Beretning fra mit barndomshjem

Beretning fra mit barndomshjem   

 

af Jens Hansen Iversen, Rindby 

 

Vi kendte alle J. H. Iversen som en venlig og imødekommende mand. Han er egentlig en såre beskeden mand i hele sit væsen, men alligevel faldt det i hans lod at være sine kollegers talsmand på mange forskellige felter. Han blev medlem af sognerådet, medlem af mejeriets bestyrelse, medlem af bestyrelsen for Rindby brugs, formand for Hartkornskassen og meget andet. Et af hans kæreste opgaver, tror vi, var at være i de landvindingsforsøg, der blev sat i gang ved Fanøs østkyst, og som er lykkedes så godt. Et stort arbejde har han også udført ved den omfattende jordfordelingsplan, der blev sat i gang i Nordby sogn i årene efter krigen, og vi ved, at det er ham en sorg, at det ikke har været muligt at få dette arbejde afsluttet.

Man kan måske undre sig over, at han ved siden af alt dette kunne få tid til at drive sin gård på en så god måde, som tilfældet har været. 

 

 

rindbyvej-6--a

 

rindbyvej-6--b

 

Rindbyvej 6

 

Mit barndomshjem har ofte været besøgt af omvandrende handelsfolk, og eftersom beliggenheden egentlig er midtpunkt i den sydlige del af Rindby, har det formet sig sådan, at når de forskellige handlende havde været turen rundt, har det altid passet, at de kom ved middagstid, og den gang så man ikke så nøje på det. 

 

jens-hansen-iversen

 

Jens Hansen Iversen, f. 12.03.1900, d. 25.01.1984 var søn af:

Laurids Nielsen Iversen, f. 10.02.1867, d. 23.07.1918 og

Anne Cathrine Sørensen, f. 19.08.1873, d. 02.02.1951

 

 

 

laurids-nielsen-iversen

 

 

Min far, Laurids N. Iversen - kunne godt lide besøg, og fik ofte del i alle de besøgendes bekymringer hvorfor han gav dem gode råd med på vejen, og lavede så selvfølgelig en handel med dem.

Min mor var ikke altid så begejstret, der skulle jo et ekstra blad i bordet, men det gik endda.

Da jeg fik ejendommen, var den slags omvandrende handel ved at ændre sig, men jeg husker, at der en søndag aften engang kom en herre og bankede på. Ved første syn fik man den tanke: „Hva' mon det er for jen?" - en kraftig mand i diplomattøj, stiv hat, håndtaske og violin.

Han spurgte høfligt om natlogi, og min kone og jeg kiggede på hinanden og afgjorde, at han kunne komme ind i „æ nor kammer". Vi kunne se på ham, at han blev lettet det havde nok været afslag flere steder. Det gav sig udslag i, at da vi kom ind i stuen, tog han violinen frem og spillede og sang en glædeshymne. - Efter thebordet fik vi en gemytlig aften, der sluttede med „Fred hviler over land og by".

Om morgenen, da han kom op, var vi ude i stalden, og han betroede mig da, at han ikke kunne enes med konen; hun ville ikke have, at han arbejdede i haven; det fik man snavsede fingre af - og så var han taget på vandring. Han betroede mig også, at husmænd var noget nær de bedste at få natlogi ved.

Nå, vi tog afsked med ham - han skulle til Sønderho, - det var regnvejr og glat føre, og jeg kan endnu se ham for mig, da han havde nået landevejen - lidt stiv i gangen - jeg havde den tanke „hvornår mon han kommer til Sønderho?"

Et par måneder efter i forårstiden kom jeg hjem fra marken; da går døren op, og min kone kommer bestyrtet ud, - „Ved du, hvad jeg har fundet? Jeg kunne snart ikke røre den, - 100 kr. i vaskestellet!?" - Det var i 1934 og den gang var det meget - og god brug var der for den. Ved senere eftertanke fandt vi ud af, at gæsten nok har villet vise sig fra den pæne side også, og man kan aldrig med sikkerhed vurdere mennesket.

 

 

„HAVMANDEN"

 I min barndom kan jeg huske, at vi jævnligt fik besøg af ham. Han hed Niels Sonnicksen, en lille, glad mand, der var kommen, galt af sted i Hamborg og fået den ene arm læderet ved et fald fra masten på et skib, han havde været forhyret på, og var så endt her på Fanø.

Om vinteren var han mest i Anstalten, og om sommeren på Fattiggården. Til tider kom han rundt og solgte hjemmelavet husflid. Når han kom, steg humøret altid, det skulle Niels S. nok sørge for. Han kunne synge, spille og m.m., i det hele taget var han en af dem, om hvem man siger: Han er løvenføg.

Min fader havde ondt af ham af og til, og tog ham i sit brød. Det varede kun tre måneder - det var nok fordi far anskaffede ham en bankbog, og der skulle så indsættes 5 kr. månedlig - det gik altså ikke.

En morgenstund forsvandt han, men vi fik dog besøg af ham siden.

Blandt de mange egenskaber var, at han var helt tovlig med at svømme. - En sommerdag var han med i engen for Fattiggården, da han kom i tanke om at tage en svømmetur til fastlandet. Efter en lille bemærkning om, at det smalleste sted var fra Skraanbjerg, og inden nogen tænkte over det, var han væk.

Alle var klar over, at man ikke så ham foreløbig, men det kom nu ikke til at passe, for ud på aftenen kom han igen - fuld af grin.

Han berettede, at han havde gjort forsøg på at komme over. Han vadede så langt ud, han kunne og begyndte så at svømme. På samme tid passerede et af de daglige fragtbåde, der dengang brugtes imellem Sønderho og Esbjerg. - Det var for øvrigt et pænt syn dengang. - Men Niels Sonnicksen var dukket ned for så at komme til syne, når sejleren kom nærmere. Det lykkedes overmåde fint.

Idet han dukker op og vinker med den krumme arm, får han øje på rorgængeren, en fanøkone. Ved synet af ham, gik der panik i hende, hun slap roret og sprang hen til skipperen, der sov middagssøvn, og råbte: „Foer fåen, a haar sjet en havmand!"

