P. H. Clausen skriver: 

"Disse fiskefartøjer, som omtales i de gamle beskrivelser om Fanø med hældende master, har været af den slags, hvoraf der endnu hænger en model i kirken, klinkbyggede fartøjer med een mast og et råsejl (latinsejl). Den slags både, som var temmelig store, fiskede efter gammel tradition et sted ud fra Fanøs n.v. side, hvor, kan ikke afgøres bestemt, antagelig har det været ud for Grønningen eller Jerrigs havn, som det endnu  kaldes. Der omkring findes gode ormepladser, som esepigerne fra byen endnu benyttede meget i den tid, der fiskedes fra stranden deroppe. Nogle af disse fartøjer var endnu til i min barndom, men var da omlavede, lagt dæk i og brugtes til at hente tørv og hø hjem med. Navnene havde de beholdt og hed LAM TUDS KAALORM o.l. 

Næsten alle fiskebåde i fyrrerne og halvtredserne var tomastede åbne både, sædvanligt korte master med spydsejl, som kunne nedlægges, når årerne alene skulle gøre tjeneste, enten i stille eller ved linens udsætning eller indhaling. Disse fiskebåde, 7 - 8 stykker, havde deres privilegerede plads i havnen, nemlig fra det søndre havnehoved til den såkaldte Borckes slip, eller omtrent hvor broen begynder, inden for disse mærker turde i fiskeritiden intet fartøj lægge til, i hvert fald ikke når fiskebådene kom ind. Hver af bådene havde sin faste plads og en modring nedlagt udefter og en pæl at gøre fast til i land, så de lå med enderne udog indefter. Jeg husker navnene nøjagtig på dem, som de lå der begyndende nordfra lå først KRABBEN, skipper Anders Beck, langbådene, den sorte og gule, eller som der stod på dem DEN GODE HENSIGT og DET GODE HAAB, disse var ofte redningsbåde og med ved strandinger, skipperne var Hans og Niels Brinch. Derefter kom KRAGEJOLLEN, Hans J. Provst, BYKLUPPEN, Ditlev Petersen, og SPIDS, Hans Brinch, desuden et par, der fiskede af og til, når der kunne fås mandskab. 

Til hver båd hørte 8 å 10 mands besætning, det var mest Torsk og Hvilling, der fiskedes. Når fangsten var god, sang folkene, når de kom i havn, og alle interesserede var rede til at tage imod dem. Vi drenge også for at løbe ud, når søen, som de jagede op ved at løbe på land, igen gik tilbage; det syntes vi var løjer, skønt træskoene ofte fyldtes. 

Fiskene, der hovedsagelig var Hvilling og Torsk, blev altid med kejs (en jernspids på et skaft) taget ud af bådene og ned i trillebøren, der kørtes ud på siden af fartøjet Fisken blev lagt i bunke inde på land, og når alt var samlet sammen, gik skipperen og 2 - 3 mand i gang med delingen, hver forsynet med kejs; eftersom mandskabet var stort til, skulle der være parter, een til hver og sædvanligt 3 til fartøjet, og lige så mange til dem, der holdt line og kroge og til esepigerne. 

Var der så 9 mand, blev det 15 parter i alt. Først udtoges een såkaldt skydtorsk, som den mand fik, der stod for udsætning og indhaling af linen, dernæst præsteskullerne, en kone besørgede disse rengjorte og tørrede for præsten, og endelig brændevinshvilling, dvs. til indkøb af fælles snaps, som hørte med til forretningen og blev uddelt efter faste regler og til bestemte tider under turen. 

Når så dette var besørget, udtoges til at begynde med af de største Torsk, een til hver part, og derefter gik disse tre mænd efter hinanden rundt om bunken og lagde hver sin fisk til de enkelte parter, alt så meget som muligt af ens størrelse og slags for hver omgang, til hele fangsten var delt. 

Derpå vendte een af folkene eller en anden interesseret ryggen til, og skipperen smed med et vist kast kejsen fra sig inden for kredsen, idet han sagde: PIG ELLER RYG, undertiden SPIDS ELLER HAMMER, dvs., at der hvor kejsen lå, skulle der regnes fra, men det beroede på blindemanden, hvilken vej. Sagde han PIG, gik runden den vej, og RYG den vej, som pig eller ryg viste. Efter forud aftalte regler vidste nu enhver, hvor hans part var, ligeledes hvor bådens og linens parter lå, så nu tog hver sit og kørte det hjem enten pr. vogn, når det skulle op i byen eller Nørby, eller pr. trillebør her nede i Odden. 

