Vadens artsrigeste gruppe er børsteormene, af hvilke der findes en snes forskellige arter. Alle er veltilpassede til at leve i den grundvandsfyldte vade. Hovedparten opholder si i permanente gangsystemer - cementeret af slim og ekskrementer - andre er mere bevægelige, på jagt efter bytte. Sandormen præger vaden frem for nogen. Dels er det langt den kraftigste af ormene, dels former den ved sine faste gangsystemer, sine tragte og ekskrementhobe store dele af vadens overflade. Allerede ude blandt hjertemuslingerne møder vi de første, men vi skal ind på den faste sandvade, før sandormen helt behersker billedet. Her er den i det store hele fri af konkurrencen fra det tætte muslingedække.

Sandormen gyder i efterårsmånederne, men først næste års forsommer begynder den at grave permanente gange. I juni kan således tælles hundredevis af ”småskud” på vadens højestliggende dele, for også hos sandormen gælder det, at de gamle bestande er yderst permanente. Sandormen sidder ligesom sandmuslingen så dybt, at den kun i beskedent omfang bliver ædt. Yngelen må derfor nøjes med de mindre egnede niveauer.

Ormens beboelsesrør er L-formet. Normalt opholder den sig i bunden af røret, for hvert tredje kvarter at bakke op mod overfladen for at afgive sine sandede ekskrementer. Den ventilerer sit gangsystem ved med en bølgeformet bevægelse fra bagenden mod forenden at skabe en vandstrøm, der bagfra løber ind langs gangens overside. Herved føres frisk vand ned forbi de 13 gællepar. Men vandstrømmen har endnu en opgave. Det indgående vand bringer organisk materiale, der frafiltreres i sandet ved dyrets forende for siden at indgå i dets føde, sammen med de organismer, der ved sandormens stadige sandslubren synker ned fra vadens overflade. Ved denne nedsynkning dannes en tragtformet fordybning, der samtidig fungerer som sedimentfælde. Beregninger har vist, at en voksen sandorm årligt passeres af 25 kg sand. Med en bestand på 20 sandorme pr m^2, svarende til, at vaden af en dybde af 25 cm passerer gennem sandormenes tarmkanal.

Sandorm med udkrænget svælg. Den lysegule hale for oven.

En beskrivelse af ormen: på forreste led munden med et stort, udskydeligt svælg, der både anvendes ved spisen og graven. Derefter følger 19 børstebærende led, hvoraf de 13 bagerste også bærer et sæt buskede gæller ved hver børstefod. Børsterne tjener dyrets fiksering i gangen, de anvendes ved gravning, samt ved de sjældne lejligheder, hvor dyret svømmer. Bagest følger en 60 - 70 leddet hale. Den er sjældent komplet, idet halen, når den skyder bagud for at afgive ekskrementer, ofte afbides af fugl eller fisk. Sandet sluges ved gentagen ud- og indkrængning af svælget. Dette er uden kæber, men med talrige vorter. Æde, fordøje og ventilere er dyrets væsentlige aktiviteter. I øvrigt er det yderst stationært og opholder sig året rundt i det samme gangsystem.

Sandormens graveteknik

Er sandormen af en eller grund kommet op af sandet, er dens første og eneste handling hurtigst muligt at forsvinde igen. De første trin i nedgravningen er de vanskeligste, thi den jævne sandflade yder ikke dyret nogen form for holdepunkt. Først udføres en række svagt borende bevægelser med nedadrettet svælg. Derved får den sine første børstebærende led ned i sandet, og bevægelserne bliver nu mere voldsomme, idet hudmuskelsæk, væsketryk og børster i forening bringer dyret nedefter. Kropvæsken presses ud i forenden, hvorved denne forankres i sandet, og de følgende led hales efter. Børsterne fikserer ormen, den borer sig længere ned, og ved på denne måde på skift at udnytte kroppens ring- og længdemuskler forsvinder ormen på få minutter fra overfladen. 

At sandormen kan vandre, bevises indirekte ved, at de vader, der ved erhvervsmæssig gravning til avn totalt renses for orm, i løbet af kort tid nykoloniseres. Foruden blåmusling og hestereje er sandormen i øvrigt den eneste af vadens faste indbyggere, der i dag har økonomisk betydning. Særlig omkring Esbjerg drives ormegravningen stadig som erhverv. En række ”ormegrosserere” har hver deres stab af leverandører, særlig blandt drenge og pensionister. Den stigende efterspørgsel skyldes det voksende hobbyfiskeri både i ind- og udland. Gravningen foregår som for hundrede år siden med greb og spand, og ormebestanden synes at tåle denne håndværksudnyttelse. Imidlertid er man på enkelte steder begyndt at indsætte traktor og plov, hvorved man dækker langt større arealer. En sådan mekaniseret vil i det lange løb kunne true vadens økologi alvorligt.

.