Niels Sonnicksen nåede lige at høre skipperen råbe: „Sludder kælling, der er eet noget der hedder havmand!". - Det er mange år siden. Sonnicksen blev ikke ved med at være den samme, han blev blind og døde i Nordby. Der var noget trist ved at snakke til ham, det var ligesom om, at friheden var gået fra ham, og da var der ikke noget ved det mere.

 

 

SØSÆTNING 1919

En lille fortælling om, hvordan det gik for sig med søsætning af en strandet mindre kutter „Håbet" hed den.

Det var to brødre, Knopper, hed de, der var strandet et godt stykke syd for „æ krydspæl" og var så gået fra skibet.

J. S. Jensen, den ældre, må have været strandfoged den gang. Han arrangerede så at få den sat i vandet igen og at få den til Esbjerg, hvad han så ville med den, ved jeg ikke. - Det hele var godt tilrettelagt, og vi startede en dejlig sommermorgen meget tidligt Otte mand på hestevogn med tovværk, taljer og en fladbundet båd uden gafler.

Vel ankommen til havaristen, gik vi i gang med tilrigningen, så vi kunne få den slæbt ned til lavvandet, så kunne det gå af sig selv, når vandet steg. Jeg kan endnu huske, hvordan jeg beundrede, hvor snildt det gik med at få trukket den ved hjælp af dobbelte takler til træk og hummerkasser til at stive båden af med. Vi fik endda tid til at få formiddagskaffe.

Nå, det gik fint med at få den ned til vandet, og længe varede det ikke før vandet kom. Alt var bestemt. Min fætter, P. Cl. Sørensen, havde været ude at sejle og Kristian Slagter havde været en tur med Søren Toft ude at fiske. - De var udpeget til at skulle ro ud til 2. revle til en fisker Hejlesen, der var ankommen, for at hente 200 favne tovværk for på den måde at få forbindelse.

Jeg meldte mig frivilligt til at komme med, men det kunne der ikke være tale om. Men så kom den gamle J. S. Jensen i tanke om, at jeg kunne tage med for at øse, båden var ikke tæt.

Det var begyndt at lufte, og efter at årerne var blevet bundet, i stedet for åregafler, begyndte sejladsen. - Hvordan det gik til, ved jeg ikke, men vi kunne ikke få den til at glide fra „Håbet", og J. S. Jensen begyndte at give hals. - Jeg kom til at se, at Kristian ikke forstod at ro, og han blev så sat til at øse. - Det hjalp. - Vi kom godt i gang; der var efterhånden kommen bølger på.

Halvvejs ude sad vi alle tavse i båden. Jeg prøvede så at nynne: „Lette bølger", men blev afbrudt af Chr. - han ville bare lade os vide, at om vi væltede, gik han lige til bunds, for han kunne ikke svømme. - Vi nåede omsider ud til fiskerbåden, der havde fulgt vor sejlads. Han så lidt alvorlig ud, og jeg måtte forklare ham, at vi kun var bønder.

Vi fik stablet det nødvendige tovværk bag i båden, og tilbageturen gik meget hurtigere, men jeg må indrømme, at vi landede som undervandsbåd. - Mens vi havde været væk, havde de andre haft travlt med at stoppe de værste huller i „Håbet" med tvist, og afgangen til Esbjerg kunne begynde - og gik fint. Daglønnen var 10.- kr. pr, mand, men jeg fik det dobbelte, kan jeg huske.

Nu er alle borte, med min fætter har jeg somme tider snakket om den gang vi satte „Håbet" i vandet igen. - Jeg har siden været med til sådanne søsætninger fire gange mere, men den første gang huskes altid bedst.

 

 

Æ Grøn

Når vi synger: „Skuld gammelt Venskab rejn forgo", og vi kommer til: „Vi tow, hvor hår vi rend omkap i æ grønn så manne gang", har jeg tit tænkt på, at vi egentligt også har noget her på øen, noget vi kalder æ Grøn, ved hver landejendom. Om denne vil jeg gerne her give en beskrivelse.

Just dette, æ Grøn, var noget, der blev værnet om. Ved alle højtider blev der pænt revet og ryddet op.

Af ting den blev brugt til, kan nævnes, at i Engtiden, når alle helt arbejdsdygtige var med i Engen, skete det, at når en kom hjem med hø, der ikke var jøgeltør, så blev det smidt af på æ Grøn, for at de hjemmeværende også skulle have noget at bestille. Der kunne sagtens gå en formiddag med at få strøet og hværret, for så senere, når det var blevet tørt, at få det skubbet til æ Gavling og forket ind.

Når vi havde røgtet æ Hamsted og fangsten skulle deles i to lige store dele, skulle der ståes om, hvem der skulle have hvilken part. - Det foregik også på æ Grøn. -

Om æ Hamsted kan fortælles at dette var en fiskeplads, beliggende imellem Esbjerg og Skraanbjerg, cirka 500 m fra land. Den var opbygget med ½ m høje pinde, tætstående, og sat i en stor trekant, og så med net og fangstpose sat i hjørnet. Det tømtes l gang daglig og ved lavvande. Efter sigende skulle der have været 4 af den slags engang, og af værdi har de vel også været, eftersom jeg ved et jordkøb fik tilbudt 4 ha jord, der engang har været skiftet for en 1/2-part i en Hamsted og 1/4 i en fiskebåd.

 

 

Havde vi været i Vojdræt, blev voddet ligeledes lagt til tørre på æ Grøn. - Men som sagt - hvor er et læng læng sinn.

Skulle der snoes reb foregik det på Grønningen under stor fornøjelse. Kunne man få nogle til at falde bagover, når rebet blev sluppet, enten børn eller voksne, så var det til stor morskab.

Det skete tit, når køretøjet kom hjem fra marken, og der ikke var tid til at rende ud i græsmarken med hestene så var det bare seletøjet af og æ klaptræer på og ud på æ Grøn. Det var noget som hestene kunne lide, at knave det tætte, kraftige græs. - Om vinteren, når rørskæret var høstet, blev de sat hjem o æ Grøn for så om foråret at blive renset.

