"Disse fiskefartøjer,
som omtales i de gamle beskrivelser om Fanø med hældende master, har været
af den slags, hvoraf der endnu hænger en model i kirken, klinkbyggede
fartøjer med een mast og et råsejl (latinsejl). Den slags både, som var
temmelig store, fiskede efter gammel tradition et sted ud fra Fanøs n.v.
side, hvor, kan ikke afgøres bestemt, antagelig har det været ud for
Grønningen eller Jerrigs havn, som det endnu kaldes. Der omkring findes
gode ormepladser, som esepigerne fra byen endnu benyttede meget i den tid,
der fiskedes fra stranden deroppe. Nogle af disse fartøjer var endnu til i
min barndom, men var da omlavede, lagt dæk i og brugtes til at hente tørv
og hø hjem med. Navnene havde de beholdt og hed LAM TUDS KAALORM o.l.
Næsten alle fiskebåde
i fyrrerne og halvtredserne var tomastede åbne både, sædvanligt korte
master med spydsejl, som kunne nedlægges, når årerne alene skulle gøre
tjeneste, enten i stille eller ved linens udsætning eller indhaling. Disse
fiskebåde, 7 - 8 stykker, havde deres privilegerede plads i havnen, nemlig
fra det søndre havnehoved til den såkaldte Borckes slip, eller omtrent
hvor broen begynder, inden for disse mærker turde i fiskeritiden intet
fartøj lægge til, i hvert fald ikke når fiskebådene kom ind. Hver af
bådene havde sin faste plads og en modring nedlagt udefter og en pæl at
gøre fast til i land, så de lå med enderne udog indefter. Jeg husker
navnene nøjagtig på dem, som de lå der begyndende nordfra lå først
KRABBEN, skipper Anders Beck, langbådene, den sorte og gule, eller som der
stod på dem DEN GODE HENSIGT og DET GODE HAAB, disse var ofte redningsbåde
og med ved strandinger, skipperne var Hans og Niels Brinch. Derefter kom
KRAGEJOLLEN, Hans J. Provst, BYKLUPPEN, Ditlev Petersen, og SPIDS, Hans
Brinch, desuden et par, der fiskede af og til, når der kunne fås
mandskab.
Til hver båd hørte 8 å
10 mands besætning, det var mest Torsk og Hvilling, der fiskedes. Når
fangsten var god, sang folkene, når de kom i havn, og alle interesserede
var rede til at tage imod dem. Vi drenge også for at løbe ud, når søen,
som de jagede op ved at løbe på land, igen gik tilbage; det syntes vi var
løjer, skønt træskoene ofte fyldtes.
Fiskene, der
hovedsagelig var Hvilling og Torsk, blev altid med kejs (en jernspids på
et skaft) taget ud af bådene og ned i trillebøren, der kørtes ud på siden
af fartøjet Fisken blev lagt i bunke inde på land, og når alt var samlet
sammen, gik skipperen og 2 - 3 mand i gang med delingen, hver forsynet med
kejs; eftersom mandskabet var stort til, skulle der være parter, een til
hver og sædvanligt 3 til fartøjet, og lige så mange til dem, der holdt
line og kroge og til esepigerne.
Var der så 9 mand,
blev det 15 parter i alt. Først udtoges een såkaldt skydtorsk, som den
mand fik, der stod for udsætning og indhaling af linen, dernæst
præsteskullerne, en kone besørgede disse rengjorte og tørrede for præsten,
og endelig brændevinshvilling, dvs. til indkøb af fælles snaps, som hørte
med til forretningen og blev uddelt efter faste regler og til bestemte
tider under turen.
Når så dette var
besørget, udtoges til at begynde med af de største Torsk, een til hver
part, og derefter gik disse tre mænd efter hinanden rundt om bunken og
lagde hver sin fisk til de enkelte parter, alt så meget som muligt af ens
størrelse og slags for hver omgang, til hele fangsten var delt.
