Fester og traditioner
Fanøboerne forstod at feste. Det holdt familiebåndene sammen og styrkede grandelaget (nabo-hjælpen). Det kunne være mindre gilder efter veloverstået arbejde, eller det kunne være en større højtid som et bryllup.
Folk fra forskellige egne i Jylland, særlig Sønderjylland, ”udvandrede” for 3-400 år siden til Fanø for at stikke til søs og få deres eventyrlyst stillet. Øens store isolation gennem århundreder kan bedst belyses, med dens mange perspektiver, ved et rent sprogligt kriterium. Det store kontingent af tilflyttere omkring slutningen af 1600-tallet var sønderjyder, og op til vort århundredskifte, ja længere, var Fanøs dialekt udpræget sønderjysk. De nærmeste byer var Ribe og Varde, men kommunikationen var så ringe, at det vestjyske så at sige ikke smittede af på befolkningens dialekt.
Skikkene, til gengæld, blev en blanding af det medbragte fra Sønderjylland (bolig, fliser, møbler o.m.a.) samt påvirkning fra det nære fastland; men størsteparten anlagdes tidligt som et kim, skabt af befolkningens umiddelbare tilknytning til og afhængighed af havet med dettes farer både til søs og på land (stormfloder). Dette kim voksede sig stort og fast med tiden og er vist enestående i landets egnshistorie, igen på grund af øens isolation. Lokalskikkene blev ligeledes stærkt præget af, at impulserne (dragter, spiser, musik, huspynt) blev hentet hjem fra fjerne lande. Også sprogligt satte de fremmede lande deres spor i befolkningen. (Engelsk, tysk, hollandsk, flamsk, sågar ungarsk). 
N. M. Kromann skiver i sin ”Gammelmandssnak om Fanø” (1953), at på matroser og styrmænds huse var stikkene hvide, mens de på skipperhuse var malede med striber i sort, grønt og hvidt. En ældre Sønderhomand fortalte Kromann, at betydningen skulle være:
Sort: kampen for tilværelsen
Grønt: fred
Hvidt: hvile i alderdommen
Distriktslæge J. H. Lorch skriver i Folkekalender for 1855: ” Fannikerne hænge med stor Vedholdenhed ved gamle Skikke og Sædvaner, og det skal holde haardt, at faae dem til at giøre nogen Forandring i den Levemaade, der er nedarvet fra Forfædrene . Det samme giælder om Klædedragten, der er aldeles ejendommelig, skøndt den maaske minder Noget om Amagernes Dragt.
Mændene have nu ganske emanciperet sig fra den gamle Nationaldragt og gaae klædte som andre Søfolk. Hovedgenstandene af Fruentimmernes Toilette er: Trøje, Skjørter og en Mængde Tørklæder, der anvendes til forskellig Brug.”
Et særkende i hine dage var den store ensartethed; den ene rettede sig i alle henseender, efter den anden, det hed sig stadig: »Man kan ikke være andet bekendt«. Ensartethed tegnede sig i alle forhold, og Sønderho stod som en lille nation med sit særegne præg.
Skal man gøre et forsøg på at skitsere Fanøboernes leveform i 1800-tallet, er det nok klogest systematisk at gennemgå et livsforløb fra undfangelse til død og begravelse; hvilket på mange måder vil sige i og omkring kirken. Da denne ikke altid var „kontant” i sin frelse eller forebyggelse, tog befolkningen her som andre steder sin tilflugt til magi og overtro, levede på Fadervor og varsler.
Skildringen af fester og traditioner baserer sig på mange forskellige kilder, heraf bl.a. Niels Møller Kromann’s ”Gammelmandssnak Om Fanø og Fanøboere”, Hans Brinch’s bøger fra Sønderho i ældre tider, Grüner Nielsen’s ”Fanø Vals” og artikler af Jørgen Horsbøl fra 1884, snedker Andreas Olsens beskrivelser fra ældre tider samt et antal erindringer.
Beskrivelsen af gilderne og traditionerne vil i høj grad være baseret på uddrag af ovenstående litteratur.
Festerne og gilderne kan inddeles i fire kategorier:
Familiefester
Vennelag
Skibslag
Grandelag
Gå til top