I sin beretning
”En Fanødrengs erindringer om krigen 1939 - 1945” fortæller Bent
Holm Thomsen om, hvordan han sammen med skolekammeraten Eigil Brinch
spionerede mod de tyske militære anlæg og indtegnede, hvad de havde fået
opsnuset på et stort kort over Fanø.
En
dag bankede tyskerne på døren hos Bent Holm Thomsen, og i den tro, at
det drejede sig om spionkortet, blev det i al hast revet i stykker og
brændt i kakkelovnen.
Her
følger den ejendommelige beretning om kortet der blev brændt, og dog
eksisterede:
”
Efter min ”krigsberetning” havde været offentliggjort i Fanø Ugeblad fik
jeg mange gode responser fra gamle skolekammerater og andre venner. 7/6
2001 fik jeg en telefonisk henvendelse fra Ernst Brinch, som havde læst
beretningen med interesse. Han fortalte til min store overraskelse, at
han havde et gammelt kort liggende, som egentlig tilhørte hans bror
Eigil, og som han ikke havde noget imod at overlade til mig med Eigil
tilladelse.
Samme
aften kontaktede jeg Eigil i Asserbo, og satte ham ind i situationen.
Han blev meget forbavset over min henvendelse (vi havde jo ikke haft
kontakt i årtier), men fortalte følgende:
Han
huskede godt vores ”spionkort-arbejde”, som han egentlig gjorde meget ud
af. Hans far Jens Brinch var jo vognmand og havde i 1941 fået i opdrag
at udkøre en mange læs brosten og fliser til en klittop nord for
Kurhotellet, hvor de skulle slæbes op med en ”slæde” i sandet. Eigil
blev sat til dette hårde arbejde, da han var ung og stærk. Han gav sig
god tid, der var jo ingen grund til at overanstrenge sig. Mens han nogle
dage færdedes i dette område, blev han kontaktet af en ung tysk soldat,
der åbenmundet fortalte ham, at han hadede at være i tysk tjeneste, at
han var østriger (nogle fra hans familie havde været her som
”Wienerbørn” efter den 1. verdenskrig), og han afskyede Hitler og
nazisterne. Han var villig til at fortælle mange ting om de militære
anlæg, telefonkablers placering o. m. a. , og Eigil hjembragte disse
oplysninger til brug for vores hemmelige kort. Det er først gået op for
mig nu, at vi havde hvert sit kort og at vi udvekslede oplysninger, og
noterede hver for sig. Eigil traf aldrig tyskeren igen og ved intet om
hans videre skæbne.
I
1942 forlod Eigil Fanø, for efter bestået realeksamen at påbegynde et
lærerstudium på seminariet i Jelling.
Langt
senere - i 1944 - bliver han pludselig kontaktet i Jelling af en mand,
han kendte fra Fanø - han vil ikke oplyse hans navn. Manden røbede
kendskab til Eigil kort, og forlangte at få det udleveret! Eigil blev
lidt hed om ørerne og benægtede et hvert kendskab til noget kort. Dan
manden insisterede på at få alle oplysninger udleveret, nægtede Eigil
fortsat et hvert kendskab, men erklærede sig villig til, hvis manden
selv ville stille med et kort over Fanø og selv ville påtegne det med
oplysninger, at fortælle efter hukommelsen, alt hvad han kunne erindre!
Nogle
dage senere mødte manden igen op og denne gang med et frisk kort over
Fanø. Eigil fortalte udførligt om de forsvarsværker, han havde kendskab
til, og det blev alt sammen registreret. Derefter blev det emballeret på
en højst mærkværdig måde: I en passende papkasse blev kortet lagt ned og
derefter dækket med sand og mos og sendt til København! Derefter skete
der ikke mere.
Efter
krigens ophør løber Eigil atter ind i manden og udspørger ham om sagen
med kortet. Men han er meget uforstående og benægter et hvert kendskab
til episoden. Det er Eigils formodning, at manden var agent for det
dansk/britiske efterretningsvæsen, og at de allierede var højst
interesserede i Fanøs befæstning, da man jo ikke kunne udelukke en
invasion i forbindelse med Esbjerg havn og dermed også Fanøs strategiske
betydning.
