Som gode svømmere kan fisk langt friere vælge deres opholdssted. Således kan de ved vandringer opsøge næringsrige områder eller undvige ugunstige betingelser, som for eksempel for høje eller lave temperaturer.

Deres yngste stadier besidder ganske vist ikke denne frihed. Før den unge fisk når et voksenlignende stadium og en nævneværdig svømmeevne, gennemløber den et æg- og larvestadium. De fleste fiskearters æg og larver svæver frit i vandet og udgør en del af planktonet. I dette planktonstadium, der af og til kan være langvarigt - hos den europæiske ål således tre år - er dyrene prisgivet havstrømmene. Derved transporteres de ofte over store afstande, ålelarveme således fra Sargassohavet til Europas kyster.

De voksne dyr svømmer før gydningen som regel mod strømmen, således at gydepladserne ligger uden for den udvoksede fisks normale livsområde. Man kan desuden hos visse fisk udskille et tredje område, børnehaven, hvor ungfisken vokser op efter larvestadiet. 

De omkring 20 regelmæssigt forekommende arter, der udgør Vadehavets fiskefauna udvider større valgmulighed, der kendetegnes ved en udpræget sæsonpræget stedforandring. Ud fra forholdet til vort område, Vadehavet, kan følgende gruppering opstilles:  

	Standfisk, hvis hele livscyklus forløber inden for Vadehavet.
	Sæsongæster, der opsøger Vadehavet på en bestemt årstid, som regel sommeren.
	Fiskearter, for hvem Vadehavet fungerer som det vigtigste opvækstområde.
	Tilfældige gæster.

 Som alle inddelinger er også denne ufuldkommen, idet virkeligheden rummer overgange, først og fremmest mellem de tre første grupper.  

Tilfældige gæster.  

Af samtlige grupper er denne den mindst interessante. Dens repræsentanter er ikke tilpasset området, ligesom Vadehavet ikke er af større betydning for disse arter. Forskellige typiske nordsøfisk trænger lejlighedsvis ind i Vadehavet, særlig hvis normalt tilstedeværende tærskler i form af temperatur og saltholdighed midlertidigt bortfalder.

Tilfældigt har man ovenikøbet truffet arter, der selv i Nordsøen kun optræder som »blindgængere«. Således iagttog man i 1964 en invasion af blåhvilling i Vadehavet. Denne typisk oceaniske art optræder ganske vist i den nordlige Nordsø, men dens hovedudbredelse ligger i Nordatlanten over dybt vand vest og nord for de britiske øer.

Også kuller og sømrokke tilhører denne gruppe, måske også isingen. Disse arters forekomst i Vadehavet må betragtes som en tilfældig udvidelse af deres hovedudbredelse. Sandsynligheden for en arts optræden i Vadehavet vil være bestemt af en kombination af artens individtal og afstanden mellem dens hovedudbredelsesområde og Vadehavet. Ved blåhvillingens invasion har det således sandsynligvis været af betydning, at det her drejer sig om en af de talstærkeste arter i Nordsøatlanten, medens kullerens og sømrokkens forsvinden fra Vadehavet hænger sammen med, at disse arters individtal er aftaget ved det intensiverede fiskeri.  

Standfisk.  

Hos standfiskene er forholdet et ganske andet. Til denne gruppe hører:

	ålekvabbe
	ulk
	panserulk
	tangspræl
	finnebræmmet ringbug
	sandkutling.

Ingen af disse arter er begrænset til Vadehavet, men hører uden undtagelse til Nordvesteuropas kystfauna. De tåler fuldtud lave saltholdigheder, hvilket deres forekomst i Østersøens brakvand viser. For næsten samtlige de arter, der gyder i kystfarvande, er det karakteristisk, at æggene fæstes på et fast underlag, som sten, muslingeskaller eller alger.

Flere arter, som ulk, sandkutling, ålekvabbe og tangspræl har en eller anden form for yngelpleje. Hos ulk, tangspræl og sandkutling er den begrænset til, at æggene bevogtes eller eventuelt passes. Hos ålekvabben udvikles æg og larver i moderdyret. Omsorg for afkommet er unormalt hos havfisk, idet det normale er, at kønsstofferne gydes frit i vandet, hvorpå æggene udvikler sig i et fritsvømmende, pelagisk stadium. Fasthæftning af æg er i øvrigt ikke begrænset til kystfisk, men findes også hos arter, som gyder i åbent hav.

Formen for æglægning er snarere et familiekendetegn, således at kystfisk hører til de familier, der hæfter æggene til underlaget. Ved at fæstne æggene forhindres det, at de føres bort af de ofte meget stærke strømme, primært tidevandsskabte, der netop optræder i kystfarvandene.