Når kornet skulle i lade den gang, var der ikke som nu en port at køre det ind i, det klaredes på følgende måde: På vestre side af laden var lavet to fordybninger, der så passede til forhjul og baghjul. (Nu må jeg lige fortælle, at inden kornet blev læsset, blev der lavet Kjerre, det vil sige, bundtet 3 neg sammen med halmbånd, (de blev bundet om vinteren og med hånden, og med lidt øvelse kunne det hurtigt ordnes) og forresten gav det en hurtigere pålæsning når negene i forvejen var bundtet.

Når læsset kom hjem var det med at ramme de to huller, så læsset var lige ved at vælte. Så var det bare at få hestene spændt fra, ryggen til hjulene og læsset væltedes. Forinden var der selvfølgelig bredt et sejl ud, for intet måtte spilles. Sjovt var det, når vognen væltede, så kunne man følge med hjulene - sikken karruseltur! - Bagefter var det så med at få det puttet ind af dør og gavling, og blive klar inden næste karruseltur.

Selvfølgelig blev æ Grøn også brugt af børnene til de lege der var den gang, f.eks. Pind, Skorsten, Langbold og mange flere. - Jeg har lyst til også at nævne, at det skete vi havde fest, selvfølgelig kun om sommeren, og hvor man havde kaffen overstået, så ud på æ Grøn, hvor der så skulle spilles Pind. To spande stilledes op ved hinanden, og så blev der kastet til mål med 2 kr. stk. For os børn var det fest at se på og samle op, hvad der faldt udenfor, det ske­te, når de kom i tanker om at kaste det hele, at de havnede i bageste spand - stor latter.

Fra minder om æ Grøn står også dette, at når smågrisene skulle leveres, så fik de lov til at rende i sækkene, på æ Grøn, indtil der var blevet betalt og lidkøb indtaget. Der er mange andre minder om æ Grøn, men her var lidt af det, og åh! Hvor er et læng læng sinn.

 

 

Klitterne og hvad de blev anvendt til.

Sådan som man ser klitterne i dag, har de ikke altid været. Der har været kamp for at få ro over fygningerne, og det har sikkert ikke været let for dem, der har stået for ordningen med, at beboerne skulle gå til hove og stille med fra 1 til 3 mand et vist antal dage for at dæmpe klitterne.

Ordningen holdt op i 1889. Siden er det så det offentlige, der har fungeret som kommunal klitfoged. - Lettet har det nok, at plantagen er kommen til, og også, at man ved århundredskiftet har gjort løsgang af kreaturer forbudt, hvilket var en stor begivenhed, idet løsgående heste og køer også kunne finde vej ud i „æ bjerre", - men alligevel ligger det nær at tænke, at det nok var de indre bjerge, der er passet på.

I 1913 har jeg selv været med til at reparere et sådant temmelig stort og voldsomt grydehul på ca. 1 ½ tdr. land i Toftløs. Henrik Olsen var dengang klitfoged. Der skulle et vist antal læs lyng til, men da vi havde fået slåmaskine anskaffet, gik det hurtigt fra hånden. Værre var det med at få kørt lyngen helt op i gryden.

Når lyngen endelig var kommet op, skulle det strøes over hele bunden plus et stykke af skråningen, - og derefter dæmpes med sand, - egentligt så det pænt ud, når det var overstået. Alle ujævnheder skulle også skuffes ned, sådan at vinden ikke kunne begynde forfra.

Efter et års forløb gik det sådan, at det strøede areal var kommen i grøde, og der blev fortsat med en strimmel mere med lyng plus en gang nedskæring af konturerne, og så var det overstået. Men ellers er det gået sådan i mange år, at klitfogeden har repareret de steder, hvor lodsejerne ikke har gjort det, og så har de måttet betale.

 

 

 

Nogen stor værdi har „æ Bjerre" ikke haft før sommerhus­bebyggelsen tog fart. - 50.- kr. for ½ ha., nogle steder stod det til 0.- kr. - Således kan jeg huske, da matrikuleringen tog sin begyndelse i 1926. Det var kontorchef Heesing, København, der ledede det, og hvordan der blev uenighed om, hvor skellene gik på grund af sandflugten.

Mæglerne sagde til mig: „Jens tag du det bare"  - og - sådan gik det så dengang med at få gratis, hvad der i dag koster så meget.

Men ellers var det ikke sådan, at der ikke blev værnet om klitarealet, - det blev udnyttet til får, og i eftersommeren, særlig når avlen slog fejl, er der bjerget megen vigger her.

Alle de lavere dele blev slået og brugt til foder; det var nu mest det vi kaldte vedligeholdelsesfoder. Derfor var de lavere steder også meget pænere dengang end som nu. - Jeg vil lige indskyde, at hvis ikke turismen havde fået overtaget, havde meget mere af det væ­ret opdyrket, idet der egentligt allerede var godt begyndt.

Det, der ligger i vestlige side af øen lader sig meget hurtigere kultivere end østsiden; det er vel nok strandskaller fra gammel strandbund, der er årsagen hertil - en ting mere må nævnes, - tranebærrene, - det blev passet nøje dengang, og betragtet som en god biindtægt for nogle. Lyngslet derimod har der ikke været meget af på den vestlige side, og det viser, at vegetationen tager sin tid, - den vestlige side af øen er yngre i kultur.

 

 

 

fanoekoner-med-faar

 

For 70 år siden var fårene en nødvendighed, hvis vi skulle overleve, og klitterne brugtes hertil. Jeg har engang snakket med en gammel mand, og han kom med denne remse for mig:

 

Uld til Klæjer Skind til Læder,

Kjød til Føde- og Mug til Gøde.

- jo, et får er et godt og nyttigt
dyr.

 

Fårene stod i tøjer fra maj, i klitterne, og i alle andre udyrkede arealer. - Jeg kan huske, hvordan alle ældre og arbejdsudygtige, sådan hver morgen travede af sted ud i klitterne med - brødpose og en kølle, ud og flytte får. - Det gav motion - for så et par timer efter at komme hjem til en velfortjent kop kaffe med, som dengang
brugtes - en bakskuld - og måske også en punch.

