HVERDAGEN
UNDER BESÆTTELSEN
Det var en anden hverdag befolkningen på Fanø vågnede op til efter den
9. april 1940. Snart oversvømmedes man med bekendtgørelser og
overordnede foranstaltninger, der pålagde befolkningen restriktioner i
bevægelsesfrihed, medførte vareknaphed og rationeringer. Alt dette var
dog for intet at regne i sammenligning med de frygtelige begivenheder,
der udspillede sig andre steder i Europa. Tyskerne kom jo - efter egent
udsagn - ikke som besættere, men som beskyttere mod engelsk invasion!
Det drejede sig for tyskerne om, at få tingene til at glide så
smertefrit som muligt og undgå at vække befolkningens vrede. Danmark var
for tyskerne et vigtigt land både strategisk og som spisekammer.
De tyske soldater der kom til Fanø den 9. april 1940 viste her, som
andre steder i landet stor købelyst. Her var pludselig varer at få, som
ikke kunne opdrives i Tyskland. Det drejede sig især om madvarer,
wienerbrød, chokolade og frugt, men også strømper og ure var meget
eftertragtede.
En af de første bekendtgørelser der udgik fra Kapitain Ruge, der ledede
besættelsen af Esbjergområdet, drejede sig netop om forholdsregler i
forbindelse med de tyske soldaters privathandel.
Mørklægning
Allerede 9. april beordrede politiet efter tysk krav
mørklægningsforanstaltninger gennemført.
Belysning lige fra gadebelysning til butiksvinduer, belyste ure og
husnumre. I alle bygninger, der anvendtes til beboelse skulle der
afskærmes således, at intet lys var synligt udefra.
Al brug af lommelygter og håndlamper var forbudt udendørs, og køretøjer
der kørte efter mørkets frembrud skulle have lygterne blændet således,
at kun en 15 cm bred stribe fra lygten var synlig. Denne afblænding
gjaldt også for cykellygter. Cyklen skulle desuden være forsynet med en
hvid afmærkning på bagskærmen.
I hast måtte befolkningen til at købe mørklægningspapir, og sikre, at
intet lys slap ud fra husene.
|
|
OPSÆTNING AF MØRKLÆGNINGSGARDINER
Mørklægningen kom til at vare fra 9. april 1940 til 4. maj 1945, altså
under hele besættelsen. Hver uge kunne man i FANØ UGEBLAD læse, hvor
lang mørklægningstidsrummet var:
Mørklægningstiden
er fra Fredag
den 1. oktober og indtil
videre fra Kl.
17.45 til 6.00
|
|
AFBLÆNDET CYKELLYGTE |
Bøde for mangelfuld mørklægning.
Beløbet på 20 kr. udgjorde en til to dagslønninger for en
almindelig arbejder. |
Straks efter besættelsen indførtes nat færdselsforbud mellem klokken
23.00 og 6.00. Dette forbud ophævedes dog ret hurtigt, men blev dog
opretholdt for personer under 18 år - de måtte kun færdes ude i det
pågældende tidsrum under ledsagelse af forældrene.
For at undgå hamstring udsendte Handelsministeriet straks den 9. april
bekendtgørelse om prisstop og hamstringsforbud. Private måtte ikke
indkøbe levnedsmidler og husholdningsartikler ud over, hvad forbruget
krævede på indkøbsdagen og de 3 næstfølgende dage. De
forretningsdrivende blev pålagt ikke at indkøbe varer i større kvanta
end til normal forsyning samt forbud mod at sætte priserne højere end de
havde været den 8. april 1940. Ved denne bekendtgørelse ville man
undgå, at velhavere kunne hamstre samt at priserne skulle stige på
mangelvarer.
For at sikre en ligelig fordeling af de fødevarer, der var til rådighed
indførtes i løbet af 1940 rationering af forskellige varer. For at købe
f. eks. brød, sukker eller smør, skulle man nu samtidig med betalingen
aflevere en rationeringskupon for den pågældende vare.
Rationeringsmærkerne blev uddelt i forhold til de enkelte familiers
størrelse. Ved bekendtgørelser i dagspressen kunne man se, hvor og
hvornår rationeringsmærkerne kunne afhentes.
Flere og flere varer kom under besættelsen ind under
rationeringsordningen.
Ikke kun fødevarer, men også brændsel blev på et tidspunkt rationeret.
Rationeringsordningen fortsatte for nogle varers vedkommende helt op i
50’erne.
1. maj 1940 udstedtes forbud mod fotografering og afbildning af tyske
militære anlæg m.v.
Det er naturligvis derfor ret begrænset, hvad der findes af fotografier
fra besættelsestiden.
Forsyningerne af kul og koks, som tidligere havde været den
almindeligste form for fyringsbrændsel, ophørte ret hurtigt, og man
måtte i stedet gå over til fyring med træ og tørv. Meget træ blev under
besættelsen solgt fra
Statsplantagen. I plantagen kunne man på et tidspunkt få lov til at
optage "stød" - træernes rødder, og mange gik i gang med spade og sav,
for på den måde at skaffe sig brændsel. Også opsamling af nedfaldne
grankogler kunne bruges.