Når fisk med pelagiske arter mangler i et kystområder kan dette på den anden side også skyldes vanskeligheden ved at holde æggene svævende i vandmasser med stærkt varierende saltholdighed, og dermed varierende vægtfylde. Når først en fiskeart er gået over til at fasthæfte sine æg, er der gode muligheder for en videreudvikling af yngelplejen.

Det mest slående eksempel er ålekvabben, der også har sløjfet det fritsvævende larvestadium. Parallelt med tiltagende yngelpleje reduceres ægantallet, fra nogle hundrede tusinder eller millioner hos fisk med pelagiske æg til nogle hundreder hos arter med gennemført yngelpleje, som hos ålekvabbe og tangnål. Dette har nøje sammenhæng med den aftagende risiko for æg og larvestadier.

 Sæsongæster.  

Æglægningen spiller til dels også en vigtig rolle for sæsongæsterne. To typer kan adskilles:  

	Arter, som tilbringer størstedelen af deres liv i Vadehavet, men som gyder og overvintrer i det åbne hav. Disse fisk tilhører næsten Vadehavets standfisk, idet samtlige livsbetingelser dog ikke kan opfyldes inden for dette område.
	Arter, hvor det overvejende er voksne fisk, der opsøger Vadehavet. Denne gruppe kan underafdeles i sommer- og vintergæster.

Typiske repræsentanter for førstnævnte gruppe, hvis arter gyder i Nordsøen, er skrubbe og havkvabbe, i mindre omfang de to arter af sandkutling. De hører næsten til standfiskene, idet Vadehavet er såvel børnehave som fødeområde for dem.

For skrubben gælder ganske vist, at ungfisken ikke blot vokser op nær kysten, men også i flodmundingernes ferskvand, således i Elben, Weser, Ems og Ijsselmeer.

Skrubbens og havkvabbens talstærke pelagiske ægmængder gydes vinter og tidligt forår temmelig langt fra kysten. For skrubberne i det hollandske Vadehav ligger gydepladserne sandsynligvis i Nordsøens allersydligste del og i Den engelske Kanals nordligste. Herfra transporteres æg og larver med den nordgående reststrøm ind i Vadehavet.

Gydepladserne ud for Texel opsøges sandsynligvis af skrubber fra det tysk-danske Vadehav. De to arter af sandkutling har i modsætning til skrubbe og havkvabbe en kort levetid på 1-2 år. De gyder om foråret (maj-juli), idet æggene afsættes under muslingeskaller og bevogtes af hannen. Kutlingen vandrer ikke så langt som skrubben og gyder tæt uden for Vadehavets yderkant. Begge arter gennemfører også en efterårsvandring for at undgå Vadehavets lave vintertemperatur og overvintrer i de tilgrænsende dele af Nordsøen.

Blandt de fisk, som overvintrer i det åbne hav, men gyder og vokser op i Vadehavet skal nævnes hornfisk, stribefisk og nogle tangnålarter. Også de er næsten standfisk, for hvilke Vadehavet er gydeplads, børnehave og vækstområde. Om efteråret forlader de imidlertid området, sandsynligvis på grund af for lave vintertemperaturer. Om foråret vender de med stigende vandtemperatur tilbage og begynder snart at gyde.

Hornfisk og stribefisk fæstner deres æg til underlaget, hornfisken til stensætninger og ålegræs, stribefisken til alger i brakvand. Tangnålene har udpræget yngelpleje, idet æggene udvikles i hannens rugepose.

Da Zuidersøen endnu eksisterede, indvandrede ansjosen af og til i massevis om foråret. Herinde gød den sine pelagiske æg i juni-august, og var hermed en undtagelse fra reglen om, at kystgydende fisk fæstner deres æg. Forøvrigt blev vandmasserne længe inden for Zuidersøen, således at æggene ikke blev borttransporteret af strøm.

Multer, bars, hestemakrel og makrel er typiske sommergæster, der kun som voksne går på næringsvandring til Vadehavet. Disse arter trænger om foråret ved stigende temperatur ind i Nordsøen. For disse arter synes Vadehavets vintertemperatur at være dødelig; dette viste sig for nogle år tilbage, da der blandt multerne, som blev afspærret efter dæmningslukningen ved Grevelingen i Sydvestholland, forekom massedød i vintermånederne.