Men
hvordan manden i første omgang havde kendskab til kortets eksistens fik
Eigil altså aldrig opklaret, og han spurgte mig grundigt ud, om jeg
vidste noget om dette. Det gjorde jeg jo ikke - jeg har aldrig hørt om
dette hændelsesforløb før nu. Og jeg kunne jo heller ikke erindre, at
der ud over det kort, jeg destruerede, fandtes et 2. kort, som nu på
sælsom vis er kommet for dagens lys. Og yderligere udveksling af
detaljer med Eigil er ikke mulig - det viste sig, at han var meget syg
ved vor telefonsamtale, og han døde kort tid efter. Så jeg er meget glad
for, at jeg fik nedskrevet ovenstående ejendommelige beretning med alle
detaljer.
![]()
EIGIL BRINCHS SPIONKORT FRA 1940 - 42 MED ANGIVELSE AF
KABELFORBINDELSER, PIGTRÅDSAFSPÆRRINGER, BUNKERE, LYSKASTERE OG ENKELTE
KANONSTILLINGER
MODSTANDSBEVÆGELSEN PÅ FANØ
Om modstandsbevægelsen på Fanø fortæller Henry
Willumsen, der var aktiv med dengang flg:
"Efter bruddet med tyskerne i august 1943 begyndte tanken om oprettelse
af modstandsgrupper på Fanø at opstå, og i løbet af efteråret 1943
etableredes de første grupper, der efterhånden udgjorde en ventegruppe
på 24 mand. De 24 mand var organiseret i mindre grupper af 4 - 6 mand.
Af disse mindre grupper tror jeg der var to, der bestod af elever fra
Navigationsskolen under ledelse af en af lærerne der.
Selv på et lille sted som Fanø, kendte de fleste af de menige medlemmer
af grupperne ikke noget til de øvrige medlemmer af den 24 mand store
gruppe. Ventegrupperne, der oprettedes overalt i Danmark, var tænkt som
en bevæbnet enhed, der skulle kunne sættes ind i lokalområdet, hvis det
kom til kamp med tyskerne i forbindelse med en allieret invasion.
Ventegruppen på Fanø havde en ledelse på 3 mand, der havde forbindelse
til Esbjerg gennem en kaptajn i den danske marine.
Gruppen på Fanø hed 5. Deling (Nordby Deling) og hørte som deling ind
under kompagni Esbjerg, der igen var underlagt Region III, der omfattede
Syd - og Sønderjylland.
Fanødelingen var bevæbnet med 12 stk. amerikanske M.1 Carabines samt 12
håndgranater de såkaldte "ananas". Til hver riffel havde man desuden
100-120 stk. ammunition. Våbnene stammede fra de engelske nedkastninger
på fastlandet og blev på forskellig vis bragt til Fanø f.eks. afsendt
som maskindele. Da vi følte, at vi havde et større behov for våben,
stjal vi hvad vi kunne fra tyskerne - især pistoler.
Det var sådan set ikke ventegruppernes opgave at udøve direkte
sabotagehandlinger, men som navnet siger, at være i venteposition og
klar til indsats om nødvendigt. Af mindre ting har jeg været med til at
hælde sukker i olien på nogle lastbiler, der kørte for tyskerne, Når
sukkeret kom i olien brændte stemplerne fast, og motoren var ødelagt.
Vi mødtes højst 2-3 mand ad gangen og fik instruktion i, hvordan våbnene
virkede. Desværre fik vi aldrig lejlighed til at afprøve dem, da det
ville være umuligt at begynde at skyde på Fanø uden at blive opdaget. Ud
over instruktion i våbenbrug samlede vi våbnene når de kom, og rensede
og vedligeholdt dem.
Ud over at være med i ventegruppen var jeg med i en efterretningsgruppe,
som var en selvstændig arbejdende gruppe på 5 mand.
Det var vores opgave, at indsamle så mange oplysninger som muligt, om
tyskernes virksomhed på Fanø. Vi benyttede os bl.a. af bestikkelse og
bekendtskab med håndværkere, der arbejdede ved befæstningsanlæggene.
Mange af vore oplysninger fik vi fra en elektriker, der arbejdede hos
tyskerne. Hans branchekendskab og tekniske indsigt var meget værdifuld
for vores arbejde. og han blev snart vores "hoveddinformant".