I
mange husstande anskaffede man sig derfor en spareovn - populært kaldet
en Spareheks. Den måtte anbringes, så der var aftræk til skorstenen.
Ovnen kunne minde om en stor støbejernsgryde med ringe, der kunne
afpasses efter grydens eller pandens størrelse. Der kunne fyres i
spareheksen med træ eller tørv, og samtidig med, at man kunne have en
enkel gryde over ilden, kunne man få lidt varme i køkkenet.
SPAREHEKS
OPTAGNING AF ”STØD”
Brændselsolien blev det meget hurtigt knapt med, og allerede 6. maj
1940, måtte elektricitetsværket i Nordby afbryde strømmen i nogle timer
dagligt af sparehensyn.
Forsyningerne af luksusvarer fra udlandet holdt hurtigt helt op. For
mange var det nok manglen på kaffe og tobak, der var sværest at bære.
Mange klarede problemet ved at drikke kaffeerstatning, ”Det er Rich’s
der Driks”. som "næsten" smagte af kaffe.
|
Mange klarede problemet ved at drikke kaffeerstatning, ”Det
er Rich’s der Driks”. som "næsten" smagte af kaffe.
|
Og konkurrenten |
|
Rygere forsøgte at tørre forskellige blade og lave deres egen
tobaksblandinger, der absolut ikke smagte af tobak!
Benzinmangel og mangel på dæk førte til, at al privat bilkørsel gik i
stå. Kun brandvæsen, politi og andre med nødvendigt kørselsbehov kunne
få tildelt benzin - oven i købet en benzin, der var blandet op med 20 %
sprit.
Omkring
årsskiftet 1941 / 42 begyndte de første biler at køre med gasgenerator.
Generatoren lignede en mindre kakkelovn, som var anbragt uden på bilen.
I denne generator fyrede man med træ, der undergik en ufuldstændig
forbrænding, hvorved der udvikledes gas, der gennem et rensefilter blev
ledt ind i en gaskøler, hvorefter gassen kunne forbrændes i motoren.
Vognmand Nissen kørte med generator på sin Taxa.
Besværligt var det. Man måtte fyre op i generatoren en halv time før man
skulle køre, og der skulle "fyres" ca. hver halve time undervejs, og
farten blev reduceret med omkring 35 %.
Dæk og slanger til biler og cykler blev lappet igen og igen, for der var
intet nyt at få.
I den mørke tid samlede man sig om det nationale - kongen og
fædrelandet.
Den 26.september 1940 fyldte kong Christian X 70 år. Overalt pyntede man
med flag og blomster i rødt og hvidt. I anledning af kongens fødselsdag
var der arrangeret indsamling til en folkegave til kongen. Denne
indsamling indbragte på landsplan 2½ mil. kroner, der blev overgivet til
et fond - Christian X Fond.
Det
indsamlede beløb blev suppleret med indtægterne fra salget af
Kongemærket, som alle, der ville vise nationalt sindelag, købte og bar.
Især i besættelsens første tid mødtes man til store fællesarrangementer
- ALSANG. I fædrelandskærligheden kunne man forene sig og føle
fællesskab i en svær tid.
Søndag 1. september 1940 afvikledes et af de helt store Alsangsstævner.
Overalt i landet var der denne eftermiddag arrangeret alsangsstævner.
Klokken 18.00 når Rådhusklokken i København slog timeslagene skulle hele
Danmark synge 1. vers af sangen "Moders navn er en himmelsk lyd."
Også på Fanø blev der denne eftermiddag afholdt alsangsstævne.
Her et uddrag fra FANØ UGEBLAD:
Den stemningsbølge, der i denne tid går over landet med fællessangen
eller samsangen i sit følge, har også givet sig udslag her i Nordby,
idet en kreds af borgere har indbudt til fællessang.
Denne sammenkomst fandt sted søndag eftermiddag kl. 17 på Realskolens
plads. Trods det lidt kølige og temmelig blæsende vejr havde over 600
mænd, kvinder og børn givet møde, da overlærer Birkelund bød velkommen.
Der blev sunget af af sangheftet ”Syng - folkesang for Danmark” og der
indledtes med ”Du danske mand”. Sangen ledsagedes af et 7 mands F.D.F.
orkester under ledelse af lærer Rasmussen.
Af de sange, der blev sunget nævner vi ”Der er et yndigt land”, ”I
Danmark er jeg født”, ”Jylland mellem tvende have”, ”Kongernes konge”
m.fl.
Derefter talte forstander G. Sørensen, Navigationsskolen, og
forstanderen sluttede med at udbringe et med et nifoldigt Hurra besvaret
”Leve for Kongen”.
Kl. 18 fik man gennem højttaler transmissionen af fællessangen fra
hovedstaden, hvor man netop sang ”Moders navn er en himmelsk lyd”.
Kordegn Moesgaard Christensen sluttede med en tak til alle der var mødt,
hvorefter man - uden for sangheftet sang ”Vor Gud han er så fast en
borg”.
