jeg bestræbte mig for saa fuld­stændig, som det lader sig gjøre i saa kort Tid, at danne mig et tydeligt Billede af Øen og dens Befolk­ning. Og det er virkelig nok Umagen værdt at gjøre det; jeg har intetsteds truffet en slig poetisk Duft udbredt over Naturen og Menneskene som her; man behøver vist ikke at reise til Venedig eller Neapel, til Dalarne eller til Norge for at træffe Poesi i Livet; vi have det herhjemme hos os, naar vi blot ville aabne Øjet derfor. Det gaaer hermed som med Konsten; Konstnerne troede før, at de maatte reise udenlands for at hente »Sujetter« og for at blive rigtige Konstnere; see nu, (for blot at nævne et Par Exempler) paa Skovgaards, Rumps, Exners Billeder! behøves det virkelig ? Gaa ud i vore Skove og til vore Strande, og rejs over til Hederne, men luk Øinene og Hjertet op, saa skal Du see, der er ogsaa Poesi i Lyngen og Sandet og Hjeilens klagende Sang; der er Poesi i Landet trods Studene og den tørre jydske Praxis, der er navn­kundig, og som ogsaa er sand. Dog, Blicher har lært os det; han er et ægte Barn fra Heden og dens første­fødte Sanger. Han har hørt og forstaaet de Toner, som der tale til Hjertet og har sunget dem igjen for os Andre. Jeg kunde ønske, han havde seet Fanø og havde fortalt os om Fanø, thi han havde kunnet det; men det par Sider, han i »Vestlig Profil af den cimbriske Halvø« har ofret paa Fanø, tjener kun til at vise, at han ikke ret har seet denne Ø, saaledes som netop han kunde see. 

Gaa over de flade, frodige Marker ud igjennem Klitterne, dvæl lidt der i denne forunderlige vilde Natur og gaa saa ud til Havet, lige majestætisk, enten det hviler sig eller det raser, enten det sukker eller det brøler, og sig mig saa, om det ikke er Poesi! Gaa saa til­bage og bland Dig mellem Menneskene, see deres Liv og hør deres Tale om Havet og om deres Dont, og siig mig saa, om det ikke er Poesi! See paa disse stærke, djærve Mænd, saa bestemte og dog saa blye og saa bløde ! See paa disse mørke, ildfulde Øine, som kige ud igjennem Maskerne, og paa de smukke Ansigter, der komme tilsyne, naar disse tages af! aldrig har jeg nogetsteds seet saa mange Skjønheder samlede paa eet Sted; og hvor der er saamegen Skjønhed samlet, der maa Sindet ogsaa stemmes for Poesi. Du skulde høre en lille nysselig Kone paa Spørgsmaalet, hvor gam­mel hun nu var, svare: »Vi ere 31 Aar.« - Hvorledes ? - »Jo, Jan og jeg, vi ere fødte paa een Dag.« De har nok tænkt, at »lige Børn lege bedst.« Jan, han foer langveis borte, men hans lille Viv gik hjemme og passede Huset og hans gamle Fader og saa 3 prægtige Børn. »Hun længtes jo nok efter Jan; - men det vide vi jo, at Mændene maa være borte Sommetide.« Og hvert Aar er der Nogle, som blive borte med det Samme. »Havet tager dem«; men de Andre gaae ud ligefuldt, ligesom Rokkedreieren hver Aften gjør dét Vovestykke, at gaae i sin Seng, skjønt alle hans Forfædre ere døde der. Poesi er der over det Hele, men ikke Sværmeri og Fantasteri; det er sunde praktiske Mennesker, der godt vide, hvad de foretage sig; Poesien hos dem er noget Givet; det er ikke Noget de selv producerer eller construere - eller affectere; den staaer i nøie og uadskillig Forbindelse med deres Originalitet, ligesom overhovedet det i Sandhed Originale og det Poetiske vistnok ere temmelig nær beslægtede Begreber.

