OPRYDNING
På Fanø, som andre steder i landet, forestod der efter besættelsen et
kæmpearbejde med oprydning efter tyskerne.
Beslaglagte bygninger skulle renoveres, våben og ammunition skulle
fjernes fra de militære anlæg og tusindvis af miner skulle graves op.
Det var
gået hårdt ud over de beslaglagte bygninger. Især hotellerne ved Fanø
Bad var hårdt ramt. Det så ud som om tyskerne med forsæt havde forsøgt
at ødelægge så meget som muligt. På Kurhotellet og hotel Kongen af
Danmark var der næsten tale om en systematisk ødelæggelse. Al bohave,
borde, stole og madrasser alt var ødelagt og vægge overmalet med alle
former for ”kunst”.
Det
skønnes, at omkrig 300 sommerhuse have haft besøg af besættelsesmagten,
og hvor ejerne nu krævede erstatning for ødelæggelserne.
I foråret 1946 var hotellerne ved Fanø Vesterhavsbad ved at kvittere de
temmelig synlige minder om de senere års begivenheder. Hvad de tyske
soldater ikke formåede at ødelægge, tog de tyske flygtninge sig af, og
mange ejere af hoteller, pensionater og private boliger ville ikke gå i
gang med reparationsarbejdet, før der var klarhed over
erstatningssummerne.
På Hotel Kongen af Danmark arbejdes der på fuld kraft for at gøre klar
til åbningen 22. juni 1946. Hotellet har lidt en del, men måske ikke
værre end en gang maling og hvidtning vil hjælpe meget. Det bliver dog
kun en del af hotellet, der bliver åbnet for gæster i 46 sæsonen.
Derimod ligger Kurhotellet stille hen, da da her er forskellige
spørgsmål, der skal tages stilling til, inden den gennemgribende
reparation som er nødvendig, og er anslået til en halv million kroner,
kan påbegyndes.
Også Kellers Konditori bliver underkastet en grundig reparation. Den
forsømte have, der tilhører konditoriet, er fjernet, og det er tanken,
at indrette et sted, hvor folk kan komme med madkurve og så købe kaffe
og andre drikkevarer. Også indvendigt foretages et stort
reparationsarbejde.
Strandhotellet har allerede haft en god forsæson, trods det dårlige
vejr, så der er måske grund til en smule optimisme.
Direktør Olesen, Missionskurstedet meddeler, at han ikke kan åbne
hotellet i år, men vil dog åbne for et begrænset logi uden servering.
Restaureringen af Kurhotellet gik først i gang i 1948, hvor den nordlige
del af hotellet blev istandsat, og fortsætter i 1949. Direktør Olesen,
Borgernes Hus, København, mener at der er en stigende efterspørgsel på
sommerlejligheder og planlægger at lade en del af hotellet indrette til
større og mindre lejligheder.
Fanø Ugeblad bad i december 1946 direktør Lassen, Fanø Bad om en
oversigt over reparationsarbejder ved Badet, og hvor stort et beløb der
tilgik Fanø.
I arbejdslønninger der der igennem dir. Lassens kasse udbetalt til
Fanøarbejdere 46.687,57 kr.
Fanø vognmænd 18.700,00 kr.
Fanø håndværkere 73.000,00 kr.
I alt 138.387,59 kr.
Hertil kommer, hvad restaureringen af hotel Kongen af Danmark vil beløbe
sig til, der er foreløbigt anvendt 55.000 kr., men dette beløb er kun
delvist kommet Fanøboerne tilgode, idet de ganske simpelt hen ikke har
kunnet overkomme det, men vi regner med, at færdiggørelsen vil kunne
udføres af disse, de er allerede godt begyndt derude.
Endvidere kommer dertil et ikke lille beløb - antagelig et sted mellem
20.000 og 30.000 kr., som villaejerne har ladet udføre reparationer for,
størstedelen af dette arbejde er udført af Fanøhåndværkere
Befolkningen blev kraftigt advaret mod at nærme sig militære anlæg,
barakker eller bygninger, der havde været beslaglagt af tyskerne.