Måske
har tyskerne følt, at de måtte svare lidt igen på disse sangstævner.
Ofte marcherede de gennem byen med musik og holdt små koncerter, ligesom
der blev indbudt til Militærkoncert på Kurhotellet med gratis adgang
for Fanøs beboere. Disse koncerter blev dog aldrig den store
publikumsmæssige succes.
Bekendtgørelser til befolkningen fortsatte i en jævn strøm op til
23.august 1943, hvor det endelig brud med besættelsesmagten var en
kendsgerning. Her følger en række eksempler på ret fredelige
bekendtgørelser:
For
at hjælpe de mange hjem, hvor brændselssituationen var knap, og hvor man
kun havde mulighed for at opvarme og belyse en enkelt stue, og hvor der
var børn der gerne skulle have ro til lektiearbejdet, tilbød fem af
skolens lærere på skift at være til stede et par timer om eftermiddagen
i et opvarmet klasseværelse, hvor børnene kunne sidde lunt og roligt med
deres lektier.
Det nationale sindelag viste sig i marts 1941 på en lidt utraditionel
måde.
En lille episode på Rindby Kirkegård, hvor jernkors og hagekors
var blevet fjernet fra kransebånd, som tyskerne havde nedlagt
ved 4 tyske krigergrave, førte til en voldsom reaktion fra tysk
side, og tvang sognerådet til at indrykke følgende erklæring: |
|
|
Denne erklæring blev efterfulgt af politimester Hebos indgriben
I sagen. Så vidt det vides førte det dog ikke til pågribelse af
gerningsmændene.
|
Legitimationskort
Efter tysk krav udsendte justitsministeriet i juni 1941 bekendtgørelse
om, at alle personer over 15 år skulle forsynes med legitimationskort.
Alle skulle bære kortet på sig, og vise det frem på forlangende.
|
|
Under hele besættelsen var N. M. Kallesen sognerådsformand i Nordby. Han
opnåede en stor erfaring i kommunale forhold, og han var en mand, der
med stor ro og besindighed fandt løsninger på de opgaver, der skulle
løses under besættelsen.
SOGNERÅDSFORMAND N. M. KALLESEN
Se Axel Sørensens beretning om kommunale
forhold under besættelsen
I 1942 skulle der være valg til kommunalbestyrelserne. Tyskerne nedlagde
imidlertid forbud mod afholdelse af valg.
I 1943 blev det dog gjort klart for tyskerne, at nu måtte der holdes
valg til både Folketing, Landsting, Amtsråd, Byråd og Sogneråd også selv
om det kunne komme til at give nationale tilkendegivelser f.eks. ved
valget til Rigsdagen. Sognerådsvalget blev fastsat til 5. maj 1943.
Ved valget i Nordby blev i alt afgivet 799 stemmer, og følgende blev
valgt:
SOCIALDEMOKRATIET
Typograf O. Berg Jensen
Arbejdsmand N. A. Jensen
Biografejer Axel Sørensen
KONSERVATIVE
Malermester Marius Sørensen
Købmand J. Iversen
Kaptajn H. T. S. Hansen
VENSTRE
Sognerådsformand N. M. Kallesen
Gårdejer Nørby Pedersen
Gårdejer J. H. Iversen
Sønderho Sogneråd fik flg. sammensætning:
SOCIALDEMOKRATIET
Postkontrahent M. Pedersen
Klitfoged Jens Anthonisen
VENSTRE
Sognerådsformand Marius Nielsen
Tøndelægger Hans Pedersen
Snedkermester H. Dahl Nielsen
ANDEN LISTE
Kaptajn P. P. Thøgersen
Gårdejer J.P. Brinch
Luftværnsplan
I september 1942 blev Nordby Sogneråd forelagt en luftværnsplan til
godkendelse.
I Nordby skulle anbringes 2 sirener, den ene ved Sprøjtehuset og den
anden ved Nordby Brugsforening. Brandstationen skulle være i to
forskellige bygninger, og der skulle indrettes nødhjælps- og
sanitetsstation. Beskyttelsesrum skulle indrettes 3 steder:
I Nødtørftshuset på havnen, i Posthusets bygning og i kaptajn Rosens
bygning.
I følgende større bygninger skulle der være husvagter:
Toftehuset, købmand S. Svarres ejendom, Flensborglager og bager
Engsteds ejendom.
Luftbeskyttelsesforanstaltningerne fulgtes i juli 1944 op med
bestemmelser om, at der skulle etableres opsamlingssteder og
midlertidige indkvarteringssteder for udrømmede i forbindelse med evt.
luftangreb. Til opsamlingssteder blev udpeget:
Navigationsskolen, Forsamlingshuset i Sønderho, Sønderho skole, Nordby
Kirke og Realskolen.
Til evt. midlertidig indkvartering valgtes de samme steder, dog med den
undtagelse, at Nordby Kirke udgik, og erstattedes af Missionshuset i
Nordby.
Ved Realskolen blev der stillet krav om beskyttelsesrum for børnene. Da
forholdene på stedet ikke gav mulighed for nedgravning, blev der i
stedet opført en lav bygning af svært træværk, der blev belagt med
græstørv og sandsække.