Jeg vil gerne fortælle, hvordan jeg selv har oplevet det. - Min bedstemor, - Anne Cathrine Iversen - ville da også gerne på sine ældre dage passe får, men på grund af gigt magtede hun det ikke. De fandt så ud af, at det kunne jeg nok klare, ganske vist under bedstemor's opsyn.

Der var også mange ting at lære ved det. Særligt måtte de ikke tøjres sådan, at de kunne nå over en klittop og hænge sig selv. Man skulle sørge for, at de fik vand hver dag. Vandingen foregik i pøtter, - efterhånden som vandstanden sank, skulle vi bare grave dybere, - man kan nok endnu træffe at se dem, de er ikke alle væk. Der blev selvfølgelig gravet således, at de var nærmest tøjer-slaget.¨

 

 

 

faar-i-klitten

 

Min bedstemor var engang kommen galt af sted med at vande får, idet fårene fik hende væltet om og ned i en sådan Pøt, og med alt tøjet på, - en fanødragt, der er tung i våd tilstand, indebar, at det nok havde været svært for hende at komme op igen. Hun ville ikke gerne snakke om det.

Nu vil jeg fortælle om min første gang som fårehyrde. Jeg var 7 år, og var kommen så vidt i „Hanebogen" eller A-B-C' en, som dertil, hvor man kunne stave til H E K S, og så var der endda et billede af hende, støttende sig til en stok.

Vi havde fårene to steder, i Toftløs og ved „æ krydspæl", det sidste sted stod kun to får, og dem mente de nok, at jeg kunne klare. Der var ca. en ½ mil at rende.

Jeg tog så af sted derhen langs Slundevej og var næsten nået bestemmelsesstedet, da jeg kom til at kigge ned på stranden, og hvad ser jeg der: En gammel kone med en stor stok i hånden, og jeg fik travlt med at flytte de to får, og så afsted hjem ad Blommesvej.

Velankommen hjem fik jeg megen ros for at gøre det så hurtigt. - Nu må jeg indskyde, at den gang var der megen overtro. - Nok opdagede de gamle, at det var de forkerte får, der var flyttet, men de var så kloge, ikke at sige noget, og jeg opdagede selv, hvem det var, jeg havde antaget for en heks.

Fårene kom ud omkring 1. maj, og gik så der til sidst i juli, i klitterne. Derefter blev de flyttet til engen, hvor det var meget nemmere at passe dem. Det endte gerne med, at tøjerne blev taget af dem, og de fik så lov til at gå frit til juletid. Der var mange får, 8-14 til hver ejendom, en enkelt havde 25 stk. Fårene var „Klitfår", hvidhovedet, senere blev de krydset med en engelsk race. Det var vist nok forkert og ikke så heldigt, for godt nok blev de store, men de var næsten talgfri.

Når vi slagtede lam, var det tit 4 ad gangen. En snes kroner kunne de købes for. Det var en lækkerbidsken, som nu desværre er en sjældenhed at få.

En anden ting ved fårene som også skal nævnes, det er øre­mærkningen. Hver ejer havde sit eget mærke, som blev klippet i ørerne, medens lammene var små, for at kunne kende, hvor de hørte hjemme. Det var nødvendigt og virkede fint. Man kunne drive det så vidt, at man på lang afstand kunne kende, hvor fårene hørte hjemme.

 

 

Dengang var det sjældent, at der var postyr med hunde, dog skete det en dag, da jeg var med min bedstefar, netop i anledning af et par hunde, endda politibetjent Dalsø og mejerist Lauridsens hunde, der havde huseret og skambidt 30 dyr. En anden gang var det et par hunde fra Sønderho, og da gik det ud over 11 stk., men ellers gik vi ikke sådan og passede på. Det udartede sig dog under krigen, hvor vi simpelt hen måtte holde op med får på grund af ty­skernes Schæferhunde. Når jeg som dreng gik ud til fårene efter skoletid, havde vi en trækølle, det må nok have været inden jernstagerne var opfundet, og så en brødpose med brødstumper med, det var fårene glade for. Brødstumperne var også gode at have, hvis der var et af fårene, der var blevet løse. En ting har jeg tit tænkt på, sådan bart rugbrød smagte egentlig godt, i hvert fald måtte jeg somme tider tage mig selv i, ikke at tygge det hele i mig, inden der blev noget til dem, det var tiltænkt. Rugbrød i gamle dage, var nu også mere kraftigt, især forårsrug i Hvaling-brød, det kunne ligefrem give kløe i gummerne.

Når man færdedes derude, var der egentligt meget at se efter. Fuglelivet var rigt dengang. Lad mig også nævne, når vi havde botanik i skolen, så var der masser af blomster at hente i klitterne. For det meste gik turen barfodet. Kom man så til en plet med mange Kællingetand, skulle man bare løbe stærkt til, for så stak de ikke.

Der var læ ude i klitterne og varmt til tider. Det kunne somme tider godt tage lidt rigelig tid, bare af samme grund. Jeg husker en gang, hvor min mor nok har været bekymret over, at jeg havde været længe væk, og derfor bakkede op med ekstraforplejning.

Inden min konfirmation, sagde jeg til min far L. N. Iversen, at nu ville jeg ikke mere. Han svarede mig: „Du har også været tro til det".

Da min mor kom på aftægt, hun hed Anne Cathrine Iversen, skulle hun passe fårene, og ville gerne, men da var der allerede begyndt med sommerhuse, og en dag kom hun hjem og sagde, - nu kan jeg ikke mere, de bruger tøjerne til teltpæle og fårene går løse.

For øvrigt havde hun svært ved at blive fri af sommergæsterne, hun var i Fanødragt, og det var allerede dengang ved at være en begivenhed. Vi fik en kunstmaler til at male et billede af mor, hvor hun står og giver får et brød; ved første syn tænker man, - jo det ligner godt nok, men - æ kunstmaler, han haar glemt æ mærk i æ øre o æ får.

