Førstelærer Thomsens erindringer om barndommen i Nordby

 

Denne artikel er blevet til ved afskrift efter privat diktat fra lærer G. P. Thomsen til lektor Hans Brinch i foråret 1966. Gregers Peter Sonnichsen var født den 16. april 1886, som søn af skibsfører og lods, Jacob Thomsen og Marensine Gregersen. Familien boede på Willemoesvej 8 i Nordby. Gregers P. Thomsen var førstelærer og kirkesanger i Sønderho.

En af Fanøs kendte mænd, pens. førstelærer Gregers Peder Thomsen, Sønderho, er i fredags, den 28. august 1970, afgået ved døden 84 år gammel.

Førstelærer Thomsen var født i Nordby den 16. april 1886. I 1907 tog han sin lærereksamen fra Jelling seminarium, hvorefter han supplerede sin uddannelse med et særlig kursus i engelsk. Så virkede han nogle år ved det københavnske skolevæsen, indtil han i 1921 fik ansættelse som førstelærer og kirkesanger i Sønderho. Gennem 30 år virkede han i Sønderho, indtil han den 1. december 1953 tog sin afsked. Det blev mange børn, som lærer Thomsen, der stedse søgte at give dem alt det bedste, han formåede, på deres første trin på uddannelsens vej. Han var glad for børn, og han udførte sin gerning trofast og samvittighedsfuldt.

Da han tog sin afsked fik han sammen med sin kone bolig i ”Danbyhus” lige overfor den gamle skole. Senere flyttede de ind på Brinchhjem. Her døde hans hustru for et par år siden.

 

marensine-gregersen  

 

gregers-peter-thomsen-copy

 

 

     BARNDOM l NORDBY.

Det er nu og da hændt i mine senere år, at jeg er blevet opfordret til at nedskrive mine oplevelser, enten når jeg har optrådt som foredragsholder eller fremmedfører, eller jeg med min violin har underholdt en forsamling med vor lille ø's ejendommelige sange og dansemelodier. Og med tilføjelse af nogle historier og oplevelser. Idet man mente, at det kunne have sin interesse at kende en sømandsbefolknings liv både ude og hjemme, særlig fra min barndomstid, der faldt sammen med sejlskibstidens sidste dage på Fanø.

Slægtens historie:

Det er et helt under, at jeg overhovedet kom til verden! En af mine forfædre lå skindød i 8 dage, og som 17-årig sømand hang jeg med hovedet nedad i en skibsmast, 72 fod oppe, - men derom senere.

 

Min slægt går langt tilbage; en troværdig kvinde af vor slægt har fortalt mig, at vi stammer fra en gårdejer Niels Sørensen, der var sogneforstander, og som boede lige syd for kirken i Nordby. Han var med til at købe Fanø sammen med en mand fra Sønderho i året 1741 på en auktion i Ribe. På fædrenes side stammer jeg fra en skipperslægt fra Nørre Nebel, hvor min farfar var husmand om vinteren og sømand om sommeren. Min fars første sejltur, var da han som 13-årig knægt var med i en lille evert til Norge. Den blev bygget bagved klitterne ved Henne Strand, og på vogne i to dele blev den kørt ud til stranden, nittet sammen med trænagler, lastet med korn og søsat til Norge. Så hjem igen med tømmer. Han sejlede i ca. 50 år, indtil han var 66 år, og han døde som en gammel mand på omkr. de 80. Mors slægt: Mors navn er Marensine, født Gregersen. Hun er datter af krydstoldskipper Gregers Peder Gregersen, der var kaptajn Hammers betroede mand under krigen 1864. Og som ung var han med til at overføre gen. Ry's soldater fra Helgenæs til Fyn fra Fredericia i 1849. Han døde 83 år gammel som toldmedhjælper i Nordby. Han var formand for våbenbrødrene der. Min mormor hed Mærregrethe, og hun var plejedatter på en stor gård, hvor man havde udset hende til hustru for plejesønnen, men hun foretrak en fattig sømand, der havde mistet sin far og bror i samme sø på Nordsøen. Hans mor måtte flytte får for at klare til dagen og vejen og fik navnet Maren Fenne. Til tider fik hun lidt mad, til andre 50 øre. Denne fattige dreng foretrak hun og derved blev hun af gårdens folk gjort arveløs. Vi har dog et kodebrev, hvori hendes tilbeder, plejesønnen, tager afsked med hende i smukke vendinger, hvor han godt kan forstå hendes følelser. Ved hendes lille fattige fanøhus står endnu en pæl, hvorpå venlige mennesker satte mad til en syg sømand, som senere boede der. Man mente, han havde en farlig og smitsom sygdom, og stak maden til ham, som om han var spedalsk. Bedstemors far var møllersvend og stammede fra Ho ved Blaavand. Han kom til øen og tjene på møllegården i Nordby, hvor han pådrog sig en lungebetændelse. Af ligsynsmændene blev han erklæret for død, thi der var ingen læge på Fanø. De nærmeste boede i Varde og Ribe. Han blev derfor lagt på strå, rughalm, på en dør i 8 dage, til kisten var færdigtømret. Han var imidlertid kun skindød og kunne høre alt, men ikke røre sig. Før de løftede ham op til den sidste tur i kisten, opdagede de, at han bevægede sin store tå! Dermed var han frelst fra at blive levende begravet. De gned ham med uldne klude, og det var heldigvis i sommertiden. Jeg kan forstå min mor og min tantes uvilje imod tidlige begravelser af de døde. Min bedstemor lå derfor otte dage lig i hendes eget syede ligtøj med sort lue og bånd, som hun selv havde syet til lejligheden. Jeg hørte dem sige til hinanden; »Nu er bedstemor virkelig død!« Det havde været torden, og der var sket forandring med hende. Jeg stod ved kisten og hørte deres kommentarer. Hun blev 74, Jeg kan kun erindre hende som en meget gammel kone, der var lænket til sin stol p.g.a. en dårlig fod. Bedstefar, hendes mand, boede jeg hos som 5-årig, da han blev enkemand. Vi fik ikke lov til at være med til begravelsen, men dagen efter var vi ude på kirkegården med bedstefar. Vi sørgede dog hjemme på vor måde ved at spille sorteper med kun sorte kort. Ved graven næste dag siger min lillesøster på ca. 5 år til bedstefar, som stod med hende ved hånden: »Hvæm ska' do no gywtes mæ', bedste?« »A ska' 'et gywtes, mi lille pige,« sa' han smilende, og han holdt ord. Han var enkemand i 10 år. Jeg sov hos ham i alkoven, og han sagde gerne til mig: »Ka’ do no bed' di fad'wo? hvilket jeg gjorde, og så føjede han til: »Do æ en skjøn knæjt!« Jeg er opnævnt efter ham; han hjalp mor med at opdrage hele hendes flok i nøjsomhed og gudsfrygt.