Fanø undgik luftbombardementer, så foranstaltningerne blev aldrig
aktuelle.
Derimod oplevede Fanø utallige overflyvninger, når allierede flyvere var
på vej til eller fra bombetogter over Tyskland. Når sirenerne varslede
luftalarm, måtte de enkelte familier prøve at beskytte sig så godt som
muligt i kældre eller hvor man følte sig sikrest i huset. Under mange
overflyvninger blev der skudt kraftigt fra stillingerne på Fanø, så det
var en befrielse, når sirenerne med en høj tone afvarslede.
|
|
ANTILUFTSKYTS OVER NORDBYS TAGE
29.
august 1943 kom det endelige brud med samarbejdspolitikken med
besættelsesmagten. Hæren interneredes efter kamp, og flåden på Holmen
blev sænket. Overalt i Danmark bredte folkeopstanden sig. I Esbjerg blev
påsat flere store brande virksomheder, der arbejdede for tyskerne og
overalt tog sabotageaktionerne til. Tyskerne indførte Militær
Undtagelsestilstand og restriktionerne over for befolkningen skærpedes.
Denne skærpelse ses også ud af efterfølgende Bekendtgørelser.
Peder Skram, hvis kanoner senere af tyskerne blev placeret på Pælebjerg
ligger her ødelagt på Holmen i København
Adgangsforhold
Allerede den 1. maj 1943 skærpedes adgangsbetingelserne til Fanø
betydeligt. For at komme til eller tage ophold på øen krævedes en særlig
skriftlig tilladelse fra de tyske myndigheder. Hvis tilladelse blev
givet, blev legitimationskortet forsynet med et særligt stempel, der gav
adgang til øen.
Tilladelse til at erhverve det særlige "Fanøpas" blev kun givet til
fastboende, sommerhusejere, personer der arbejdede for den tyske
værnemagt samt enkelte andre med strengt nødvendig ærinde på øen.
Ved samme bekendtgørelse indskærpedes fotograferingsforbuddet ligesom
der kom forbud mod al færdsel uden for de afstukne veje.
Badning var kun tilladt på steder, der var angivet ved opslag.
Disse skærpede foranstaltninger skal ses i lyset af, at Esbjerg -
Fanøområdet var et særligt truet invasionsområde, samt af at tyskerne
med den voldsomme udbygning af fæstningsværkerne, ønske at have lidt
hånd i hanke med, hvilke personer der kom til Fanø.
Fanøs lange strand blev også lukket. Kun på en 2oo m lang strækning ved
Rindby var det tilladt at bade mellem kl. 10 og 18.
Havde man nødvendigt ærinde f.eks. til Fanø Bad måtte man hos den lokale
kommandant søge om adgangsbevis.
ADGANGSBEVIS TIL STRANDEN
Ønskede
man besøg af mennesker bosat uden for Fanø, måtte man igen til
Bykommandanten for at søge. Her skulle man redegøre for, hvem man
ønskede besøg af, i hvilket tidsrum samt i hvilken anledning man ønskede
besøg. Blev ansøgningen imødekommet blev der udstedt et særligt Ausweis.
Dette blev så sendt til gæsten, der måtte forevise tilladelsen ved
færgen. På de efterfølgende sider vises eksempler på Bekendtgørelser og
"Overordentlige Foranstaltninger", som tilflød befolkningen i en jævn
strøm i besættelsestidens sidste år.
Diverse meddelelser
For at få arbejds- og opholdstilladelse på Fanø, skulle man ud over
legitimationskort være i besiddelse at dette særlig AUSWEIS.
I løbet af besættelsestiden beslaglagde tyskerne mange bygninger rundt
om på Fanø. 9/10 1943 blev Borgerskolen beslaglagt og al undervisning
måtte resten af besættelsestiden foregå på Realskolen.
Senere blev Industriforeningen, Rindby Forsamlingshus, Missionshuset og
K.F.U.M. bygningen beslaglagt.
På Hotel Nordby og Krogården var der tysk indkvartering.
I Nordby blev endvidere O. Lassens ejendom beslaglagt. Ejendommen kom
under hele besættelsen til at tjene som Standorts kommandantur for
Fanø.
Ved Fanø Vesterhavsbad blev hotellerne og de fleste større sommerhuse
beslaglagt.
På et tidspunkt ønskede tyskerne yderlige en større bygning i Nordby.
Valget stod mellem Realskolen og Navigationsskolen. Heldigvis blev
dette krav dog opgivet, idet det ville have haft alvorlige konsekvenser
for Fanø.
I Sønderho blev Feriekolonierne, Hotellet, skolen og en del private
ejendomme beslaglagt.
Fælles for alle de beslaglagte ejendomme var, at de led stor skade efter
tyskernes ophold, og at der efter krigen forestod et omfattende
restaureringsarbejde.
Flere steder på Fanø havde tyskerne opført beboelsesbarakker f.eks.