At der kunne være fare på færde, vidner følgende notits fra VESTKYSTEN
om:
Minerydning
OPGRAVEDE MINER
TYSKE SOLDATER RYDDER MINER
Fra Peder
Emil Sørensens erindringer
”I årene efter krigsafslutningen (for os 5, maj 1945) skulle minerne
tages op. Det blev til en lang proces, som gav problemer, efter at
stykket blev erklæret for renset. Det kom til at betyde for far, at han
flere gange måtte have ingeniører/minører til at fjerne miner, der
dukkede op ved `slåning' af græsset og ved den senere pløjning af
stykket efter optagelsen af minerne. Minerne var fuldt intakte, men blot
`våde'. Så da de havde tørret nogen tid, var sprængningskraften vendt
tilbage.
En af de ødelæggelser, jeg er mest ked af, var den, der skete med
havmågekolonien inde ved Pælebjerg. Her havde vi mange gange haft vore
udflugter til - enten med søndagsskolen eller med gæster eller når vi på
vore utallige vandringer på øen kom ind i området. Mågerne lagde æg i
forårstiden april - maj. Vi måtte ikke indsamle æg derfra. Det var der
andre, der måtte. Men efter rugesæsonen var det en oplevelse at gå
derinde og se det mylder at måger og `trillende' fjerbundter, uldtotter
- de små unger, der væltede af reden kort efter, at de var udrugede. Der
var en frygtelig skærende skrigen af måger, der forsøgte at få os væk
fra deres domæne. Og ofte fik vi en regulær mågeklat ned over os og vor
beklædning. Men her anlagde tyskerne store befæstningsanlæg med store
skibskanoner, der havde lang rækkevidde. Så forsvandt mågerne. De vendte
aldrig tilbage. Nu er det over 50 år siden. Kun rester af muslingskaller
vidner om kolonien. Ungerne blev fodret med muslinger og andre skaldyr,
som fuglene hentede på stranden med skal og indhold.
Det tog lang tid at få ryddet op efter besættelsen. Den ændrede mangt og
meget på øen. Derom vidner i høj grad bunkerne, de synlige på stranden
og de talrige usynlige såvel som de synlige inde på landjorden. Nogle
bunkers er blevet anvendt af sommerhusejerne, der i tiden efter krigen
og især i årene efter 60’erne, byggede sommerhuse. Nogle byggede ovenpå
en bunker, andre ved siden af og brugte bunkeren som kælder til
opbevaring af materiel og andet.
Men bunkerne forsvinder aldrig. Det er de for godt støbte til. Også
selvom rygterne fortalte, at der blev blandet sukker i cementblandingen
for at gøre betonen mere porøs. Men der er ikke meget, der tyder på, at
det lykkedes. Betonstillingerne forvitrer ikke så let. Senere
betonbyggeri har ikke vist den samme standhaftighed overfor vind og
vejr. Men det har måske også kun været en påstand dengang. Nu er øen så
kommet tilbage til mere normale forhold. Og tyskerne kommer som
turister og i hobetal. Og forhåbentlig bliver øen ikke besat en gang
til.
Tipvognssporene er borte, men mange stier og veje ind i klitområdet fra
stranden er sporene fra dengang. Ofte følger vi disse stier over det
lavvandede område bag de yderste klitrækker ind til statsplantagen.”
