BEFRIELSEN
Den 4. maj 1945 seks minutter inde i BBC`s normale nyhedsudsendelse kom
det længe ventede frihedsbudskab:
”General Montgomery har i aften meddelt, at de tyske tropper i
Nordvesttyskland, Holland og Danmark har overgivet sig."
På Fanø som alle andre steder i Danmark, bragte dette budskab lettelse
og begejstring. Mørklægningsgardinerne blev revet ned, og erstattet med
levende lys i vinduerne.
Skikken med de levende lys i vinduerne holdt sig i mange år på Fanø, og
ses måske enkelte steder endnu.
5. maj var den officielle befrielsesdag, og dagen blev naturligvis også
fejret på Fanø. Flagene gik til tops overalt, og folk samledes på
gaderne for at ønske hinanden til lykke med befrielsen. Skolebørnene gik
i samlet flok med dannebrogsflag i hænderne til kirken, hvor der blev
afholdt en kort mindehøjtidelighed.
Fra Fanø
Ugeblad, lørdag den 12. maj 1945.
FREDAG
DEN 4. MAJ
Selv om
man vel havde ventet, det snart skulle komme, blev de fleste dog vist
ret overrasket, da den danske udsendelse fra London fredag aften kl.
20.30 meddelte, at Tyskland havde kapituleret over for de allierede
m.h.t. deres styrker i Holland, Nordvesttyskand og Danmark fra lørdag
den 5. maj kl. 8 morgen at regne.
Danmark
var atter et frit land.!
Og
hvordan modtog man det så? Efter den første stille og andagtsfulde ro -
den store og gode nyhed måtte ligesom have tid til at bundfælde sig i
sindet - vældede den taknemmeligste glæde frem. Telefonerne begyndte at
kime - det var andre glade mennesker både her og i Sønderho, der skulle
have luft, tillykke - tillykke! - tillykke! Og selv ringede man ud
omkring til venner og bekendte - det var jo helt umuligt at sidde i sin
stue alene uden at komme i forbindelse med andre. Dørklokken lød - Folk
kom og gik - smil og varme, faste håndtryk - tillykke - tillykke!
LØRDAG
DEN 5. MAJ.
Sent om
Aftenen den foregående dag og i de allertidligste morgentimer om
lørdagen blev programmet lagt for skolernes festlighed.
Borgerskolens børn havde formiddagsundervisning, så det var dem, der
skulle lægge for.
Noget før
8 samledes børnene på skolepladsen. Alle kendte den store nyhed. Ingen
havde læst. lektier, alle ventede de en fridag, men alligevel havde man
dog for alle tilfældes skyld bøgerne med i skoletasken. Da skoleklokken
ringede, tog børnene og en del voksne, der havde givet møde, opstilling
ved flagstangen i overlærerens have. Men just, som man skulle begynde,
tog sirenen på Industriforeningens tag til at hyle for at markere, at nu
var tyskernes herredømme i Danmark for bestandig afsluttet. Det tog hele
5 minutter for tuderen at få denne kendsgerning tilstrækkelig fremhævet,
og man måtte derfor holde en pause så længe.
Endelig
blev der ro. Børnene fik besked om festens program, og så indledede man
med at synge første vers af »Vift stolt«, mens lærer Olldag langsomt
hejste Borgerskolens store og smukke Dannebrogsflag til tops


Så sang
man de 3 første vers af »Den signede dag«, hvorefter viceinspektør Sneum
holdt en tale, af hvilken vi her giver et kort referat.
Det er en
stor dag i dag: Danmark er atter blevet et frit land! Vi vil takke Gud
for, at krigen ikke kom direkte til Danmark. Vore byer blev ikke skudt i
grus, og vore hjem lyste ikke som flammende bavner over vort land. Det
gik i opfyldelse en gang igen, at Vorherre altid har et lille mirakel i
baghånden til Danmark.
Og vore
tanker går til alle dem, der her fra Danmark og fra Fanø har været med
derude. Der står måske her i dag en lille dreng eller en lille pige, der
venter på, at far og bror skal komme. Vi vil bede om, at der ikke skal
komme et sørgebud til den, der vener glæde.
Vi får
igen i dag vor konge og vor lovlige regering tilbage tilligemed vort
politi og vort retsvæsen og meget andet, vi kan hejse vort flag uhindret
og skrive og tale, som det passer os. En dejlig tid ligger foran os, men
der bliver brug for alle gode kræfter i vort folk og for alle dygtige
piger og drenge.
