FLYGTNINGELEJRENE
I slutningen af 1944 og begyndelsen af 1945 begyndte flygtninge af
komme til Fanø i stort tal. Det var Østtyskere på flugt for de
fremrykkende russiske soldater. Fra Tyskland blev de sendt videre til
Danmark, hvor de af tyskerne fordeltes over det meste af landet. Fanø
fik sin store del.
De kom, kvinder og børn, læssede på små lave landbrugsvogne med
hesteforspand, hvor de sad og krøb sammen med de få ejendele, klæder og
sengetøj, som de havde kunnet tage med på flugten.
På Fanø kom de første flygtninge til Sønderho, hvor de bl.a. blev
indkvarteret i beslaglagte sommerhuse. Ved kapitulationen blev de
flyttet til Nordby og indkvarteret her.
Mange kom til den store flygtningelejr i barakkoncentrationen ved "Mamrelund",
der tidligere havde huset arbejderne ved de tyske fæstningsanlæg.
Der blev ligeledes indkvarteret flygtninge i den tidligere Marinelejr
ved Vandtårnet samt i en periode på hotellerne ved Fanø Bad. Endelig
oprettedes en flygtningelejr på det sted, hvor Nordby skole ligger i
dag.
I marts 1947 overførtes de sidste hold af tyske flygtninge til lejren i
Oksbøl med to særtog, ca. 500 med hvert tog.
De første tyske flygtninge kom til Fanø mod krigens slutning, i april
1945.
Det første hold på nogle få hundrede blev indkvarteret i sommerhuse i
Sønderho, hvor de så opholdt sig, indtil de nogle dage efter
kapitulationen blev overført til de tidligere O. T. -lejre ved
henholdsvis Strandvejen og bag gasværket.
I juni 1945 ankom et nyt hold flygtninge fra Sjælland, de blev
indkvarteret i de to store hoteller samt adskillelige villaer ved Badet.
I efteråret 1945 blev 700 af tyskerne ved Badet overført til en lejr ved
Lemvig og de resterende overført til den tyske militærlejr ved Vestre
Kirkegård. Her samledes også i løbet af 1946 barakker med beboere fra de
andre lejre, således at alle flygtninge, herefter var samlet på et
enkelt område. Den daglige ledelse af lejren var underlagt Jens Chr.
Ager.
FLYGTNINGELEJREN I DEN
TIDLIGERE MARINELEJR VED BAUNEBJERG
Otto
Berg-Jensen, der havde det civile tilsyn med flygtningelejrene beretter
flg.:
Flygtninge på Fanø.
I krigens
sidste måneder, var der kommet mange tyske flygtninge til Danmark. De
blev fordelt til rolige egne, flere steder i vort land. Mange af disse
kom til Vestjylland, til Ringkøbing og Ribe amter. - Her til Fanø kom
der vel omkring 1200. De fleste af disse kom fra Øst-preusen og området
omkring Danzig.
Efter
krigens afslutning blev de samlet i Nordby og anbragt i tre lejre. De to
af lejrene, lejr 1 og lejr 2, var tidligere benyttet som boliger for de
mange arbejdere, der frivilligt eller ufrivilligt deltog i opbygningen
af de omfattende befæstningsanlæg på Fanøs vestkyst, og lejr 3 var den
såkaldte marineskole, umiddelbart vest for Vestre Kirkegård.
Flygtningene var hovedsagelig kvinder og børn, samt mænd, der ikke var
egnede til krigstjeneste.
Otto
Berg-Jensen
På en
eller anden måde fik jeg ret meget at gøre med disse lejre, ved det
civile tilsyn, med de mange mennesker. Jeg blev aldrig helt klar over,
hvorfor jeg fik dette arbejde overdraget. Men dels var det nok på grund
af mit medlemskab af det evakueringsudvalg, der skulle have trådt i
virksomhed, såfremt der skulle ske en allieret landgang på Fanø, for her
havde jeg placeret mig blandt de få mennesker, der skulle blive på Fanø
under en sådan invasion. Måske også fordi den daværende overbibliotekar
i Esbjerg, havde peget på mig til et sådant civilt tilsyn.
Det blev
en meget interessant opgave, hvor jeg fik rig lejlighed til at lære
nogle mennesker at kende på godt og mindre godt.