Marinelejren ved Vandtårnet. En af de tyske barakker kom i øvrigt til at
tjene som spejderhytte på Halen i mange år.
Ved beslaglæggelse af f. eks. et sommerhus modtog ejeren leje, en leje
som den danske stat vel at mærke betalte!
Heller ikke private beboelser undgik indkvartering af tyskerne. Mange af
gårdene i Rindby, plantørboligen m.fl. fik uønskede gæster.
Ernst Sørensen fortæller i sine erindringer:
Forsamlingshuset i Rindby blev beslaglagt i 1943, og endvidere blev der
opstillet en del barakker rundt omkring. Og da der skulle være spredning
af soldater, og nok også af pladshensyn, skulle der soldater ud på
gårdene, så en dag blev det vor tur, og en dansktalende underofficer
troppede op, antagelig en sønderjyde, med nogle soldater for at se, hvor
meget plads, vi kunne undvære, og det passede ikke far, -- vi skulle
aldeles ikke have tyske soldater indkvarterede, for når hans børn kom
hjem, skulle der være plads til dem. Vi stod i entreen med trappen til
værelserne ovenpå, - i det samme røg en dør ovenpå i med et brag, der
var nok gennemtræk, men sikke et sæt det gav i tyskerne, de troede nok,
der blev skudt, - vi grinede, men så var det i øvrigt slut med snak, så
vi skulle have 12 soldater og 17 heste indkvarteret. - Vi havde god
plads i stuehuset til soldaterne, og der var kun 3 hjemmeboende børn.
Soldaterne fik nu Nordstuen - hvor der blev sat køjesenge op, og hestene
blev opstaldede i den
ene ende af laden. Der var også god plads derude, så der var ikke noget
andet problem der, end at vi nu ikke kunne køre igennem laden f.eks. med
hølæs.
De soldater, vi havde boende, var mennesker, der var tvunget ud som
soldater, nogle havde børn, og ville gerne snakke med os, - de ville
have kontakt. - Flere af dem var ude over den normale soldateralder, så
bare af sted, men hvordan gik det kone og børn hjemme i Tyskland?? Når
de var i gang med hestene, fik jeg mange rideture. Men en dag var det
bare slut, og den aften, de kom til os efter en øvelse, havde de fået at
vide, at næste morgen var det af sted til østfronten, så der faldt tårer
(også fra mig). Den ældste soldat - Fritz - var få dage tidligere faldet
af en hest og havde brækket den ene arm. Han kom på lazaret, hvorfra han
besøgte os, inden han kom med et senere hold til fronten. Inden han
rejste, sagde han, at han ville komme tilbage til Fanø, når krigen var
overstået. Vi så ham ikke igen. -- Næste morgen var alt væk, på nær en
stor, lang, tung fladvogn, og den ville far gerne bruge, så den blev
bygget lidt om, men den var stadig tung, og tyskerne havde brugt
flerspand for, men far havde kun et spand heste, og de kunne i al fald
ikke trække vognen ad de sandede veje, så det blev igen til den
almindelige kassevogn. - Far havde regnet med, at den var god til at
køre enghø hjem med, så der ikke skulle køres så mange gange!! Ellers
blev de tyske soldater noget dagligt overalt på øen, og når vi var i
skolen, kunne vi udenfor på vejen høre deres støvletramp og sang, og når
der blev afholdt skydeøvelser, blev hele området øst og syd for vore
gårde afspærrede. Forinden havde der været meddelelse om skydeøvelsen i
Ugebladet og al færdsel i området var forbudt. Soldater blev sat ud som
vagtpost, gerne ganske unge ”drenge” - tvungne fra Ungarn, Polen og
andre vasalstater. - De var meget bedrøvede over udsigten til at dø for
et land, der ikke var deres. Mange
gange blev disse øvelser holdt på søndage, så der gik ofte en portion
søndagsmad fra mors køkken ud til den tyske vagt. --
Om
skoleforholdene under besættelsen fortæller overlærer Niels Birkelund:
Den
17. januar 1943 fik både Borgerskolen og Realskolen besøg af en
herværende dansk direktør og to tyske officerer, som forlangte at opmåle
begge skoler samt overlærerens tjenestebolig. De meddelte
kommunalbestyrelsen, at man agtede at beslaglægge både skolerne og
embedsboligen til indkvartering af tysk militær.
Den
15. januar indberettede skolens overlærer sagen til Ribe Stiftsamt.
Skrivelsen blev ikke besvaret.
Nu
gik der et par måneder i uvished, og i slutningen af marts 1943 meddelte
tyskerne, at de en af de nærmeste dage agtede at beslaglægge
Borgerskolen. Det lykkedes dog ved forhandling at redde skolen denne
gang, idet bestyrelsen for Fanø Håndværker og Industriforening tilbød
tyskerne Håndværker og Industriforeningens bygning, hvis skolen derved
kunne reddes. Det gik tyskerne ind på, og skolen fik kun gymnastiksalen
beslaglagt i denne omgang. Denne beslaglæggelse varede krigen ud.