Derpå vendte een af
folkene eller en anden interesseret ryggen til, og skipperen smed med et
vist kast kejsen fra sig inden for kredsen, idet han sagde: PIG ELLER RYG,
undertiden SPIDS ELLER HAMMER, dvs., at der hvor kejsen lå, skulle der
regnes fra, men det beroede på blindemanden, hvilken vej. Sagde han PIG,
gik runden den vej, og RYG den vej, som pig eller ryg viste. Efter forud
aftalte regler vidste nu enhver, hvor hans part var, ligeledes hvor bådens
og linens parter lå, så nu tog hver sit og kørte det hjem enten pr. vogn,
når det skulle op i byen eller Nørby, eller pr. trillebør her nede i
Odden.
Trugene med linen var
allerede straks ved ankomsten afhentet af esepigerne eller konerne. Alle
Bakskuld, Knurhaner og andre fisk, som kom på linen og ikke var den
sædvanlige slags, Torsk, Hvilling, Skuld, blev siddende på krogene og
tilhørte dem, der gjorde linen i stand, Femfødder og sneglehuse m.m. fik
de også i tilgift.
Hver mand havde
desuden lov til at tage en killing med, det var en line med 100 kroge,
hvad han fangede derpå, tilhørte ham, og ligeledes hvad han kunne mede sig
til, imedens linen var ude, og båden lå stille.
Der gaves særegne
regler, såvel ved folkenes antagelse (fæsten) til hver båd, eller af dem,
der skulle ese og gøre linen klar. Hver båd havde et træskur ved havnen,
hvor trugene med linen indsattes, ligesom de bragtes ned og var gjort
færdig til, og stod der, til båden skulle af sted. De forskellige arbejder
om bord var også nøje tildelt hver mand, og det havde meget at sige, om de
var den plads voksen, de fik tildelt. Meget beroede på at få linen klar ud
og ind og undgå at sprænge strengen. For det meste toges sejlene ind under
dette, og båden roedes frem efter skipperens kommando; det var klare og
bestemte udtryk, der brugtes. Fire mand to på hver side sad ved årerne, og
eftersom der skulle roes rask eller langsomt, mest på styrbords eller mest
på bagbords side, lød skipperens kommando ord, som f.eks. RO OVERALT, ISE,
BEDST 0 STAN.
Fisken blev straks
taget af krogen, ligesom linen kom over rælingen, dette kaldtes at skole,
og en mand sad klar med et glib for at snuppe de fisk, der faldt af
krogen, før de kom ind over rælingen eller skibssiden.
I øvrigt har jo
Pontoppidan beskrevet samme i sit DANSKE ATLAS.
Fra byen fiskede
samtidigt fire både, såkaldte HORNGIVERE på samme måde, deres station var
ud for Kirkevejen.
Horngæver eller havskib på stranden ved Thorsminde. Typen er kendt fra
Hjerting til Harboøre. Tegning af Carl Baagøe
Åben havbåd eller horngjæver, som tidligere blev benyttet til fiskeri fra
sydvestjyske fiskerlejer, blandt andet Sønderside og Hjerting. Efter
oliemaleri af Holder Lübbers, 1909. Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg.
I 1862 forliste eller
kæntrede en af disse både i brændingen ved landsætning, og fem mand
druknede. Det var allesammen håbefulde gårdmandssønner. Uheldet skyldtes
vist nok, at de to bedste mænd var efter opfordring gået om bord i et
hollandsk skib for at lodse det ind til Fanø Rhed, de som blev tilbage
forstod vist ikke at Mandøvrere med båden, og derved er ulykken hændt.
Fiskeriet med disse
både, såvel som fra stranden, som inde fra havnen hørte efterhånden op,
nogle af bådene solgtes, andre ophuggedes, og en tid havde vi vist ikke
andre fiskebåde her fra Nordby end den dengang meget bekendte no. 60, det
var en Blankeneser ør af samme slags, som Finkenvarderne endnu bruger. Den
gang var der hele flåder af dem fra Elben, og undertiden kunne man tælle
dem i hundreder ved Skallingen og på Rheden, når de tyede herind under
stormvejr. No. 60 fiskede ligesom disse både med såkaldte kurre dvs. et
større fiskegarn, der slæbtes efter fartøjet. Vore linefiskere blev
undertiden forulempede af disse større fiskebåde, når de sejlede over
deres liner, medens de stod udsatte, af og til kørtes det hele sammen, så
det kun vanskeligt kunne udredes igen. Det hændte også, at det hele eller
større dele af linen gik tabt.