Da der
var mange børn og unge i disse lejre, var der brug for et initiativ til
en let form for beskæftigelse eller lidt undervisning.
FLYGTNINGE VED BARAKKERNE
Der var i
lejr 2 en dygtig kontoruddannet dame, fru Agathe Steller, som var god
til at skrive på maskine, og der var i lejr l en bogbindermester, som
ikke var bange for at bestille noget. - Og, der var papir nok til
rådighed - en ringe kvalitet ganske vist, men det gav mulighed for at
fremstille nogle meget lette lærebøger på tysk sprog og på engelsk, samt
at fremstille en lille sangbog. - Det var primitive lærebøger, men de
blev dog fremstillet, og mesteren fik lov at komme ind på trykkeriet
sammen med en enkelt medarbejder for at hefte de løse ark sammen.
Vi søgte
også ved hjælp af en maskinarbejder, Emil Saunus, at sætte lidt teknisk
undervisning i gang for de store drenge. Jeg tror ikke denne
undervisning var ret meget værd, men det virkede som hjælp mod den meget
store lediggang.
Flygtningene, der havde deres egen lejrleder i hver lejr, gjorde også
selv et stort arbejde for at finde beskæftigelse. Der blev indrettet et
skomagerværksted og et skrædderværksted - og der var god brug for begge
dele, selv om det var småt med både beklædning og fodtøj.
Der var
et enkelt rum i en af barakkerne i lejr 2, hvor der var henlagt et stort
parti efterladt militært beklædning; hovedsagelig undertøj og
uniformsdele. Efter en stiltiende overenskomst, blev dette depot åbnet,
således at lejrens beboere kunne forsyne sig med alt det brugte, men
renvaskede tøj. Det vakte stor jubel. Det skal siges, at de forstod at
fordele det på en god måde.
De
forstod også at skabe god underholdning ved hjælp af de midler, der var
til rådighed. Der blev sunget meget, og der blev arrangeret
underholdning for børnene, hvor disse selv var aktører. Ved sådanne
lejligheder kunne der komme deltagere fra de andre lejre. Min kone og
jeg havde lejlighed til, sammen med vore børn, at overvære et par af
disse fester, der altid fandt sted om eftermiddagen. Der var korsang,
recitation, gymnastiske øvelser, eventyrspil „Hans og Grete" osv. - De
fleste „kostumer" var lavet af forskellige papirer, hovedsagelig
crepe-papir.
Forplejningen i lejrene både her på Fanø og i andre dele af Vestjylland,
var et væsentligt problem, som ikke var ganske let at løse, da der jo
stadig var små forsyninger til rådighed for den danske befolkning. Der
var fra overledelsen sat et krav om, at der skulle være en „dags-ration"
på 2270 kalorier. pr. person/pr dag.
Kostplanen så i de fleste lejre således ud pr. person/pr. dag:
Rugbrød |
300 gr |
Sigtebrød |
125 gr |
Smør el. fedt |
20 gr |
Kød pålæg |
25 gr. |
Ost (mager) |
25 gr. |
Sukker |
15 gr. |
Pr.
uge/pr, person
Hvidkål |
200 - |
Groft rugmel |
85 - |
Gulerødder |
750 - |
Kartofler |
1900 - |
Skummetmælk |
1150 - |
Havregryn |
50 - |
Bygmel |
60 - |
Gule ærter |
70 - |
Selleri |
100 - |
Kørvel |
100 - |
Kålrabi |
100 - |
Te |
7 |
Børn
under 15 år samt gravide kvinder i de sidste 3 måneder tildeles ½ liter
sødmælk dagligt.
Intet
under, at de, der kom til være i lejren i længere tid, fandt kosten
ensformig. Men den var dog righoldigere, end tilfældet var for de
allerfleste, der var vendt tilbage til hjemlandet.
Ledelsen
af lejrene på Fanø var lagt i hænderne på hovmester Christian Ager, der
fik mange anerkendende udtalelser for sin ledelse fra alle sider: Fra en
af deltagerne i lejr 2, tidl. skovfoged Martin Tendies, har vi modtaget
følgende beretning:
”Dansk
jord betrådte jeg som tysk soldat og uindbudt gæst i april 1945.
