9. APRIL 1940 

Klokken 4.15 den 9. april 1940 blev den danske grænse overskredet ved Kruså af tyske enheder fra 170. Infanteri Division, og længere mod vest ved Rens blev grænsen overskredet af 11. Schützen Brigade, der kørte over Løgumkloster mod Varde, og videre nord på. 

Et forstærket motorcykelkompagni fra Luftwafferegiment General Göring rykkede i løbet af formiddagen mod Esbjerg, hvor flyvepladsen, radiostationen, telegrafstationen og posthuset var besat kl. 11.00. 

Fra Cuxhaven var Minestryger­gruppe West afgået mod mål­havnene Esbjerg og Nordby Fanø.

I de tidlige morgentimer ankom minestrygergruppen under ledelse af Kommodore Ruge, der var ombord på førerfartøjet Königin Louise til Esbjerg havn.

Minestrygergruppen bestod af følgende fartøjer: 

Geleitboot Königin Louise fra 12. Minensuchflottille.

2. Raumbootsflottile bestående af fartøjerne R 25, R 26, R 27, R 28, R 29, R 30, R 31 og R 32. 

Store fiskedampere bestående af bådene M 1201, M 1202, M 1203, M 1204, M 1205, M 1206 og M 1207. 

Minesøgergruppe bestående af fartøjerne M 4, M 12, M 20, M 84 og M 120. 

2. Minensuchflottille omfattende bådene M 2, M 6, M 10-13, M 21, M 25, M 28, M 38, M 152-3 og M 256. 

I farvandet ud for Esbjerg posteredes yderligere 2. Vorpostflottille bestående af nogle store fiskefartøjer, der havde til opgave at afskære forbindelsen til søs, og derved hindre neutrale fartøjer i Esbjerg havn i at sejle. 

Marineenhederne besatte straks alle krigsvigtige anlæg på havnen.

I de tidlige formiddagstimer stod 3 af bådene ind i Nordby havn. Marinesoldaterne, der medførte cykler, gik i land, og besatte som det første kabelhusene ved Rindby og Fanø Bad. Telegrafforbindelsen skulle under kontrol, og tyskerne kendte vejen!

KABELHUS PÅ STRANDEN

Mørklægning blev straks påbudt fra mørkets frembrud og plakater med Staunings opfordring til ro og orden, og underskrevet af kongen med ordene "Gud bevare Danmark" blev opslået i Posthusets forgang.

Sognerådsformand N. M. Kallesen og Axel Sørensen blev kaldt til konference i en af de tyske både, der uophørligt signalerede til moderskibet i Esbjerg, antagelig med meddelelsen om, at besættelsen af Fanø var forløbet planmæssigt og uden problemer.

Tidligt om morgenen den 9. april nedkastede tyske bombemaskiner et OPROP til Danmarks soldater og Danmarks folk. OPROPET, der var forfattet af Hitler selv, var i oversættelsen blevet til en mærkelig blanding af dansk og norsk.

OPROPET var underskrevet af den tyske general Kaupisch, der på det tidspunkt allerede befandt sig i København.

Klokken 4 om morgenen havde den tyske gesandt en samtale med den danske udenrigsminister. Han overrakte her en note fra den tyske regering, en note der fortalte, at Tyskland besatte Danmark for at beskytte landet mod engelsk angreb. Enhver modstand mod tyskerne ville blive slået ned med hård hånd. Hvis man derimod affandt sig med besættelsen, lovede tyskerne at respektere landets selvstændighed og uafhængighed og ikke blande sig i indre danske forhold.

Hvis regeringen ikke straks gav ordre til at ophøre med modstand mod de tyske tropper, ville København blive bombarderet.

Christian den Tiende holdt i de tidlige morgentimer møde med statsministeren, udenrigsministeren, forsvarsministeren og cheferne for hær og flåde. Kun hærchefen mente, at man skulle yde modstand mod den tyske besættelsesmagt.

Det blev besluttet, at man skulle bøje sig for de tyske krav og under protest affinde sig med besættelsen og indstille al modstand.

 I Peder Emil Sørensens erindringer berettes flg.: 

"1. april var jeg færdig med skolen efter endt realeksamen. Nu hjalp jeg til der hjemme. Vi skulle `ruske' lyng til tante Ane. Et helt stort læs. At ruske lyng vil sige: Med en le, hvor kniven var kort, skarp og kraftig, blev lyngen skåret over. Skaftet på `æ lyngle' var kortere end skaftet på en almindelig le. Der skulle da også en speciel teknik til at slå lyngen på. Den fik jeg dog lært. Og den 8. april blev vi færdige med at slå den sidste del, så vi nu havde nok til et læs. Mens vi var derude på heden, min far og jeg, hørte vi lyden af en flyver og højt oppe så vi da også flyet, der havde retning mod nord. Fra Sædding blev der affyret varselskud og flyet vendte om. Efter krigsudbruddet blev forsvaret af landet til dels udbedret, men aldrig rigtig til et forsvar, idet vi ikke anså det for sandsynligt, at vi ville blive inddraget i krigen. Vi fortsatte med arbejdet og tog derefter hjem.