Fiskerne fra stranden
kunne undertiden gøre to ture, når disse fra havnen kun gjorde een. No. 60
bragte mange gode store Rødspætter, Tunger, Pighvar, ja endog engang
imellem en Stør ind til Fanø. Skipperen, Søren Andersen, var desuden
tøndelægger og havde hele Tøndeog Vagervæsenet at pas se for Graadybs og
indre farvandes vedkommende. I hans tid blev en stor anduvnings - tønde,
Pikkesbøje kaldet, anskaffet det var den første, der var forsynet med
klokke, og var i hvert fald efter vor opfattelse dengang et lille vidunder
og blev grundigt undersøgt, når den bragtes herind i vinter tiden, kunne
også dejligt bruges af drengene til gymnastiske øvelser.
Tøndehuset lå lige
nord for den gamle navigationsskole, den nuværende toldbod, og blev
flyttet til Esbjerg, da Vagervæsenet flyttedes dertil.
En anden fisker
forsøgte fiskeri med en lignende Ør, som no. 60, men holdt op efter en
tid; og det var først hen i halvfjerdserne, at der kom fart i fiskeriet
igen. Det var nærmest en hjemvendt dansk - amerikaner, der først begyndte,
han var vistnok fra Hjerting og hed Lambert og kom selv med en norsk
lodsskøjte sejlende hertil Fanø. Det var også linefiskeri, han gik i gang
med, men på en anden måde end for hen, nemlig ved at sætte linen ud fra
båden ved store, flade kaner eller både; der kom efterhånden flere af
lignende fartøjer, nogle byggedes her, andre købtes, så der efterhånden
kom en flåde på over tyve både. De fleste brugte at sætte linen ud fra
selve fartøjet, men ved hjælp af et trekantet sejl, som slæbte i vandet
agter ude, og som ved liner kunne bringes til at stå op og ned i vandet,
eller hvis de affiredes at ligge vandret, kunne bådens fart reguleres og
derved holde linen med krogene i den retning og stilling, som ønskedes og
var mest heldig for fangsten.
Besætningen til disse
både var tre á fire mand; en af dem gik bort totalt, og hele mandskabet
druknede, hvorved der blev to enker.
Efter en tid forsvandt
den slags både også, Hvillingerne blev sjældnere, og det blev vanskeligere
at få koner og piger til at grave orm og gøre krogene i stand. Nogle af
fartøjerne solgtes til Færøerne, andre lå i havnen og rådnede op, men en
del blev lavet om til Rødspættefiskeri, fik dam indsat og siden også
skrue, flere samtidigt byggede større og nogle nybygninger kom til, så der
igen i firserne var en anselig flåde.
De fiskede om sommeren
med not, det såkaldte skovlvod og om efteråret med kroge, men alligevel
kunne de kun dårligt svare regning og forsvandt efter en tid, de fleste
solgtes til Esbjerg, Hjerting og Langli.
I slutningen af
halvfjerdserne købte en mand herfra, Niels Svarrer, en kutter i Hamborg
til trawlfiskeri, som han en tid fiskede ret godt med, han flyttede til
Esbjerg og blev siden fiskehandler der.
Omtrent ved samme tid
købtes en større evert FORTUNA fra Hannover, begge disse havde to master
og var forsynet med dam, sidste fiskede med kurve i flere år, lå derefter
et par år i havnen og købtes af skriveren (P.H. Clausen), riggedes om til
skonnert og brugtes til skoleskib, så længe sømandsskolen eksisterede,
eller til 1908, da det ophuggedes.