BEFÆSTNINGEN
I de første besættelsesår var Danmarks betydning i krigen ikke stor, da
krigens tyngdepunkter lå andre steder i verden. Danmark fungerede først
og fremmest som Tysklands spisekammer.
Hitler forsøgte ikke i krigens første år en invasion af England, skønt
hans generaler rådede ham til det. Han forventede, at efter de store
tyske sejre i begyndelsen af krigen, ville England hurtigt bede om
fred.
Der var for tyskerne ingen grund til at frygte større
landgangsoperationer mod Vesteuropas kyster i den første krigssommer,
hvor tyskerne sejrede på alle fronter.
Det tyske kystforsvar, der blev etableret straks efter besættelsen, var
da heller ikke beregnet på et stærkt kystforsvar, men udelukkende som et
forsvar af havne og farvandsområder.
I løbet af april 1940 opbyggee tyskerne 5 lette Marineflakbatterier i
Esbjergområdet - heraf 1 på Fanø på nordspidsen af øen.
Dette flakbatteri, der i starten var feltmæssigt opstillet bestod
af
4 stk. 8,8 cm flakkanoner.
2 stk. 2,0 cm kanoner.
Dette forholdsvis lette flakbatteri blev i løbet af 1942 forstærket, og
blev et tungt flak- og spærrebatteri opført i blivende udførelse.
Batteriet skulle virke som havnespærring for Esbjerg samt beherske
indsejlingen ved Grådyb.
Et let flakbatteri med 3 stk. 2,0 cm kanoner blev opstillet på Halen,
til sikring af sejladsen ud for Esbjerg, og et let flakbatteri opstillet
ved Meldbjerg.
LET FLAK - FANØ NORD
Efter de tyske erobringer af Danmark, Holland, Belgien og Frankrig fik
Tyskland en enorm kyststrækning at forsvare. Den tyske marine, under
hvem dette forsvar sorterede, kunne selvsagt ikke klare denne opgave
alene. Det førte til opstilling af hærstyrker, der skulle have operative
opgaver i kystområderne.
1943 blev der opstillet 10 hærkystbatterier i Danmark, heraf et på
Fanø. Dette batteri blev opstillet lige nord for Fanø Bad, og fik
betegnelsen "Batteri Vesterhavsbadet". Selv med placeringen af de 10 nye
hærkystbatterier, var der stadig kun tale om punktforsvar af de danske
kyster. Der var endnu ikke noget, der mindede om en direkte
forsvarsvold.
I juni 1941 angreb Tyskland Sovjetunionen. Den forventede hurtige sejr
udeblev, og i stedet måtte store troppestyrker trækkes fra Vestfronten
til Østfronten. Et engelsk angreb på dette tidspunkt kunne
blive katastrofalt, og i den situation begyndte tanken om en Atlantvold
- en stærk uimodtagelig forsvarskæde fra Norge til den spanske grænse -
at tage form.
Med til at fremskynde beslutningen om bygningen af Atlantvolden var et
af krigens blodigste commandoraid hvor 5.000 allierede soldater gik i
land ved Dieppe i Frankrig. Angrebet blev afværget af tyskerne, men
Hitler forstod nu, at Frankrig ikke, som han havde troet, var et
springbræt til England, men tværtimod en trussel mod forsvaret i vest.
Den nye betonforsvarsvold skulle spare soldater, der kunne frigøres ved
den uhyre lange kyststrækning, og i stedet indsættes på andre
krigsskuepladser. Beton i stedet for kanoner lød parolen.
TYSK RADARANLÆG VED VESTERHAVSBADET
30. juni 1942 blev der af tyskerne fastlagt spærrezoner for byggeri af
enhver art langs den jyske vestkyst. På Fanø kom spærrezonen til at
dække hele vestkysten i en 1 km. bred kystbræmme, samt en linie fra
Nordbys nordkant til Fanø Bad. I spærrezonen kunne samtlige bygninger
inddrages af værnemagten, uanset hvad de i øvrigt blev benyttet til.
I sommeren 1943 foretog de allierede styrker vellykkede invasioner på
Sicilien. Effektiviteten af de allieredes landsætningsmateriel
resulterede i en række overvjelser for den videre tyske strategi til
imødegåelse af en invasion i Vesteuropa.