 

 

Vi var med ham i kirke hver søndag, sammen med Mor; de havde hver sin 'kjærk stån'. Præ­diken kunne blive lang i de dage, men jeg elskede at høre præsten messe og tænkte: Jeg vil være præst, når jeg bliver stor. Men jeg længtes alligevel efter prædiken skulle blive færdig. Jeg var glad, når jeg hørte ham sige i bønnen for Sønderjylland; »....så langt som vort modersmål elskes . ...« thi så vidste jeg, at præsten skulle messe, og vi alle skulle synge.

Jeg vil indlede mit liv med mit hjems præsenterbakke. Min far var kommen med den fra Holland, og den forestillede et menneskes levnedsløb fra vugge til grav, et meget langt levned. Den var opbygget med trappetrin fra 0-10-20 osv. til 50. Så gik den nedad med ti-års trin til 100. Inden i trappernes trin var tegnet stadier: et barn i vuggen, i skolen, som konfirmand forlovet osv. . . .Nedad bliver man først gråhåret, så krumrygget, med stok og med 100 føres man bort med englene.

Far kom tidlig ud at sejle og sejlede med et tysk skib, efter han havde spadseret rundt som arbejdsløs i Hamborg flere måneder. Han kom til Vestindien som matros, en 18 - 19 år. Han fortalte om en orkan, der blæste i 20 min. og de kunne intet høre og se. En tysk bark sad efter stormen oppe på tørt land. Men ingen omkom, skønt ingen anede, hvor flodbølgen havde bragt dem hen. På hjemvejen havde de en episode med hundegalskab i Floridastrædet, hvor deres hund blev rabiat, Far greb den i ørerne med begge hænder, så den ikke kunne bide og kastede den overbord, og den borede sig ned i dybet uden at komme op igen. Den fik ingen smittet. Det var i ca. 1868.

 

navigationsskole Frederik-d

   Fanø Navigationsskole, grundlagt 1860.

 

 

Han kom så til at læse til styrmand på Fanø Nav. skole hos forstander Nik Sørensen, som han så meget op til. Han tog en god examen; så skulle han til orlogs om efteråret og måtte ikke tage hyre inden, hvorfor han tog til Sønderho og var med til at rigge den sidste skonnert til, der hed Sønderho. Han var imidlertid blevet forlovet med mor, og han tog hende med til skibsbryllup, som formæling af skuder med havet hed. Værftet stod i æ Kalle krog og blev drejet ned til havet med spil og sang. Så var der smørrebrød og fest og sang bagefter. Der var en pind (snaps) eller to i hvert glas øl. Far har fortalt, at da han sammen med de andre og med mor under armen syngende gik ned gennem byen Sønderho, hørte han forargede stemmer bag stikpillerne (bukketjørnene). »Det er dog synd, at så'n kø'n fannikerpige ska' ha' så'n fordrukken Kål!« Og jeg har dog aldrig set min far beruset. Han blev så styrmand efter orlogstiden og kom på varmen. Det var med henholdsvis gamle Konrad, (briggen) og briggen Knud. Han gjorde 3 rejser til Kalifornien rundt Kap Horn. På en af disse rejser var han kaptajn kun 25 år gl. Den sidste langtur, vist med Knud, gik med udvandrere over New York til Liverpool. På denne rejse fik han en tyfusagtig sygdom og lå bevidstløs, men han sad senere som syg på dækket i en stol og førte skibet i havn i Liverpool. Derfra skulle de til Hamborg, og kaptajnen ønskede her at overlade skibet til far. Men far ville hjem og sagde nej. Da havde han ikke set sine kære i 5 år. Mor havde kun to gange besøgt ham i Hamborg og London. Hun sejlede med ham fra London og tilbage.

 

 

Han blev skipper på lodskutteren ved Esbjerg og var der i 11 år. Hans løn var 700 kroner om året plus 200 i sportler, (extras). Dog havde de eget hus. Som lods har en gl. kaptajn her i Sønderho udtalt om ham. »Deres far krydsede ind over barren kort før jul, op imod en østvind med mit skib og vi var glade, da vi lod ankeret falde i Esbjerg. At strande der mod øst ved jul er den visse død.” Desuden udtalte han, »jeg ved Deres far gjorde 10 års rejser fra Amsterdam til Indonesien og tilbage. Det er en bedrift.« Jeg har gjort sådanne to rejser; på en af disse, måske den første, gjorde han en henrejse på 91 dage. Omtrent det samme som de berømte eng. teaclippers. På en af hans rejser kom han ind i en cyklon og skibet blev presset så hårdt, at de kun kunne være samlet agterude. Far siger så til mandskabet: »Jeg har fulgt søfartsreglerne og forskrifterne fra nav. skolen, men I kan selv se, at vi kommer dybere ind mod centrum. Hvad mener I?« »Vi stoler på kaptajnen!« - »Så går vi på tværs af reglerne!« Og ikke længe efter, rejste skuden sig (Emilie), og de var uden for fare. Dette var på vejen hjem fra Indonesien med kaffe. Senere fik nav. forstander Nick Sørensen at høre om denne rejse, og han bad far fortælle om denne oplevelse ved en spørge- og diskussionsaften på skolen. Men far overlod en skriftlig redegørelse til forstanderen, da han ikke havde ordet i sin magt. Senere sendte denne beretningen til Søfartsministeriet (el. Marine-), og de sagde, at far havde handlet rigtigt, og i den næste udgave af reglerne for cykloner blev disse forhold rettet. Far vidste, at kaffen udvidede sig, spændtes i lasten, så den ikke kunne forskubbe sig, derfor udnyttede han også alle sejl på vejen hjem, undt. her ved orkanen. Far var som en far for sine folk; han tillod dem ikke at lave numre. Når bådspiben lød, måtte de være på stedet. Han plantede gemyse i æsker og lod dem hver formiddag få en lille smule persille og grønt for at modvirke skørbrug. Han lokkede det i dem med en lille snaps. De lo ad det mange steder og kaldte det kaninføde, men instinktet sejrede. De fik også genever bl. med enebærsaft, fuld af vitaminer. Engang da de kom til Azorerne, fortalte Jeppe Nielsen mig, spurgte karantænelægen far: »Hvor mange døde er der her ombord? Efter Deres rejse på flere måneder.« »Vi har ingen syge eller døde.« »Ja, da ligger der rundt omkr. her på reden flere skibe, som har haft mange dødsfald efter lign. lange rejser.« Han bad sine folk tage fiskegrejer med, en solhjelm og uldent tøj. Det uldne tøj modvirkede forkølelse, tog sveden i varme og holdt kulde ude. Det var dengang en sjældenhed at gå med uldent tøj. Selv foretog han hver morgen en tur i rigningen for at holde sig i form og for at undersøge stropperne, som mændenes liv afhang af. Og han har aldrig nogen sinde mistet en mand i rigningen p.g.a. løse stropper eller råddenskab i tovværk. Selv var han heller aldrig syg. Han siger selv, han var heldig, og han tog ikke æren for noget.