Jeg blev vækket næste morgen ved flyverlarm og kunne fornemme flyene meget tæt på tagene. Det mærkedes som et sug, når de fløj over husene i lav (meget lav) højde. Johannes var stået op, da han hørte larmen. Klokken har været hen ad 5. "Peder, Peder! Kom hen og se! Du har aldrig set så store flyvemaskiner før!". Det vrisse­de jeg nu noget af. Jeg ville gerne sove noget mere, men stod alligevel op og så da alle de maskiner, der kom over os og rundt om os. Der var maskiner af mange forskellige slags. Meget snart kunne vi på motorlarmen afgøre, om det var et bombefly eller en jager (Messerschmidt) eller om det var en transportmaskine. Den tunge lyd og metalklangen (især fra jagerne) gav os de rette kendetegn.

Og så kom vi op, selvom klokken endnu ikke var så mange, at vi skulle på arbejde (mig) eller i skole (Johannes). Men køerne skulle malkes og de første fodertildelinger til grise, kalve, heste og køer skulle ordnes, inden vi kunne gå til morgenbordet. Men vi måtte mange gange ud for at se, hvad der skete rundt omkring. Der var i hvert fald tale om en anderledes dag. Radioen var tavs i starten, men snart lød speakeren, Niels Grunnets stemme og med alvor i stemmen oplæste han von Kaupisch: "Oprop! Til Danmarks Soldater og Dan­marks Folk'.". Han oplæste også en henstilling fra den danske konge, Kong Christian den Tiende om at bevare ro og orden, samt en pro­klamation fra Statsministeriet under ledelse af Thorvald Stauning. Stauning kom selv til mikrofonen senere på dagen. Det blev ikke til megen radiospredning den dag. Radioen var tavs det meste af dagen. Kun med mellemrum blev meddelelserne gentaget. Og nu blev der så tilføjet en skærpelse. Vi skulle under strafansvar mørklægge alle vin­duer. Desuden skulle al lys neddæmpes betydelig. Også cykellygter måtte ikke lyse så meget mere. Kun det lys, som kunne komme ud ad en smal sprække i en beklædning, der blev trukket over lygten, fik lov til at skinne, og det var ikke ret meget. Lyset var gået ud - bog­staveligt talt over hele landet. Danmark var besat. Fra nu af var det de tyske myndigheder, der var enerådende, selvom de lod skinne igennem, at de ønskede det allerbedste forhold til landets myndighed og befolkning. Danmark skulle være et ministerprotektorat.

Mange landmænd var i færd med forårsarbejdet. Flyene fløj meget lavt og hestene blev urolige, men de vænnede sig til situati­onen. Og det gjorde vi også efterhånden. Vi (min far og jeg) fik spændt hestene for vognen og fik læsset lyngen på og kørte så ned til tante Ane i Nordby. Folk langs vejen stoppede op og udtrykte angst og frygt for fremtiden. En ravsamler, der havde været tidlig ude den morgen, fortalte om tyske soldater, der var kommet i besiddelse af nøglen til kabelhuset, lukkede sig inde der og havde afbrudt telefon­forbindelsen, der herfra gik til England og andre europæiske lande, så det nu ikke var muligt at fortælle om hændelserne i Danmark. Vi var isolerede."

TYSKE TROPPER PÅ HAVNEN I NORDBY

Hen på eftermiddagen cyklede jeg ned til havnen " æ ha'n". Fanømålet udtaler ikke v'et, når det kommer efter et a. Det hedder f.eks. "Ha'måg'æg", "Ha'si'bjerg", "Ha'måg" osv.. i stedet for havmågeæg, Havsidebjerge, havmåge. Der lå flere hurtigbåde, ka­nonbåde og andre maritime både ved kajen. Det vrimlede med tyske soldater, våben, ammunition og andet krigsudstyr. Jo, vi var besat. Det fornam vi. Jeg talte dog ikke med nogen af de tyske soldater. På en måde var jeg grebet af den velorganiserede tilstand, der prægede det hele. Det var ligesom om, alt var forberedt. Tyskerne vidste en hel del om øen. Senere fik vi også at vide, at en af officererne, der som en af de første steg i land gik hen til en af drengene, der nysger­rigt fulgte operationen ved kajen, og sagde: "Guten Tag!" og nævnte drengens navn. Denne dreng kunne nu se, at det var en person, der tidligere havde ferieret ved Badet og bl. a. dyrket golf. Drengen hav­de været `Caddy' for ham i sommeren 1939. Og så dæmrede det pludselig for os, hvorfor soldaterne færdedes så stedkendte på øen. 

Flg. indtryk er hentet fra bogen: 139 breve om 9. april 1940