![]() |
![]() |
![]() |
Fanøkvindens beklædning bestod af et skørt, trøje og forklæde. Man levede nøjsomt genbrugte dragterne, og anvendte det der var tilgængeligt.
Skørtet:
vadmel eller uldent stof pibet hele vejen rundt, undtagen på et smalt stykke foran. Pibningen (plisseringen) foretages ved at læggene først ries lige dybe foroven, hvorefter et kantet bånd syes over
Næste trin består i at rie læggene forneden, idet der begyndes midt bagtil og til sidst nogle gange indimellem.
Skørtet blev fugtet og tørret i en bageovn, hvorved det blev presset.
Når skørtet ikke er i brug lægges det i dragkiste, efter at læggene er ordnet og der bindes en snor om et par steder.
![]() ![]() |
![]() |
Man bar flere skørter uden på hinanden, men antallet synes at have skiftet. Det inderste har oprindelig været noget kortere end de hellange yderskørter, og det var syet af rødt vadmel eller strikket. Dette skørt kaldtes en »lann«. De øvrige var almindelige skørter, men de eller det inderste kunne være gammelt og var derfor ikke nødvendigvis så smukt pibet som de yderste.
Ældre Fanøkoner beretter, at man aldrig havde 7 – 8 skørter på ad gangen, som visse personer hævder. Man havde to skørter – et grønt og et rødt.
Det røde skørt blev brugt ved arbejde i eller ved huset. Dette skørt var forholdsvis kort, og velegnet til at gå rundt og arbejde i. Under arbejdet havde de et forklæde på af hessian eller ved højtider et hvidt lærredsforklæde.
Det yderste skørt slået op om skuldrene.
Det grønne skørt, blev nærmest brugt som et stykke overtøj. Det tog de på over det røde skørt, når de skulle ud, samt om vinteren for bedre at kunne holde varmen. Det var længere end det røde skørt. Blev de overrasket af en regnbyge, slog de det grønne skørt op over ryggen og hovedet.
Ved kirkegang brugte de, hvis de havde det, et sort skørt over det grønne. Kvinderne fik et sort skørt til deres bryllup – hvis der var råd til det – det var dette skørt, de brugte ved kirkegang og de blev også gerne lagt i kiste og begravet i dette skørt.
I gamle dage bragte man de sammenbundne skørter til bageren og fik lagt skørterne ind i ovnen på eftervarmen, for at få læggene rigtig skarpe.
![]() |
![]() |
Her ses forklæde og 3 skørter.![]() |
Thomas Ibsen’s Lene Marie Ibsen, f. 5. oktober 1848, d. 24. april 1932, g.m. Niels Mathiesen |
![]() |
![]() |
||
Jes Brinch’s Lene, Gal-Lene |
Lange Hanne |
Fanøkonens antal skørter kunne f.eks. til en festdragt være:
Inderst et stænkskørt, derpå ”æ lan”, så det røde skørt og 1 – 2 grønne skørter.
Arbejde i mark: rødt skørt med grøn kant.
Arbejde hjemme: gammel grønt skørt med grøn kant.
Til fest: grønt skørt med grøn kant
Brudedragt: sort skørt med sort kant
Brudepiger: grønt fest skørt.
Konfirmand: blå skørt med blå kant
Halvsorg: blå skørt med blå kant.
Hel sorg/enke: sort skørt med sort kant.
![]() |
![]() |
”æ lan” er det inderste skørt, som brugtes til at holde varmen med. Det har ingen læg og er glat foran. |
Rødt ungpigeskørt som senere overgår til underskørt. |
|
|
|
|
Grønt hverdags skørt. | Grønt hverdags skørt. | |
![]() |
![]() |
|
Grønt fest skørt i klæde med silkebånd | ||
![]() |
![]() |
|
Blåt skørt med blå kant er halvsorg i Nordby og Sønderho samt konfirmandskørt i Sønderho |
Det sorte skørt bruges som brudeskørt, enke skørt eller fest skørt. I Nordby bruges det også til konfirmation. |
Trøjen:
er syet tætsiddende med to sømme i ryggen og forneden er der skøder
som stikkes ned i skørtet.