 

Emilie-FOS-4735-8

   Emilie-FOS-4735-8

 

 

 

I mellemtiden var vi bleven en stor børneflok på 6 små. I min barndom så vi ham højst engang om året, og da kun i ca. 14 dage, efter at mor havde rejst til ham i Amsterdam og var hos ham ombord lige sådan i 14 dage.

Der var jo stor glæde når far kom hjem, hos ham og hos os. Han havde gerne gaver med til os alle sammen. Mor fik kaffe og the og krydderier, og pigerne tørklæder, og vi knægte forskellige drengeting, bl. a. fik jeg en violin, som jeg siden har spillet på i et par menneskealdre. Den sad med en sejlgarnsnor i en sæk med hollandske beskøjter. En gang fik jeg et skib med to master. Den var lavet af metal, vist zink, af en af hans søfolk. Til mor havde han klude, damask, silke, sjaler, spilledåser. Han handlede en del privat med småting ude i det fremmede; ellers var hans løn dengang således, at vi først kom i realskolen, da han fik råd dertil, for den kostede jo dengang penge at gå i. Vi har kun set far hjemme een jul i alle de ti år af min første barndom. Da skulle han have haft en damper, men da han havde undersøgt den i London, sagde han nej tak! Kort efter gik den ned på Atlanterhavet. Engang senere spurgte vore piger ham i øvrigt, hvorfor han ikke var blevet dampskibsfører. Det kunne han også have blevet svarede han, og han vidste, at det var manges store drøm og ansås for finere. Og de kunne tjene mere. Han svarede da:» Jeg har haft chancen, men jeg takker for, at jeg blot lod den gå!« Det kan være at I derved har beholdt jer far i live.«

Når han sku' komme hjem, blev der forberedt. Hun sparede til dagligt, vor mor, for hun sagde gerne: »far sejler og vi ska' spare.« Men når han kom hjem og når der var fest, var. der ingen smalle steder, uden at man dog ødslede med noget. Far og mor holdt sølvbryllup, hvor der var 200 mennesker til stede. Præsten spurgte ved denne lejlighed, hvordan er det med jer søfolk, som ser hverandre så sjældent? Vi andre landkrabber trisser omkring hinanden dagligt. Dertil svarede mor: »Det skal jeg sige Dem, herr pastor. Vi er som nyforlovede, hver gang vi er sammen og far kommer hjem.«  - Han havde hollandsk tobak med, og jeg som en stor dreng kunne selvfølgelig ikke holde mig fra den forbudne frugt. Men det kunne ske, at mor ku' sige til mig, der dengang var 15-16 år: »Åh, tej jen a fårs cig'ar og ryj den. Så'rt li'som han er hje'm.!«.

Når han skulle rejse fra os, var humøret småt over hele linjen, og vi græd alle sammen. Men engang skete det ved den lille færge, at jeg så mor smile i stedet for at græde, og det sagde jeg til hende, da vi kom hjem. »Ja, min dreng«, sagde hun, »det var jo for fars skyld. Han måtte ikke se, at jeg var bedrøvet. Han er endnu enligere end vi.« Men om aftenen når det tordnede, kunne vi høre mor sukke, - »Hvor mon far er nu?!« Engang kom der brev fra rederiet i Holland. »Fru Thomsen, De må ikke være bange hvis De i aviserne læser om en hvidmalet bark, der ligger uden for Hollands kyst med bunden i vejret. Vi tror ikke det er EMILIE. Men - der flød kasser med enebærsnapse omkr. vraget.« - Da gav mor sig til at græde! Thi det vidste hun, han havde. Men så lukkede hun sine hænder sammen, mens vi børn lå på gulvet rundt om hende, eller sad, og så bad hun højt FADERVOR og sagde dertil: »Nu har vi lagt far i Guds hånd,« - og så var hun rolig. Postmanden havde imidlertid skyndt sig at hente mors søster, men da hun hørte om dette brev fra Holland, blev hun syg, og mor måtte trøste hende. Imidlertid kom hjælpen næsten omgående, thi onkel, som hun var gift med, var netop hjemme det år. Han kom lige nede fra skipperforeningens læsesal, og da han ser brevet, siger han: »Jeg har lige læst i avisen, at en hvidmalet bark har passeret Eddistone fyrtårn med signalflag på en bestemt måde. Jeg tror, det er jeres far, for jeg har jo sejlet med ham, og det har han gjort for at blive set og bringe bud hjem til de ængstelige små.« 120 dage senere kom telegrammet, - den tid gik mor og vi i knugende angst, - og der stod kun eet ord: AGREEABLE. Mor hun stod og læste det på fannisk, - med trykket på able »Hwa betyj dog det?« Jeg siger så til mor, da jeg kunne lidt eng. »Mor, det betyder noget behageligt, eller alt vel. Det betyder kun noget godt.« Min skolekammerat, som var med mig et øjeblik, siger så: Hvor ka' det være din mor græd, da hun hørte det? Min mor er altid glad, når hun får telegram.«. - »Ja, Christian, men du ved ikke, hvor mor har ventet og ventet sammen med os.... « og så fortalte jeg ham det hele.