Det var deiligt Vejr, saa man kunde gaae, saa meget det skulde være, og det benyttede vi os af. Vi vare ude ved Havet og imellem Klitterne; hvad jeg elsker saa høit herved som ved Heden, det er det, at det er den rene, nøgne Natur, uberørt af Menneskehænder. Civilisation og Cultur ere gode Ting, og jeg holder dem høit i Ære, men det kan stundom gjøre godt at komme lidt udenfor deres Område. Vi vare ogsaa ude blandt Menneskene, og er Veiret kun saaledes, at man kan slippe ud af sin egen og ind ad Næstens Dør, saa er denne aaberi; Gjæstfriheden paa Fanø staaer i ingen Henseende tilbage for den paa det jydske Fastland, hvilken med Rette er berømt; man er velkommen allevegne, og er man paa Øen, bliver man ogsaa ført ind allevegne; der er en hel Del Familier af den saakaldte »bedre Klasse«, og hvis der var endnu nogle fle­re af dem, kunde man tilsidst trænge til ikke alene at føres ind, men ogsaa bæres ud, thi allevegne bliver man trakteret.

Nordby Kirke svarer rigtignok ikke synderlig til det, man almindeligvis venter af en Kirke, men desto mere staaer navnlig det Indvendige af den i Samklang med de locale Forhold og Eiendommeligheder. 

Kirken, hvor den nu staaer og saaledes som den nu staaer, skriver sig fra 1781; da blev den sidste Gang flyttet, hvilket var skeet engang før (1574) paa Grund af Sand og Vand og tiltagende Folkemængde. 3 Gange fik den forrige Kirke »formedelst Menighedernes Tilvæxt« nye Udbygninger paa nordre Side, nemlig 1651, 1703 og 1737. Den var lav med »et lidet Taarn«. Den nuværende Kirke er en stor, temmelig høi og bred firkantet Kasse med store firkantede Vinduer, der give prægtigt Lys i Kirken. Der er ingen murede Gavle, Taget gaaer helt rundt; det er af glasere­de Tagstene, og midt paa Rygningen sidder et lille Spir. Det Hele seer pænt ud og er vel vedligeholdt, men det har ikke Noget af den Alvor, som jeg kræver i en Kirkebygning. Ligesaadan indvendig. Det er ikke den gamle Kirkestil, der taler til Sjælen og vækker Andagt; ingen høie Hvælvinger; ingen forbausende Stenmasser; ingen malede Vinduer med deres mystiske Lysvirkninger; intet majestætisk Chor, tvertimod slet intet Chor; Intet af al Dette; det er en meget stor rummelig Sal med en Mængde Stolestader paa alle Ledder og Kanter, i Midten Fruentimmerstolene og langs Væggene Mandfolkenes Pladser, Honoratiores Stole og et Pulpitur langs Kirkens nordre Væg. Midt paa dette staaer et Orgel, som blev skænket af Chr. VIII., da han i 1844 besøgte Øen. Ligeoverfor dette, midt paa Kirkens søndre Væg, er Altret an­bragt, og ovenover dette Prædikestolen. Ved Siden af Alteret staaer en gammel Døbefunt; om den hedder det i Pontoppidans danske Atlas, at den »er støbt af Malm med sær gammel Munkeskrift paa«, og der er om den »den Tradition«, at den skal være given af Dronning Thyra Danebod, som paa sin Hidkomst fra England skal have lidt Skibbrud ved Manne«. Dette kan nu ikke forholde sig saa, da Thyra, som Subm har eftervist, ikke, som Saxo fortæller, er »hidkommet fra England«; men hvor Funten da er kommen fra, vides ikke; kun saa Meget veed man, at den er flyttet med Kirken begge de Gange, den er flyttet; og der er desuden den Synderlighed ved den, at Vandet i den flytter med og holder sig friskt, saa det stadig bruges ved Daabshandlingeme (undtagen i den kolde Vintertid, hvor man oven i Funten sætter en Kumme med lunkent Vand). Det er blevet chemisk undersøgt og erklæret for sundt og uskadeligt; siden 1845 er der ikke fyldt frisk Vand i den, efter hvad man fortalte mig. Hvad der giver Kirken et charakteristisk Udseende paa Grund af den Forbindelse, der altid maa være mellem det Religieuse og det Folkelige, Nationale og Locale, er en Mængde smaa Skibe, der ere skænkede af Søfolk ved forskjellige Leiligheder, og som ere ophængte under Loftet. Foruden dette, en Lysekrone og nogle smaa Mindetavler, har den ingen mærkelige Prydelser. Menigheden eier den selv; tidligere vare dens Tiender tillagte det Kanonicat i Ribe, hvoraf blandt Andre Anders Sørensen Vedel har været i Besiddelse; naar den skal istandsættes, lignes Omkostningerne paa Menighedens Medlemmer, medens dens stadige Indtægt væsentlig bestaaer i Afgifterne af Stolestaderne, der fæstes bort. Disse rumme omtrent 1000 Mennesker og ere i Reglen fulde. Man vil sige, de gaaer der af Vane; dog, »af Vane« at være, er denne endda ganske god.