Jeg vil -
sluttede taleren - give mine tanker og følelser udtryk i verslinjerne:
Nu stiger
takken som hjertets tolk,
og kongen
knæler med alt sit folk!
Efter at
de 2 sidste af salmens vers var sunget gav overlærer Birkelund besked
om, at realskolens elever skulle samles på skolen kl. 13.
Så sang
man det første vers af »Kong Kristian«, og derefter blev børnene stillet
op to og to med de yngste klasser forrest for at marchere til kirken,
hvor klokkeringningen var begyndt.
Den store
procession gik ad Lindevej til Hovedgaden, og da den passerede Flensborg
Lager, stod butikkens betjening med favnen fuld af store papirflag på
stænger. Der blev et til hvert, barn, og selv om vi nok må sige, at
processionen i sig selv tog sig smukt ud, satte de mange rød-hvide flag
ligesom prikken over i'et. Det var et skønt skue at se de mange børn gå
gennem gaden og videre ud ad vejen i villakvarteret, hvor de rigtig
store flag vajede fra alle haver, der stod med nyudsprunget løv - fint
og skært i majdagens solskin.
Ved
kirkegårdslågen stod pastor Voldum og frue og tog imod - begge dybt
bevægede over det uventede besøg, den alleryngste ungdom havde påtænkt
at aflægge i det gamle gudshus i denne minderige morgentime.
Da alle
var kommet på plads i kirken, intonerede organist Jensen til »Alt står i
Guds faderhånd«, og snart klang de dejlige barnerøster som en henrivende
illustration til den herlige gamle salmes ord: » - evig glade vi skal
være i vor Herres Jesu navn«.
Så læste
kordegn Moesgaard af Davids salme 103, vers 1-13, der indleder med: Min
sjæl, lov Herren, og alt det som i mig er, love hans hellige navn.
Kordegnen sluttede med en kort bøn, hvorefter alle tilstedeværende sang
første vers af »Kongernes konge«.
Skolebørn på vej hjem fra kirken -
se billeder med
navne
![]()
![]()
![]()
![]()
Se
en billed-kavalkade af skolebørnene i optog
Og så gik det hjemad igen.
Processionen blev stadig større og større. Mange forældre sluttede op,
og alle vegne, hvor man kom frem, ilede folk ud i døre og på fortove og
ved havelåger - vinkede og smilede til de glade børn. Mange ældre
mennesker havde tårer i øjnene.
Vi må nok sige, at børnene tog byen med storm. Men det var fredelige
erobrere, og hele byen overgav sig betingelsesløst. Jo, Nordbyanerne fik
rigtignok at vide, at det var en festdag af usædvanlig format. Hansens
Boghandel kapitulerede og udleverede mængder af flag til sejrherrerne,
der sejrsstolle fortsatte deres triumftog over Konsul Lauritzens Plads
forbi Postkontoret og videre ad Navigationsvej, Kikkebjervej,
Suensonsvej og forbi den gamle Skole til Lindevej. Og så var man igen på
skolepladsen.
Her tog fotograf Kromann et par plader af alle de tilstedeværende og
senere igen et par, da man atter var stillet op ved flagstangen i
overlærerens have, hvorfra man var gået ud.
Viceinspektør Sneum takkede nu børnene, fordi de så trofast havde holdt
ud. Han rettede ligeledes en tak til de voksne, der havde gjort turen
med, og til alle byens borgere, der tydelig havde tilkendegivet, at
børnenes stilfærdige procession havde vakt mere glæde hos dem end de
trampende kolonner, man ellers til daglig havde set gennem byens gader
det sidste års tid.
Et kraftigt besvaret leve for vort gamle flag — så var det forbi.
- Og så gik man ud for at fejre dagen med mennesker, man holdt af.
Om eftermiddagen kl. 1 samledes så realskolens lærerpersonale med
eleverne i skolens forhal for at mindes dagen. Skolekommissionens
formand var til stede.
Overlærer Birkelund talte. - Han sagde bl.a.:
Dagen i dag er vel den største dag i vor historie. Danmark er igen et
frit land. I over 5 år har vi ventet efter denne dag. I er så store, at
I kan huske den uhyggelige morgen hin 9. april 1940, da de fjendtlige
flyvemaskiner drønede over øen. Disse 5 år uden ret for det danske folk
har været tunge, og mange af vore landsmænd også her fra Fanø har sat
livet til. De faldne kan vi ikke få tilbage, men vi kan ære deres
minde.
De følelser som især rører sig i os i dag er glæde og taknemlighed.