 

 

Far skrev altid et lille brev til hver af os børn, når han var på varmen, og det endte altid således: »Din tro indtil døden hengivne fader Jakob Thomsen.« - Vi mistede en søster i denne periode, som hed Petrea. Hun var 13 år og skulle konfirmeres, gik til præst. Hun blev syg af blindtarmsbetændelse, der gik over til bughindebetændelse. Man kendte ikke herovre til operationer dengang. Hun døde d. 29. jan. en måned før sin fødselsdag. Det mærkede min far, mens han var ud for Sct. Helena. Han skriver til mor i sit brev: »Jeg så lille Petrea foran mig. Jeg ku' ikke sove, - ja jeg græd ved synet. Hun er vel ikke død!« - Mors brev, som han fik i Maccassa, meddelte at hun var død ved den tid, da han havde drømt og skrevet. Det var et hårdt slag for dem begge, men bedstefar og tante Grethe var en stor støtte for mor i den svære tid derefter.

Nu kommer jeg til at tænke på fars synske evner, eller hvad de hedder. Nogle kalder det jo telepati, men far har haft andre lignende oplevelser, som ikke kan være telepati, han selv snakkede dog om, at han vist nok var det, der hedder synsk. Han oplevede som ung matros på et tysk skib, mens han var til vejrs, at han så en ung letmatros ved navn Wilhelm dumdristig balancere ude på bovspyddet, og han råbte til ham: »Kan du lade være med de narrestreger, Wilhelm!« - Det var ved nattetide, men da han sku' afløses, til sin frivagt og gik ned for at purre , lå Wilhelm i sin køje og sov. Og han havde rigtigt set ham deroppe. Næste dag faldt Wilhelm ned fra bovspyddet og druknede. Det må være det, man kalde forvarsel.

Mors far havde også noget af det: Han lå med sit skib i Thisted og sov i land (han var Fannik) ved siden af en stor sal i en kro. Om natten vågnede han ved at høre salmesang, og idet han lukker døren op til salen, var denne fuld af mennesker omkring en kiste. Ved næste rejse boede han atter der, og værten døde, og lå da lig i denne sal. Da oplevede han nøjagtigt det, han havde drømt. Personlig har jeg oplevet noget lignende. Det må høre ind her: Min kusine, som stod mig meget nær i min ungdom, kom hjem fra København og var meget syg. Grædende fortalte hun mig, at hun skulle på hospitalet. Hun var 36 år. Mens hun lå der, drømte jeg, at jeg kørte i rasende fart med en vogn og med et tog. Næste formiddag blev der ringet efter onkel Peter, hendes far, som var på høbjergning med sønnen ude ved Fuglekøjerne. Der blev sagt, skynd jer, hun er døende. Jeg for ned på gaden og anråbte den første vogn, jeg så. Bad ham så vende i en fart og køre mig alt hvad remmer og tøj ku' holde til Fuglekøjen. Det gjaldt jo liv og død. Vi fik så fat i onkel og sejlede med extradamper, men nåede ikke at sige farvel til hende. Og i drømmen ku' jeg ikke køre hurtigt nok, sprang over stok og sten og nåede det ikke i drømmen. Så sker det, at hendes mand bad mig om at følge med op til præsten og graveren ang. begravelsen. På vejen hjem fra præstegården møder vi organisten, en dame, for opadgående til præsten, mens vi fortsatte for nedadgående hen til graveren, der arbejdede på kirkegården. Mens vi sådan står der i mørkningen, om sommeren, og taler med graveren, hører vi orgelspil og salmesang fra kirken. Jeg kendte melodien: »Herre, jeg har handlet ilde.« Der var intet lys i kirken; det kan ikke have været organisten, og hvem var det, der sang? Jeg brød mig ikke om at gå ind, - vi hørte det alle. Denne melodi blev sunget til hendes begravelse, med en anden tekst. Jeg var dybt grebet og glemmer det aldrig. Jeg ku' ikke tænke mig at gå ind i kirken. Ikke ved mørke eller om natten i Nordby hvor jeg har haft min barndom, og hvor jeg er født. Men det har aldrig generet mig at gå i Sønderho kirke, hvor jeg ingen forfædre eller tilknytning har.

 

 

Alt den slags overtro og synskhed ligger til øen. Den kendte lokalhistoriker H. P. Hansen i Herning har bedt mig om at fortælle, hvad jeg kendte af andre tilfælde. Her fra Sønderho henvendte jeg mig til graveren Lille Peters Jens, og spurgte ham om han havde oplevet noget i eller ved kirken.

Men dertil svarede han nej! Derimod havde han som jæger et mærkeligt tilfælde. Det var måneskin og så klart, at han ku' se en 10-øre på jorden. Han kom nede fra havnen og gik op mod byens centrum, da han ser en stor skare sortklædte mennesker. Han sagde til sig selv: »Jeg kan ikke være bekendt at gå en anden vej hjem, end jeg plejer. Jeg tog et godt tag i mit gevær for at stive mig af, og så gik jeg lige imod ligskaren.

Og pludselig forsvandt den, da jeg kom til mejeriet. Kort efter blev en søn af købmanden på dette hjørne begravet under meget stor deltagelse.

 

 

 

B00091 002 Moeller-Anton-189

 

Møller Anton

 

 

Vor gamle faktotum, Møller Anton, kom engang til mig og sagde:» Thomsen jeg har set Guds "finger." (mærket). »Nå, har du det Anton!« «Jo, jeg stod og slog græs med min store le. Pludselig mær­ker jeg et stød på min venstre skulder, og da jeg vender mig om, står der et lille barn lige ved spidsen af min store le. Var det ikke Guds finger, jeg mærkede, Lærer Thomsen, for der stod ingen, der ku' nå mi skulder! « »Jo,« svarede jeg, »det er der ingen tvivl om.« Ved et strøg til med leen ville den lille være blevet spiddet! Anton var en enfoldig, men på mange måder begavet original.