Også i Plantørboligen var det galt. Plantør Nielsen fortæller::
"Ja, tyskertiden på Fanø var ikke morsom. På gårdspladsen blev bygget
feltkøkken, og her kom der dagligt flere hundrede soldater skrålende og
skulle have deres mad. På loftet over stuehuset var der depot for af tøj
og linned m.m. I vores dagligstue og gæsteværelser boede en overgang 10
”danske tøser” de såkaldte kartoffelprinsesser. Fem gange har vi fået
besked om at rømme plantørboligen, men med en vis portion stædighed og
nogen forhandling, blev det hver gang udskudt en tid, og efterhånden kom
jo så kapitulationen. Men morsomt var det ikke for to ene mennesker med
tre kilometer til nærmeste nabo, at være ene mellem flere hundrede
tyskere.
Da tyskerne havde forladt plantørboligen, og vi atter kunne komme op på
loftet, var noget af det første vi fik øje på, en sprængladning ved
skorstenen. Den var beregnet til i påkommende tilfælde, at sprænge
boligen i luften. Nå, heldigvis er den tid forbi."
27.10.1945. Minesprængningerne
Eller
sprængning af ammunition har i denne uge været ret følelige for os her
på Fanø.
Tirsdag
middag kom der således en række voldsomme knald, der virkede meget
ubehageligt på trommehinderne på dem, der var udenfor. Det kan vist godt
siges, at eksplosionerne var af en styrke, som vi næppe tidligere har
hørt mage til.
Sprængningerne fandt sted et stykke nord for Pælebjerg, og rystelserne
og eksplosionerne skabte voldsomme lufttryk anrettede en del skade.
I
Strandskoven i Esbjerg havde tyskerne en større bunker og i forbindelse
hermed var rejst et tårn til en flakstilling. Efter krigen blev området
omkring bunkeren brugt til oplagring af opsamlede miner fra det meste af
Sydjylland, og hertil kom også Fanøs miner.
En dag i 1945 eksploderede disse miner og ryddede
hele Strandskoven for træer, ligesom 4 mand der arbejdede ved minerne
blev dræbt. Den beskadigede top på tårnet står der endnu og vidner om
den voldsomme eksplosion, hvis røgsøjle blev bemærket af mange på Fanø.
Efter befrielsen, hvor journalisterne havde fået adgang til
befæstningen, blev der naturligvis skrevet meget om det enorme byggeri
af kanonstillinger, bunkere og tekniske anlæg, der fandtes overalt på
Fanø.” Nordeuropas stærkeste fæstning”, gik man ikke af vejen for at
kalde Fanø.
Her et par eksempler fra lokalområdes aviser:
Til trods for gentagne advarsler til befolkningen om minefaren ved at
færdes i terrænet skete der alligevel alvorlige ulykker på Fanø. Det
drejede sig ikke kun om mineulykker, men også sprængstofulykker
forårsaget af børn og voksnes indsamling af souvenirs fra de tyske
efterladenskaber.
Fanø Ugeblad og de lokale dagblade kunne berette om flere alvorlige
ulykker i tiden efter besættelsen, forårsaget af miner eller andet
sprængstof:
Vestjyden 10. maj 1945
Mineulykke 20.
oktober 1945
Sprængstof 6.
april 1946
Sprængstof 25. maj 1946
10. august 1946
10. august 1946
Minekommando ved Hønen
I august 1947 blev Hønen på ny gennemgået for skjulte miner, idet der
var splintret en vogn på en tankmine, efter at området i første omgang
var erklæret mine frit.
26. juli 1947
Der skulle også ryddes op på en helt anden front. Efter befrielsen
fulgte retsopgøret mod de personer, som på den ene eller den anden måde
have arbejdet for værnemagten eller ydet tjenester, som lå ud over,
hvad moralen blandt befolkningen kunne holde til.
På Fanø blev der ført enkelte retssager. Det drejede sig her om
vognmænd, der havde arbejdet for tyskerne ved befæstningsanlæggene, samt
handlende, der havde lukreret på besættelsesmagten på en anstødelig
måde.
For enkelte af de implicerede førte det til korte fængselsstraffe, for
andre bøder samt konfiskation af den fortjeneste, man havde haft ved
samarbejdet med besættelsesmagten.