Glæde over at vi igen er fri, og taknemlighed over alle dem, der har
været med til at befri vort land. Men først og mest vil vi takke Gud.
Kan I huske fra historien, da Hollænderne i Svenskerkrigen 1658-59
bragte hjælp til København under belejringen, at byens borgere samledes
i kirken og sang den ambrosiske lovsang: O store Gud vi love dig.
Således vil også i dag det danske folk takke Gud for, at Danmark trods
alt gik så uskadt gennem krigen.
Derefter talte organist Jensen ud fra verset:
Men end er der sang i skoven,
højt bølger det gamle flag,
end er der en Gud for oven,
der råder for Danmarks sag.
Det var - sagde organist Jensen - de ord vor konge anførte ved sin
regeringstiltrædelse den 14. maj 1912. I dag bølger det gamle flag over
Danmarks hjem, det gjorde det jo også nu og da under besættelsesårene,
men i dag vajer det frit og stolt som aldrig før.
Da vi i aftes sad ved vore radioapparater og hørte efterretningen, var
der mange hænder, der blev foldet, og en stille tak sendt til den Gud,
som gav os denne nådefulde udgang af alt det svære, som truede. Gud har
igen haft et lille mirakel i behold for vort kære, gode fædreland. -
Højtideligheden sluttede med: Jeg elsker de grønne lunde.
Det. var lærerpersonalets hensigt gennem de arrangerede festligheder at
give alle vore skoleelever et sådant indtryk af dagen, så de aldrig
senere skulle glemme, at de den 5. maj oplevede Danmarks største
mindedag. - Vi tror, at lærernes hensigt lykkedes.
Musik gennem Sønderhos gader
”. Den store frihedsdag fejredes også i Sønderho. Flagene vajede over
hele byen.
Sønderho Søspejderkorps marcherede i morges gennem byen med 4 faner i
spidsen: Sønderho skolefane og 3 spejderfaner, mens de sang ”I alle de
riger og lande”.
De standsede ved flagstangen på Mindebanken, og her hejste direktør
Kromann Dannebrog, mens spejderne sang ”Der er ingenting, der maner”, og
til sidst ”Vift stolt på Kodans bølge”.
FREDSFEST.
Kort før middag i tirsdags blev det bestemt at indbyde Nordbys borgere
til en fest på realskolens plads kl. 16 samme dag for at fejre freden i
Europa. I huj og hast lykkedes det at få fat på tre talere, der med så
kort varsel kunne medvirke; og mens de forskellige arrangementer blev
truffet, flagrede flyvebladene med indbydelse ud over hele byen.
![]()
![]()
![]()
Fredsoptoget på vej gennem Nordbys gader
![]()
![]()
Se en billedkavalkade fra Folkefesten den 8. maj
I sommerlig solskin tog festen sin begyndelse. Overlærer Birkelund bød
velkommen og redegjorde for festens program, - Med vore egne
hornblæsere, 11 foreningsfaner og alle vore frihedskæmpere i spidsen gik
samtlige deltagere i procession gennem byen. Ca. 1600 mennesker deltog,
og det var sikkert den største procession, der nogensinde et set i
Nordby.
Postmester Thuesen talte for kongen. Ingen dansk konge har oplevet de
begivenheder som Christian d. 10. har oplevet de sidste 5 år. Med værdig
ro har kongen båret byrderne, og som vore tanker i de tungeste dage
hentede styrke fra kongens ranke eksempel og evne til at samle hele
folket, vender de sig nu med tak til kongen for den trofasthed og
værdighed, hvormed han mødte besættelsesmagten uden at opgive en tøddel
af det danske riges ret. Fast var de danske hjerters ring om kong
Kristian før krigen. Endnu fastere har kongens troskab mod pligt og ære
gjort den. - Kongen leve!
Viceskoleinspektør Sneum talte for Frihedskæmperne. Så længe der har
været en undertrykkelse, har der også været en frihedsbevægelse. Vi
tænker i dag på danske frihedskæmpere under den nu afsluttede krig. Uden
for vort land gjorde vore søfolk, vore flyvere og flere andre en
betydelig indsats til gavn for de allierede og derigennem til gavn for
Danmark. Herhjemme bredte frihedsbevægelsen sig fra dag til dag og
voksede i styrke. De mænd og kvinder, der deltog ude og hjemme var alle
besjælet af et levende håb, der fik dem til at ofre alt, et dødeligt
had, der stadig holdt våbnene skarpe, og en klippefast tro på den
fremtidens dag, der skulle bringe vort lands genfødelse. Enhver dansk
mand og kvinde, der viste tyskerne en kold skulder, var frihedskæmper.
