I forrige tider var der på Fanø mange får, især før statsplantagen blev anlagt. Der var mange søfolksfamilier, der holdt både køer og får som supplement til fortjenesten, da hyren, som søfolkene fik, var lille, og kvinderne på øen kunne selv karte, spinde og farve ulden og forvandle det til tøj, især vadmel var meget brugt. Kødet af får og lam var tillige en væsentlig del af kosten i gamle dage. Foruden dette kunne man i enhver købmandshandel købe saltet islandsk lammekød, det stod gerne i en tønde ved døren. 

De lange vinteraftener brugte mændene til at lave tøjr til fårene, og trøj, hvis der skulle  2 dyr i et tøjr, og skære træmærker, som de bar om halsen med navnet på ejermanden, da dyrene blev sluppet løs om efteråret, endvidere var de forskelligt mærket i ørerne - nogle havde endda en klud af forskellig farve stukket igennem øret for at de bedre kunne kendes på lang afstand. 

Der var mange ældre folk, der holdt får, og når vinteren kom med sne og is ved juletid, ville folk gerne have deres dyr hjem, og mange ældre folk kunne ikke selv gå ud i marken efter dem. Så tog vi drenge på fårejagt. Lørdag eftermiddag var vi fri for skole, og så gik vi - gerne en 2-3 drenge - med skøjterne om halsen, det var nemlig bedst, når der var glat is, som vi kunne jage fårene ud på og få fat i ulden på dem, for når vi først havde een i tøjret, var det meget lettere at fange flere. Det kunne somme tider give en god karuseltur, når det var et stærkt dyr, vi fik fat i, og en vædder kunne give nogle gode puf fra sig.

Vi fik som regel 20 øre for et får og 15 øre for et lam; men det er også sket, at vi blev jaget ud i marken med de fangede dyr.
Jeg husker engang, vi havde en halv snes stykker med hjem, og manden blev så gal, at vi måtte gå ud med dem igen. Samme tur havde vi een med, som vi ikke kunne finde ejermanden til. Vi målte da gå ud til markmanden - gamle Laust – som havde kartoteket, det viste sig da, at det var markmandens eget, som han ikke havde set i et par år. Han blev så glad, at han gav os 1 krone for den, og så kom vi endda indenfor og fik en sød snaps. Vi fik da li'godt lidt fortjeneste ud af den tur, for 1 krone var jo da mange penge den gang.

Når fårene blev fanget og bragt hjem, kom de i stien - æ fo'ste , fik godt med strøelse, og så var det jo spændende at se om de var med et eller to lam hen i forårsmånederne.

Fårestien lå altid til en ydermur, hvori der var anbragt en lem, således at der nemt kunne muges ud efter dem, når de atter skulle ud. Der kunne være et helt læs fo'ste-møg, men det var jo ikke så meget værd som gødning.

De rigtige fannikerfår var ikke store, men de var meget nøjsomme. Senere kom der flere og flere udefra, vi kaldte dem fastlandsfår, de havde mere nedhængende ører og var nok så kraftige.

Min gamle forstander på navigationsskolen, Nic. Sørensen - „Fatter" -, var en god mand, en ivrig jæger og glimrende iagttager. Han kom engang i et foredrag til at snakke om får, og da sagde han: Har I aldrig lagt mærke til, at når fårene søger læ i en klit­gryde, er altid en vagtpost stillet op på klitten. Når man så nærmer sig, er det ligesom den varskoer flokken nedenunder med et bræg. De rejser sig op med det samme og spørger, om der tid til at p . ., hvorpå hele flokken sakker lidt på bagbenene, og derpå vrimler de afsted i sneen med den tykke hale svingende efter dem.

Det har jeg selv set mange gange og undrede mig tit over gamle „Fatter" Sørensens iagttagelsesevne.

I ovenstående glemte jeg at fortælle, at vi først prøvede at lokke får til os med brød, for at liste et tøjr om halsen på dem. Markmandens job var at se efter dyrene under højvande og få dem op på de højere liggende arealer. Utallige er de får, der er druknet på Skallingen og senere drevet i land her på stranden. Fårene kunne også falde i en tilsneet grøft, ja, endda bare i et hjulspor. Kom de til at ligge på ryggen, kunne de ikke rejse sig igen, hvis de havde meget uld og fordybningen var snæver, „hvo' de ligger a'velt", sagde man da, og de kunne få en meget langsom død.

                  n s - b ø j.

Spredte bemærkninger

og minder fra en svunden tid.