Det indsamlede materiale blev renskrevet og rentegnet, for derefter at
blive nedfotograferet på mikrofilm og derefter straks sendt til
fastlandet med vores forbindelsesmand. Alle originaler blev straks efter
nedfotograferingen destrueret. Det var simpelthen for farligt, at have
selv den mindste stump liggende, da hele foretagendet kunne optrevles,
hvis tyskerne fik det mindste nys om, hvad vi foretog os.
Mejeriet i Nordby var en god kilde for os. Det fungerede under
besættelsen som et naturligt samlingssted for både lokale, og for folk
ude fra batteriområderne, der var inde for at hente mælk og smør.
Jeg husker, at vi på et tidspunkt fik melding om, at tyskerne var i færd
med at opføre en V.1. affyringsrampe i Statsplantagen. Vi skulle
bekræfte rigtigheden af dette over for englænderne.
Tyskerne rekrutterede jævnligt folk til arbejde i plantagen til fældning
og kupering o.l. Jeg fik arbejde i en sådan gruppe, og sørgede for at
klippe mig i hånden med en grensaks, lige ved tommelfingeren, hvor det
blødte kraftigt, og så voldsomt ud. Jeg blev hurtigt bragt til tyskernes
infirmeri, der var tilknyttet anlægget ved Pælebjerg og Mågekolonien, og
her fandt jeg hurtigt ud af, at meldingen om affyringsramper var en
"and".
Den formodede affyringsrampe var formentlig en forveksling med
betonvejen, der går helt op til et af tårnene.
Der verserede dengang mange af den slags vilde påstande og rygter om,
hvad tyskerne lavede og foretog sig, og selv om vi ikke kendte de andre
grupper, der arbejdede med efterretningsarbejde, var der alligevel en
slags konkurrence mellem os, om at få fat i de bedste oplysninger først,
og vi gjorde næsten alt, for at få fat i oplysningerne.
Efter befrielsen 5/5 1945 blev vi sat ind som vagter ved Gasværket,
Elværket, telefoncentralen og ved Fanøfærgen. Der blev i de første
befrielsesdage arresteret flere personer på Fanø, der havde været tyske
håndlangere eller som på anden måde havde samarbejdet med tyskerne.
Jeg husker, at en af de opgaver vi havde, var at beskytte tyskerpigerne
- "feltmadrasserne" mod overgreb, så som klipning m.v. Det var svært, at
være beskytter, når man måske selv havde lyst til at gøre det samme, som
man beskyttede pigerne imod."
Beretning fra
Svend Harald Thomsen
Under besættelsen kom Svend Harald Thomsen til Fanø for at læse på
Navigationsskolen. Om sine oplevelser under besættelsen fortæller han
følgende:
"Man kan næsten
sige, at jeg flyttede lige ind i modstandsbevægelsen på Fanø, idet jeg
ikke kunne undgå at opdage, at der foregik noget usædvanligt i huset,
hvor jeg havde fået logi. Jeg vidste bare ikke, hvad det var, der
foregik. F.eks. lugtede det ofte af benzin eller afbrændt olie i huset.
På et tidspunkt kom værten, og gjorde mig opmærksom på, at jeg ikke
skulle omtale det nogen steder, hvis jeg syntes, at der foregik noget
mærkeligt i huset.
Jeg tænkte, at
det måske havde noget at gøre med noget benzin, som jeg havde hørt
skulle være drevet ind på stranden.
En aften kom min
vært imidlertid og spurgte mig direkte, om jeg ville være med i
modstandsarbejdet på Fanø. Jeg var på det tidspunkt ikke i tvivl om, at
det ville jeg, så svaret var naturligvis - Ja!
Jeg fik at vide,
at jeg ville høre nærmere, og han lod forstå, at der var visse ting man
først skulle undersøge omkring min person. Jeg spekulerede på, hvordan
man ville bære sig ad med at gøre det, og indtil i dag ved jeg stadig
ikke, hvordan man skaffede sig oplysninger om mig.
Det næste der
skete var, at jeg kom til at tale med en kendt dame i byen, og under
samtalen siger hun pludselig ganske spontant, at jeg var anerkendt til
at være medlem af modstandsgruppen. Jeg studsede noget over, at hun
havde kendskab til dette, og det blev først senere klart for mig,
hvorledes det hang sammen.