 

 

En engtur, juni 1979 

 

halen-kort

 

Skraanbjerg 4

 

Skrånbjerg

 

 

    

Der er ikke ret mange, der husker om østsiden fra dengang, og hvis ikke det kommer på tryk, så er det væk. Jeg ved godt, at der måske ikke er ret mange læsere, der bryder sig om at læse derom, men det er synd, at det glemmes. 

De fleste, der kommer herover, interesserer sig mest for stranden, og har slet ikke opdaget, at vi langs østsiden har Fanøs det fedeste og bedste areal. - Noget som forresten - hvis ikke vi har haft det, havde vi ikke kunnet drive det landbrug, vi har drevet herovre. 

Jeg vil begynde med Skraanbjerg. Hvorfra navnet stammer, ved jeg ikke, men den har for øvrigt været meget højere end den er nu. Tyskerne tog toppen til bunkers. - Men vi fortsætter forbi, længere nordpå, ikke ret langt, og vi ser det første stykke af engen, og ser ud i den fulde dybde af engen, som den går helt hen til Hans Høj. 

En ting man lægger mærke til her, er at det alt sammen er delt op i akkurate skel. Det er noget, som slet ikke forekommer andre steder på øen, og det kunne tyde på, at det har været en landmåler, der engang i sin tid har målt det op. Også tænkeligt af den grund, at det er noget af det bedste jord vi har på øen. - Jeg kan i den forbindelse nævne, at priserne for eng, helt tilbage til århundredskiftet har været højere end nu, hvilket betyder, at det har været vigtigt for landbruget.

Lad mig fortælle om engens beskaffenhed. - Den første del er „Gæst-eng". Det gi'r ikke så meget som det næstbedste kaldet „Mæsk-eng", men det er lettere at bjerge, og jeg tror også det har højere foderværdi. - Det sidste stykke af engen hedder „Felsk" og det er først anvendelig efter at kornet er færdig i september. - Det har altid været besværlig at bjærge fra dette stykke, og få det op på slæde. Ligeledes har det været svært at få tør. - Felsk består af flere forskellige slags græsarter. Denne felsk-eng er god og har været meget eftertragtet før i tiden. Avlen her har en høj næringsværdi, både for køer, heste og får, og man lægger mærke til om sommeren, at køerne også først går ud til „æ felsk" - til vandkanten, men de bliver der ikke så længe, så bliver de tørstige. - Græsarterne herfra brugte vi også i gammel tid til at røge bakskuld med. - Afsnittene i engen „Gæst" var lettere jord. -„Mæsk" var noget, der gav mere. - Felsk er som ovenfor beskrevet.

 

 

    

Hvis vi fortsætter lidt længere nordpå kommer vi til et areal der er indvundet ved landvinding. - En gang i 80'erne var der et engelsk selskab, der eksperimenterede med landvinding der. De kaldte det „klæge". Hvor lang tid det har foregået, ved jeg ikke, men vel et par år. Der var mange lodsejere, der dengang har tjent en dagløn ved at hjælpe til. Der var også esbjergensere herovre der arbejdede med. - Der blev endda oprettet et traktørsted ved Klingebjerg, kan jeg huske min bedstefar fortalte mig. Man kan endnu se et firkantet fundament ved Klingebjerg, hvorpå traktørstedet har ligget. - Det hele ebbede ud. Det gik ikke stærk nok. - De indvundne arealer gik så til de tilstødende arealer. Ved indvindingen brugte de enten planter eller halm, jeg tør ikke helt vove at sige det.

Nu skal vi syd på, og kommer til „Fogedens Grov". Den rækker langt ind i æ lavland. Der kan gisnes om, at i dette område har sandflugten ikke nået frem. Sandflugten har ikke været så slem på denne side af Klingebjerg, men kommer først længere syd på. - Her støder vi på „Markbo" „æ lille Hus". - Den har stået der så længe, jeg kan huske. Kunne huset selv fortælle, ja så ville man få høre mange ting, som var foregået der. - Min bedstefar, P. Clausen Sørensen fortalte mig, at der engang boede en enlig kvinde der med 9 børn. - Jeg fortæller dette, fordi det her måske har interesse for dem, der evt. har været i familie med dem. - Huset har også været brugt til jægere: ande- og harejægere. –

Dengang var jagt jo et erhverv og man brugte forladere, vel kal. 16. - Der kunne kravle en 12-14 mand, når de var samlet, og de kunne kravle ned til ænderne. Det er ikke til at forstå, men det kunne de, og så havde de en pind med, til at lægge de tunge bøsser på.

Det var nemmere på „æ Veser", hvor de havde en skubkane, som de kunne køre ud til ænderne - eller rettere skubbe sig ud til ænderne på. - Det er helt utroligt hvad der kunne skydes dengang. Jeg tør ikke sige noget tal herfor, men det var nogle gange så galt, at de skulle have bud hjem efter en hestevogn for at køre byttet hjem. - Alt dette er jo som sagt fortid og i dag ulovligt; forresten er der heller ikke så mange ænder mere som dengang. Måske er det forureningen, der gør det, at den tang, som ænderne levede af, nu er borte.

 

 

 

    

Æ Markbo blev i gamle dage hovedsagelig brugt som et sted, hvor man holdt til for at våge over kreaturerne; det skete jo af og til, at kreaturerne tog til at bisse, fordi fluerne dengang ikke var bekæm­pet.

Et areal som også er interessant i dette område er et stykke neden for Skidning Rend. Det var i sin tid kun beregnet for løse dyr. Der er ingen der ejer dette stykke fællesjord.

Vi fortsætter syd på, drejer af og kommer lidt skråt forbi et areal tilhørende Rødfoged-området, og havner ved Klingebjerg. Sydvest på ses et lavlandet areal, det er Karendal, Store Grøndal og Lille Grøndal. - Selve Klingebjergvej siges om, at den vistnok først er blevet rigtig „hovedvej" efter at plantagen kom til. Før den tid var der mange adgangsveje til engen, det vidner de mange hjulspor om. - Vejen Klingebjerg er i dag opkastet og grøftet.