M.h.t. varsler, da oplevede jeg, mens jeg var i Kbhvn. en nat noget mærkeligt med en ung mand fra Nordby, som har sejlet med Far. Han havde en meget svag hals ligesom mig selv, men hans blev værre og værre. Og sidst, jeg talte med ham i sommerferien, hang han ud over færgens lønning og kastede op. Han var syg i sin hals. Han var matros ombord. Om efteråret i Kbhvn. drømmer jeg, at han stod ved min seng og så meget alvorlig på mig. Den pågældende vår, i maj, var jeg hjemme for at søge min nuværende plads og var ved denne lejlighed på kirkegården, den nye, og her så jeg en grav med hans navn og dødsdag, der netop faldt i den måned, jeg havde drømt om ham. Jeg har også set forvarsel for den sidste krig, idet jeg en nat vågnede ved et frygteligt brag. I drømme havde jeg set forskelligfarvede lyssignaler over Fanø, og da jeg senere kom hjem til Sønderho, oplevede jeg braget ved et bombenedslag. Det samme brag som 1000 tallerkener og de samme farvede lysglimt. Desuden havde jeg omtrent samtidig, en drøm. En nat så jeg hundredvis af flyvemaskiner herhjemme komme op over Fanø på tværs, og jeg siger til min hustru: »Hvad nationalitet?« »Det er engelsk« siger hun så. Thi vi lo, da jeg fortalte hende, at en af maskinerne kastede to løveunger ned til os ved skolen. Vi lukkede dem ind til os i skolen. 3 måneder senere kom der 63 tyske maskiner, så det var ikke dem, jeg havde drømt om i vågen tilstand. Men ved et rejsegilde, hvor der var flere tilstede af vore bekendte og venner, fortalte jeg denne sjove tildragelse med de mange maskiner og løverne. Da så englænderne i hundredvis kom over Fanø på vej til Pebemünde, blev vi enige om, det var dem, jeg havde set varsel for. Og en dame standsede mig, en af dem, som havde hørt min fortælling, og sagde: »Thomsen, det var det, du havde set.« Det var dengang, tyskerne fik ødelagt deres nye raketter. Desuden mener jeg at have set Jesus. Min far så Jesus lige inden han døde, dagen før, og han var meget optaget af det, og vidste han nu skulle herfra. Han fortalte synet til mor. Hun så på ham, som om hun ville sige, »Du taler i vildelse far.« Men han læste hendes tanker og siger, »Mor, jeg er fuldstændig klar. Jeg ved, hvad jeg siger, og hvad jeg så.« Næste eftermiddag fik han besøg af provst Nielsen, og denne siger, »Skal jeg bede en bøn med Dem, kaptajn Thomsen?« »Ja, men den skal være kort, herr pastor!« Og han bad fadervor sammen med far. Og sagde så farvel. En time senere kaldte han på mor. »Mor, jeg synes ikke, jeg kan se dig.« Hun bøjede sig over ham og gav ham et kys og sagde så: »Far, dine læber er kolde.« »Ja, nu kan jeg ikke høre dig godt mere. Giv mig et kys.«
Og så sank hans hoved tilbage.
Men kort før han døde, havde jeg en drøm, og den må med. Jeg drømte, at djævelen sad ved Fars side og forsøgte at rokke ved hans barnetro. Albert Møller, kom og hentede mig om natten, fordi far var meget syg, - Da havde der siddet ved hans leje en
meget rig mand, som ville overtale ham til at tro på spiritisme som religion. En anden havde skrevet et brev med udtryk, som far rystede på hovedet af og erklærede smiger. Da jeg virkelig kom og hørte om de to mænd, der havde været der, forstod jeg min
drøm om djævelen. Den ene havde givet ham 100 kr. til lidt godt.
Fra den anden hørte han om sit gode dådrige liv. - men det var smiger, og det var efter fars mening ikke de gode gerninger, vi skulle dø på.

 

 

Men også jeg så som sagt Jesus. I mine sene år. På hospitalet i Esbjerg, hvor jeg lå nogle måneder med en alvorlig blodprop i hjertet. Jeg havde imidlertid været helt feberfri i flere dage, da jeg en nat ved tretiden så en kristusskikkelse som en konge stå i hele den højloftede stues størrelse. Jeg havde været vågen og tænkt længe. Jeg var helt klar og sad op i sengen, da jeg nogen tid havde været i god bedring. Jeg tænkte, du skal vel snart dø nu! tænkte ikke sagde. Thi den, der ser Gud skal dø (Moses). Dø, som da far så ham. Skikkelsen sagde intet til mig, men så på mig, som ville han sige: »Ikke endnu. Du skal få en nådetid!« I min befippelse råbte jeg, »Herr pastor, herr pastor!« Så forsvandt skikkelsen.

Endnu et interessant tilfælde fra min barndomstid oplevede jeg mens hele familien skar korn med segl ude på vor mark, hvilket jo altid var en dejlig oplevelse, med medbragt mad og øl og kaffe. Men pludselig trak et grimt tordenvejr op med lyn og truende regn. Min Mors slægtning, som altid hjalp os, og som var en prægtig kvinde i alle måder, men rask i munden, tager sin segl, idet hun løfter en håndfuld neg op i luften, og råbte: »Jeg skal skære dig, du gamle!« Og mor, skrækslagen, siger bekymret: »Gud forlade din mund, Trine dog!« - Senere på dagen skulle tante Trine fernisere i en villa ovenpå i loftskammeret. Da trak et endnu hårdere uvejr op. Et lyn slog ned, og i den villa hvor hun var, - den antændte ikke, men kastede skorstenen ned i gården med et frygteligt brag. Hendes frelse var vel, at hun lå på et tørt sted på gulvet, men med den ferniserede del omkring sig. Det var som et lyshav omkring hende. Jeg kan se hende endnu komme vaklende, bleg som et lig, ind til mor, og falde hende om halsen med de ord: »Havde jeg dog aldrig gjort det«, idet hun sank sammen på en stol. Det var et kuglelyn.

 

 

Et par tilfælde fra min tid som lærer bør jeg måske også tage med. Ved udflugter, plejede jeg hver gang at synge morgensang og bede fadervor, mens vi stod samlet foran postvognen, omgivet af børnenes forældre. Og jeg bad Gud beskytte os. Jeg bad Gud om beskyttelse til hverdag og til udflugt. Jeg følte mig ikke glad igen, før jeg var hjemme igen med børnene i god behold. Nede i Sønderjylland i Toftlund overnattede vi og samledes ved middagstid for at rejse hjem. Også der bad jeg en kort bøn før afrejsen. Da kommer en ældre mand hen til os, griber min hånd og siger: »Gud velsigne jer, bror!« - På hjemturen var vi nået til Plantørboligen. Da kommer en modgående vogn slingrende mod os. Tilsyneladende uden kontrol. Den strejfede os med få centimeters mellemrum, og en af mine egne drenge sad netop foran i bilen ved venstre side, hvor den kom. »Gud velsigne jer,« havde han sagt, og det gjorde Gud. Et andet eksempel. Knud Lauritsen, skibsrederen, havde inviteret os til at besøge ham ombord på hans nye skoleskib, Rømø, der lå nede i Gråsten havn. Hele den store forsamling blev inviteret til middag på Hotel Kikkenborg (?) i Brøns på vejen hjem fra Sønderjylland. Da tænkte jeg: »Der er grund til at takke for den smukke gestus, skibsrederen havde beredt os, og alt er gået godt hidtil.« Jeg holdt en lille tale, idet jeg til slut sagde, »Alt er gået godt, og vi har haft en smuk fest.« Jeg sagde, »Gud give, at vi også kommer godt hjem!« idet jeg tænkte på, hvad der kunne ske. Halvvejs fra Bramminge til Esbjerg lød et brag, og en stor jernring sprang i vognen. Chaufføren fik kontrol over vor bil, Marinus eller Albert, og der skete ingen ulykke. Det var et hjul, der var gået.