6. november 1943 udsteder Hitler ordre om udbygning af Atlantvolden, og
samtidig overdrages det til Feltmarskal
Erwin Rommel, - den højst
rangerede tyske officer, der har betrådt Fanø under krigen - at foretage
en inspektionsrejse for at inspicere det tyske kystforsvarsberedskab fra
Skagen til den spanske grænse.
På denne inspektionsrejse befinder Rommel sig i Danmark i dagene 2. -
4. december 1943.
Hvad han fik at se på denne rejse tilfredsstillede ham bestemt ikke.
Mange steder var planlagte befæstningsanlæg ikke blevet færdiggjort, og
hvad der var færdiggjort var slet ikke tilstrækkeligt.
Rommel krævede flere betonbunkere, flere hindringer på strandene, flere
miner, flere kanoner og flere soldater.
Rommels inspektionsrejse i Danmark indledtes på Fanø. For at give et
virkelighedstro bilede af øens forsvarsværker, var der arrangeret en
landgangsøvelse, der strakte sig over det meste af Fanø.
Det var netop i forbindelse med denne forevisning, at Rommels ideer til
imødegåelse af en allieret invasion tog fast form. Det var på Fanøs
brede, flade sandstrand han fik ideen til at kunne vanskeliggøre
landsætninger ved hjælp af spærringer og andre forhindringer på stranden
samt en kraftig udbygning af stærke kanonstillinger.
At Rommel ikke har været ubetinget tilfreds med, hvad han fik at se på
Fanø fremgår af, at han efter at have beset de eksisterende
foranstaltninger spurgte, - "om man troede det var tinsoldater, man
skulle kæmpe imod."
FELTMARSKAL ROMMEL PÅ INSPEKTIONSREJSE PÅ FANØ STRAND
Fra Bent Holm Thomsens erindringer:
”Vi
var mange nysgerrige danske ved færgelejet, den
dag
Rommel ankom, og selvom vi blev gennet på passende
afstand,
så jeg dog
hele
sceneriet tydeligt. Tyskerne var helt
elektriske! De øverstbefalende var i paradeuniformer med
ekstra
blankpudsede
støvler, de menige blev pisket rundt
for at formere
æresgeledder, kommandoerne føg gennem
luften. Færgen ankom og Rommel skridtede ned ad landgangen
og blev modtaget med hysteriske æresbevisninger.
Selv virkede han fjern og tillukket. Han blev installeret i en
nyvasket
feltvogn, og man kørte ud på øen. Efter nogle
timer
skulle han returnere, men først efter en frokost på
hotel »Nordby«.
Da værten, Poulsen, og betjeningen udmærket forstod tysk, men
naturligvis ikke lod sig mærke hermed, fik vi andre siden hen et fint
referat af, hvad der var passeret i
hotelsalen. Rommel
sad
tavs og tillukket og spiste
sin mad.
Da det var
overstået,
slog han på glasset og tog ordet
under
åndeløs tavshed. Han holdt kun
en kort tale, men
det
væsentligste
var ordene:
»Mine
herrer!
-
nu har
De så på
køreturen
rundt
på denne så strategisk vigtige ø
med stolthed
vist mig øens forsvarsværker. Jeg kan betro Dem,
at efter
al
min
erfaring vil det af mig besete holde til
maks.
10
minutters
intensiv beskydning!! Skal
vi så se at komme
i
gang for
alvor!«”
Det var Rommels besøg på Fanø, der førte til hasteopstilling af det
svære 15 cm batteri på Fanøs nordspids - Gneisenau Batteriet også kaldet
Batteri Grådyb.
Samtidig blev også Batteri Mosdal eller Batteri Fanø Syd opført med 4
stk. 12,2 cm kanoner.
Omgående påbegyndtes også en voldsom mineudlægning på stranden samt
bygningen af andre forsvarsforanstaltninger på stranden, der vil blive
omtalt senere.
I 1944 blev det sidste batteri på Fanø påbegyndt nemlig Batteri
Pælebjerg. Dette batteri, der aldrig nåede at blive færdiggjort bestod
af 4 stk. 15 cm kanoner, der var afmonteret fra det danske artilleriskib
"Peder Skram".
I 1945 var der i alt 78 batterier i Danmark med i alt 290 kanoner.
Batterierne var fordelt med 15 på Sjælland, 3 på Fyn og 60 i Jylland -
heraf havde Fanø altså alene de 5!
|