På venstre side af Klingebjerg har vi Rødfoged, et areal der er opdyrket og som er prima til dyrkning. Til højre kommer vi så til Klingebjerg. Hvorfor den hedder Klingebjerg, ved jeg ikke, men jeg har ladet mig fortælle, at hvis man ligger øre til, hvilken side af bjerget ved jeg ikke, men så kan man høre det klinge inde i bjerget. - En anden har fortalt, at der skulle være begravet en skat inde i bjerget, fra en rig mand.

 

 

 

 

 

Udsigt-fra-Klingenbjerg 5

    Udsigt fra Klingenbjerg

 

Udsigt-fra-Klingenbjerg

 

Der, hvor Klingebjerg ligger - har min onkel fortalt mig (Morten Jensen) - lå der 13 tdr. land. Altså har der været eng i den retning, hvor Klingebjerg ligger. - Det er her sandflugten igennem flere hundrede år hår fået lov til at hærge, men ved Klingebjerg tyder det på, at have sagt stop, og hvorfor skulle den ellers have fået lov at blive så stor. - Dengang har man nok dæmpet med tang, det gjorde man i hvert fald i min barndom. - At Klingebjerg har fået lov til at blive så stor, er så nok fordi sandfygningerne har haft frit spil. Og dertil, sagde lodsejerne, skal det ikke fyge længere.

Vi fortsætter ad vejen sydpå tværs over Sandflod, og kommer til en vej der også ser ud til at have været et sommerdige. - Et sommerdige var opkastet jord, der så holdt flodvandet tilbage under oversvømmelser, så havvandet gjorde så lidt skade som muligt på engjorden.

 

 

 

   

Stedet hedder Sandflod. Derom kan siges, at det faktisk er en fortsættelse af Sandflod Hede, vi nu har dyrket op. - Det ser ud til at have været én stor flade, og jeg mener også, at der er knøgn fra Sand­flod engang, og at dette sand nu ligger ovre ved Klingebjerg; hvorimod de andre bjerge, som findes i dette område er kommet sydfra. - Ja i flere hundrede år, har dette været nøgen og bart under sandflugten. Det er ingen overdrivelse, når Hans Brinch, Sønderho skrev, at Brorson fik inspirationen til „Den store, hvide flok vi ser" - her.

Sandflod er jo nu opdyrket og ret god jord.

Hvis vi tager en tur op på en af de store klitter i Sandflod og ser mod vest, ser man i dag det hele plantet til, et mægtigt område, pænt og grønt. - Et stort arbejde er her blevet gjort gennem tiderne. - Jeg har selv været med til at ryste lyng og beklæde sandtoppene der med lyng for at dæmpe, og det var under 1. verdenskrig. - Jeg husker disse plantagearbejdere, når de om morgenen mødte med madkasse og øldunk eller tejnen. - Det har nok været et træls arbejde. - Nu er der hold på det hele, og man kan sige: Ak, hvor forandret.

Jeg vil lige omtale Ludvigsen, der havde et hus i hjørnet af Sandflod. - Oprindelig ville han drive jagt, men det blev til biavl og frugtavl i stedet, - og han fik held med det, men det var også en stor indsats han gjorde. Han ofrede alle sine weekender på det. Jeg kan endnu se for mig konen komme sejlende fra Nordby. Jeg har før i tiden, hvert år leveret et læs halm derind, for at gøde jorden. - Nu er kun nogle udtørrede stammer tilbage af den før så herlige frugtplantage.

Ad vejen kommer vi nu til Hansodden, og nu er det sket med de store strækninger. Hans Odden var det sted, vi før i tiden brugte som udflugtsmål. Om en sådan tur kan der fortælles en længere historie.
Det var som regel i forbindelse med Grundlovsdag. -
Om aftenen var der fest i Forsamlingshuset.  

  

 

 

   

 

 

Vi fortsætter sydpå til „æ Sund". Her bliver engen efterhånden kortere i strækningen. Vi kommer nu til 2 huse. - Det ene tilhørte Nielsen, der var den første „nybygger". Han byggede hvert år, i fjorten år, et hus. En pudsig historie kan fortælles om, da Nielsen byggede sit hus, idet han under udgravning til fundament stødte på en hvæssesten - nogle meter nede i sandet. - Det tyder på, at bønderne her for mange år siden måske har hvæsset deres jølle under høslåning på stedet. - Ja, sådan arbejder jorden altså på Fanø og fyger rundt århundreder imellem. - Om Nielsen sagde man for øvrigt, at han var smugler. Han bjergede jo for det meste, hvad han havde brug for ude på hav og strand. - Nielsen havde også en kone, hun havde kun eet ben. De havde et par geder, men det gik ikke godt for dem. De prøvede også med høns, men det duede heller ikke. Æggene kunne de ikke komme af med, da de blev sorte i blommen på grund af revlingerne, og ingen ville købe dem.

Det andet hus tilhørte Frederik Mouritzen. Begge er jo borte, og i husene er der sommerlejlighed.

Om Frederik Mouritzen, vil jeg gerne senere vende tilbage, idet også en historie herom kan fortælles og „vi" skal videre.

Vi fortsætter sydpå og kommer til „a Kæer". Det er et godt stykke vestind, og er et dyrket areal, men ret besværligt at komme til, - Vi fortsætter sydpå og kommer til Albue Bugt. - Vi tager lige en tur ned til strandkanten og ser da hele vejen om til Halebjerg, at der er spartinagræs - en lang strækning. - Dennes historie er afsluttet, og engen skulle nu være sikret.

 

 

 

 

 

Anne-Dals-Bjerg 5

 

 

    Fra Albuen, ser vi op til Terndals køje. Den er der ikke ret mange, der snakker om, eller lægger mærke til. - Jeg kan huske huset. Til at begynde med boede der en gammel mand der. Jeg kan endnu se ham for mig, gå fra køjen og til en høj. Hvad han skulle der, ved jeg ikke. - Køjen var ikke en almindelig køje, men en smækkøje. - På højen havde han en betonanordning, der udløste for mig, en dreng, et stort knald og herved faldt der et stort net ned over fuglene, og garn faldt ned over køjen. - Jeg har fået fortalt, at det var et Sønderho-selskab, der ejede det, men den fik ikke lov til at virke ret længe. De kunne ikke fange fuglene. - Det var nok en fusker. - Køjen blev i mange år derefter ejet af afd. blikkenslager Mathiasen; han drev her biavl. Nu ejes den af Søren Mose Sørensen.