Jeg var imidlertid kun tilstede som Tilskuer ved Brudevielsen, da der ikke var blevet givet »Byde-manden«, som overbragte Indbydelsen, noget bestemt Svar, fordi vort Ophold paa Øen kun skulde være saa kortvarigt. Fra Kirken gik jeg derfor med mit Sel­skab op i Norby og Odden og gjorde nogle af de foran omtalte Smaabesøg, og allevegne bad man os blive, eller dog komme igjen; »har De ikke nok en Aften tilovers for os ?« men desværre, vi havde det ikke. Ja, over paa Vesteregnen kunde vi snærpede Kjøbenhavnere og Sjællændere mangen Gang have godt af at komme for at lære Gjæstfrihed!

Da vi Kl. henad 9 om Aftenen kom hjem, foreslog vor Vært, at dog Nogle af os skulde gaae over i Brudehuset, saa meget mere som dette laa temmelig nær. Det var let at finde, et stort Dannebrogsflag vaiede ved Husets vestlige Gavl. Da vi kom ind, traf vi Selskabet, der forresten ikke var meget talrigt, bænket i to Stuer paa Rad. Det var et »lille Bryllup« eller »Sommerbryllup«; de store Gilder finde kun Sted om Vinteren, naar Mændene er hjemme; de fleste af de her tilstedeværende Mænd vare ikke Øens egne, men Honoratiores. Manden i Huset, Brudgommens Fader, var ude, og Brudgommen selv, der var Styrmand hos Fa­deren, var kun kommen hjem en 8-14 Dage fra en nordtydsk Havn over Hamborg for at holde Bryllup; derpaa skulde han atter afsted og træffe Faderen i England. Nu sad denne »vidtforreiste« unge Mand der indeklemt i en Krog, men forresten saare behageligt, thi ved Siden havde han jo sin unge Kone, nydelig selv i Brudedragten, der iøvrigt er langt mindre klædelig end den Dragt, Fannikefruentimmerne sædvanlig bære; og hvad Krogen angik, da var den meget reputerlig ligesom hele Stuen og hele Huset. Alt havde et net og velhavende Udseende. Væggene i Storstuen, »æ Sals«, hvor det egentlige Brudebord stod, vare helt beklædte med hollandske Porcelainsfliser, en temmelig almindelig Prydelse i de Egne, hvor man i det Hele finder mange smukke Sager, som Mændene bringe hjem rned fra deres Reiser paa Holland og England. Saaledes stod paa Bordet to forskjellige meget zirlige Thestel, hvoraf det ene paa hvert enkelt Stykke var mærket med Mandens og Konens Navne. Jeg anfører dette væsentligt for at berigtige saadanne Forestillinger, som igjennem et meget yndet Skuespil bibringes Publicum om Fanø, at det i Grunden er »en Desert, fuld af Poverty, Nøgenhed og Ulykke«.