Vi vil på denne sejrsdag ved et minuts stilhed mindes de, der faldt
derude, og de, der segnede for snigmorderens hånd herhjemme eller omkom
i tyske koncentrationslejre. Æret være deres minde! Og vi vil udbringe
et leve for de frihedskæmpere, der slap igennem, og som ved deres
indsats magede det således, at Danmark i dag tælles blandt de sejrende
nationer, og at vi med oprejst pande kan gå til fredsbordet. De leve!
![]()
Lærerinde frk. Hyldig overrakte nu frihedskæmperne en blomsterkurv, og
unge piger gav dem buketter, mens fru pastor Voldum bragte dem en tak.
Pastor Voldum talte for Danmark. Aldrig har Danmark været, så skønt som
i dag, fordi Danmark er frit igen. Danmark har sin natur, som vi elsker
frem for noget andet lands. De, der har faret til søs eller rejst i
lande med skønne bjergegne, kender den betagende følelse, det er igen at
se Danmarks natur. Danmark har sit folk, som vi hører til og er ét med;
og aldrig har vel sammenholdet i vort folk været så stærkt som gennem de
fem lange, mørke år, selv om der også var dem, der på skændig måde
svigtede deres eget folk. Danmark har sit sprog, der knytter os sammen,
»det er vor Moders stemme, så sødt velsignet det vort hjerte når«. Og
Danmark har sin kirke med forkyndelse om den Gud, som vi i disse dage
gang på gang har måttet takke, fordi han gennem den trange tid holdt
Danmarks skæbne i sin hånd og lod os opleve det, at »end er der en Gud
for oven, som råder for Danmarks sag«.
Så takkede styrmand Astor Olesen på Frihedsbevægelsens vegne, hvorefter
overlæreren sluttede festligheden.
ENGELSK SOLDAT PÅ FANØ.
Lørdag den 12. maj 1945.
Så har den første engelske soldat vist sig på Fanø. - Han kom i fredags
med en formiddagsfærge. - Forinden var rygtet allerede i gang herovre
om, at der var englændere i farvandet. Sirenen på Industriforeningens
tag tog sig sammen til et øredøvende hyl, som varslede den et helt
armekorps landgang, og så vidste folk besked.
De, der havde tid til deres rådighed, skridtede af mod havnen, og de,
der ikke havde tid, gjorde det også. Husmødre forlod
formiddagsrengøringen derhjemme, og børn og lærere stormede af sted fra
skole - det halve Nordby var således samlet på havnen, da færgen
passerede Pakhusbanken.
Hvor mange englændere ville der mon komme? Ingen af dem, vi talte med,
vidste besked, men man indstillede sig i hvert fald på at møde alle
muligheder.
Så lagde færgen til i lejet, og passagererne begyndte at gå den
sædvanlige spidsrodsgang over broklappen. Det store publikum stirrede
spændt, for ikke at gå glip af noget. Man stod på tæerne eller gjorde
sig lang for at få udsyn over alle dem, der stod foran en.
Endelig! - Nej, mon det dog var ? - Jo, det var en engelsk soldat, der
gik derinde i mylderet. Hvor var de andre henne? Man spejdede og
spejdede, men der kom ikke flere, og så søgte blikket igen at fange den
ene mand for ikke at tabe ham helt af syne i stimlen.
![]()
FLAHERTYS TRIUMFTOG GENNEM NORDBYS GADER
Se en billedkavalkade fra Flaherty's besøg på Fanø
Nu greb et par behjertede mænd - købmand Harald Svarrer og skibstømrer
Willy Christoffersen - til, løftede den engelske soldat op og bar ham i
guldstol, medens folk råbte hurra og på anden måde gav deres mening til
kende. - Turen gik til »Krogården«, og her på terrassen rykkede folk
sammen for at tage den engelske soldat i nærmere øjesyn og få hans
autograf, som dog vist de færreste kunne tyde. Det kan måske gå bedre,
når vi oplyser, at han hed Peter Flaherty.
Det forlød nu, at han ville komme en tur gennem gaden, og folk stod da i
Hovedgaden for at se, når den fremmede gæst passerede forbi. Det blev
for lang en ventetid for de fleste. Flaherty korn nemlig ad Vestervejen
i stedet for ad Hovedgaden, så tilskuerne der, måtte gå hjem med
uforrettet sag. Ad en sidevej kørte hans bil ind på den sydlige del af
Hovedgaden og ud gennem villakvarteret. Her fik englænderen ved kapt.