Fra min tidligste ungdom kan jeg huske, hvorledes de gamle søfolk snakkede om fiskeri, når de var hjemme på øen. Det var i reglen bakskuld og ledskuld (issinger og rødspætter), det drejede sig om. De fortalte, hvordan de kunne sejle over til Strandbyvej og med en stok med et søm i enden stikke så mange rødspætter, som de ville have om foråret. Nogle var endda så store, at der måtte hugges et par gange tværs over finken, for at få dem hurtigere tørret efter saltningen. De største kaldte man for præstskuld, de blev kastet ud igen, de var som regel magre. Det var nok fisk, som havde kastet rognen, da det som bekendt sker om vinteren. De brugte også et redskab, som de kaldte en preg, den så ud som en rive, men der var modbager på tænderne. De kunne næsten altid se bunden, da vandet med den ringe dybde var meget klar, og fisken kunne derfor let ses på bunden. Det var jo før Esbjerg blev til som by med havne, muddermaskiner og kloakudløb m. m. til at forurene vandet.

Fra Fane havde man i mange år fisket om efteråret med små både med kroge og tågger (en ring med et net under, hvor der sættes orm og krabber på til madding) efter bakskuld, som efterhånden blev en nationalspise på Fanø, tilmed da brændevinen kun kostede 18 øre for en hel flaske, blev det jo til puns og bakskuld morgen og aften. Niels Jensen Andersens brændevin havde ord for at være den bedste (forretningens indehaver er nu Chr. Hansen).

Vi drenge skulle jo også fiske. Så lavede vi små liner med kroge på, som vi satte ud på lavvande og hentede ind igen, når vandet atter var faldet af. Der kunne da være mange fladfisk på, alt efter krogenes antal.

Det var jo forbavsende så mange fisk, der kunne være i Grådyb om efteråret. Der kom sejlbåde med toget til Esbjerg hver dag fra alle jyske fiskepladser, helt fra Frederikshavn og Skagen, for at deltage i dette travlfiskeri.

Senere, da kutterne brugte motorjoller ti! at sætte deres snurregrejer i havet med, kom der ordentlig gang i indenskærs fiskeriet efter rødspætter (bakskuld regnede man ikke med, da man skulde være heldig for at få 25 øre for en hel kassefuld), idet kutterejerne brugte deres motorjoller til at travle med. Og jollerne var tit fyldt til randen, når de kom ind til slæbestedet om aftenen, især omkring den første verdenskrig var der mange fisk.

I årene 1915 - 20 var der så mange hvil­ling (kuller) her uden for kysten, at kutterne kom ind med stor dækslast efter et par dages fiskeri - også torsk var der mange af.

Det fiskeri, som foregik fra Fanø med fladbundede sejlbåde - de såkaldte horngiver, der blev sat ud fra vestsiden af Fanø - skal ikke omtales her, da det er før min tid (men det kan der læses om i Kromanns „Fanøs historie")

Vi drenge var meget interesseret i at se, hvem der havde de største, laster, når sejlbådene kom ind om aftenen, ofte lastet, så de ikke kunne bære mere, og se de gamle fiskere med støvler og „olieben" på køre de mange fisk i land på trillebøre, hvorefter la­sten blev delt i fire stakke, en part for båden, en for travlet (en kurre kaldtes den), og en part for hver af de to mænd. En af tilsku­erne skulle så „stå om", og så blev der spurgt: „Hvem skal ha' den stak?", til fangsten var fordelt, og hver mand kørte hjem med sin part. 

Nu kom kvindernes arbejde med at få fisken renset, saltet, tørret og røget og eventuelt solgt. Nogle kvinder og mænd rejste over til fastlandet og solgte fisken. Der var især et par kvinder, som rejste til de sydlige øer, Rømø, Sild og Før, ja, helt til Husum kom de. De hed Karen og Maren og bar fanødragt, de må have oplevet meget på deres ture, når man betænker, at der ingen jernbane var, og de skulle således age sig frem med en stor dragt fisk, når lejlighed bød sig. Så sent som i årene omkring 1920 var jeg med min lille kutter i Wyk på Før, og i en samtale med havnefyrmesteren, en gammel mand, spurgte han:

Hor I ingen fanøbakskuld med, for dem ku a li o ha hod  nowr a?

Jeg sagde nej, for vi var der jo om sommeren med levende rødspætter.

Hvordan hor de gammel  piger 'et o Fanø, er de løw'n endno? Karen og Maren tror a, de hed. Karen brugt møj skråtobak, o ingen a dem var bong for en stuer grog; men  det var  nouwr gue  fisk, de  kom  mej.

Mærkeligt nok var den ene af kvinderne bedstemor til min medhjælper.

