Krigsårene 1807 - 14 

I årene fra 1790 til 1807, da krigen mod England brød ud, steg velstanden på Fanø, hovedsagelig indtjent på skibsfarten, som flere og flere gik over til. Fiskeri blev nu kun drevet af ældre folk og bådene blev mindre og antallet færre. I en indberetning til Commerce Collegiet i 1806 blev det angivet, at det nu er 8 - 10 mand der driver fiskeri ved Island og herudover er der 100 personer med 10 åbne både på 1- 2 læster med hængemaster og råsejl. 

I samme indberetning anbefales det at mandskab beskæftiget ved fiskeri blev fritaget for udskrivning til flåden i fredstid. Udskrivning til flåden red i mange år befolkningen på Fanø som en mare, hvis søfolk siden det 16. århundrede i stort antal blev udskrevet. De professionelle fiskere var dog undtaget herfra, men den 8. januar 1802 kom en ny forordning der påbød, at ”de, som benytter sig af Fiskeri, skulle ligesom Skibsfolk og Lodserne tilligemed deres sønner indføres i Sørullerne og udskrives til kgl. Søtjeneste, naar de dertil anbefales”. 

Krigsårene 1807 - 14 vendte op og ned på mange ting, også for søfarten og fiskeriet på Fanø. Sejlskibene blev beordret til at sejle levnedsmidler til Norge. Den hjemmeværende befolkning, såvel mænd som kvinder, blev beordret til at forsvare øen mod fjendens landgang, hvilket ofte blev forsøgt, og fiskeri på havet var under det meste af krigen forbudt, sådan at fiskerne ikke kunne opbringes af fjendens kaperskibe og afpresset oplysninger om øens forsvarstilstand. 

Bådenes antal ses at være steget fra 1806 med sine 19 både fra begge byer til 32 i 1812 fra Sønderho alene (fra Nordby haves ingen oplysninger for dette år). i 1815, året efter fredsslutningen, er Antallet i Nordby 18, i Sønderho 29 Både, alle åbne både i størrelse fra ½ til 2 ½ Læster. Af Nordby Tønde- og Kabelvæsens Protokol haves oplysninger om fiskebådenes Antal i Nordby i årene 1822-1839.

Alle i størrelse fra 1 til 3 ½ Læster. I 1845 er bådenes antal i Nordby bleven forøget til 14 med en besætning af ca. 120 Mand, ”men er mest bemandet med ældre skippere, som formentlig ikke er ihærdige nok formedelst deres Alder."

Årene efter krigen

Regeringen havde i årene efter krigens afslutning sin opmærksomhed henledt på fiskeriet og indhentede oplysninger om dets tilstand, og fra erfaren side modtoges forslag til afhjælpning af tilstedeværende mangler og de begunstigelser, der kunne tænkes at ophjælpe dette erhverv. I de oplysninger, der fra Fanø er indsendt af Birkedommeren 1823, hedder det:  

”I Almindelighed er her i Nordby 12 (efter Tøndevæsenets Protokol 1822 er der dog 18 Baade) og paa Sønderho 5 Baade, hvormed Fiskeriet drives om Sommeren. I disse er Fiskerne og andre af Øens Beboere Lodtagere, maaske man kan antage i et Antal af 150; thi efter enhver Baads Størrelse bestemmes Antallet af de i Fællesskab udredende, og til hvis Fordel Fangsten sker. Jeg formoder nu for det første, at der med ermeldt Baade aarlig fiskes og af Beboerne tilberedes 600 Skippund (96.000 Kilo) tør Fisk, og dernæst at heraf 200 Skippund dels fortæres paa selve Øen og dels afsættes til Omegnens Folk paa det faste Land, hvoraf altsaa følger, at der til Udførsel og videre Salg bliver 400 Skippund, hvis Udførselstold beløber sig til 266 Rdl. (553 Kr.). At sikre de meget fattige Fiskere denne Sum aarlig kunde jo vel ske derved, naar Udførselstolden atter paabydes, og Summen udslettes som Præmie til Uddeling blandt de, der godtgør hvert Aar at have været med under Fiskeriet, men naar Fiskerne først er sikret et Beløb her, sælger de sandsynligvis bedre Køb end forhen, og deres Købmænd ville vist faa Afsætning paa Steder, hvortil enten Smuglerierne lettelig fandtes, eller ingen Told deraf er paabuden og deraf resulterede da, at Kongens Kasse skænkede en aarlig Afgift som Ækvivalent for hvilken den ventede, men intet fik. Naar Fiskerne ikke blev tilstaaet noget vist aarligt, men det derimod befaledes, at hvad Toldbøgerne ved hvert Aars Udgang viste, der var indkommen for de udførte Fisk, skulde deles mellem dem, fandt paa den anden Side samme Ulempe Sted, thi en Sandhed er det, at ingen enkelt Fisker kan være tjent med eller fornuftigvis finde nogen Fordel ved at rejse til Hertugdømmerne med    et saa lidet Kvantum Fisk, han selv for sin Part kan fange, ikke heller kan flere i saa Henseende forene sig, da de mest forarmede, hvem Fordelen   skulde tilfalde, ikke selv ejer Baad. Saavidt jeg skønner, forekommer det   mig rigtigst, at de Begunstigelser, ermeldte Generaltoldkammers Resolution indeholder, udvidedes og nærmere forklares derhen, at enhver paa Øen værende Beboer og Indvaaner, som indførte Fisk, der bevisligt af Fiskerne her paa Landet var fanget, skulde være fritagen for Toldsvarelse. Det Ræsonnement, at de fattige Fiskere da ikke nyde den dem tilsigtede Lettelse, er efter mit underdanige Omdømme ikke paalideligt. Sidstmeldte Fiskere kunne ved egen Hjælp intet udrette, de er absolut nødt til saavel paa Borg hos de mere formuende at tage Levnedsmidler, som at have dem, der ejer Baadene, uden hvilke alt er forgæves, i Interessentskab med, og de skulle nok passe, naar de sælger Fiskene, at tage Betalingen saa højt, at de selv kommer til at nyde Gavn af den bevilgede Toldfrihed."

Et noget trøstesløst billede af fiskeriet fra Nordby giver pastor Biering i liber daticus 1858: