Fanøkonernes fiskehandel  

Det var særlig på Fanø, at der var dygtige saltekoner. »De paa Fanøe tilberedte Fisk udgjøre en meget søgt Vare, som foretrækkes alt hvad der af dette Slags kommer fra den øvrige Vestkyst af Jylland. Især ere de saakaldte Ribeflyndre, naar de ere meget store, ogsaa kaldte Præsteflyndre, meget berømte. Dog blive de gjerne lidt harske naar de ere meget fede. Afsætningen skeer paa Markederne i Varde, Ribe, Høier og Tøndern. Manøeme kjøbe ligeledes meget og kjøre hermed til Flensborg og andre Steder i det Slesvigske. Ogsaa en deel gaar til Fastlandet som Betaling for Brændsel og Korn. «

Smidth bekræftede, at fannikerne blev anset for at tilberede den bedste klipfisk, og »deres Varer have derfor et fortrinligt Rygte paa Markederne; men da de nu ikke fiske saa meget som forhen, reise Konerne omkring til Hjerting, Oxby og Blaavand og kjøbe Fiskene der for 3 á 4 Mk. Lpd. og sælge dem igjen i Varde og Ribe for 4 á 5 Mk. Lpd.« Fanøkoneme drev fiskehandelen om sommeren, når deres mænd var væk. Det kunne være en ganske indbringende forretning, da nye kartofler og nytørret fisk var en lækkerbidsken, når begge dele kom på markedet i juni måned. Men det var en svag afglans af den fiskehandel, som to hundrede år tidligere havde medført fannikerns og hjerting- boernes første opsving for deres skibsfart. 

Tilvirkning af klipfisk

Undermålsspætter og isinger fra gammel tid anvendt tørret og stegt som dabs eller bakskuld. 

Den rette fremgangsmåde ved fremstillingen af den tørrede og saltede fisk var følgende. »Hovederne afskjæres, undtagen paa Torsken og Tungerne, Indvoldene tages ud, og Fisken udskylles gjentagne Gange i Vand. Derpaa flækkes den 3 til 5 Gange med en lille Øxe og bliver liggende Natten over i Riiskurve for at Vandet kan løbe af. Den nedsaltes nu i Kar eller Ballier, hvor den forbliver to til tre Dage. Naar den igjen er optaget, toes den vel af og hænges til Tørring i fri Luft, men maa nøie bevares for Regn og Dug, thi ellers bliver den haard. Dette gjalt den Fisk, som fanges om Foraaret. Høstfisken derimod grønsaltes, da Efteraaret sjendent giver Veir til at faae den tør. Hovederne afskjæres uden Undtagelse, Fisken reengjøres og flækkes, ligger en Nat i Saltlage, optages, presses og nedsaltes endelig i Fjerdinger eller Halvtønder.«"  

Det var for det meste kvinderne, som rejste med fisk til markederne i deres let kendelige dragt, der virkede som god reklame for salget, og desuden havde Fanø fisk et godt ry på sig. 

Ingeborg Slagter

Der er en historie om, hvad dragten kunne betyde - historien er om Ingeborg Nielsen (almindelig kaldet Ingeborg Slagter, død 1917, 81 år.) fra Nordby. Hun var kendt som en dygtig opkøber af slagtekvæg på markederne og bar den smukke Fanø dragt. Engang hun var til markedet i Holsted, stod der en fisker fra Oksby på markedspladsen med saltet og tørret fisk, men handelen gik dårligt. Ingeborg var færdig med sine indkøb og tilbød at sælge for ham. Handelen gik livligt, det rigtige skilt - Fanø dragten - borgede for fiskens kvalitet. En time efter var ”Fanø fisken” udsolgt og Oksby manden gned sig i hænderne. 

Hidtil var fisken der forhandledes uden for øen, kun saltet og pakket i tønder og fjerdringer eller saltet og tørret som hvilling og torsk og pakket i bundter af 1 Lispund; rokker var vindtørret, bakskuld saltet, tørret og røget og bundtet med en snes i bundtet. Fersk fisk var umulig at sende på grund af de dårlige trafikforbindelser, men i Hamborg var der opstået et marked for fersk fisk, hvor især fiskere fra Blankenese, en lille by ved Elbens munding, afsatte deres fisk og opnåede priser, der lå over prisen på salt fisk. 

Dette foranledigede at der i 1867 dannedes et selskab i Nordby, med den hensigt at fremskaffe en dampbåd, der skulle fragte levende fisk til Hamborg, ved at blive stationeret ude på fiskepladserne og laste direkte fra fiskebådene. Bagmændene for ideen var konsul J. K. Bork, direktør Smith og justitsråd, borgmester L. C. Larsen. Foretagendet blev ikke til noget. Kort tid efter forsøgtes et andet selskab dannet af hamborgere med en dansk mand i spidsen, P. W. Nellemann. Planen var foruden fragt af fersk fisk til Hamborg, anlæg af et stort fiskesalteri og røgeri på Fanø samt en fiskeguanofabrik. Heller ikke denne plan blev ført ud i livet. 

Året efter dannedes der et selskab ”Det vestjydske Fiskeriselskab”, som straks anskaffede fire kvaser der skulle fragte den ferske fisk til Hamborg. På Fanø skulle den fisk der ikke egnede sig til eksport, saltes, tørres og ryges og affaldet omdannet til guano. Selskabet fik positiv opbakning i pressen og Fanøboerne tegnede sig straks for en kapital af 26.000 Rdl. Foretagendet svarede sig dog ikke og sluttede da kapitalen var opbrugt. 

Karen Nielsdatter

En af de sidste kvinder der drog til markeder med fisk var Karen Nielsdatter, der døde i Nordby 1909 , 93 år gammel. 

Hun begyndte med fiskehandelen som ganske ung i 1830erne. Som ung pige (der var ualmindelig stor og kraftig, hvilket bibragte hende navnet Karen Tordenskjold) tjente hun i ”Æ Sønden” dvs. i Slesvig og allerede mens hun tjente begyndte hun at handle med fisk. Da hun stoppede med at tjene slog hun sig helt på fiskehandlen og hun havde allerede en god kundekreds at begynde med. Gode og smukt tilberedt var de varer hun handlede med. Hun var meget kritisk med hvad hun blev tilbudt til salg. Det var hovedsagelig tørrede hvilling der var bundtet med halmreb på et lispund, hun handlede med. Hun begyndte gerne sine ture i Ribe, hvortil hun fragtede fisken med sejlbåd. Var Ribe forsynet fortsatte hun med en lejet fjellevogn til markederne i de sønderjyske byer. I sommertiden, når de nye kartofler kom frem, var hun sikker på at kunne afsætte et lispund i næsten hver eneste gård hun kom forbi, idet nye kartofler og ny tørfisk blev betragtet som en lækkerbisken.