Med
gymnastiksalens beslaglæggelse fulgte følgende episode: Tyskerne havde
lovet skolen brugsret over gymnastiksalen til den 1. april. Men allerede
den 31. marts om formiddagen, da skolen havde sin sædvanlige
afslutningsfest i gymnastiksalen, mødte soldaterne op og trængte på for
at komme ind. Kun ved forhandling med officeren lykkedes det at
gennemføre translokationen.
Men
borgerskolen var stadig i farezonen. Allerede den 30. september 1943
meddelte den tyske kommandant, at han fra 15. oktober havde brug for 4
klasseværelser til ca. 100 soldater, men at beslaglæggelsen højst ville
vare 8 uger. Imidlertid steg kravene. og den 6. oktober fik vi
meddelelsen om, at tyskerne agtede at beslaglægge hele Borgerskolen fra
den 14. oktober. 3 dage senere kom der ordre om straks at rydde skolen,
og den 12. oktober blev hele Borgerskolen belagt med tysk militær. Denne
beslaglæggelse varede krigen ud.
Den
25. februar 1944 modtog kommunalbestyrelsen en skrivelse fra den tyske
overkommando om, at Nordby Realskole samt overlærerboligen ville blive
overtaget af den tyske værnemagt. Der var ikke angivet nogen dato for
overtagelsen.
Som
følge af denne skrivelse sikrede kommunen sig lokaler i byen til skolens
inventar samt en lejlighed til overlæreren, men i øvrigt stillede man
sig afventende.
I
mange måneder hørte man intet til sagen, men den 3. oktober kom der
meddelelse om, at kommunen omgående skulle stille Fanø Navigationsskolen
eller Realskolen til tyskernes disposition.
Samme
aften vedtog kommunalbestyrelsen efter samråd med skolekommissionen og
skoleudvalget at prisgive Realskolen til fordel for Navigationsskolen,
og det så således ud til, at den sidste skole ville blive beslaglagt..
Men allerede 2 dage senere kom der meddelelse om, at tyskerne havde
frafaldet kravet om beslaglæggelsen, og nye krav blev ikke stillet.
Skolen og gymnastiksalen, som var beslaglagt, blev ikke i særlig grad
anvendt som lazaret. Da freden kom, blev alle lokaler frigivet og
istandsat, og da skolen begyndte efter sommerferien den 13. august 1945
var skoleordningen fuldt normal.
Skolen slap for at blive anvendt som flygtningelejr. De ca. 2.000
flygtninge, som skulle indkvarteres her, blev anbragt i 2 arbejdslejre
og i de store hoteller ved stranden.
Industriforeningens bygning anvendte tyskerne som forrådskammer. I den
store sal bugnede forsyningerne fra gulv til loft og dagen igennem var
der en livlig trafik af hestevogne, der bragte forsyninger rundt til
enhederne på øen.
FORRÅDSDEPOT I INDUSTRIFORENINGENS SAL
KARTOFFELBUNKER I INDUSTRIFORENINGENS BAGGÅRD
UDBRINGNING AF FORRÅD TIL ENHEDERNE
Forskellige erstatningsmuligheder:
Spærreballoner
Til værn mod luftangreb benyttede englænderne sig af spærreballoner over
truede områder. Fra ballonerne hang stålwirer ned, og meningen var, at
det skulle forhindre tyske fly i lavtgående flyvning. I stormvejr kunne
det ske, at ballonerne rev sig løs, og med vestlig storm drev mange ind
over Jyllands kyst. Når de blev observeret af tyskerne blev de beskudt.
Ikke så få af spærreballonerne faldt ned på Fanø. Hvis folk var så
heldige at få fat i en ballon, var der stof til regntøj, telte,
presenninger m.v.
Første gang der drev spærreballoner ind over Fanø vakte det ret stor
opsigt. Fanø Ugeblad skrev herom:
SPÆRREBALLONER
I tirsdags drev der med mellemrum, spærreballoner ind over Fanø. De kom
fra havet og blev af den ret stærke vestenvind ført ind over øen- En
enkelt iagttager har set i alt 4 af disse ubudne gæster. Vi havde kun
lejlighed til at se en; og den var på dette tidspunkt - kl. 17 -
allerede ude over Vadehavet med retning mod Tjæreborg.
Af dagbladene fremgår det, at spærreballoner i ret stort tal er drevet
frem over forskellige egne af landet, og at de har lavet betydelig
ravage på telefonnettet og elektriske ledninger overalt, hvor de er
kommet frem.
Her i Nordby sogn slap vi heller ikke fri. Telefonledningerne til
Plantørboligen og videre til Sønderho blev afbrudt, og på
Redningsvæsenets telefonledning knækkede 2 pæle, ligesom en mængde
isolatorer blev revet ned med trådene. Der har været noget for
telefonarbejdere at gøre med at udrede de indfiltrede tråde og få det
hele sat i stand igen.