Nå, det var lidt om det overnaturlige. Vi må tilbage til min barndom i Nordby.

 

 

I dag skal jeg fortælle lidt om min mor. Hun var sammen med en søster de eneste overlevende af en stor børneflok. En bror ligger begravet i Batavia på Java, flere døde som små, men en voksen søster på 21 år, som hed Emilia, og var meget smuk, var forlovet med en ung skibsbygmester Abrahamsen. Hun passede hans syge forældre og til sidst ham selv under en tyfusepidemi, men var til sidst så udmattet, at hun selv blev syg og døde af overanstrengelse. Den daværende læge, Petræus, var personlig så ked af hendes dødsfald. Hendes kæreste var med til hendes begravelse, - hun ku' ha' været reddet, hvis de havde passet på hende. Han var lige stået op af sygesengen. Vor familie havde altid det skønneste forhold til ham og hans senere hustru, som også hed Emilie. Da far senere lod Abrahamsen bygge sit skib, en bark, og man diskuterede navnet, - der var jo hævd for, at en sømand opnævnede sit skib efter en kæreste eller hustru, - da sagde mor, ».Nej, mit navn, Marensine, synes jeg ikke lyder smukt til skibet, lad det dog hedde Emilie i stedet.

Mellem mor og søsteren Mærregrethe var der et meget smukt forhold, således at en smal sti mellem hjemmene i min barndom aldrig fik lov at gro til. Der var mange veje, men vi tog altid den. Den har mange minder fra vor barndom.

Om fanøkoner gælder, at når de var rejst til deres mænd, blev vi børn jo altid passet af den hjemmeværende moster el. anden slægtning. Hun måtte være både far og mor, både med respekt og kærlighed. Det var ikke altid let at holde styr på den store børneflok, hos os med to drenge. Hun ku' alligevel styre os uden at slå os, blot med øjnene. Derimod, min tante kunne lange en god lussing, der tit behøvedes, har min fætter fortalt. Nok var de strenge, og virkede stramme, stridbare, - men tænk på ansvaret. Min fætter udbrød engang: »Du kan sagtens. Din mor slår ikke!« Hvortil jeg svarede: »Du kender ikke hendes øjne. De tæmmer. Når det er rigtig slemt med Emil og mig, så råber hun: »Hvis I ikke er ordentlige, så rejser mor, og så har I hverken far eller mor!« - Det sagde hun, og så var vi artige og ængstelige. Hun var et alvorligt og bestemt menneske. Hun passede vort lille landeri, en ko, flere får og senere geder. Bedstefar havde også gris og høns, men vi ikke. Mor ku' ikke klare det. Mor kærnede selv alt smør og bagte det meste brød. Apropos kærning, engang ville smørret ikke komme, hvorfor mor bekymret sagde til bedstefar: »Det vil 'et bly w!« Hertil svarede han, der lige var kommet igennem, »Det er hende med de ond' ywn, som hår skyld i dette. Har hun ikke været her?« Men mor sagde »Nej bedstefar. Jeg har vist blot ikke fået kærnen varm nok.« »Nå, brummede bedstefar,« - hun er en heks!« Overtroen var meget stor. Min tante Trine sendte mig i byen med fisk, som hun havde røget. Jeg sku' aflevere fiskene til en gammel fattig kone, der fik fattighjælp til sig og sin kronisk syge mand. Da jeg kom hjem og jeg afleverede pengene, siger hun, tante Trine: »Hvad fik du af hende?« Hertil viste jeg hende en halv håndfuld småkager, såkaldte Darumkjoler. »Har du spist nogen?« - »Ja, de smager godt!« - »Spyt dem ud, spyt dem ud. Hun er en heks, en gammel heks!« - Og så var hun tværtimod den elskeligste og mest trofaste sjæl, man ka' tænke sig, god og tålmodig over for sin syge mand. Men hun havde den vane i mørkningen at trave omkring i nærheden af huset, mens hun mumlede strikkende på en strømpe, - en menneskelig særhed! Sagen var den, at hun var fra fastlandet, en »Lunsesmaren« som fannikerne kaldte fremmede folk. Og det var nok til at stemple hende og hun havde jo heller ikke nationaldragt. Sådan var fannikerne over for alle fremmede. De tålte ikke, at en ung mand eller pige tog sig en kæreste uden for øen. Hun forgjorde altså ved sit strikkeri. Overtroen er endnu levende herovre, - meget. Jeg har oplevet, at en yngre fisker vendte om i mine unge år. Han mødte en gammel kone ved en korsvej. Han sku' ikke ud og fiske efter dette møde, for hun betragtedes som heks.

 

B5635 Willemoesvej-8

 

    Willemoesvej 8.

 

 

 

Men tilbage til mor. Hun skar alt kornet sammen med familie og os børn og vi tog os også af høet i det lille landbrug. Høet blev båret hjem i store grove bleer, som de bar på nakken, og de efterårsgravede jorden både i marken og i haven med en lille spids spade, som jeg så tydeligt husker. Den brugte alle dertil. Det var jo altid morsomt at være med i marken; så vankede der også dejlige melmadder, fanøsmørrebrød med 6 slags pålæg. Men der sku' bestilles noget, tages hårdt ved, men det var alle børn vant til og indstillet på. Høet sku' være knastørt, før det blev bragt hjem, for man var meget angst for ildebrand og meget forsigtig med lamper og lys. Over ildstederne i de to byer stod det lille vers:

 

Tænd op i Jesu Navn,

Og bed, at Ilden kun gør Gavn;

Gud give i sin Naade,

At Ilden egen ei maa raade!