Trugene med linen var allerede straks ved ankomsten afhentet af esepigerne eller konerne. Alle Bakskuld, Knurhaner og andre fisk, som kom på linen og ikke var den sædvanlige slags, Torsk, Hvilling, Skuld, blev siddende på krogene og tilhørte dem, der gjorde linen i stand, Femfødder og sneglehuse m.m. fik de også i tilgift. 

Hver mand havde desuden lov til at tage en killing med, det var en line med 100 kroge, hvad han fangede derpå, tilhørte ham, og ligeledes hvad han kunne mede sig til, imedens linen var ude, og båden lå stille. 

Der gaves særegne regler, såvel ved folkenes antagelse (fæsten) til hver båd, eller af dem, der skulle ese og gøre linen klar. Hver båd havde et træskur ved havnen, hvor trugene med linen indsattes, ligesom de bragtes ned og var gjort færdig til, og stod der, til båden skulle af sted. De forskellige arbejder om bord var også nøje tildelt hver mand, og det havde meget at sige, om de var den plads voksen, de fik tildelt. Meget beroede på at få linen klar ud og ind og undgå at sprænge strengen. For det meste toges sejlene ind under dette, og båden roedes frem efter skipperens kommando; det var klare og bestemte udtryk, der brugtes. Fire mand to på hver side sad ved årerne, og eftersom der skulle roes rask eller langsomt, mest på styrbords eller mest på bagbords side, lød skipperens kommando ord, som f.eks. RO OVERALT, ISE, BEDST 0 STAN. 

Fisken blev straks taget af krogen, ligesom linen kom over rælingen, dette kaldtes at skole, og en mand sad klar med et glib for at snuppe de fisk, der faldt af krogen, før de kom ind over rælingen eller skibssiden.

I øvrigt har jo Pontoppidan beskrevet samme i sit DANSKE ATLAS. 

Fra byen fiskede samtidigt fire både, såkaldte HORNGIVERE på samme måde, deres station var ud for Kirkevejen.

Horngæver eller havskib på stranden ved Thorsminde. Typen er kendt fra Hjerting til Harboøre. Tegning af Carl Baagøe

Åben havbåd eller horngjæver, som tidligere blev benyttet til fiskeri fra sydvestjyske fiskerlejer, blandt andet Sønderside og Hjerting. Efter oliemaleri af Holder Lübbers, 1909. Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg.

I 1862 forliste eller kæntrede en af disse både i brændingen ved landsætning, og fem mand druknede. Det var allesammen håbefulde gårdmandssønner. Uheldet skyldtes vist nok, at de to bedste mænd var efter opfordring gået om bord i et hollandsk skib for at lodse det ind til Fanø Rhed, de som blev tilbage forstod vist ikke at Mandøvrere med båden, og derved er ulykken hændt. 

Fiskeriet med disse både, såvel som fra stranden, som inde fra havnen hørte efterhånden op, nogle af bådene solgtes, andre ophuggedes, og en tid havde vi vist ikke andre fiskebåde her fra Nordby end den dengang meget bekendte no. 60, det var en Blankeneser ør af samme slags, som Finkenvarderne endnu bruger. Den gang var der hele flåder af dem fra Elben, og undertiden kunne man tælle dem i hundreder ved Skallingen og på Rheden, når de tyede herind under stormvejr. No. 60 fiskede ligesom disse både med såkaldte kurre dvs. et større fiskegarn, der slæbtes efter fartøjet. Vore linefiskere blev undertiden forulempede af disse større fiskebåde, når de sejlede over deres liner, medens de stod udsatte, af og til kørtes det hele sammen, så det kun vanskeligt kunne udredes igen. Det hændte også, at det hele eller større dele af linen gik tabt. 

Fiskerne fra stranden kunne undertiden gøre to ture, når disse fra havnen kun gjorde een. No. 60 bragte mange gode store Rødspætter, Tunger, Pighvar, ja endog engang imellem en Stør ind til Fanø. Skipperen, Søren Andersen, var desuden tøndelægger og havde hele Tøndeog Vagervæsenet at pas se for Graadybs og indre farvandes vedkommende. I hans tid blev en stor anduvnings - tønde, Pikkesbøje kaldet, anskaffet det var den første, der var forsynet med klokke, og var i hvert fald efter vor opfattelse dengang et lille vidunder og blev grundigt undersøgt, når den bragtes herind i vinter tiden, kunne også dejligt bruges af drengene til gymnastiske øvelser. 