Halsudskæringen er rund. Fortil to rækker knapper ordnet med 2 X 2 og 2 X 3 samt en enkelt i halsen. Der er ikke knapper over brystets sværeste parti. Gifte lod den øverste knap i den nederste gruppe stå åben. Ærmerne er lange og snæver med en slids ved håndleddet, der lukkes med en knap.
Bryst og ærmekanter er forsynet med mønstrede fløjlsbånd.
Trøjen er foret med lærred eller bomuldsstof. Som det ses brugte man det stof man havde til rådighed.
Trøjen kaldes en ”nattrøje”, som ikke skal forstås rent bogstaveligt.
Stadstrøjen er i almindelighed sort, men behøver ikke, at være det. Men uanset farvevalget gælder det, at trøjen enten er helt ensfarvet eller har diskret farvet mønster. Indvævede mønstre er meget almindelige på de silketrøjer, der bruges til stads.
Stoffet der anvendes til trøjen, kan være mønstertrykt bomuld, fløjl, silke eller uld. Stoffet er ikke det afgørende. Afgørende er kun faconen, kantebåndene, knapperne og deres anbringelse og i nogen grad farvevalget.
Når trøjen ikke er i brug og lægges bort i dragkisten følges en nøje bestemt proces.
Trøjen bredes ud med foret nedad.
Ærmerne glattes, så folderne kommer på siden af ærmerne, og bøjes op under armhulen indtil albuen.
Der lægges papir imellem så knapperne ikke trykker på stoffet.
Der foldes i alt fem gange. På denne måde holdes ryggen glat.
Over nattrøjen kan der bæres en ”bul” af klæde syet af to forstykker og to rygstykker, uden ærmer. Skøderne forneden skal sidde uden på forklædet. Der hægtes fortil og der er kantebånd på begge sider samt omkring ærmegabene. Hægterne fortil anbringes foroven og i livet.
Yderbul
Forklæde:
syet af to stofbredder med søm midt for og rynket i linningen.
Det dækker fortil, mens skørtet kommer til syne fra side til side bagtil.
Sønderhoningerne piber forklædet, hvilket fannikerne ikke gør.
Det er meget vigtigt, at forklædet dækker silkebåndet forneden på skørtet.
Det almindelige forklæde hægtes bag på ryggen.
Hovedtøj:
stor klud med bred bort, der passer sammen med den klud der lægges om halsen uden på nattrøjen. Tørklæderne kaldes ”klude” på Fanø. Kludene findes i få ganske karakteristiske mønstre, altid på blå bund. Man navngiver kludene efter ternenes størrelse: ”småsponere”, ”storsponere”.
![]() |
![]() |
![]() |
Hovedkluden bindes uden om hatten. Kvinderne imellem kappes om at sætte hovedtøjet så smukt som muligt, og de kender hinanden på måden. Ligeså er det især dette punkt, der drages frem, når talen er om forskellen på fanniker og sønderhoninger med hensyn til klæderne, for begge parter hævder, at de er de mest påpasselige og dygtige dertil.
Det hævdes, at der er forskel i udseendet mellem fannikers og sønderhoningers hovedtøj, men det er ikke let for fremmede at se den. Hos fannikerne er der en fold bagpå kluden i nakken, i Sønderho bukkes de ud som sejl.
De skiftende farver, der hører til de forskellige anledninger, tilkendegives i kluden, og der kan desuden være smalle, dekorative mønsterborter.
Kludene var alle sorte i bunden, men havde derudover til forskellig brug forskellige farver på borten langs kanterne af alle fire sider. Til festdragten, som var farvet, brugte Fanøkonen mange forskellige klude, grøn-gule-røde, rød-lilla-grønne, mørk laksefarvede og røde klude. Søndagsdragtens forklæde og trøje kunne være i bomuld eller halvsilke og i stærke farver. Til den brugtes der overvejende røde klude.