Multer og bars træffes særlig i kystnære områder som Vadehavet, mens hestemakrel og makrel foretrækker de mere åbne kystområder. Disse arters gydepladser er kun delvis kendt. Makrellen gyder sandsynligvis fra marts til juni ved Den engelske Kanals vestlige åbning, samt delvis i den nordlige Nordsø. Multerne gyder deres æg i det tidlige forår, antagelig ved Scilly øerne. Alle disse fisk har pelagiske æg og gyder i åbent hav.

Også havørrederne hører til de fisk, der søger føde i Vadehavet. Værdsat af sportsfiskere, men forholdsvis sjældne. Havørreden gyder i ferskvand, og dens opvækst sker i floder og søer. Udvoksede fisk kan næsten opholde sig i Vadehavet året rundt, dog i stærkt varierende mængde. Man ved ikke fra hvilke floder de stammer, men hovedparten kommer antagelig fra Danmark og Skandinavien.

Af typiske vintergæster, blandt hvilke tilfældige gæster som torsk kan optræde, træffer man enkelte arter, der fra fersk- og brakvand trænger ud i Vadehavet. Dette gælder den agurkelugtende smelt og den trepiggede hundestejle. Om smelten, der som en lille enårig form optræder talstærkt i Ijsselmeer og i flodmundingerne, kunne man antage, at den føres ud i Vadehavet med vinterens store udstrømning af ferskvand. Hundestejlen stræber derimod om efteråret tydeligt mod havet, mens den om foråret søger talstærkt retur.

Til sæsongæsterne hører endelig isingen, den hyppigste fladfisk i Nordsøens lavvandede afsnit. Det er et spørgsmål, om denne fisk når Vadehavet gennem en målrettet vandring, eller om man snarere må anse dens optræden i Vadehavet som en mere tilfældig udbredelse på de årstider, hvor temperaturforholdene ikke afskrækker den. Således trænger større isinger om foråret efter gydetiden ind i Vadehavet, mens ungfisk om efteråret kan optræde i stort antal (15-). Samtidig træffer man imidlertid lignende bestandstætheder indtil flere hundrede kilometer fra kysten. Netop på grund af sin talstærke optræden i Nordsøen er isingen også periodisk talrig i Vadehavet, hvor den kan gøre et betydeligt indhug i næringsudbuddet.

 Børnehave.

 Til denne sidste gruppe hører de fisk, for hvilke Vadehavet har funktion som opvækstplads for de yngste årgange, og for hvilke Vadehavet udgør det vigtigste opvækstområde for disse arters Nordsø-bestand. Gruppen omfatter først og fremmest fire arter, der er af stor betydning for fiskeriet, nemlig

	rødspætten
	tungen
	silden
	brislingen

Som erhvervsvigtige arter er særlig de tre første grundig undersøgt. Rødspætte, sild og brisling gyder i åbent hav. Den unge rødspætte, som nu antagelig aktivt stræber mod kysten, trænger derpå ind i Vadehavet fra april til juni. Indtil en alder af 2-3 år vokser den op i dette område, idet den dog om vinteren opsøger dybere vand inden for Vadehavet eller uden for øerne.

Nordsøsilden afsætter sine klæbrige æg på sten og muslingeskaller langt uden for Vadehavet. Men også dens gydepladser ligger således, at larverne i løbet af deres 6 måneder lange larvetid fragtes ind mod dens østlige Nordsøs kystområder. En mindre del af larverne fores antagelig mod den engelske kyst. Efter flere måneders ophold forlader de hurtigtvoksende småsild ved en længde af 10 cm kysten for først og fremmest at opholde sig i den sydøstlige Nordsø. Heraf slutter man, at dette områdes kystzone antagelig er ungsildens vigtigste opvækstområde.

Brislingen, som optræder i den hollandske del af Vadehavet, gyder antagelig i den sydlige og sydøstlige Nordsøs centrale del. Den gyder sine pelagiske æg i januar til juni, og larverne ankommer i gennemsnit noget senere til Vadehavet end sildens. Brislingen - sildens mindre slagtning - er mere kystbunden, og bliver sandsynligvis længere i Vadehavet.

Tungen vandrer i april til juni mod kysten for at gyde, og trækker i mindre mængder også ind i Vadehavet. Dens vigtigste gydeområder ligger dog uden for. De pelagiske æg udvikles hurtigt, og larverne gennemløber knap nok et planktonstadium, da de umiddelbart efter klækningen søger til bunds. De unge tunger, der ligesom rødspætterne vokser op i Vadehavet, bliver her indtil en alder af tre år. Om efteråret søger de allerede ved en vandtemperatur omkring 5⁰ C udefter, for måske at foretage en kystparallel vandring sydpå. Tungen er langt mere følsom for lave temperaturer end rødspætten, og allerede ved 4⁰ C dør den. Dette forklarer ungtungens udprægede vintervandring. Om den voksne tunge ved man, at den om vinteren vandrer vestpå mod dybere og varmere vand.