Længere mod syd i vores egen fuglekøje, ser vi ud over det omliggende terræn, hvor man herfra kan se Manø, Ribe og Sønderho fuglekøje, samt et bjerg „Svends Bjerg". Hvorfor den hedder det, ved jeg ikke. Annas Dalbjerg ligger også her, hvor man kan se en lang dige, måske har det været en kirkedige. På Annas Dalbjerg har jeg været med til at ryste lyng og dæmpe. Jeg kan huske, at jeg havde glemt at få min madpakke med, men det klarede jeg nemt. Blot en lille spadseretur i området og jeg havde hurtigt 6 mågeæg, som vi så kogte samtidig med kaffen, som vi jo altid havde med. - Jo, man kunne lettere klare sig den gang og med lidt. - Nu ejes Annas Dal jo af staten. - Fuglekøjen, der ligger her, vil jeg også gerne omtale.

Den har jo engang haft sin storhedstid. Det var dengang Søren Kristian Sørensen kom hertil, efter at have afhændet sin gård. - Fra bunden af gik han i gang, fik orden i det og en køje ud af det, til en køje hvor der blev fanget flest ænder. - Nu ligger den jo bare hen for det er jo forbudt at fange ænder på den måde, men det er egentligt synd at den bare ligger hen, for det er jo en oase, men der skal meget arbejde til for at få den ført tilbage, og hvem vil det, men måske kommer det nu, da jagtforeningen har købt den.

Jeg vil også gerne her omtale rørskæret der her findes. Det er egentlig også en slags landvinding. Jeg kan huske min bedstefar har slæbt rør op. Det første år avlede de en 10-11 knipper. Nu er der, ja jeg ved ikke hvor mange, men det er gået sådan med rørskær i dag, at det er noget der regnes med værdimæssig. Rørskær arbejder sig støt ud fra kysten, derfor er der tale om landvinding.

 

 

    

Så er vi på turen hjem, og kommer forbi planteskolen (ved plantørboligen). Her var der før arbejde at få. Nu ikke mere. Jeg kan huske, at der gik et par mænd og nogle kvinder. De gik og priglede ud. Også her i dette område findes det eneste ege- og bøge­skov-område på øen, som plantør Nielsen og C. A. Jørgensen har plantet med held. - Vi går forbi dette, kommer forbi Præstbjerg og Laurses bjerg, og er så hjemme i Rindby.

Når jeg gerne har villet „gå" denne tur, så er det for at fortælle, at de store arealer eng, vi er gået igennem er før i tiden blevet slået med le. - Det er et stort areal og det har været et stort arbejde. –

Jorden, der ligger der, har et lille lag klæg og så er der sand ovenpå. Fra gammel tid tror jeg det før har været eng, men er så senere igen knøget til med sand og atter opstået som eng. Der skulle i hvert fald med sikkerhed ligge 13 tdr. land derude af denne karakter.

- Senere kommer der enkeltheder, som også berører denne artikel.           J.H.I.

 

 

 

 

Om at bjerge hø 

af Jens Hansen Iversen. 

 

Da jeg tidligere har fortalt om den store strækning af eng, på Fanøs østside, kunne jeg godt tænke mig at fortælle lidt om, hvordan det gik til, når man slog høet på de store engarealer i gamle dage. 

Vi begyndte gerne 10 - 14. juli. Det var noget, der blev taget meget alvorligt, og det skulle passes. Høet skulle gerne bjerges inden rughøsten. 

Vi startede kl. 4 om morgenen i vort eget hjem, og tog afsted. To mand skulle „slå" og to børn „la'e a"

Det var gerne udvalgte folk, og de var meget glade, - det var altid noget særligt „å komm' mæ i æ
eng". For de „gamle" var det næsten ikke til at bære, hvis ikke de fik lov til at komme med i engen at slå
hø. De gamle talte om det sammen, og man kunne høre at de pralede med: „Ja, å så koem a mæ i æ eng"!

Eller næsten grædende: „A koem eet engang mæ i e eng i år !"

Vi havde den første dag et vognsejl med til at slå op. Det slog vi om skaglerne og brugte til at skabe skygge med - i pauserne - og for madæsken, der blev sat i skygge, samtidig med, at drikkevarerne blev sat ned i en grøft til afkøling.

En sletter havde med sig 2 strygere til jøllen. En egetræsstryger og en pægestryger. Egestrygeren var til at skarpe jøllen med når man slog det dugfriske græs. Pægestrygeren var til de hårde græsarter, der var mere sejt, den skarpede hårdere, og for ikke at ødelægge „ e bjed" havde man en kniv med til at „jævn e bjed".

 

 

 

 

Som barn blev man jo altid advaret mod ikke at komme for nær til jøllen, og skete det, vi ikke ville høre, fik vi et rap, hvis vi kom for tæt på, når vi lagde af. - Når der var slået et par timer, kunne man godt have sin frokost, - og den kaffe man fik her, var noget af det bedste man kunne få. Til brændsel brugte man lyng. Traktementet i engen var i det hele taget noget af det bedste af det bedste. - Når det nærmede sig middag, begyndte det at gå lidt „trøw", og man gik og spekulerede „o si mjælkma'", en skål grød, som så bagefter gav anledning til en velfortjent middagslur for sletteren. - Vi børn kunne så passe heste, gi' dem vand og foder. - Vi kunne også gå og drysse rundt på engen - der var nok at se på.

Når man tog afsted på trediedagen, så havde man vogntræ med, til at køre det første hø hjem på, hvis ellers vejret havde været godt. - Men det var hårde dage for sletterne, der ofte måtte slå hø for andre også. Men en fryd var det at være med.

Det nyslåede hø var man mere omhyggelig med dengang, det er som om man gerne ville have det mere tørt, end nu. - Det var et smukt syn at se engen „arbejde". Man kunne hist og her se røg fra kaffekogningen slå op mellem de mange stakke, der hobede sig op på engen - langs stranden.

