Fiskehandelen 

Handelen med fisk i Vestjylland kan spores tilbage til 1297, hvor der i kong Erik Menveds brev til Ribe nævnes, at fiskeriet i Ribe har været fra gammel tid, og her blev fisken fra øerne solgt. Dette har fortsat i århundreder. Ud over det Fanøfiskere solgte på markedet, solgte de fisk til Ribe købmænd, der videresolgte fisken over hele landet og syd  på langt ned i Tyskland. Avancen for købmændene var måske lovlig stor, idet vi i 1540erne finder udenlandske opkøbere af fisk på Fanø og ved andre fiskelejer i Ribe Amt. 

Ribe købmændene blev sure over disse udenlandske opkøbere og klager til kongen, der i 1548 udsteder et brev til Fanø, Mandø, Sønderside og Nyminde, hvori kongen befaler at fiskerne ikke handler direkte med de udenlandske opkøbere. 

Dette påbud virker dog ikke mere afskrækkende, end at vi i 1552 finder en købmand Johan Beder fra Stade på Sønderside fiskeleje for at opkøbe fisk. Han kommer i klammeri med nogle opkøbere fra Ribe, som han kalder ”Prakkere”, der ikke var bedre værd, end at de skulle hænges i en galge, og at de selv havde fundet på forbudet. 

I 1552 kommer der et nyt kongebrev, med bestemmelse om beslaglæggelse af de udenlandske opkøberes skibe og last, og dette virker, sådan at handelen stopper, i stedet begynder ”udlændingene” selv at fiske ved Vesterkanten med ”stikkere”, det man på Fanø kaldte at ”prege”. En stikker var et jern med flere små harpuner på, hvormed man fangede fladfisk langs land og i dybene mellem vaderne.

Butpreger

Dette fiskeri forbød kongen ved kongebrev af 26. marts 1553. Dette ser ud til at virke, idet prisen på fisk går ned. Fanøboerne klager til kongen og siger samtidig at Ribe købmændene tager alt for høje priser for hamp, tjære og andet til fiskeriets behov. 

Kongen beder derfor lensmanden Erik Rud på Riberhus om at afgive en betænkning. 

I 1564 kom der et påbud mod udførsel af fisk, idet fiskeriet havde slået fejl. Senere går det igen godt med fiskeriet og der sælges igen til gode priser. Præsten Jonas Colding beretter i 1584 i en bog om Danmark: 

” at der fra Landets vestlige Del fanges Fisk næsten hele Aaret, saa at Udbyttet af det saa hyppige Fiskeri gaar op til Tønder af Guld. Brugen af det er ikke alene til Gavn for de Folk, der bor nærmest Havet, og som forskaffer sig deres Næring ved Fiskeri, og for Kongerigets andre Indbyggere, men Afsætningen breder sig til Tyskland, Frankrig og andre Steder”. 

Opsvinget får dog hurtigt en ende, idet Fanøboerne den 5. januar 1587 sender brev til lensmanden, at fiskeriet har slået fejl, så kongen har bestemt, at de skulle fritages for halvdelen af den dem pålagte penge- og madskat. 

Det var særligt til St. Hans marked og Mikkels marked, at Fanøboerne kom til Ribe med fisk. 

Tøndepenge var i det 17. århundrede ca. ½ Skilling af hver tusinde skuller, og der udførtes i 1616 763.000 og i 1624 544.000, hovedsagelig til Hamborg, herudover er der også udført torsk og hvilling. Desuden er der afsat masser af fisk omkring i landet og købmænd fra andre byer, også fra København, kom til marked i Ribe. I året 1641 betalte Niels Mathisen af København bropenge af 12.000 saltet skuller, 5000 hvilling, 15.000 rokker og 5.000 samrask.

Fra ældgammel tid havde Varde og Ribe eneret på forhandling og udførsel af fisk. Fanøboerne respekterede dog ikke altid dette privilegum, men sejlede, når de mente at de kunne komme af sted med det, uden videre til pladser i Slesvig og Holsten, ja helt ned til Hamborg med deres fiskevarer, ofte skjult under tørv som de lastede ved Roborghus og andre steder. Tolderne var nok klar over dette og i en skrivelse til rentekammeret af 20. januar 1685 klager tolder Hausmann i Ribe over dette forhold. Han skriver at fiskerne på Fanø året igennem ikke alene kommer til Ribe med deres last af saltet fisk, men også under påberåbelse under det særlige kgl. Privilegium, at de kan sejle deres fiskelast til Husum, Hamborg og andre fremmede steder, uden at anmelde sig på toldboden i Ribe for at betale told og lastepenge af fartøjerne. 

Rentekammeret skriver derefter til Stiftsbefalingsmanden bl. a.:  

”da som deri stort Underslæb kan fore, gaa, ja endog efter Tolderens Formening er at befrygte, at ved samme Lejlighed forbudne Varer paa Ølandene kunne indføres, ville Eders Ekscellence lade sig behage, Indbyggerne paa bemeldte Ølande alvorligt at lade tilholder at de straks og uden Ophold i Original fremviser, hvad konfirmerede Privilegier de derom siden Toldrullens Indsættelse-af 1. Maj 1672 haver."