Men inden de gjore dette, vil jeg see, saa godt jeg formaaer, at aftegne dem for Dig. Dragten selv er efter samme Snit som den sædvanlige Fanikkedragt; et temmelig kort Skjørt og en snever Trøie knappet foran med to Rader blanke Knapper lige op i Halsen, snevre Ærmer knappede for Haanden og om Halsen et stort Tørklæde omtrent som Amagerpigernes. Forklædet er i Reglen mørkt, men til Brudedragten hvidt og overmaade stort. Hovedtøiet var aldeles forskjelligt fra det daglige; det bestod af en lille Hue med en Speil ligeover Panden og en stor Plade i Nakken, smykket med mange Perler og deslige; det sidder langt tilbage paa Hovedet og lader Ansigtet meget frit. Det daglige Hovedtøj gaaer derimod langt ned omkring Ansigtet og skjuler ganske Haaret; det er dannet af et mørkviolet Tørklæde med svage røde Striber eller Tærner og bindes over en Top øverst oppe i en Knu­de med nedhængende Snipper. Vil Du see, hvorledes Fanikkedragten og Fanø i det Hele ikke seer ud, saa kan Du gaae hen paa det kongelige Theater og see »Slægtningene« ! Tildels med Hensyn paa den Maade, hvorpaa Fanikkerne i dette Stykke betragte den tilreisende Englænder skal jeg her fortælle et lille Træk, der antyder Fanikkernes virkelige Forhold til den øvrige Verden. En Fanikkekone vilde med sine Døtre besøge sin Søn, der er etableret i England. Nu have Fanikkerne imidlertid mærket, at, naar de. komme længere bort end til det nærmest tilgrændsende Fastland, blive de begloede og forfulgte af Nysgjerrige. Det hover dem ikke. Nu ja, det har man Raad for; Konen og Døttrene anskaffede sig til Englandsrejsen fuldstændige Damedragter og rejste til England som Damer; men ved Hjemkomsten kom Fanikke-dragten paa igjen.

I skulde ellers seet de gamle Mænd, Skolemestre og andre Hædersmænd, og Matroner, tynde og tykke, svinge om, saa det stod efter! Allesammen lo de og svedte og pustede, og Lysene viftede. De AIlerældste stode langs Væggene og saae til, indtil ogsaa de dandsede med; og havde der været en Dragkiste, havde den bestemt dandset med ligesom »Tantes Dragkiste«; men der var ikke Andet end Skolebænke og Katheder, og de ere alle for kloge og fornuftige til at dandse. Medens Pigerne og Konerne dandse her sorgfri og lystigt, medens Brudgommen seer stolt og ømt paa sin unge Viv, dandse udenfor de lette Sommernatsskyer forbi Maanen, Havet skvulper mod Stranden; det lyder som Sukke. Og disse Sukke, hvad er det de fortælle ? - De fortælle om mangen Brudgom, der gik ud, men »Havet tog ham«; han gik i Havn derude under de fraadende Bølger; den Havn er tryggere end den bedste, der blev inddæmmet af Menneskehænder og vogtet af en Havnecaptain.

Man har et Billede, hvor »hun« sidder ved Havet og venter; ak, hold op at vente, han er jo kommen i Havn! men hun bliver siddende. Billedet er sandt, om endogsaa Du træffer hende i Stue og Kjøkken, hvor hun gaaer stille ved den daglige Syssel; men naar den er røgtet, saa gaaer hun derud, gaa Du ogsaa derud, og Du vil forstaae det! Gik Du end derud med det ligegyldigste Sind, ja saae Du kun den seige, hensigtsmæssige Marehalm, da Du gik gjennem Klitterne, - bliv lidt nede ved Havet! see ud over det! Lyt til dets Røst! Eller buk Dig ned for at tage en smuk Sten eller Conchylie op eller for om mulig at finde et værdifuldt Stykke Rav, hvad finder Du saa der mellem det Øvrige ? En lille sort Sten af samme Form som de andre, dreiet og afpudset af Havet; men den er jo ganske let - og mør; det er Træ. Der ligger nok en. - Hvad fortælle de ? - De fortælle om et deiligt Fartøi, stolt som en Svane, let som en Maage; det var paa Hjemveien; Captainen stod i Agterstavnen og saae paa Havet og paa Skyerne, der trak sammen; han tænkte paa dem derhjemme; men det varede ikke længe, førend Havet overdøvede selv hans stille Tanke. Nu gjælder det at handle, og det hurtigt og bestemt; men Havet er ogsaa hurtigt og bestemt, ak saa forfærdelig bestemt; de maatte i Havn, i den dybe Havn, hvorfra man aldrig vender tilbage. - Og der! hvad er det, der kommer"? - En Flaske; indeni ligger en Seddel; en lille Oplysning om, at nu er det forbi; men nu - naar ? –