Det næste der
skete var, at jeg - efter at have fået værtens soveværelse som kammer -
en aften blev bedt om at give møde på mit gamle kammer, og her blev jeg
så klar over, hvad det var der foregik i huset.
Vi var seks
personer samlet på kammeret og på bordet lå masser af våben, som skulle
renses for olie og paraffin, som de var smurt ind i. På bordet lå bl.a.
automatrifler, maskinpistoler, håndgranater m.v.
Det er
vanskeligt at beskrive mine følelser i dette møde med virkeligheden.
Beslutningen om at ville være med i kampen mod den brutale ondskab og
med i kampen for friheden. Vi var jo kun en lille enhed - seks personer
- men vi var dog forvisset om, at de fleste af vore landsmænd - bevidst
eller ubevidst - havde det samme mål som vi: Danmark frit! Gennem den
illegale presse og radio hørte vi jo om de svære lidelser mennesker
rundt om i verden var udsat for under det tyske regime.
Rent praktisk
var vores indsats jo ikke så stor. Vi skulle foreløbig kun gøre våbnene
klar til brug i en given situation.
Skulle
invasionen komme her skulle vi besætte og forsvare vigtige funktioner.
Det skete jo heldigvis ikke, så vort arbejde blev udført uden kamp og
vel også uden de store problemer.
De farligste
situationer opstod naturligvis når våbnene skulle transporteres fra
fastlandet og til Fanø. Mange af de våben der kom til Fanø blev
transporteret af min vært, der med en stor budcykel - læsset med
kødkasser, hvori våbnene var gemt, tog turen mellem Esbjerg og Fanø. Det
var i høj grad en transport med livet som indsats, og hvor man skulle
have nerver af stål. Han skulle jo gennem tyskernes kontrol ved færgen,
og også ombord på færgen vrimlede det med tyskere. Det må have været em
ulidelig spænding han har været udsat for.
Den aften
befrielsesbudskabet kom, var vi atter samlede og værtens kone kom
farende ind til os og råbte, at der var fred, hun havde lige hørt det
over BBC. Vi lagde lige så stille isenkrammet ned på bordet.
Værten sagde, at
vi alle skulle over til hans forældre og have et glas vin, som de havde
gemt netop til denne lejlighed.
Stemningen
blandt os bar præg af stor lettelse og uendelig glæde.
Det fik dog en
brat ende, idet vagtværnet ifølge med tyskere pludselig dukkede op og
fortalte os, at tyskerne på Fanø endnu ikke havde kapituleret. Vi blev
så ledsaget tilbage til oprydning på værelset, og hver enkelt fik besked
om at afvente nærmere ordre, som så kom næste morgen.
Det blev for mig
nogle frygtelige timer. Jeg tror, at det skyldtes uvisheden.
Næste morgen fik
vi så besked på at etablere dobbelt vagt ved telefoncentralen, elværket,
gasværket, posthuset og enkelte andre steder. Jeg husker, at der den
første dag kom en hel deling tyske soldater med maskinpistoler cyklende
ned gennem Hovedgaden, mens vi stod vagt ved telefoncentralen. Det var
vist med blandede følelser vi så soldaterne - men vi blev da stående! På
det tidspunkt havde jeg endnu ikke prøvet at affyre andet end en
fuglebøsse, og nu stod jeg her med en karabin og så vidt jeg husker en
enkelt "ananas".
På et tidspunkt
skulle vi ud at besætte en kanonstilling ude mod nord sammen med styrker
fra Esbjerg. Vi fik marchordre to gange, men det blev aflyst begge
gange, uvis af hvilken årsag. Senere viste det sig, at det ville have
fået alvorlige konsekvenser, hvis vi var marcheret af sted, for den rute
vi skulle følge gik lige gennem et minefelt, som vi på daværende
tidspunkt ikke kendte til.
Engang var jeg
med til en undersøgelse i flygtningelejren i Oksbøl. Lejren var en hel
lille by med ca. 16.000 indbyggere. Her var eget sygehus, rådhus,
biograf m.m.
Her oplevede
jeg, hvor dybt hadet til tyskerne havde fået tag i os. Når jeg tænker
tilbage ser jeg billeder af kynisme, hensynsløshed og psykisk brutalitet
over for formentlig uskyldige mennesker.