En særlig repræsentant for børnehave-gruppen er ålen. Denne fisk gyder i Sargasso-havet, og først efter et treårigt larvestadium når de unge glasål Europas kyster, hvor de overvejende vokser op i ferskvand. En relativt ringe del af ungålene forbliver i Vadehavet, som derfor også fungerer som børnehave for denne art.

Endnu to vigtige arter for fiskeriet træffes som unge i Vadehavet, hvillingen og torsken. Hvillingen er hyppigere i det dansk-tyske vadehav end i det hollandske, mens torsken vandrer ind i begge områder, idet antallet varierer fra år til år. Unge hvillinger, som bedre kan tåle højere temperaturer, ses særlig i juni til oktober, ungtorsk overvejende om efteråret.

 Ligesom hos isingen træffer man imidlertid store bestande af begge arters ungfisk uden for kystzonen. Det er derfor tvivlsomt, om Vadehavet spiller så stor en rolle som opvækstområde for hvilling og torsk, som for rødspætte, tunge, sild og brisling.

Det er interessant, at børnehave-gruppen er den af de ovennævnte fire grupper, der både hvad antal og vægt angår, er langt den bedst repræsenterede i Vadehavet. På trods af, at disse fisk kun tilbringer deres ungdom her, mens gydepladserne ligger langt til havs, udnytter de alligevel Vadehavets forhåndenværende livsbetingelser bedst. Det er derfor af afgørende betydning, at de netop i ungdomsstadiet er ligeså godt tilpasset til biotopen som standfiskene, men samtidig som larve og voksen bebor et langt større område, hvorved den indbyrdes konkurrence nedsættes betydeligt.

Desuden frembringer sild, rødspætte og tunge under gunstige betingelser et enormt afkom. Det blev allerede påvist, hvorledes de arter, som ikke har yngelpleje - og som hos rødspætte og tunge ovenikøbet har pelagiske æg - sammenlignet, med Vadehavets stand- og næsten-standfisk - årligt producerer store mængder af æg. Endvidere har disse arter større livslængde end standfiskene. Sild, rødspætte og tunge bliver op til 10-20 år gamle, mens kutlinger og ringbug kun bliver 1-2 år, ålekvabbe, panserulk og ulk 3-5 år.

»Børnehave-arterne« producerer ikke blot langt flere æg pr. gydning, det enkelte individ gennemfører også i gennemsnit flere gydninger, hvorved formeringsevnen yderligere forstærkes. Hvilket kan være medvirkende årsag til disse arters store andel i Vadehavets fiskefauna.

 Fødeområder.

 I Vadehavet findes to forskellige, men ikke helt indbyrdes uafhængige livsområder, vandet og bunden. Også i Vadehavets fiskefauna gør disse forskelligheder sig gældende.

En del af fiskene lever næsten udelukkende af dyrisk plankton, mens de øvrige er henvist til bundfaunaen som næringskilde.

Desuden findes naturligvis rovfisk, der lever af repræsentanter fra begge grupper. De er dog ikke særlig talrige.

Til de pelagiske fisk, som frem for alt er henvist til dyrisk plankton som næringskilde, hører sild, brisling, smelt, ansjos og tangnål. Desuden befolkes denne biotop af samtlige arters larvestadier, som også æder en del dyrisk plankton. I deres maver findes såvel ægte dyrisk plankton, f.eks. vandlopper, som bunddyrenes larvestadier, f.eks. larver af krabber, muslinger, orme, samt fiskelarver. Desuden dyr, der periodisk tilhører planktonet, som slikkrebs. Jo større fisk, desto større er dens fødeemner.

Således starter sildelarven med at æde planteplankton, mens de større sild f.eks. æder fiskelarver. Sandsynligvis er der indbyrdes næringskonkurrence mellem de planktonædende. For sild og brisling har det i hvert fald vist sig, at de ofte har det samme næringsbehov. Det er dog ikke blevet undersøgt for Vadehavet.

En mulig næringskonkurrence undgås ofte ved, at sildelarven gennemsnitlig optræder tidligere på året, og desuden er større end brislingelarven. Dette er en fordel for silden, fordi den både kan æde større og mindre bytte.

Der er tegn på, at Nordsøens brislingebestand gennem de sidste år er i tiltagen. Dette kan blandt andet skyldes den aftagende konkurrence fra sildens yngste stadier, idet denne arts larveproduktion gennem det sidste årti er mindsket som følge af overfiskning.