 

I den senere tid lejede mor dog en mand til at slå græs og høste kornet så vel som hun fik høet og kornet kørt hjem. - Uendelig nøjsom og sparsommelig var mor i alt. Hun sagde altid: »Far sejler, og vi skal spare« men til gilde manglede intet. Hun var dygtig til madlavning, skønt hun syede fra den dag hun blev konfirmeret til dagen før hun blev gift. Altid med synål, end også det svære tykke sømandstøj. Det gik løs, fra de kunne se tidligt om morgenen, de unge piger, sagde mor, og undertiden også ved tælleprås om aftenen. Vi havde jo selv smørret og nedsaltet fisk og noget røget, og vi havde kaffe, the og krydderier. Dertil fik vi dog også mange slags grød. - Hun var en tapper kvinde, og en meget hjælpsom kvinde. Jordemoderen kaldte ofte på hende til hjælp, når både hun og doktoren hver havde sin fødsel. Da har mor ofte været den 3de, der assisterede i byen. Hun skal have taget imod 60 børn på denne måde, og vor læge, dr. Anthonisen og hans hustru var fars og mors gode venner. Der fortælles, at nede i Amsterdam, når hun var med far i byen, og han måske var lidt rundhåndet med drikkepengene (dog han var også sparsommelig) - så ku' hun udbryde: »Nu et fo møj, Jakob!« For dem begge gjaldt, at intet gik til spilde.

 

 

 

 

Mor sled hele livet og var stærk og tapper. Det viste hun, da hun skulle dø. Hun havde i 3 måneder mellem jul og påske ligget med stadige hjerteonder og smerter, hvorfor hun fik nogle små gule tabletter af Anthonisen. Han udtalte, hun ku' ligeså godt være død ved juletid som ved påske. Der fulgte sådan en grim angst med, når turene kom, men hun sagde til os børn: »Lov mig en ting, at I ikke giver mig nogen indsprøjtning, når jeg skal dø, thi jeg vil gerne dø med min forstand« (1935). Og da øjeblikket kom, og mine søstre stod omkring hende (jeg var henne fra Sønderho dagen før og sige farvel), gav min yngste søster sig til at græde. Men så sagde mor flg. »Snik-snak, ingen scener, nu skal mor dø, mor er glad!« Så bøjede hun hovedet og døde. Hverken mor eller far brugte munden meget, og særlig var deres kristendom ikke noget, de talte om, de var ikke missionske, nærmere lidt imod denne bevægelse, - men de levede et kristent liv...

.

 

 

 

 

Jeg er født i 1886, 16. april i det hus, som far og mor ejede, da de blev gift, og jeg kom til verden. Ved bager Jensens i Nordby. Det var et fanøhus, stråtækt og rødstensmure!, to skorstene havde det. Jeg erindrer, at vi havde en firkantet bilæggerovn, der blev fyret i fra mors køkken, mest med tørv og træ og lyng. Man blossede med lyng cg brugte træ og tørv, klyne, som vi kaldte det, der blev hentet i Varde med små lægtere, varmede vi med. Vi havde dog også almindelig kakkelovn i den bedste stue. Et større sovekammer var der til far og mor og en alkoveseng til nord, æ store kammer til syd. Alkoven var til pigerne. (Alkoven hed æ lotseng (lukket seng).

Der var aldrig et kammer ovenpå, - det hører vor tid til. De var jo bange for brand, og mente, at man ovenpå ville indebrænde, da man ikke ku' komme ned ad de dårlige stiger. Man sku' da også ha' plads til brændsel, hø, lyng, o.l. Der var gode indbyggede skabe, som gjorde det ud for møbler, små hjørneskabe havde vi til glasvarer. Vi havde kun standerlamper, ingen hængelamper, og så havde vi lygter ude i køkkenet og i vo' frammers og i baghus. Og vi brugte lygter til at færdes ude om aftenen. Vi havde æ wan'hus i baghuset. Der var jo fliser til nord, både i stuerne og i køkkenet. Huset var altid ordentlig, for mor var meget proper. Jeg erindrer, hun brugte manglebræt til hend' linned. Vi havde en lille træpumpe ude i gården, og en ikke særlig dyb brønd. - Det ku' bli' koldt om vinteren, og der havde vi ikke dobbelt vinduer som senere hos bedstefar. Det var koldt i februar at hente vand ind fra brønden, - og endnu værre for mor at stå med baljer derude. Jeg ka' huske derfra, at vi havde høns, og jeg husker, min far huggede hovedet af en hane med en øxe på en træblok. Det var jeg meget optaget af, og det var en gru at se.

Jeg blev født i den periode, hvor far var lods og kom hjem igen nogle år regelmæssigt engang om ugen. En af fars kammerater tørrede sine fødder på vor måtte, når han gik ud. Det lurede jeg på som en lille dreng, - Men det kom af, at en sømand tørrer sine fødder af nede på dørken ved måtten, inden han går opad en stige eller til vejrs. Det gælder om ikke at ha' noget fedtet under fødderne.

Jeg har engang været med min far ude på Kikkebjerget i det lille Kikkebjerghus, hvorfra han med sin kikkert rettet mod den såkaldte »Stejle«, hvor lodsbåden jo lod robåden lægge til, når han sku' hentes. Han havde en lærredspose fyldt med madvarer fra mor og rent undertøj, som han tog på nakken på sømandsvis, inden han sku' afsted. Jeg kan erindre en sejltur, hvor vi fik lov at komme ombord på lodskutteren. På vejen derud så vi sælhunde, der dukkede op, når vi sang, og vi passerede forskellige interessante bøjer med forskellig antal koste. En af dem hed grisen, husker jeg. Før jeg var seks, fik jeg lungebetændelse p.g.a. en travetur med min fætter o.a. drenge til Grønningen. Her vadede jeg mine små pigestøvler med tunger fulde af vand. Der var sprød og nyfrossen is, der gik sig en tur ved trædning. Jeg fik iskolde fødder, - jeg kan endnu se mor tage støvlerne af mig og føle på mine fødder og lægge mig i seng. Jeg blev meget alvorlig syg i 6 uger, faldt om på gulvet. Jeg ka' erindre en styk' ostemad med huller i osten, der smagte noget så dejligt. Den gamle doktor, Jensen, kan jeg erindre. Han bad mig række min tunge ud, og medicinflasken med en lang strimmel papir ved med indholdet. Medicinen kan jeg smage endnu. Min tante kom ofte til mig, og hun malede kaffe og sang dertil, - ja, det var hjemmeliv, - vi var hos hinanden, når vi sku' bruge hinanden og som nu, da jeg var syg.

 

 

 

 

Vi var en stor børneflok og jeg var ikke altid let at styre. Jeg fik en endefuld engang af min far, fordi jeg gav min bror en blodig næse.

