I foråret 1719 fik en kommission befaling til at bortsælge Ryttergodset og Krongodset i Ribe Amt ved offentlig auktion. Ved samme lejlighed blev Fanø, Manø og Mandø Hølade sat på auktion i Ribe.

Fanøs hartkorn var på det tidspunkt sat til godt 84 Td. Fanøboerne var selvfølgelig liebhavere og ville for enhver pris sikre sig købet, men de havde ikke økonomien i orden. De henvendte sig derfor til handelsmanden, Rådmand Mads Pedersen Fridsch i Ribe for at få et råd, han var også villig til at give bud på beboernes vegne. Fridsch var en gammel ven af Fanø, idet hans far havde været toldinspektør på Fanø. Ribe købmændene havde dog indgivet et varsel til kommissionen og betingede sig at Fanøboerne stod ved deres skyld. Det forholdt sig ganske rigtigt sådan, at der på den tid næppe fandtes en mand på Fanø som ikke stod i gæld til Ribe købmænd. For skylden måtte beboerne sætte pant i hus, jord, fiskebåd og redskaber m.m.

Mads P. Fridsch fik dog bud på øen for 5500 Rdl. eller godt 62 Rdl pr. tønde Hartkorn. Salget blev desværre ikke godkendt af kongen, der mente at prisen for øen var for lille, ganske vidst opnående godset i Jerne sogn kun en pris af 35 - 70 Rdl, men formodentlig var værdien af strandretten taget med i betragtningen.

Den forventede frihed kom således ikke på tale, man måtte vente endnu 22 år. Det var et hårdt slag for fanøboerne, men de lovede hinanden at de ville forsøge igen, og imellem tiden spare og indsamle penge til købet. Man sendte bl.a. endnu flere unge sømænd til Altona, hvor de fik gode hyrer. Mændene var velansete og når de vendte hjem efter 1 til 2 års forløb, var de ganske velbeslåede. Mange lod dog pengene blive stående i en hollandsk bank til meget fine renter. Men sikkert var det, at en del af disse penge var båndlagte til øens køb. De unge piger bidrog også deres til opsparingen. I de lange vinteraftener havde de i umindelige tider været beskæftiget med at spinde for købmændene i Ribe, og i fisketiden forår og efterår, blev der gravet orm til madding, udredet fiskeliner samt saltet og tørret fisk. I høsttiden var der dog ikke så travlt, arbejdet kunne klares af konerne og de ældre mænd, så derfor tog mange af de unge piger fæste i marsken fra Ribe helt ned til Husum, hvor der var stor efterspørgsel efter arbejdskraft. Lønnen var desuden ganske god. Og igen var formålet: øens køb.

1741

Således gik tiden til 1741, da Ribe Ladegods endelig blev solgt på auktion på Ribe Rådhus.

Da det rygtedes til Fanø blev der et vældigt røre, - nu skulle det briste eller bære. Fiskeriet som hidtil havde været beboernes hovedindtægtskilde, svingede stadig i udbytte og kunne enkelte år være så ringe, at befolkningen ligefrem led nød. Der måtte og skulle ses efter andre erhverv til det stadig stigende befolkningstal. Skibsfarten var den eneste udvej til forøget indtægt, men da denne ret stadig var forbeholdt ripenserne, måtte der nu gøres et alvorligt forsøg på at blive de højstbydende på auktionen, sådan at man kunne opnå retten til fri sejlads.

Repræsentanter fra Nordby samledes i Sønderho for sammen med beboerne der, at drøfte hvordan man kunne sikre sig øens køb.

Der er flere historier i omløb om selve begivenhederne i forbindelse med auktionen, men her holder vi os til beretningen af N.M. Kromann. Kromanns tip-tip-oldefar, Sonnich Jensen Møller, var nemlig den mand, der blev udpeget til at byde på øen på vegne af beboerne i Sønderho. Han var født i 1696, gift allerede som 20-årig og blev i en meget ung alder fører af en lille evert, hvormed han trods forbudet, sejlede til Holsten med jydepotter fra Hjerting. Han døde d. 28. januar 1760 og havde da været Sognefoged i 19 år, Møller og Skibsreder samt ejer af en Smedje ved Sønderho Havn. Beboerne i Nordby valgte som deres repræsentant ved købet gårdejer Niels Sørensen med tilnavn Regis; han var Søn af Søren Nielsen Regis eller rettere Søren Register, som han blev kaldt, fordi han førte Stiftsbefalingsmandens register over de Personer i Nordby, der svarede Afgifter til Kronen, og opkrævede disse. Niels Sørensen døde 1793, 84 år; han har været gift to Gange; hans anden Hustru indebrændte ved gårdens Brand d. 5. Marts 1800.

Sønderho var i Matriklen af 1664 ansat for Hartkorn 371/,9 Td. 0 Skp. I Alb., men i Matriklen af 1688 modereret til 17 Td. 4 Skp. I Alb. Denne store Nedskrivning af Hartkornet skyldes temmelig sikkert Sandflugtens Ødelæggelse af de dyrkede Arealer, da det vides, at sandflugten i slutningen af det 17de årh. rasede med stor voldsomhed i Sønderho Sogn og ødelagde store strækninger af både Ager og Eng. Landgilde, afgiften var 64 Rdl. 5 Mk. 12 Sk. og 3000 tørre Hvidlinger; den årlige Udsæd angives at være 35 Td. 6 1/2 Skp. Rug (Sommer rug), 43 Td. 3 1/2 Skp. Byg og 9 Td. 4 Skp. Havre og en Hø,- bjergning af 142 Læs. Beboernes Antal (Huse og gårdes Antal) opgives til 143, hvoraf kun 69 er opført på Listen af Land-, gildeydende.

De beboere, der ikke var opførte på Skattelisten (fordi de imod Forordningen i sin tid har undladt at tage fæstebrev på deres ejendomme og jord), holdt på, at de var selvejere ,og begærede (til Kommissionen), at deres ibrughavende steder til dem fremfor til andre måtte afhændes"; men Kommissionen resolverede, at de derover aldeles ingen Adkomst eller Påstand havde", og samtlige beboeres ejendomme var derfor indbefattet i salget.