Ganske sikkert er det dog ikke, idet man endnu ikke kvantitativt ved nok om relationerne arterne indbyrdes, hvad næring angår. Pelagiske rovfisk, der forfølger arter som sild, brisling og smelt, er hornfisk, havørred, hestemakrel og makrel. Flertallet af Vadehavets fiskearter er henvist til bunddyrene som næring. Nogle arter søger deres bytte i de permanent vanddækkede dele, mens andre begiver sig ind over vaderne, som udgør 60 % af Vadehavets areal. Kun få arter er tilpasset denne teknik, men nogle af dem optræder til gengæld talstærkt.

Vigtigste tilpasning ved fødesøgning på vaderne er evnen til at følge tidevandsrytmen. Ved fladfiskene gælder dette for de unge rødspætter - i modsætning til skrubbe og tunge.

Typiske tidevandsfisk, dvs. arter, som ved højvande søger deres føde på vaderne, er rødspætte, skrubbe, multe og måske også sandkutlingen. Disse arter kan desuden æde på dybere vand, og de har således større tilgængelig fødemængde end de arter, der kun udnytter de konstant vanddækkede områder.

Vore kysters eneste planteædende fisk, multen, afgræsser ved højvande vadernes tynde kiselalgelag. Trods de støre næringsmængder vokser multerne kun langsomt. Sandsynligvis er temperaturbetingelserne i disse nordlige områder for ugunstige for den tropisk-subtropiske multe- familie.

Den almindeligste tidevandsfisk, rødspætten, er ligesom skrubben anvist på krebsdyr, muslinger og orm. Af de to arter synes rødspætten at vokse hurtigst og forlader Vadehavet i en alder af 2-3 år, mens skrubben forbliver i området. Næringskonkurrencen synes at være ringe mellem de to arter, idet skrubben opsøger de højestliggende og slikrige vader, som rødspætten undgår.

En sådan opdeling af området er vældig hensigtsmæssig mellem to arter, der repræsenterer en så betydelig andel i forbruget af den forhåndenværende næringsmængde. Begge arter æder i løbet af deres opvækst stadigt større bytte. De yngste ernæres af de smådyr, der lever mellem sandskornene, de større overvejende af arter som hjerte- og østersømusling.

Specielt rødspætten har dog et udvidet, mere særpræget menukort. I sit første leveår afbider den for eksempel østersømuslingens ånderør, senere æder den sandormens bagende, der øjensynlig snuppes, når ormen skal op for at afgive sine ekskrementer.

Sandkutlingens føde svarer til de unge rødspætters og tungers. Konkurrencen synes dog begrænset, fordi kutlingerne kun æder disse smådyr om sensommeren, når fladfiskene allerede er gået over til større bytte.

I Vadehavets permanent vanddækkede dele ligger de rigeste næringsfelter omkring muslingebankerne, hvis hund indeholder store mængder af slik og organisk materiale. Her møder vi da et rigt fiskeliv, såvel arts- som individmæssigt. Særlig almindelige er tunge, ulk, ålekvabbe, ål, tangspræl og skrubbe. Tunge og tangspræl foretrækker orm som føde, medens ulken foruden småfisk særlig æder hesterejer og krabber. Ålekvabben foretrækker vandlopper, muslinger, rejer og småfisk.

Også på hårdere sandbund uden for muslingebankerne, hvor særlig hesterejerne er talrige, møder man en række arter, blandt andet større rødspætter, ringbug, panserulk, havkvabber, sandkutling, hvilling og torsk. En del af disse arter, specielt ringbug, panserulk, havkvabbe, hvilling og torsk, efterstræber hesterejen, men forsmår heller ikke andre krebsdyr, orm og småfisk.

Ud fra tyske og hollandske beregninger foretaget over disse fiskearters rejeforbrug fremgår, at de fanger omkring dobbelt så meget som rejefiskerne. I det tyske Vadehav spiller ringbug og hvilling en hovedrolle, mens de store stimer af kutling åbenbart æder en mængde smårejer. I det hollandske kystområde har man påvist, at små torsk i de år, de optræder talstærkt, decimerer rejebestanden ganske betydeligt. Af ovennævnte fremgår, at de vægtmæssigt vigtigste fiskearter, rødspætte, tunge, sild og brisling lever i forskellige af Vadehavets delområder. Rødspætten søger næring på sandvaden, tungen på dybereliggende slikrig bund, f.eks. omkring muslingebanker, mens sild og brisling sammen bebor de frie vandmasser.