København var min første station; men blev allerede 28. april sendt til
Fanø via Esbjerg. Den første hilsen på den skønne Vadehavsø fik vi af
major Fredeborg, fra Hamborg, med disse ord: „Soldater, I befinder jer
nu i Danmark, et land hvor ærlighed skrives med stort. I vil ofte se, at
der her i Nordby ligger penge foran døren, ved siden af en mælkekande.
Pengene er bestemt for mælkemanden, der kører rundt med mælk. Hvis en af
jer forgriber sig på mælk eller penge, vil det blive straffet hårdt".
- Den
danske ærlighed gjorde et stort indtryk på os - også senere. - Jeg håber
det stadig er sådan. Jeg blev sat til at være kompagniskriver, hvilket
jeg var indtil kapitulationen d. 4. maj. Herefter blev de tyske soldater
sendt på march i retning af grænsen. Vi var nogle stykker, som ikke gik
ret godt og derfor blev vi ladt tilbage. I løbet af sommeren 45 blev
vore barakker til flygtningelejr no. 2.
Til
lejrleder fik vi en hr. Kirkegaard, et rart og venligt menneske. Hans
efterfølger var hr. Chr. Ager, som vi i begyndelsen troede var en streng
leder; men vi fandt hurtigt ud af, han var en meget hjælpsom mand, der
gjorde hvad han kunne for os, indenfor de fastsatte rammer. Personligt
havde jeg følgende oplevelse med ham; Han havde bestilt mig til
lejrkontoret og modtog mig med følgende ord: „I kommuneskoven har vi
nogle skyttegrave der skal planeres. Her er passerseddel, så gå ud og
se, hvor mange arbejdere, der skal bruges i hvor lang tid til dette
arbejde - og arbejderne vil ikke blive bevogtet".
Jeg
besigtigede skyttegravene og var klar over, at tre mand med lethed kunne
planere dem i tre dage. Jeg så dog en mulighed for at skaffe mine
medflygtninge lidt frihed og for at nå dette mål sagde jeg til hr. Ager,
at det ville tage 14 dage for 20 mand. Jeg var spændt på denne åbenlyse
svindel. Men han var venlig. Med et smil i mundvigen sagde han: „Det er
i orden, men I må ikke vise jer for danskerne". Vores daglige arbejde
bestod nu i at smide 3 skovlfulde jord ned i graven. Efter dette „hårde"
arbejde lagde vi os ind i tykningen, sov, talte skyer og fortalte
vittigheder. - Vi nød i ordets bedste forstand friheden, intet vagttårn
og ingen vagtposter. Mændene blev skiftet ud hver dag, så så mange som
muligt fik lov at nyde friheden. Og i det store og hele lykkedes det os
at holde os skjult i skoven.
En
kirkegårdsgartner havde dog set os, og kom en dag og spurgte, om ikke
han kunne låne en mand. Det havde jeg ikke noget imod; men der var dog
et par problemer; vi talte ikke dansk og havde ingen civil tøj. Der var
dog én, der havde noget almindeligt tøj liggende, og for at løse det
andet problem, lod vi, som om manden var døvstum. Om aftenen efter
arbejdet, fik manden lidt tobak, som var en stor mangelvare i lejren,
og hvor det blev delt. Måske kan folk i Nordby endnu huske en døvstum
kirkegårdsarbejder i sommeren 46. De 14 dage som hr. Ager storsindet
havde tildelt os var forbi; men vi blev ved med at gå på „arbejde",
selvom vi for længst var færdige med arbejdet. Den 21. arbejdsdag kom
hr. Ager kørende ud til os og råbte mig an. Jeg var ikke alt for godt
tilpas, da han spurgte, hvor lang tid vi endnu skulle bruge; men jeg
svarede alligevel, at det ville vare endnu 14 dage. Hertil svarede hr.
Ager, at så måtte det heller ikke vare længere. Vi blev glade for svaret
og vi nød friheden på arbejde i de sidste 14 dage. Sådan var Chr. Ager,
og vi var ham meget taknemmelige.
DANSK VAGTPOST I FLYGTNINGELEJR
I lejren blev vi holdt afskærmet fra omverdenen. Der var vagtposter til
at passe på os, hvilket sikkert var nødvendigt, vi var jo over 1000,
hvilket jo var meget på sådan en lille ø. Vi må jo være danskerne
taknemmelige for at de overhovedet ville beholde os. I lejren led vi
ikke ligefrem sult. Hvad sult betød, fandt jeg først ud af, da jeg blev
sendt tilbage til Tyskland.