Når et læs skulle køres hjem, skulle det „sløes", og det var man meget omhyggelig med - så det korn til at se pænt ud. Det gjaldt jo dog altid om at blive færdig med at få høet hjem inden rughøsten, men det var jo ikke altid man nåede det. Det kunne jo også ske, at der blev flo' og så var det jo om at bjerge så meget som muligt; men nogle har med sorg gennem tiderne, set det hele forsvinde i oversvømmelsen. Selv på en sommerdag, hvor det hele stod i stakke, kunne der pludselig blive oversvømmelse, men heldigvis hørte det til sjældenhederne.

 

 

 

 

Når høet blev kørt hjem, skete det jo af og til, at et læs trods omhyggelig snøring, med en stor stjert på toppen og spændt fast, at læsset væltede. Vejene var jo dårlige især markvejene. - Når vi kom på den store vej, gik det bedre, og der kunne tages „passagerer" op på læsset.

Det var et flot skue, når man således så flere læs ved aftenstide, som de sidste komme kørende med en flok heste foran læssene. - Jeg har således en aften talt 30 læs kørende forbi inde fra øst. - Om den sidste der kom sagde vi: „Nå, han kommer nok mæ e nøgel te e nørre nees". - Ak ja, den tid er forbi.

En jølle hørte jo til enhver ejendom dengang, og sommetider to. Men det var ikke alle, der var lige gode til at bruge dem. - Man kunne i engen næsten læse, hvem der havde slået de forskellige stykker; det var ligesom en skrift. De dygtige slettere blev jo brugt meget og beundret - og så havde de forstand på at skarpe en jølle.

En jølle var næsten en hel personlighed. - Gik man en tur; og mødte en mand. der slog hø, ja så skulle man lige prøve, hvor god jøllen var, hvilke dyder den besad, - og hvilke fejl. En jølle var meget værd den gang, og det er også ret naturligt, idet det var det eneste redskab til at slå høet med, man havde. Jøllen blev jo naturligvis også brugt til at høste med og ligeledes skære rør. - Nu om stunder er der ikke mange, der har et sådant instrument, og endnu færre har forstand på at bruge det - endsige skarpe det.

Sådan en sommeraften kunne man høre, ud for de forskellige ejendomme, hvordan jøllen blev skarpet. En karakteristisk lyd, der vækker glade minder. Man kunne høre det „pikke" når de hvæssede jøllen klar til den næste dag. Et lærdomsrim fra dengang kunne lyde:

 

Skarp di jølle, før du går i eng og kys din pige,

før du går i seng så får du altid en skarp jølle

og en glad pige, dig til at „følle":

 

 

 

 

 

Ak ja, tiden er forandret. I dag rejser man til Mallorca, og selv om det ikke kan sammenlignes, så var det, at komme med i engen at slå hø - at opleve atmosfæren der - næsten som at komme et nyt sted hen. Eller i hvert fald, så var det en meget stor oplevelse og glæde.

Konerne derhjemme kom ikke ud, når der blev slået hø; de havde nok at bestille derhjemme på gården. - En god sletter havde også nok at bestille. Jeg selv må have været ret god, for der var tit bud efter mig, og jeg husker, at jeg engang slog hø, tre uger i træk. Det var hårdt, men det var dejligt og som 16-årig kunne jeg jo godt bruge pengene.

Jeg husker jeg engang var ved at slå en kør (et afmålt stykke på et dagslæs), da min far kom forbi. Han udbrød: „Du ska' eet så'en bøwl o", men jeg kunne lide det. - Een tdr. land kunne klares at blive slået til middag, men man stod jo også tidlig op. At slå hø med en jølle giver jo kræfter, og derfor blev jeg senere straffet.

Da jeg kom ind i militæret, så skulle karlenes kræfter jo prøves. Det foregik ved, at holde en sabel ud i strakt arm - vandret. Jeg vandt, og det resulterede i, at jeg blev en slags fører, og i 40-mandsøvelserne kom jeg til at stå forrest. - Det var ikke lige det, jeg havde regnet med, eller brød mig om.

Ja engen giver mange minder fra sig. - Jeg husker, at da jeg engang kom hjem fra skole, af min mor blev sendt ud for at plukke „søjer", en plante som hun lavede stuvning af. Det var ikke noget jeg brød mig noget særligt om, men det var et kosttilskud, og måske var der noget sundt i planten også. - Nøjsomheden dengang spillede vel også en rolle, og man brugte, hvad naturen kunne tilbyde.

 

 

 

 

Nu da jeg har fortalt dette her om høbjergning, så er det for at give udtryk for det meget store arbejde, der har ligget i at bjerge de mange læs hø, som var nødvendig fra de endda store engområder. Det hele skulle ske på 3 uger, og det var altid med spænding man fik det bjerget.

Jeg vil slutte med at fortælle, at det var ganske almindelig, at man een gang om året tog en udflugt ud i engene. - For vort vedkommende gik turen til i nærheden af Fuglekøjen, hvor vi havde en eng. Når vi kom derud, spændte vi hestene fra, og de fik „bjedet" (en tot græs). - Efter udflugten kørte vi så tværs over plantagen, en anden vej hjem. Udflugten var medens engene var frodige og grønne. - Køreturen sammen var i sig selv også en stor oplevelse, både for voksne og for børn. Selvfølgelig foregik det en­ten en lørdag eller en søndag. - På disse ture var min mor altid den sidste, der kom op på vognen. Hun havde da gerne samlet kviste og grene, favnen fuld - til brændsel derhjemme.

Apropos brændsel. Så sagde plantør Christensen engang til min far, der bl.a. ejede et stykke med 2 tdr. land, at hvis far plantede træer der, så ville han få brændsel om nogle år, til resten af sit liv. - Min far fik det ikke gjort, men jeg derimod fik plantet i 1931. - Det tog lang tid om at gro op. - Da vi endelig skulle til at hugge af det, kunne vi ikke finde brug for det, da havde vi fået gas til opvarmning! 

 

 

 

 


Gå til top