Vi beslaglagde
alle deres penge - både danske og tyske, små mængder fødevarer, som de
på en eller anden måde havde gemt. Det var betydningsløst for os, men
dyrebare ting for de stakkels mennesker.
Jeg husker en
sætning, som en tysk sygeplejerske udbrød ved ransagningen: Mine
sparepenge (400 kr.).
Så vidt jeg
kunne skønne røg de fleste af de beslaglagte danske penge i de forkerte
lommer. De tyske penge samlede vi sammen i store sække.
På en eller
anden måde fik jeg selv fat i en lille pistol kal. 6.35 fra en ung
kvinde, der afleverede den delvis frivilligt.
Af andre
episoder husker jeg bl.a. fund af giftgas i et lille skur ved
Redningsstationen i Rindby.
Et kæmpelager af
ammunition i en meget stor bunker ved Strandvejen. Den var afmærket med
store RØDE KORS tegn.
En dag skød
flygtningedrengene med "Stalinorgel" i Sønderho. Det var vi henne at
stoppe.
En dag efter
befrielsen sejlede en amfibievogn op nord for færgelejet. Det var en
stor oplevelse alene at se dette fartøj. Men oplevelsen blev større ved,
at jeg sammen med mange kammerater og fanøkvinder blev en slag besætning
på dette fartøj, der blev brugt til indsamling af mad, tøj og mange
andre ting, der skulle indsamles til det nødlidende Norge. Alle gav,
hvad de havde at give af. Især husker jeg fru Eskesen, som jeg under
hele denne operation havde et nært samarbejde med. Det blev til et meget
stort lager. der blev samlet sammen i Industriforeningen og senere sendt
med fiskekutter til Norge.
![]()
AMFIBIEVOGN I NORDBY HAVN
De allierede
vandt krigen med krudt og kugler. Men hvad med friheden? Vandt vi også
den? Frihed under ansvar - ellers ingen frihed. Jeg har læst og hørt om
mange frihedskæmperes sidste timer. De var mennesker - og bange. Men de
var rede til at dø, for det de troede på. Jeg tænker også på Kaj Munk.
Hans våben var ORDET - Guds ord”.
BERETNING FRA
OTTO H. NIELSEN
I bogen FANØ NAVIGATIONSSKOLE 1893-1993 fortæller Otto H. Nielsen der i
1944-1945 var elev på skolen bl.a. flg.:
"En del af os
elever blev kontaktet af den spirende modstandsbevægelse, der havde
trange udfoldelsesmuligheder på grund af det store antal
værnemagtssoldater og den yderst ringe mulighed for flugtveje. Vi måtte
gå meget stille til værks, så vor aktivitet bestod i at danne grupper,
der skulle rykke ud og besætte særlig vigtige poster, når befrielsen
kom. Vi uddelte den forbudte avis FRIT DANMARK og udleverede våben og
ammunition, der blev fragtet over fra Esbjerg med færgen på budcykel i
trækasser mærket "LURMÆRKET SMØR"!
En nat var det
nær gået galt. Jeg kom gående med en gammel laset kuffert indeholdende
tre maskinpistoler. Ud for Posthuset hørte jeg lyden af den tyske
patruljes sømbeslåede støvler komme op ad Hovedgaden. Jeg smed kufferten
ind under et arbejdsskur og stillede mig i stilling, som var jeg ved at
lade vandet. Her fik jeg et gevær stukket i maven ledsaget af ordet:
AUSWEIS. Jeg slap med skrækken, og næste dag fik jeg hentet kufferten.
Jeg tror ikke, tyskerne anede, at der var elever fra Navigationsskolen
med i modstandsbevægelsen.
Da budskabet kom
den 4. maj 1945 om befrielsen, var jeg i gang med hjemmeopgaver efter
sammen med Navigationsskolens lærere og elever at have deltaget ved
begravelsen af en ung styrmand her fra Fanø. Han var omkommet på grund
af sabotage af det skib, han gjorde tjeneste på.
Efter det glade
budskab lod jeg hjemmeopgaverne ligge og festede sammen med mine
værtsfolk.
Den næste dag
mødte vi på skolen. Efter at have lykønsket hinanden med befrielsen,
holdt vi dagen fri Vi i modstandsbevægelsen mødtes og gik til opgaverne,
der var forud bestemt.