Vi drenge havde travlt med at se og høre efter, når travlbådene kom ind om aftenen, og de gamle fiskere snakkede om turen. Der kom een, der var smadderlastet, mændene havde olieben uden på støvlerne, og skråtobaksovsen løb ned af mundvigene på dem. Der var højt humør. De sprang i land, kiggede over i en anden båd, der lige var kommet ind, og samtalen kunne da falde således:

A tø's et, l hor så manne skuld i da, hvordan  kommer det?

Nej, for vi hod noe kludder i da, vi sad I en huld (hold i bunden) i snar trej liner, og ku  et få wor kur op, vi ku snar ha vælt, da den  tow æ huld, og da vi endelig fik en op, så kom der en bøj, aa så brækket wo klofal. Så måt vi jo op te æ kant o te wejrs for o få   den gjor i stand.

Hvor wor I hen?

Jow, vi wor jo imel anden og trede kost før æ  Mejlsond.

Nå, ja, der er jo  no'en grimme huld.
Wist I et det?

Så kiggede han over i båden ti! den anden modsatte side, og sagde:

I hor heller et så manne i da, a tøs, de er mjest lø'skuld?

Nej, for vi blev owerrend a en forbistret esbjerrer, jen a dem me tow latinersejl aa topsejl  own'o, o  han split vor kur da så møj grim, så æ fisk rend ud, aa vi ku snår et fo en rimmet  sammel igjen.

Ja, dem ska I pas o, for di tår ingen hensyn te os.

Min gamle skolelærer i borgerskolen, N. M. Jensen (senere overlærer i Nakskov), ejede to både, en sejlbåd og en robåd, som han lejede ud, undtagen lørdag eftermiddag, hvor han selv ville ud, og så var vi et par drenge med. Han var dengang ungkarl og boede sammen med sin mor, der var enke. Så var der en dag, hvor vi fik hver en stor baljefuld fisk til vor part, og så siger hans mor til ham;

Nej, skal drengene ha' alle dem fisk? Du ku' da bare ha' givet dem en „pand« skrald".

Det skal du ikke bryde dig om, faldt svaret prompte. Vi får da fisk nok hver dag.

Han lærte mig forresten at binde både en tågger og en trawl.

Desværre skete her også ulykker.

Jeg kan således nævne to brødre, sønner af ølhandler Svarrer, som satte livet til i hans sejlbåd. De kom ikke hjem om aftenen, og om morgenen fandtes båden sunket et stykke nord for Pakhusbanken. Begge brødre lå døde i bunden af båden, da vandet faldt af. Ingen ved, hvordan det er gået til.

Dette fiskeri er der gået kludder i, da videnskaben trådte til med målbestemmelser og omplantninger, og nu sidste år blev røge­rierne forbudt af hygiejniske grunde, dog med tilladelse til at røge kød og flæsk, så mærkeligt det end lyder. Fiskeriet er stagneret. Der er ikke den mængde fisk som forhen - akkurat som da fuglekøjerne blev forbudt.

Før var der masser ænder langs østsiden af Fanø fra omkring august og helt hen på foråret, men siden fangsten i køjerne blev forbudt, er ænderne næsten forsvundet, og de kommer kun i store flokke, når vinteren og sulten tvinger dem op til land, hvor der er mere tang; men da må de ikke skydes. I fuglekøjerne blev lokkeænderne jo fodret med korn og trak de rigtige vildænder med op i køjerne. En fangstmetode som man skulle synes var langt mere human end den, der anvendes ved jagt. Nå, det var et filosofisk sidespring. - Endnu kan man kun fiske lidt ål om sommeren; men jeg tvivler ikke om, at der en dag kommer en kontrolmand og siger, at nu skal ålene være 2 alen lange, og så er der heller ikke flere af dem.

                  n s - b ø j.

Spredte bemærkninger

og minder fra en svunden tid.

Da rævejagter er aktuelle i vore dage, vil jeg her omtale den første jagt af den slags, der er foregået i min tid.

Det bar nok været i 1898, det foregik. En søn af møller Ditlev Thyssen havde fået en ræveunge et sted på fastlandet året i forvejen, som han havde i en kasse. Men en pæn dag fik Mikkel låget op og stak af ud i marken. Efter folks snak var det jo en fryg­telig ravage, dette ene dyr kunne lave. Den blev set både her og der, og særlig i fuglekøjen, der dengang var i god brug, huserede den slemt. Om det så var min gamle bedstemor, der var en del tunghør, påstod hun, at hun havde haft besøg inde i stuen af ræven, der var sprunget ind over halvdøren, men da hun troede, det var en hund, jog hun den bare ud igen.

I Sønderho sagde man: „Det er et grimt dyr, der render efter både får og lam med en flab så stor, og så har det jo fødder som kovringer."