Fra Peder Emil Sørensens erindringer:
Det havde stormet ret så voldsomt i nogle dage. Jeg blev af mor sendt i
Brugsen på indkøb. Men sikke da noget, tænkte jeg, da jeg kørte på vejen
til brugsen. På en lang strækning lå el-ledningerne rullet sammen i
store ruller og stod oprejst, så man kunne cykle igennem dem. Der var
dog ingen fare ved det, idet strømmen (jævnstrøm) var afbrudt en stor
del af tiden og kom kun i visse perioder. Selvom vi var afhængige af
elektricitet til lys og kraft og andre ting, var det ikke den store
ulykke at undvære det. Vi kunne indordne os; så når strømmen kom, blev
der tærsket, malet korn, pumpet vand op i tanke osv.. Og vi klarede os
fint med petroleumslygter, stearinlys m.m.
Også Radiojens's ledning var overskåret, så også nyhederne måtte vi
undvære.
Men, hvad var årsagen til, at ledningerne lå overskårne på vejen.
Forklaringen kom senere, da jeg var kommet hjem. Det blæste stadig meget
kraftig. Jeg var ude på østsiden af laden. Jeg kiggede op over laden og
så en stor tingest nærme sig. Den passerede mellem os og vor nabo mod
syd, Niels Iversen. Den stod oprejst og lignede en kæmpemæssig ballon
med styrefinner og halefinner. Så blev jeg klar over, det var en
spærreballon, der havde revet sig løs fra London, hvor den sammen med
mange andre skulle forhindre tyske flyvere i kunne kaste bomber over
London. Det var den såkaldte Londonblitz i eftersommeren 1940, efter at
Hitlertyskland havde nedkæmpet de engelske og franske styrker. Men den
var overmåde stor og frygtindgydende. Den ville passere ca. 25 meter
fra, hvor jeg stod. Jeg lagde mærke til, at der i græsset under den var
bevægelse, som var det en slange, der kravlede hen over jorden. Da den
passerede stedet, hvor jeg stod, fulgte jeg efter den og så, at
bevægelsen på jorden skyldtes wiren, den var fastmonteret med ved dens
position ved London. Der slæbte flere wirer efter. Jeg var klar over, at
jeg ikke skulle gribe fat i wirerne og prøve at holde på spærreballonen.
Den passerede øst for os mellem vores gård og naboen, Morten Mathiesen.
Og her løb elledningerne langs vejen på el-masterne. Og så så jeg,
hvordan wirerne skar ledningerne over. Dog var den så tæt på masten, at
isoleringskoppen blev revet ud af masten og sammen med ledningen blev
slynget mod Morten Mathiesens hus. Koppen ramte døren og lavede stor
larm, så Morten kom frem og spurgte, hvad der dog gik for sig her. Han
blev alvorlig stående og betragtede den sejlende tingest, der nu
forsatte forbi Bil's hus. Og nu brød der så en torden løs. Da det sidste
hus var passeret (Bil's) startede antiluftskyts en kanonade for at
nedskyde `fjenden'. For disse spærreballoner ødelagde jo også
telefonledninger samt andre ledninger for værnemagten. Vi så hvert skud
fra Skrånbjerg - tre granater eksploderede hver gang. Men de
eksploderede i området omkring ballonen. Der gik lang tid, inden
ballonen med en fuldtræffer blev ramt og brændende faldt til jorden. Vi
kunne mærke varmen fra brintflammen. Det var bare forbavsende, at der
ikke gik ild i lyngen på heden. Men den kan jo være faldet ned på en
engmark eller være udbrændt, inden den faldt ned på jorden. Vi hørte
senere om andre spærreballoner, der passerede over landet på den tid, at
for nogle lykkedes det at få bragt ballonen uskadt til landing. Stoffet
var vand- og lufttæt og der kunne laves regntøj og måske også andre
beklædningsgenstande af det. Vi kunne ikke få meget kvalitetstøj i
krigsårene. Det blev også efterhånden rationeret.
Beskyttelsesrum
De offentlige beskyttelsesrum kunne kun rumme 8-10 procent af
befolkningen i de større byer, og mange af de private beskyttelsesrum
var så dårlige, at de kun ville kunne yde meget ringe beskyttelse i
tilfælde af bombeangreb.
Statens civile Luftværn tog derfor fra årsskiftet 1943-44 initiativ til
et omfattende byggeri af bunkers støbt i beton, som ville yde god
beskyttelse mod virkningerne af luftbombardementer - hvis de da ikke
blev ramt af en direkte fuldtræffer. De opførte bunkers kunne også få
stor betydning for befolkningens sikkerhed i tilfælde af kampe på dansk
jord mellem tyske og allierede soldater.
KUPPELFORMET BETONBESKYTTELSESBUNKER I HOVEDGADEN
I 1944 blev det besluttet, at der skulle bygges beskyttelsesbunkere på
Fanø. Der blev bygget 10 i Nordby og 7 i Sønderho.
Kuppelformet bunker med plads til 50 personer. Foruden bænkene
fandtes der i rummet blot en drikkevandbeholder og en stige op til
nødudgangen i bunkerens tårn. I gangen var der toiletter.