Jeg kan ikke
lade være med at berette om en bestemt episode: Vi var blevet beordret
til at angribe det Tyske Kommandantur (P.O. Lassens hus). Grunden var,
at vi skulle have udleveret en norsk stikker, der befandt sig under
tyskernes beskyttelse. Vi var gået i stilling i haven lige overfor, da
navigationslærer Eskesens frue kom med en stor madkurv indeholdende
hjemmebagt kage og saftevand. Hun havde åbenbart ment, at vi trængte til
noget at styrke os på, inden vi gik i aktion.
Vi elever kunne
ikke blive ved med at være fraværende fra undervisningen, da flere af os
skulle til afsluttende eksamen til efteråret. Vi sendte derfor en
indtrængende anmodning til bykommandanten i Esbjerg om at blive fritaget
for tjeneste, hvilket blev os tilstedt.”
![]()
MODSTANDSGRUPPEN FRA NAVIGATIONSSKOLEN
![]()
Delingens leder
Ole Astor Olesen.
SABOTAGE
Der skete ikke store og voldsomme sabotagehandlinger på Fanø under
besættelsen. Noget skete der dog, og i en del af de lokale
sabotagehandlinger var Jens Henningsen indblandet. Jens Henningsen boede
på Fanø, men var med i en modstandsgruppe i Esbjerg.
Fra midten af 1943 tiltog sabotagehandlingerne overalt i Danmark. En af
årsagerne var en bedre forsyning af sprængstoffer fra England.
I Esbjerg forekommer en del sabotagehandlinger i juni 1943 og 6. august
1943 laves der sabotage mod Fiskepakhuset i Esbjerg. 12 bygninger
nedbrændte og 50.000 fiskekasse gik op i luer.
Von Hanneken dekreterede undtagelsestilstand i Esbjerg 7. august 1943,
med bestemmelse om, at alle skulle være inden døre senest klokken 21.00.
Det kom til flere sammenstød mellem befolkningen og tyskerne i de
følgende dage, og der taltes om strejke som våben over for tyskerne.
Efter forhandling lempedes undtagelsestilstanden og vanskelighederne
syntes i første omgang at være drevet over.
Kort tid efter indtræffer imidlertid en episode, hvor en tysk officer
beordrer arbejderne på fabrikken CHRISTOLLA indendørs i middagspausen.
I protest forlader arbejderne fabrikken ad bagdøren. Byens øvrige
virksomheder underrettes, og dagen efter er en generalstrejke i Esbjerg
en kendsgerning.
Også befæstningsarbejdet på Fanø indstilles.
Kaptajn Skjoldborg på Fanøfærgen vendte om midt under sejlads til Fanø,
og sejlede de mange befæstningsarbejdere tilbage til Esbjerg.
Efter forhandling med København opgav tyskerne undtagelsestilstanden
mod at arbejdet blev genoptaget næste dags middag.
En klar sejr for de strejkende og en form for modstand, der kort tid
efter blev taget op i andre danske provinsbyer.
Man havde fra modstandsbevægelsens side længe haft kig på Fanøfærgerne,
der fragtede byggematerialer og arbejdere over til befæstningsarbejdet
på Fanø.
Flere gange var færgerne søgt saboteret.
Første gang var 6. september 1941, hvor en bundventil i en af færgerne
blev skruet løs. Igen den 26. december 1941 forsøgtes sabotage. Begge
gange uden større held.
5. november 1943 bliver der igen øvet sabotage mod færgen FANØ i
færgelejet i Esbjerg havn. Men bortset fra en mindre brand ombord
anrettes der ikke større skade på færgen.
I september 1944 fik sabotørerne nys om, at færgernes fartplan skulle
udvides for at fremskynde transporterne af mandskab og materiel til
befæstningsanlæggene. Man bestemte sig derfor omgående for en aktion mod
færgetrafikken.
Gruppen, der skulle forestå sabotagen fik af færgens kaptajn udleveret
nøglerne til maskinrummet, og den 30. september 1944 fandt sabotagen mod
færgen ”NORDBY” sted.
Skønt der var sabotagevagter ved færgen, kom sabotørerne uhindret ombord
og anbragte en 5 kg bombe i maskinrummets krumtaphus. Man ønskede at
gøre færgen uarbejdsdygtig uden at splitte den helt ad.