I lejren kom vi i berøring med nogle få af øens beboere, der havde med
lejrforvaltningen at gøre. Heriblandt hr. Otto Berg-Jensen, som vi satte
stor pris på, alene hans tilstedeværelse gav en rolig atmosfære. For os
var han „hr. borgmester". Berg-Jensen havde dengang en hund (boxer) som
jeg fik i dressur. Sammen med jagt var det jo en del af mit civile
arbejde. - Men hunden måtte jo ud i lejren, og som foder bragte
Berg-Jensen havregryn med, og hvis jeg ikke husker forkert 3 kg om ugen.
Havregrynene var som alt andet i Danmark nydeligt pakket ind. Jeg åbnede
en af poserne og så de dejlige gryn. Jeg tog en skefuld og spiste dem.
Denne nydelse var så stor at jeg også i dag gerne spiser rå havregryn.
Deres næringsværdi er jo også relativ høj. Nu dukkede den tanke op, om
ikke jeg kunne tage nogle af grynene fra „Pai", sådan hed hunden. Det
var et samvittighedsspørgsmål. Jeg spurgte vores kok, om ikke han havde
noget andet til hunden, hvilket han havde. For at finde ud af, hvad
hunden helst ville spise, satte vi begge dele foran Pai, og heldigvis
foretrak den, det fra køkkenet. Nu var vi sikker på ikke at gøre hunden
ondt. - Hver aften fik hver mand i barakken så en skefuld havregryn.
Trods den ringe mængde, nød vi det meget. Kære hr. Berg-Jensen, vi beder
om undskyld for, hvad vi har gjort.
Åge
Nørholm Hansen.
Vore vagtposter var gennemgående alle helt i orden. Jeg tænker dog først
på hr. Aage Nørholm Hansen, som vi alle satte stor pris på. Han var
venlig, sympatisk og meget hjælpsom over for os. Jeg kan huske en lille
historie der fandt sted i lejren. Nogle danskere havde hvisket om, at de
unge ugifte vagtposter besøgte de unge piger. Der var jo noget, der hed
fraterniseringsforbud. Der blev nedsat en undersøgelseskomité til at
undersøge sagen, og hr. Aage Hansen skulle med for at udpege
vagtkolleger, hvis der eventuelt skulle være nogen af dem i lejren. De
strenge herrer gik så rundt i lejren med Aage Hansen i spidsen og
undersøgte barakkerne i alle kroge. Ved bordene sad der også danskere og
underholdt sig med lejrbeboerne; men hr. Hansen genkendte ingen. Bravo
Aage! Af andre venlige vagtposter husker jeg bl.a. hr. Engers Iversen og
hr. Johannes Jensen.
I lejren var det svært for mange at få tiden til at gå. En del havde dog
forskellige håndarbejder, bl.a. blev der strikket pullovere af gamle
tæpper. Den danske lejrledelse forsøgte at få os til at spille teater o.
lign. De, der havde mest at lave i lejren var skræddere og skomagere;
men andre kunne selvfølgelig kun få tiden til at gå med kværuleren over
at vi ikke måtte gå frit rundt på øen.
I december 1946 blev jeg sendt tilbage til Tyskland. - Tak til den
danske befolkning for alt hvad de gjorde for mig i flygtningelejren på
Fanø".
De sidste flygtninge forlod Fanø i marts 1947.
FLYGTNINGELEJREN VED BAUNEBJERG
I EN PERIODE BLEV HOTELLER VED FANØ BAD BRUGT TIL
FLYGTNINGE
Sygehus
Der kunne hurtigt opstå sygdomme, når så mange mennesker var samlede i
flygtningelejrene.. For at afhjælpe dette problem stillede Augusta Beck
”Golf Villa” ved Fanø Bad til rådighed. ”Golf Villa” indeholdt 13
værelser og havde plads til 30 patienter.
GOLF VILLA YDERST TIL
VENSTRE
Den daglige ledelse og drift af sygehuset skulle varetages af Augusta
Beck, der var uddannet som sygeplejerske.
For dette arbejde fik Augusta Beck 13 kr. pr, dag, samt 1 kr. pr. dag
pr. indlagt patient.
Kontrakten mellem Statens civile Luftværn og Augusta Beck
|