Kludene var produceret i østen, og de kunne købes indtil 1. verdenskrigs begyndelse. De mest gængse klude blev købt i Ribe, Hamburg og Altona. De blev købt dels af sømænd og dels af kvinderne selv, når de var i Hamburg for at besøge deres mænd, sønner eller fædre.
Eksempler på klude
På Fanø vævede man også klude. Disse klude er vævet af frk. Nielsen var født i Nordby den 21. juni 1868, som datter af urmager og ravsliber P. P. Nielsen, d. 7. februar 1947.
Disse to klude er håndvævet på Fanø
Efter endt skolegang kom hun ud at tjene, den første plads var hos skibsbygmester Abrahamsen som barnepige. Derefter var hun nogle år på fastlandet, og havde plads på forskellig større gårde, bl.a. som kokkepige.
Hun tjente også i Møllegården hos møller D. B. Thyssen.
Men da helbredet skrantede, lærte frk. Nielsen i 30 års alderen fransk vask og strygning hos fru Pedersen i ”Pæretræet”, og hun gik derefter til hånde i flere år og fik endda tid til at stryge rundt omkring i private hjem. Helbredet bød hende at finde anden beskæftigelse, så hun tog til Askov og tog et kursus i kunstvævning. Hun drev det vidt i dette håndværk, således har hun vævet mange hundrede Fanøklude, de store klude med de fint afstemte farver stillede store krav til den håndværksmæssige kunnen. Kundekredsen var omfangsrig, men hun blev ikke ligefrem rig af forretningen; hun fik 1,85 kr. pr. tørklæde.
![]() |
![]() |
||
Halvmørke bomuldsklude til hverdag og Søndags-eftermiddag dragten. |
|||
![]() |
![]() |
||
Halvmørke silke/bomuldsklude til Søndags-eftermiddag dragten. |
Røde bomuldsklude til hverdag. | ||
![]() |
![]() |
||
Her er et fint eksempel på sparsommeligheden. Denne gamle klud består af en rød bomuldsklud, som på den ene side er lappet med en enkeklud. Den kan herefter bruges som en udmærket halsklud. |
|
||
![]() |
![]() |
||
Festklude i bomuld/silke. Kluden i midten kalder man for en Kaptajns-klud eller en Dollar-klud. |
Festklude i bomuld/silke | ||
|
|||
![]() |
![]() |
||
Lilla bomuld/silke til halvsorg. | |||
![]() |
![]() |
||
![]() |
![]() |
||
Sort/hvid klud til konfirmand og kirkegangskone. Den sort/røde er også til kirkegangskonen. |
|||
![]() |
|||
Sort hue og lin til både konfirmand og kirkegangskone. |
Festklude i ældre tid
Undertøj:
er en blålærreds særk, senere syet af bomuldslærred. Derover bæres et underliv, syet i samme snit som nattrøjen, men uden ærmer.
Overtøj
kendtes ikke, men måske tog man et sjal på. Man havde en skik med, at slå det yderste skørt over hovedet for at skåne hovedtøjet.
På benene havde man sorte uldne strømper og klodser med træbunde og overlæder eller rigtige lædersko til fint brug.
Petrea Thomsen, Mette Kromann, Anne Nielsine Frederiksen.
Sjal (udtales sjawl) fra Nordby, hvor folden er vendt ind mod nakken.
Sjal fra Sønderho, hvor folden er vendt ud af, som en kant.
Til daglig brugtes ensfarvede, stribede og ternede sjaler og til pænere brug, sorte eller grå med mønstrede borter. Sjaler lægges lige over ryggen. Det bæres pænt sammenfoldet over armen. Sjalsnåle kan være af rav eller sølv
Yderskørtet kan slås op over hovedet, som værn mod vejr og vind.