Jeg kommer i tanker om en historie, Det ka' ikke være telepati, men det er en slags varsel, så man sku’ tro, der var noget forudbestemt, der skulle ske. En nat drømmer jeg to vrede forældre mødte op i skolen i Sønderho for at beklage sig over min behandling af deres børn. Drømmen gjorde sådan et indtryk på mig, at jeg sagde til mine kolleger om morgenen: Jeg har drømt, at vi får besøg af to vrede forældre i dag. Vi lo ad drømmen. Der skete ingenting før i sidste time om formiddagen. Da havde vi engelsk. Jeg vandrede op og ned ad gulvet, som jeg plejede, med min eng. bog på ryggen i hænderne. Da mærker jeg et slag på bogen. Jeg vender mig hastigt om og ser de 2 øverste drenge smile, men de benægtede at have rørt bogen. Jeg siger så til den nærmeste: Du slog til bogen! - Men han ville ikke indrømme. - Til kammeraten sagde jeg, du må ha' set det. Men nej! - Det var mig for meget, og jeg siger så: Jeg ska' snart få sandheden at vide, thi jeg har et middel heroppe. Jeg gik så op til min pult for at ta' spanskrøret. Jeg havde nær tabt bogen, så hårdt slog de, og jeg var sikker på, at de løj. De måtte straffes. Men pokker tog ved dem, mens jeg vendte ryggen til. Ud af døren forsvandt de. Lidt efter kom faderen til den nærmeste og moderen til den fjerneste. Jeg fik det glatte lag af manden. Dertil svarede jeg ganske rolig: En af drengene har slået til min bog, og den anden må ha set det. Men de nægter begge. Og de lyver begge, for de slog den næsten ud af hånden på mig. Hvis børnene ikke omgående kommer og giver mig en undskyldning for deres løgnagtighed, så får de deres straf, ikke for slaget, men fordi de oplagt lyver! Kort efter kom børnene og gav mig en undskyldning. - Og det var netop de to forældre, jeg havde set i drømmen, og det havde jeg også sagt til kollegerne ved Sønderho skole.

Jeg kom til at tænke på det ved mig selv som uartig. Noget af det første, jeg kan huske, var min vaccination. Manden, der skrev, det må have været degnen, der hjalp lægen, lignede sådan vor købmand, mor lovede mig en skillebasse, hvis jeg tav stille og ikke græd. Det gjorde jeg.

Jeg kan huske, at jeg kom til at putte et stykke blød griffel op i næsen. Mor blev så forskrækket, hun troede, den ville gå op i hjernen. Hun løb alt hvad hun kunne op til lægen, der beroligede hende og tog den med pincet. Jeg kan også huske, at far bar mig fra et bryllupshus og hjem, i et sjal. Jeg kan også erindre noget om fra bedstefars hjem, at mor blev syg. Jeg blev båret om til bedstefars, jeg kan huske turen i mørket med lygte. Jeg fik så at vide senere med mors »sygdom«, at hun havde født en lille dødfødt dreng.

Jeg blev som lille sat til at vugge min søster, men det morede mig ikke. Så bandt jeg et stykke grønt kantebånd til fanøskørter til en knop på vuggen. Så sad jeg og rykkede i al magelighed, til sidst så hårdt, at den væltede, og jeg fik klø for det. Det var Jacobine, - da hun var lidt større gav jeg hende en næsestyver, og jeg fik en endefuld af far for det.

Mor ku' ikke rigtig styre mig, og far var jo ikke meget hjemme. Hun sendte mig tidlig i skole. Vi havde en farbror Peter boende hos os, han læste på Navigationsskolen til sætteskipper­eksamen, de har lov at føre små både og sejle oppe ved Grønland. Den ku' tages på få måneder. De må ikke gå uden for sømilegrænsen. Mor spørger ham så: »Kan du ikke ordne den dreng?« Og da han så ta'r mig i skulderen og rusker mig lidt, så siger jeg til ham. »Do hår ett now å sæj øw mæ. A æ mand i æ huws, nær mi får ett æ hjæem!« Da lo de begge to. Men jeg kom tidligt i skole hos en lille fattig enke, som havde en halv snes poder på fem år ca. Jeg sad nederst. Det var nede ved skibsværftet. Hver gang jeg har læst »Nissen i Skolestuen« for børnene kommer jeg til at tænke på pogeskolen. Jeg kan se kakkelovnen, han sprang om bagved osv. Jeg sad ved siden af en, der hed Niels Spelmann. Alt, hvad han gjorde, det gjorde jeg også. Når han stavede, gled han fingeren frem og tilbage over bogstaverne. Da det så var min tur, siger lærerinden, Ingeborg, »Hvorfor glider du frem og tilbage med fingeren, Grejs?« »Jo, for så'n gør Niels.« Hun havde en lille nevø, som hed Chr. han mente, han havde lov til at gøre, hvad der passede ham, og blev derfor sat ned i tantens kælder. Men det sku' hun aldrig ha' gjort. Da hun lukkede ham ud, havde han spist alle hendes frikadeller. En katastrofe for en fattig kone, der dårligt havde til dagen og vejen. 

 

 

 

B1580-7 pastor-Holck

 

 Pastor Holck

 

 

Niels og jeg skulle ha' eksamen, præsten sku' høre os. Det var pastor Holck. Min mor spurgte mig, da jeg kom hjem. »Nå min dreng, hvordan gik de så?« »Jo, jeg fik ug +« »Nåh, det ka' vist ikke passe.« Da hun senere traf Ingeborg, fik hun at vide, at det var g + . Niels og jeg hørte jo, at vi nu skulle op i den store skole, og samme dag, vi var færdige, - vi ku' ikke vente, til vi var indskrevet, - rendte vi op til skolen og ind i den klasse, hvor Niels havde en ældre bror.

»Hwa vil I? spurgte læreren strengt.

»Vi ska i skuel!« sagde vi to.

»Jamen da ikke herinde!«

»Jo for her går Nielses bror«

svarede jeg.

Så lo læreren og lod os blive. Da vi havde siddet lidt, begyndte jeg at køre uroligt frem og tilbage på min bænk. Det blev værre og des værre med mig. Så til sidst spurgte læreren mig:

 

»Hvad er det med dig, Grejs, kan du ikke sidde stille på din bænk?«

»A ska å æ wanhus.« svarede jeg, og så blev Niels og jeg »smidt ud af den klasse«. Et par dage efter kom vi i vor rigtige klasse med vore jævnaldrende. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Gå til top