Nu foranstaltedes der imidlertid en storstilet klapjagt på fyren. Det var alle jægerne på Fanø, der tog initiativet hertil, og da flere af lærerne var jægere, blev der givet en fridag fra skolerne for at alle drengene kunne komme med som klappere.

Der var navigationslærer Sørensen, lærer Andresen, toldassistent Løde, smed Beck, Th. Thomsen, Bernt Brodersen, murer Iversen og hans broder, Søren Iversen, med flere samt alle jægerne fra Rindby og Sønderho, som jeg dengang ikke kendte.

Vi startede en frisk majmorgen med herligt vejr og dannede kæde tværs over øen et stykke norden for det sted, hvor plantørboligen ligger (jeg husker ikke, om den var bygget på det tidspunkt), og så drev vi syd på, da ræven var set i Sønderho dagen før.

De største træer i statsplantagen var ikke en alen høje, og der var kun lidt beplantet vest for landevejen, ellers var der kun lyng og sump så langt, man kunne se. Et rigtigt eldorado for vildt, og særlig moseænder var der mange af. Vi fandt mange reder med 6 a 8 æg i hver. Det kunde vi drenge ikke altid stå for; men pakkede nogle af æggene ind i lommetørklæder og mos eller begravede dem til senere afhentning. Uheldigvis havde vi en samvittighedsfuld nimrod, en stolt jæger, dampskibsfører fra Sønderho til anfører i min kolonne, han opdagede fidusen, og så blev der ikke noget af den pandekage.

Nå, vi fortsatte og klappede væk helt til Sønderho. Ræven så vi ikke noget til; derimod var det morsomt, da vi kom hen til Krobanken i Sønderho, da havde vi indkredset en mængde harer, - nogle af jægerne kom nemlig vestfra, - og harerne løb ud i klæget syd for havnen, hvor de hoppede omkring og kunne ingen vegne komme. Drengene fra Sønderho, der var stedkendt, sprang ud efter dem og kom bærende ind med dem i favnen, lige så beskidte af klæg som harerne, der så fik lov at løbe igen.

Nu skulle der så drikkes kaffe i kroen, puns hørte der også til, og der blev festet livligt. Det endte med, at de fleste af deltagerne kom hjem med en lille bjørn, så noget fik de da ud af turen.

Jo, det gik livligt til. Vi drenge måtte ikke komme ind i krostuen, og en som alligevel vovede sig derind, fik et slag oven i hovedet af en stok.

Denne jagt gav altså ingen ræv, vi fik dog turen og en fridag fra skolen. Mikkel sad i et hul og grinte af os alle sammen; men tre uger senere skød murer Iversen den alligevel - og så var der ingen ræve på Fanø indtil den anden verdenskrig.

                  ns-bøj.

Minder fra en svunden tid.

Nu nærmer engtiden på Fanø sig jo snart. Mange gange er der tilt og skrevet om „sletteren", der måtte tage de mange hårde tav med leen, men aldrig er der skrevet et rosende ord om aflæggeren, i de fleste tilfælde en lille skolepige. Da vi selv har været med til ar­bejdet, ved vi, at også det var noget af en kunst at få det nyslåede hø til at ligge jævnt, og at der ikke lå et strå der, hvor leen skulle føres igen, for ellers blev den for hurtig „døv", som far sagde, så det var han meget kritisk med. Strengt og tungt kunne det også være for  en lille 8 års pige, når de var ældre, magtede de jo noget mere, der „hvor der var en tyk pels på", som man sagde. Men trods al besværet stredes vi piger om, hvem der skulle være med i engen næste dag. Der er vist ingen steder, hvor man kan blive så solbrændt, og hvor maden smager så godt, som inde på østsiden af Fanø. Vi kan endnu se den store „mad-ask" med al den gode mad, til daglig levede vi jo ellers meget spartansk. Til de bedste minder hører jo nok for de fleste børn det tidspunkt, da kaffen skulle koges på trefoden, at køre hjem på hølæsset, og om middagen, når rødgrøden var spist - mændene sov middagssøvn, og den var som regel lang - fandt vi sammen med de andre piger, der var i engen, var en tur ved vandkanten, hvor vi fandt fuglereder og firkløver, plukkede de blåbær, der var modne, og fandt så meget, som børn nu kan det.

Det var minder om en dag i engene for mange år siden, et stykke svunden fortid, som aldrig kommer igen, nu udfører maskinerne jo en del af arbejdet, og så er der endda så travlt, at der ikke engang er tid til at koge kaffen.

- Med venlig hilsen fra to fanøpiger, som  læser Ugebladet hver uge.