Imidlertid kom krumtaphuset til at virke som en sprængkapsel, og
resultatet blev, at maskinrummet raseredes fuldstændigt, samtidig med at
vogndækket flækkede i to dele.
![]()
FÆRGEN ”NORDBY” EFTER
SABOTAGEN
Aktionen mod færgen blev udført af en Bramminggruppe, der arbejdede i
nær tilknytning til Esbjerg organisationen. Stud. polyt. Jens Thue
Jensen og kommis Hans Nielsen, der begge deltog i aktionen blev senere
fanget af tyskerne og dømt til døden for sabotagehandlinger. Begge
ligger begravet i Ryvangen i København.
Politirapporten indeholder flg. om sabotagen:
"På Fanøfærgen NORDBY skete natten til lørdag en voldsom eksplosion, som
gjorde færgen ubrugelig. Der var anbragt en bombe under dækket i
maskinrummet. Motorfundamentet sprængtes, og motoren derved slået ud af
sit leje. Desuden skete en del ovenbords skade, og der opstod brand."
29. marts 1944 blev der af modstandsfolk sat ild til et hus tilhørende
Laurids Birkedal. Huset var beslaglagt af tyskerne og lå nord for Rindby
Badehotel.
19. maj 1944 blev O.T. Lejren nedbrændt af modstandsfolk fra Region
III.
I september 1944 blev en lastbil tilhørende Frode Møller beskadiget ved
sabotage på Fanø.
12. september 1944 blev der øvet sabotage mod 4 lastbiler tilhørende
Værnemagten.
Pressen skrev naturligvis meget lidt eller oftest intet om disse
sabotageaktioner. Om ovenstående begivenhed kan man dog læse flg. i FANØ
UGEBLAD:
BOMBEEKSPLOSIONER
Natten til
søndag skete der på parkeringspladsen ved Nordby Havn fire
bombeeksplosioner, hvorved fire lastbiler blev helt eller delvis
ødelagt. Den første eksplosion hørtes kort efter midnat; de andre kom
umiddelbart efter. Ved eksplosionerne knustes mange ruder i pens. lærer
Nielsens ejendom og en del i Toldbygningen. Der kom ingen mennesker til
skade.
BERETNING FRA
KURT SØRENSEN, ESBJERG
Den 26. november
1944 var en større sabotageaktion planlagt mod tipvognstogene og nogle
store lastepramme i Nordby Havn.
Om denne aktion
fortæller Kurt Sørensen Esbjerg flg.:
"Den ene af
gutterne i vores gruppe - Jens Henningsen - var fra Fanø. Han havde i
løbet af sommeren sprængt en benzintankvogn i luften og lavet nogle
andre ting på Fanø.
Nu gik der
rygter om, at tyskerne var ved at lave affyringsramper for V I og V II
raketter på Fanø. Det var raketter, der skulle affyres mod England. Det
viste sig nu senere, at det ikke passede, men det vidste vi jo ikke
dengang.
Så skulle vi jo
se at komme til Fanø, men det kneb gevaldigt med at komme derover - ikke
for Jens, for han havde som Fannik de nødvendige papirer, der dengang
skulle til for at komme til øen.
Men det fik vi
nu også fundet ud af. Vi fik de nødvendige papirer af en mand i Esbjerg,
der var ekspert i at lave falske papirer.
Sprængblyanterne
lå allerede på Fanø, da Jens havde nogle liggende fra tidligere
aktioner.
Det vi skulle
sprænge i luften var 3 tipvognslokomotiver og 3 eller 4 lastepramme, som
tyskerne brugte til at transportere byggematerialer til Fanø med samt en
kran, der stod på kajen.

OGSÅ KRAN OG LASTEPRAMME SKULLE HAVE VÆRET SABOTERET
Vi havde 3
skildpaddebomber, det var for øvrigt de eneste af den slags jeg kom i
berøring med under hele krigen.
Det var
magnetbomber, der selv kunne sidde fast, når de blev anbragt på noget
metal.