Tøndehuset lå lige nord for den gamle navigationsskole, den nuværende toldbod, og blev flyttet til Esbjerg, da Vagervæsenet flyttedes dertil. 

En anden fisker forsøgte fiskeri med en lignende Ør, som no. 60, men holdt op efter en tid; og det var først hen i halvfjerdserne, at der kom fart i fiskeriet igen. Det var nærmest en hjemvendt dansk - amerikaner, der først begyndte, han var vistnok fra Hjerting og hed Lambert og kom selv med en norsk lodsskøjte sejlende hertil Fanø. Det var også linefiskeri, han gik i gang med, men på en anden måde end for hen, nemlig ved at sætte linen ud fra båden ved store, flade kaner eller både; der kom efterhånden flere af lignende fartøjer, nogle byggedes her, andre købtes, så der efterhånden kom en flåde på over tyve både. De fleste brugte at sætte linen ud fra selve fartøjet, men ved hjælp af et trekantet sejl, som slæbte i vandet agter ude, og som ved liner kunne bringes til at stå op og ned i vandet, eller hvis de affiredes at ligge vandret, kunne bådens fart reguleres og derved holde linen med krogene i den retning og stilling, som ønskedes og var mest heldig for fangsten. 

Besætningen til disse både var tre á fire mand; en af dem gik bort totalt, og hele mandskabet druknede, hvorved der blev to enker. 

Efter en tid forsvandt den slags både også, Hvillingerne blev sjældnere, og det blev vanskeligere at få koner og piger til at grave orm og gøre krogene i stand. Nogle af fartøjerne solgtes til Færøerne, andre lå i havnen og rådnede op, men en del blev lavet om til Rødspættefiskeri, fik dam indsat og siden også skrue, flere samtidigt byggede større og nogle nybygninger kom til, så der igen i firserne var en anselig flåde. 

De fiskede om sommeren med not, det såkaldte skovlvod og om efteråret med kroge, men alligevel kunne de kun dårligt svare regning og forsvandt efter en tid, de fleste solgtes til Esbjerg, Hjerting og Langli.

I slutningen af halvfjerdserne købte en mand herfra, Niels Svarrer, en kutter i Hamborg til trawlfiskeri, som han en tid fiskede ret godt med, han flyttede til Esbjerg og blev siden fiskehandler der. 

Omtrent ved samme tid købtes en større evert FORTUNA fra Hannover, begge disse havde to master og var forsynet med dam, sidste fiskede med kurve i flere år, lå derefter et par år i havnen og købtes af skriveren (P.H. Clausen), riggedes om til skonnert og brugtes til skoleskib, så længe sømandsskolen eksisterede, eller til 1908, da det ophuggedes. 

En damptrawler indkøbtes i halvfemserne fra England, MELPOMENE, det var det uheldigste af alle de forsøg, der er gjort med fiskeri her fra Fanø i vor tid. I løbet af to år var hele aktiekapitalen, som imod garanti var lånt af Assurancekassen, 17.000 kr. tabt, denne skænkede eller eftergav det hele, så garanterne slap heldigt fra det. 

Grosserer Lauritzen fra Esbjerg fik skibet for det, han havde til gode i det, forsøgte at drive fiskeri med den deroppe fra, kostede mange penge derpå, til sidst lavede hat den om til sildefiskeri og døbte den NELLE, men lige meget hjalp det, der var intet held ved den, og hvor den til sidst blev af, ved jeg ikke. 

I halvfemserne fik vi igen en hel flåde op til tyve stk. af større både eller skibe til fiskeri, det var næsten alt sammen nybygninger og gode, stærke skibe, men for kostbare, og flere, som havde fået dem bygget, kom i en stor gæld. Skibenes pris var imellem femten og tyve tusinde kroner. De havde to master, var forsynet med motor og skrue, første drev også spillene, der brugtes til indhvirring af garnene, såkaldte snurrevod meget lange garn, der udbringes fra skibet med store joller, som nu også allesammen er forsynet med skrue og motor. I førstningen brugtes kun årer og indheves med forhen omtalte spil, som ved hjælp af rulle kan hive ind på begge ender af linerne på en gang. 

Nu er også disse fartøjer forsvundet på to nær, de fleste solgtes til Esbjerg eller Frederikshavn; een forliste med mand og mus, fire mand, hvoraf tre gifte, gik bort."