Borgerforeningens og Handelsstandens nytårsfest
den 23. januar 1960.
Mel : Pigerne fra
Småland...
Så gik det gamle år, og det forsvandt i
mange knald,
og havelåger fjernedes, som de nu engang
skal,
og mangt og meget skete i det år, der nu
gled bort,
som helhed kan man sige vel, at året det
var stort.
Men det samme kan vel ikke si's om byens
juletræ,
det på Tinghustorvet, for det var et
sølle lille kræ.
Det er sikkert nok det småtteste, vi
nogen tid har haft.
At dets stamme blev der senere et lille
kosteskaft.
Når minerne på stranden røg i luften med
et brag,
så hændte det, man satte sig lidt
pluds'lig på sin bag.
Nu gi'r den store rutebil os dagligt
nerve-chock,
de rystelser, den laver, får os til at gå
amok.
Vore huse de slår revner, vore lofter
drysser ned,
vi får brok og løse nyrer selv i
sengehalmens fred,
og gebisset rasler, hver gang bussen
tromler gadens sten.
Har man ej haft hjernerystelse, så får
man sikkert en.
Ved havnepladsen dannes nu og da en
færdselsprop,
fordi enhver bilist et øjeblik må standse
op
og hitte ud af skiltene, hvoraf der er en
snes -
de sidder der selvfølgelig også for at de
skal ses.
Mens på hosesokker færgen fordum gled i
lejet ind,
støder den som bare pokker, blot der er
en kende vind.
Disse stød gi'r Toldbodhusets yderpuds
sit banesår -
den har meget på samvittigheden - færgen
- år for år.
Det kniber snart med pladsen - alle
men'sker vil ha' jord,
og så må ingen træde der, hvor »man«
tilfældigt bor.
Der spærres af og sættes hegn i hver en
lille klit,
hvor før var frit, der finder man som
regel et stakit.
Blot en sølle el-værksledning med
stilfærdig jævnstrøm i,
der går over en parcel, kan bringe folk
til raseri.
Hvis der spærres af på jorden, læg så
blot en servitut
på hver grund, at al trafik i luften ikke
er forbudt.
Og banken den blev færdig. Det gik ikke
stærkt, men støt.
Nu står den der og skinner og får folk
til at se rødt.
Det røde lys er Englandsbådens bedste
ledefyr,
det lyser også mægtigt, navnlig i de lave
skyer.
Også posthuset har oppet sig - en
mærkeautomat
er sat op i gangen indenfor - den virker
delikat.
Der er også sket lidt mere, ja, det er
der da såmænd -
for blandt andet har på skranken da man
fået kuglepen.
I Juleugen skulle alle tage den med ro,
det var hvad vi naive sjæle gerne ville
tro.
Der var jo averteret om de lukketider som
man med så megen møje kunne blive enig'
om.
Nogle åbned, andre lukked! og man for
forvildet rundt,
man blev træt og irriteret, hvilket ikke
just er sundt.
Tag nu næste gang og gør det - luk det
hele - luk det i!
så kan l og vi og alle hele ugen gå i hi.
På Langelinie ser man ofte bilerne i kø,
de holder tit så længe, at de næsten går
i frø.
Men nu er det forbi, for Langelinie den
er hul,
det blev den ved den storm, vi fik et
stykke tid før jul.
Det er det første skridt til tunnel over
til det faste land,
det er muligvis naturen, der her anviser
en plan
til forbedret færdselslinie, hvad i høj
grad trænges til,
når nu ingen af de allerhøjeste
myndigheder vil.
Herluf
Jensen
|