Meningen var, at
vi skulle anbringe bomberne på de store muffer, der sad foran på
lokomotiverne. Vi var nede ved færgen 3 gange for at prøve at komme
over, men der var hele tiden en vagt ved færgen, og hvis der kom nogen
med en kuffert, kunne tyskerne ofte forlange at få at se, hvad den
indeholdt.
Lige da vi var
ved at vende om for 3. gang, kom der en hestevogn, og på bukken sad en
gammel tysk soldat. Hestene var af en eller anden grund bange for at gå
ombord på Fanøfærgen, og da vi så det, blev vi enige om, at vi ville
tage fat i hver sin grime på hestene, og hjælpe dem ombord.
Til gengæld tog
den tyske soldat vores kuffert med sprængstofferne og smed den op bag i
hestevognen! Se, det var jo slet ikke så dårligt!
Da vi kom ombord
fik vi en smøg af den tyske soldat, men da han ville tage kufferten ned
fra vognen, fik vi ham gjort begribelig, at det behøvede han slet ikke
at gøre, for vi skulle nok hjælpe ham i land igen, når vi kom til Fanø!
Vi fik ham også
godt i land og fik vores kuffert, så vi var glade.
Om aftenen fik
vi så bomberne anbragt på lokomotiverne, i prammene og på kranen, og det
kom til at passe med, at vi var færdige 5 minutter i seks - vi havde
planlagt det sådan, at vi kunne nå at komme til Esbjerg inden bomberne
sprang, for det var bedst at komme væk fra øen inden. Vi nåede da også
lige færgen, der gik klokken 18.00. Tyve minutter senere var vi i
Esbjerg og bomberne skulle efter planen sprænge klokken 18.30.
![]()
TIPVOGNSLOKOMOTIV DER VAR SABOTAGEMÅL
Så stod vi der
på havnen i Esbjerg og ventede, for vi skulle jo både høre og se, hvad
der skete, - men der skete intet!
Kun en gang
tidligere har jeg oplevet at noget kiksede for os. Jeg tror, at det har
været sprængblyanternes slagstifter, der var rustet fast, måske af at
have ligget for længe på Fanø - men jeg ved det ikke - i hvert fald
skete der intet!
Når man bagefter
tænker på det, var det faktisk helt tosset, at vi turde sejle til Fanø
med en hel kuffert fuld af bomber - og så oven i købet lade tyskerne
transportere dem for os! Det gik jo altså godt - bortset fra, at det
altså ikke virkede!
Efter krigen fik
vi så at vide, at der slet ingen ramper var for V I og V II raketter på
Fanø."
Inden
sabotørerne tog fra Fanø, havde de advaret nogle arbejdere der sad i et
skur på havnen om, at de skulle holde sig på afstand af lokomotiverne.
Denne advarsel førte til, at næsten alle, der boede i nærheden af havnen
i løbet af kort tid, var klare over, at der var noget i gære.”
Politirapporten 28/11 1944 indeholder flg. om begivenheden:
"Natten til søndag har der i Nordby Havn været planlagt nogle
bombeeksplosioner. Der var anbragt bomber ombord på en lægter i havnen,
i et tipvognslokomotiv og i en kran. Da bomberne blev opdaget
afspærredes havneterrænet, mens bomberne blev demonteret, så der skete
ingen skade af nogen art."
Modstandsfolkene fra Fanø fik efter befrielsen bl.a. til opgave at
bevogte de mange tyske installationer rundt om på øen. Da det var for
stor en opgave for den forholdsvis lille flok, kom der 10/5 1945 et
større antal modstandsfolk fra Esbjerg for at hjælpe til med
bevogtningsopgaverne.
Da tyskerne forlod Fanø medbragte de stort set kun deres håndvåben samt
personlige ejendele. Det var derfor utrolige mængder af svære våben og
ammunition, der blev efterladt.
Alt dette skulle bevogtes indtil det danske militær kunne tage over.
Mange modstandsfolk, der under besættelsen havde været yderst nøjsomt
bevæbnet, fandt nu våben i overflod. Efter sigende blev der under
bevogtningen i månederne efter befrielsen skudt, så det bragede i
klitterne rundt om på Fanø!
![]()
FANØS MODSTANDSFOLK MARCHERER GENNEM HOVEDGADEN EFTER BEFRIELSEN
STYRKELISTE PR. 21. MAJ 1945 FOR FANØ
Tjenestested 5te Del. Nordby Del.