Om disse beskyttelsesbunkere overhovedet blev brugt vides ikke. Mange
havde selv sørget for mere eller mindre gode
beskyttelsesforanstaltninger. I dag er de fleste blevet fjernet. I
Nordby er der kun bunkeren på Lodsvej og bunkeren ved kirkens
parkeringsplads.
Mange Fanødrenge kender udmærket en beskyttelsesbunker set inde fra,
idet bunkeren på den anden side af færgelejet i mange år var stedet,
hvor man afleverede og afregnede for de opgravede sandorm i Oskar
Sørensens ormeeksportforretning.
Nedskydning af amerikansk fly
I 1944 blev et amerikansk fly skud ned mellem Mandø og Fanø. Da der var
tegn på overlevende, blev redningsbåden fra Sønderho sendt ud. Blandt
redningsfolkene på turen var Axel Brinch, der fortæller, at der foruden
redningsmandskabet var en tysk løjtnant og to menige med ombord.
Fra det nedskudte fly fandt man 3 overlevende. Besætningen på flyet
skulle have været på 4 mand, men af den fjerde fandt man intet spor.
Tyskerne forbød redningsmandskabet at tale med de reddede. Af de tre
bjærgede, husker Brinch, at i hvert fald den ene var såret, samt at
flybesætningen konsekvent nægtede at fortælle noget som helt til
tyskerne på vej ind med redningsbåden.
Efter at flybesætningen var bragt i land i Sønderho, blev de af tyskerne
bragt til Odense Kommunes Feriekoloni ved stranden, og dagen efter blev
de ført bort fra Fanø.
Flybesætningens videre skæbne kendes ikke.
Forholdet mellem Fanøboerne og besættelsesmagten
Det kom ikke til de store konfrontationer mellem besættelsesmagten og
befolkningen på Fanø. I det store og hele, må det vel siges, at
besættelsesmagten opførte sig disciplineret overfor befolkningen.
Alle tyske soldater, der kom til at gøre tjeneste i Danmark fik
udleveret følgende oplysninger og forholdsregler i forbindelse med
omgang med danskerne:
Enhver soldat tilhørende værnemagten, må være sig bevidst, at han ikke
betræder fjendeland, men at tropperne til beskyttelse af landet og til
sikring af dets beboere er rykket ind i Danmark.
Derfor skal følgende iagttages:
1. Danskerne har en stærk nationalfølelse. Ud over dette føler det
danske folk sig i slægt med de skandinaviske folk. DERFOR: Undgå alt,
som kan såre den nationale ære.
2. Danskerne er et frihedselskende og selvbevidst folk. Han afviser
enhver tvang og underkuelse. Han har ikke sans for militær disciplin.
DERFOR: Befal så lidt som muligt, udskrig intet. Dette vækker modvilje
hos ham og har ingen virkning. Oplys sagligt og overbevisende. En
humørfyldt tone opnår mere end alt andet. Unødvendig skarphed og
formynderi sårer selvfølelsen og må derfor undgås.
Danskeren er i besiddelse af megen bondesnuhed og forslagenhed, der
grænser til uoprigtighed.
4. Danskeren er økonomisk indstillet. Hans interesser bevæger sig i
hovedsagen omkring materielle livsspørgsmål. Enhver indskrænkning i sine
fornødenheder føler danskeren er særligt hårdt. DERFOR: Indgreb i den
personlige ejendom må undgås længst muligt. At "besørge", "organisere"
og lignende ting er forbudt.
5. Danskeren elsker en huslig behagelig tilværelse. Han vindes ved
venlighed, med små opmærksomheder og ved anerkendelse af hans person.
6. Det handelsdrivende folk viser sympati for England. Det afskyr
krigen. For det Nationalsocialistiske Tysklands mål hersker der på få
undtagelser nær, ingen forståelse. DERFOR: Undgå politiske
diskussioner.
7. Det tyske sprog forstås af mange danskere.
Tyske tropper i gadebilledet
CB’erne
Civilbeskyttelsesfolkene
populært kaldet CB’erne eller ”føl”, fordi de ofte patruljerede sammen
med en politibetjent, havde bl.a. til opgave at kontrollere, at
mørklægningen blev overholdt. De var ubevæbnede og iklædt blå uniformer.
Statens civile Luftværn - eller Det civile Luftværn, som
det oprindeligt hed - var blevet oprettet på baggrund af en række
overvejelser om, hvordan man bedst muligt sikrede befolkningen i
tilfælde af luftangreb. Opgaverne bestod bl.a. i at samarbejde med
politi og brandvæsen i tilfælde af et angreb samt i at sørge for
sanitetsforhold, mørklægning og at informere civilbefolkningen. CB’erne
skulle dog også være klar i tilfælde af, at det blev nødvendigt at
evakuere folk i byerne. I 1944 måtte der ændres på CB-uddannelsen, da
man fra tysk side mente, at der i uddannelsen indgik øvelser af militær
natur bl.a. i form af længere march-ture. Efter politiets
tilfangetagelse 19. september 1944 ophørte al indkaldelse af CB'mandskab
til grunduddannelsen.
Ca. 8.000 CB’ere deltog efter Befrielsen i bevogtningen
af de tyske flygtninge.
|