Broder Nielsens villa øje på gamle fru Sidsel Holm, der i sin
nationaldragt stod på fortovet. Han sprang ud af bilen og blev
fotograferet sammen med hende. Ved kapt. Jes Thomsens villa blev der
gjort holdt, og her hilste vor engelske ven på hr. og fru Thomsen, idet
han fik at vide, at deres søn var død i fangenskab i Tyskland. Der blev
holdt et minuts pause, hvorefter man sang »Kæmp for alt, hvad du har
kært«.
![]()
FLAHERTY MED FRU SIDSEL HOLM
Efter denne smukke lille højtidelighed gled bilen videre ad vejen mod
Sønderho. - Her tog Sønderhoningerne imod på Trekanten ved kirken, og
turen gik så gennem Sønderho by til kroen. Vel var der god
modtagelsesstemning, men den fik først sit rette udbrud, da Flaherty af
fire Sønderhodamer blev båret i guldstol op på Krobanken ved Minebøssen.
Så blev der lukket op for alle gode følelser, og jublen ville ingen ende
tage. Sang og taler og leveråb o.s.v. vekslede i en uendelighed, til man
noget over middag atter satte kursen mod Nordby.
Her var så igen modtagelse og begejstring. Bilen kørte på ny en rundtur
i byen under hurraråb fra folk langs hele ruten. De tyskere, der stod
uden for Industriforeningen, da bilen passerede der, kunne sikkert ikke
forstå, at sådan en enlig mand - oveni købet repræsenterende de militære
idioters parti - kunne vække så vældig opsigt. - Men englænderen syntes
at nyde situationen. Det var ham øjensynlig ikke imod at blive set og
hyldet.
- Mand og mand imellem forlød det, at Flaherty ville forlade Fanø med
båden kl. 18, og der var af den grund forsamlet mange mennesker på
havnepladsen, hvor også en større afdeling af herrefolket med hele deres
oppakning ventede på at forlade Fanø med aftenfærgen. - Så kom en
procession fra Krogaarden med de faner i spidsen, som havde været med
hele dagen. Flaherty var så omringet, at man knapt kunne få kig på ham.
Man havde ventet, at processionen
skulle gøre holdt ved færgen, det gjorde den dog ikke.
Den fortsatte over parkeringspladsen helt ud til den yderste kant. Og så
var her igen tale og leveråb.
Og Flaherty kom ikke med færgen.
Senere på aftenen var der endnu mere festlighed, men så var det også
slut. Det var sikkert en dødtræt mand, der ud på natten kravlede i
dynerne på Hotel Nordby. Afrejsen fandt sted den påfølgende morgen. - Og
så var det fastslået, at en eneste englænder formåede ved sin blotte
tilstedeværelse i løbet af et øjeblik at lægge hele Fanø for sine
fødder. Det kunne store tyske styrker gennem måneders besættelse dog
alligevel ikke.
Det var også en travl dag for vore frihedskæmpere - ganske særlig for
lederen Astor Olesen, der havde tilrettelagt dagens arrangement og
ordnet alle enkeltheder vedrørende den engelske soldats visit herovre.
Ustandselig måtte vognen med englænderen gøre holdt og modtage
befolkningens hyldest samt skrive autografer. Det påstås, at han nåede
at skrive 2.000 autografer. Her er en af dem!
![]()
Krigen var forbi, og det var tid for de tyske soldater at vende hjem. I
store flokke samledes de på havnen, for at gøre klar til
hjemtransporten, der foregik med færge og store transportfartøjer.
![]()
HJEMAD
![]()
ENGELSKE SOLDATER KØRER I LAND
FRA FÆRGEN
De første engelske tropper ankommer til Fanø for at overtage
bevogtningen af de militære anlæg.
Tirsdag den 8. maj om eftermiddagen kom det første hold danske soldater
med ekstra-færge til Fanø, hvor de skulle overtage bevogtningstjenester,
som hidtil var varetaget af medlemmer af modstandsbevægelsen. Der kom i
alt 150 mand.
Soldaterne blev anvist kvarter i fire tyske barakker i det såkaldte 8.
batteri mellem Fanø Vesterhavsbad og anlægget ”Grådyb”. Barakkerne var
imidlertid i en sådan forfatning, at soldaterne nægtede at bo der. De
blev så alle sammen midlertidigt indkvarteret i Rindbyhus.
De danske soldater rejste den 14. juli 1945 og deres tjeneste blev
overtaget af marinen.
De 5 besættelsesår var endelig forbi og Fanø kunne så småt vende tilbage
til normale tilstande.
En tysk soldat beretter
Sammenlignet med fronterne i det brændende Europa, har det for tyske
soldater været en lykke at blive udstationeret i Danmark.
En dansk Sydslesviger - Karl Kring - der som 17-årig blev udskrevet til
tysk militærtjeneste fortæller følgende:
" Jeg kom i sommeren 1944 fra Norge til Frankrig. Invasionen var i fuld
gang og fronten lå lige vest for Vogeserne. Vi var 180 mand i vort
kompagni. Kampene var hårde, og på det tidspunkt, hvor jeg blev såret,
var vi kun 13 mand tibage af kompagniet! Det var den 30. november 1944.
Jeg kom på Lazaret og fik fjernet en granatsplint fra overlæben.
I midten af januar 1945 blev jeg udskrevet og kom hjem til Flensborg på
orlov. Tyskland lå nu overalt i ruiner. I februar kom jeg Lübeck og den
28. marts til Fanø. Et sandt lykketræf i en tid, hvor alt, der kunne
krybe og gå ellers blev sendt til østfronten.
Jeg blev på Fanø kommanderet til et cykelkompagni, der bestod af unge
mennesker årgang 1928 - altså 17-årige drenge - der skulle uddannes. For
os var det som at komme i Paradis. Man kunne købe mel, sukker og æg og
jeg kan huske, at jeg en dag bagte godt og vel 100 pandekager.
Vi øvede i klitterne og sejlede af og til med den lille færge til
Esbjerg og cyklede så til Ribe og retur. Mens hele verden brændte, følte
vi det nærmest som fred.
Den 5.maj 1945 ringede alle klokkerne. Krigen var forbi, sagde man til
os.
Jeg satte " nærkamp uden våben" på tjenesteplanen. Jeg husker, at der
ved Vandtårnet gik en tysk soldat vagt på den ene side, og en
frihedskæmper på den anden side, men de mødtes ikke, og talte ikke med
hinanden.
En skønne dag skulle vi rykke af sted hjem. Med alt hvad vi ejede gik
det med færgen til Esbjerg, hvorfra vi cyklede til Tønder. Ved grænsen
blev geværer og cykler afleveret til englænderne. med en barnevogn købt
til 75 kr. til bagagen, gik det så til fods til Ditmarsken.
Den 28. august 1945 var jeg hjemme i Flensborg - godt 20 år gammel -
næsten nøjagtig 3 år efter, at jeg som 17-årig var rejst hjemmefra.
Der var mange, der ikke var så heldige som jeg - de ligger derude et
sted - hvem ved hvor."
![]()
Norgesindsamlingen
Norge led meget under krigen, og i Danmark blev der arrangeret
storstilede indsamlinger for at hjælpe de nødlidende nordmænd. Også på
Fanø blev der samlet ind, oven i købet på en lidt særpræget måde den 7.
juni 1945.
Vestkysten beretter flg. om indsamlingen:
Norgesindsamlingen i torsdags på Fanø var ikke alene et gode for de
sultne nordmænd, men skaffede samtidig adskillige fannikere en
fornøjelig, ganske gratis opvisning i englændernes færdighed
medmotorkøretøj såvel på landjorden som til søs, Nogle tommier tilbød
deres assistance til indsamlingen med en amfibievogn, der fungerer lige
godt som bil og motorbåd. Den kørte rundt og modtog varer, og med fuld
læs plaskede den derpå ud i vandet, og sejlede over til E & C’s pakhus,
der efterhånden bugnede af ting, der ville få nordmændenes øjne til at
stråle.
Mange fannikere fik for øvrigt lov til at tage turen med over til
fastlandet, så tommierne næsten måtte gå i fast rutefart og blev en
alvorlig konkurrent til Fanøfærgen. Det skaffe dog ikke postmester
Thuesen større bekymringer, da færgen mangler olie, og færgefarten
derfor ikke har noget imod, at passagererne søger anden befordring
Om norgesindsamlingen i Sønderho, meddeles i øvrigt til os i dag, at den
gav et resultat, der blev langt over forventning. Foruden en mængde
fødevarer indkom der 500 kr. i kontanter og mange rationeringsmærker.
Man nåede i alt op på ca. 2 tons
![]()
AMFIBIEVOGNEN SAMLER IND TIL NORGE. HER RUNDER DEN TINGHUSTORVET
|